1919 – Til den 9. november 1919 havde ledende folk fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund indkaldt til en konference i Fredericia for at stifte Danmarks Venstresocialistiske Parti. De unge socialdemokrater havde tre år forinden brudt med Socialdemokratiet, efter at dets leder, Thorvald Stauning, var indtrådt i regeringen som kontrolminister i 1916 – midt under Første Verdenskrig. Den 9. november 1919 sluttede to andre partier, Socialistisk Arbejderparti og Det Uafhængige Socialdemokrati sig til det nye parti, som fra begyndelsen havde 2.000 medlemmer. De tre partier, der grundlagde Danmarks Venstresocialistiske Parti, var alle udbrydergrupper fra Socialdemokratiet.

1920 – I november 1919 var det en selvfølge, at det nye parti skulle stå sammen med de kommunistiske partier, der samme år havde oprettet Kommunistisk Internationale. Begejstringen for den socialistiske revolution i Rusland i november 1917 var en del af grundlaget for dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske Parti, som i 1920 tog navneforandring til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og blev optaget i Kommunistisk Internationale. Ved folketingsvalget i 1920 fik DKP 3.859 stemmer (0,4%)

1922 – Danmarks Kommunistiske Parti var plaget af ubønhørlige fraktionsstridigheder. Der var ligefrem to partier, Møntergadepartiet og Blaagaardsgadepartiet. De to fløje fik navn efter deres tilholdssteder i København. De udmattende slagsmål, undertiden ikke kun verbale, men også håndgribelige, førte efter 19 måneder til samdrægtighed efter kraftig indblanding fra Kommunistisk Internationale.

1924 – DKP oplevede internt en nedtur oven på de voldsomme uenigheder. Partiet havde mistet tre fjerdedele af sine medlemmer, men fik ved valget samme år en lille fremgang til 6.219 stemmer (0,5%). Det store flertal af arbejderne holdt dog fast ved Socialdemokratiet, som stod med omkring 140.000 medlemmer, en valgsejr og for første gang i danmarkshistorien en socialdemokratisk regering under statsminister Thorvald Stauning.

1929 – DKPs aktivister lagde mange kræfter i at organisere arbejderne i fagforeningerne og præge dem i kommunistisk retning. Mange kommunister blev valgt som tillidsfolk på arbejdspladser og i fagforeninger. Til gengæld kneb det med at opnå politiske resultater. Ved valget i 1929 blev det kun til 3.656 stemmer (0,2%).

1932 – Et energisk arbejde for en forbedring af de arbejdsløses vilkår gjorde indtryk, efter at mange arbejdere mistede deres arbejde under den internationale krise i den kapitalistiske verdensøkonomi. Og DKP henviste til fremgangen for arbejderne og socialismen under Sovjetunionens første femårsplan. Den aktive indsats i fagforeningerne gjorde DKP til en egentlig opposition i fagbevægelsen og til et alternativ i det politiske liv. Ved valget i november 1932 blev Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen valgt som de to første kommunistiske folketingsmedlemmer på baggrund af 17.179 stemmer (1,1%).

1937 – Godt 200 danske kommunister deltog som frivillige i den spanske borgerkrig, hvor de i alt 550 danske frivillige sammen med 30.000 andre fra hele verden søgte at forsvare det spanske demokrati mod Francos fascister, som fik støtte af Hitlertyskland og det fascistiske Italien.

1939 – 20 år efter grundlæggelsen havde DKP udviklet sig til et velorganiseret parti med omkring 6.000 medlemmer, som gjorde venstrefløjen synlig i et årti, præget af krise og arbejdsløshed. DKP havde fået fodfæste i dansk politik og kunne udbygge sin tilslutning i befolkningen, også efter at krisen lettede sidst i 1930erne. Ved valget i 1939 stemte 40.893 (2,4%) på DKP- det bedste resultat i de første 20 år af partiets historie.

1941- Ved Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 gik dansk politi efter tysk pres til angreb på DKP. Jagten på partiets medlemmer blev godkendt af regeringen, efter at den tyske besættelsesmagt havde forlangt 66 navngivne kommunister anholdt. Dansk politi anholdt fem gange så mange, som tyskerne havde forlangt. Mange af de anholdte, heriblandt folketingsmedlem Martin Nielsen, blev interneret i Horserødlejren. DKP blev forbudt ved lov, vedtaget i enighed af de øvrige partier i Folketinget i direkte modstrid med Grundloven. DKP blev tvunget ud i illegalitet og tog initiativ til organiseret, landsdækkende modstandsarbejde mod den tyske besættelse og mod den officielle kollaboration med besættelsesmagten.

1942 – Kommunisterne indledte sabotage mod jernbaner og danske firmaer, der arbejdede for besættelsesmagten. De frivillige fra den spanske borgerkrig var blandt de ledende i modstandsarbejdet, som også omfattede udgivelsen af illegale blade og samarbejde med andre modstandsgrupper.

1943 – Den 29. august 1943 blev de 243 fanger i Horserødlejren svigtet af de danske politikere og myndigheder, da tyske tropper rykkede ind i lejren. For 93 af fangerne lykkedes det at flygte over hegnet, mens de 150 øvrige, 143 mænd og syv kvinder, i oktober 1943 blev deporteret til kz-lejren Stutthof, hvoraf 21 mistede livet.

1945 – DKP oplevede sin største politiske succes. Partiet blev gjort lovligt igen og deltog i befrielsesregeringen i sommeren 1945. 12,5 % vælgerne – den højeste andel nogensinde – stemte på partiet ved valget, hvilket gav 18 af 148 pladser i Folketinget.

1949 – DKP var forrest i kampen mod Danmarks medlemsskab af NATO, men partiet blev mere og mere trængt i defensiven under den kolde krig.

1956 – Den socialdemokratiske regerings indgreb i overenskomstforhandlingerne førte til omfattende strejker på landets arbejdspladser og til den hidtil største protestdemonstration på Christiansborg Slotsplads. En kort overgang så det ud, som om DKP var på vej frem igen som følge af arbejdet i fagforeningerne og på arbejdspladserne.

1958 – Efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956 førtes en hård partikamp, som førte til eksklusion af partiformand Aksel Larsen, som året efter dannede Socialistisk Folkeparti. Ny formand for DKP blev Knud Jespersen, lagerarbejder og fagforeningsformand fra Aalborg, hvor han også var medlem af byrådet, og hvor han havde spillet en aktiv rolle under storstrejken i 1956.

1960 – DKP røg ud af Folketinget med kun 1,1% af stemmerne bag sig. Partiet satsede herefter på fagligt arbejde, navnlig blandt arbejdere på skibsværfter, byggepladser og i de grafiske fag, hvor der var mange kommunister. Og der vandtes mange tillidsposter i fagforeningerne.

1973 – I begyndelsen af 1970erne blev modstanden mod Danmarks medlemskab af EF organiseret i Folkebevægelsen mod EF. EF-modstanden, aktiviteten i fagbevægelsen og de unges oprør mod samfundets autoriteter blev grundlaget for DKPs andet parlamentariske gennembrud med den karismatiske partiformand Knud Jespersen i spidsen. Ved valget i december 1973 blev det til 3,6% af stemmerne og seks mandater.

1979 – Efter partiformand Knud Jespersens død to år forinden kneb det med den folkelige succes, og det var vanskeligt for den nye partiformand Jørgen Jensen, fagforeningsformand for Metalarbejderforbundet i Lyngby, at løfte arven efter Knud Jespersen. DKP røg med kun 1,9% af stemmerne ved valget i 1979 lige under spærregrænsen og gled ud af Folketinget kun fire måneder efter at kommunisterne havde været med til at sikre Folkebevægelsen mod EF et godt valg ved det første direkte valg til EU-Parlamentet.

1983 – DKP deltog aktivt i fredsbevægelsen, som udfoldede mange aktiviteter i brede kredse af befolkningen mod opstillingen af flere amerikanske atomraketter i Vesteuropa midt under Den Kolde Krigs sidste og mest højspændte fase, i en periode med den største militære oprustning i verdenshistorien.

1985 – I 1985 kulminerede arbejdernes protester mod den borgerlige regering under den konservative statsminister Poul Schlüter. De kommunistiske tillidsfolk havde stor andel i organiseringen af strejker og store protestdemonstrationer på Christiansborg Slotsplads.

1987 – Efter partikongressen i 1987 blev Ole Sohn valgt som ny formand efter afdøde Jørgen Jensen. Fornyelsen og demokratiseringen i Sovjetunionen gav sammen med de mange aktiviteter håb om ny fremgang for DKP. Ved valget i 1987 fik DKP vendt bøtten og gik frem fra 0,7 % i 1984 til 0,9%, men alligevel en skuffende lille fremgang på baggrund af de mange aktiviteter i fagbevægelsen og i fredsbevægelsen.

1988 – DKP havde ikke været i Folketinget siden 1979, og Venstresocialisterne røg ud i 1987. Enkelte fremsynede folk i begge partier foreslog allerede i 1987 et samarbejde, men det var der ikke opbakning til. Først da begge partier gik tilbage ved det efterfølgende valg i 1988, hvor DKP og VS kun fik henholdsvis 0,8 og 0,6%, kom de to partier til fornuft.

1989 – Den danske venstrefløj sikrede sin fortsatte beståen ved den største fornyelse i det 20. århundrede. Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og Socialistisk Arbejderparti dannede Enhedslisten. Som der i 1919 skulle tre organisationer til for at danne det nye parti på venstrefløjen, skulle der i 1989 tre partier til for at danne Enhedslisten. Og der var stadig samfundskritiske mennesker i Danmark, som ville arbejde for socialismen/kommunismen.

1990 – Danmarks Kommunistiske Partis kongres i januar 1990 var en skelsættende begivenhed. Der var opbrud. Med tre fløje i partiet: fornyerne, traditionalisterne og en midtergruppe. Trods den megen erfaring og den velfungerende organisation stod DKP i en meget vanskelig situation midt i et politisk opgør, som gjaldt selve partiets eksistens – og venstrefløjens fremtid i Danmark. Her blev fornyelsen i den politiske linje slået fast, og der blev foretaget store udskiftninger i DKPs øverste ledelse. Ved valget i december fik Enhedslisten, som stillede op for første gang, 1,7% af stemmerne, ikke nok til at komme i Folketinget, men alligevel en fremgang for venstrefløjen.

1991 – DKP fastholdt under megen tøven sin opbakning til Enhedslisten. Opbruddet i DKP førte til splittelse af partiet, som i løbet af 1990 og begyndelsen af 1991 havde mistet over halvdelen af sine medlemmer i kølvandet på udviklingen i Østeuropa og Sovjetunionen. Vejene skiltes. Nogle søgte ind i andre partier.Partiformand Ole Sohn nedlagde sit hverv og meldte sig ind i SF. De fleste fra den gamle partiledelse fra før 1987 dannede Kommunistisk Forum, som senere blev til Kommunistisk Parti i Danmark. Danmarks Kommunistiske Parti gik over til kollektiv ledelse af partiet.

1994 – Enhedslisten fik ved valget den 21. september sit parlamentariske gennembrud med 3,1% af stemmerne og seks mandater, hvoraf de to, Frank Aaen og Bruno Jerup Nielsen, var kendte som medlemmer af DKP. Gennembruddet for Enhedslisten skyldtes i høj grad den konsekvente EU-modstand ved de to folkeafstemninger om Maastricht-traktaten i 1992 og 1993. Enhedslisten fik i indtil valget i 1998 en central position i Folketinget, fordi den socialdemokratisk-radikale regering i en række sager var afhængig af venstrefløjen.

1995 – Enhedslisten udviklede sig snart til at blive en egentlig og selvstændig medlemsorganisation i takt med, at Enhedslisten fik sit eget liv, politisk succes og tilgang af nye medlemmer og i takt med, at de stiftende partier ikke længere var politiske partier, der stillede op til parlamentariske valg.

1998 – Enhedslisten havde skaffet sig en plads i det politiske landskab – trods en lille tilbagegang til 2,7% af stemmerne og tab af et enkelt mandat ved valget den 11. marts. Enhedslistens position ændredes i kraft af valgresultatet, så man skulle balancere mellem at være regeringens redningsplanke, forligspartner og det skarpeste oppositionsparti.

1999 – Danmarks Kommunistiske Partis 80 års jubilæum i et år med protest mod Danmarks krigsdeltagelse for første gang i 135 år, i solidaritet med det kurdiske folk og andre undertrykte folk og med aktiv støtte til unionsmodstanderne ved valget til EU-Parlamentet og til de aktive i fagbevægelsen, der markerede sig stærkt ved overenskomstforhandlingerne i 1999 som i 1998.