Foreløbig konklusion på programdebatten vedtaget på Danmarks Kommunistiske Partis landsmøde i Fredericia den 18. oktober 2003

Indholdsfortegnelse

(Sidetal er ikke med i internet-versionen)

Indholdsfortegnelse 2
Forord 3
Hvad er det for en tid, vi lever i? 4
Globaliseringen og den kapitalistiske internationalisering 5
Den moderne imperialisme 5
De tre imperialistiske centre 6
Den Europæiske Union 7
Udviklingstendenser i den moderne kapitalisme 8
Kapitalismens krise 8
Den danske kapitalisme 8
Den nye teknologi 9
Det danske klassesamfund 9
Den europæiske socialismes fald 11
Demokratisk underskud 11
Socialismens økonomiske krise 12
Perestrojka og Glasnost 12
Den kommunistiske vision 12
Kommunismen er målet 13
Overgangsformer til socialisme 14
På vej til en ny offensiv 16
Enhedens metode 16
Modstand er nødvendig 16
Et moderne kommunistisk parti 17

Forord
Danmarks Kommunistiske Parti har i perioden 1999 til 2003 gennemført en programdebat, der hovedsagelig er koncentreret om den nuværende kapitalismes udvikling, årsagerne til den europæiske socialismes sammenbrud og EUs udbygning.
Debatten er mundet ud i denne foreløbige konklusion, som har fået titlen ”En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede”, og som blev vedtaget på DKPs landsmøde den 18. oktober 2003.
Men hermed er det programmatiske arbejde i DKP ikke færdigt. Der skal arbejdes med yderligere analyse af den nuværende kapitalismes udviklingsfase – specielt globaliseringen og dens konsekvenser – og opstilling af et antimonopolistisk program, der kan pege på vejene til et socialistisk og kommunistisk Danmark. Det arbejde vil DKP – gerne i samarbejde med andre danske kommunister – gå i gang med i den kommende periode.
Kommunisterne har den nødvendige erfaring for at kunne gennemføre denne proces. Danmarks Kommunistiske Parti er selv frugt af den videreudvikling af arbejderbevægelsen, som de russiske bolsjevikker stod i spidsen for, da verdenskrigen brød ud i 1914.
I 30rne gennemførte Danmarks kommunistiske Parti omstillingen til folkefrontspolitikken, der skabte grundlaget for kampen mod fascismen og for modstandsbevægelsen under besættelsen.
I kampen mod EF udviklede partiet den antimonopolistiske strategi, som bidrog til at skabe en bred folkelig opbakning og til at gøre Folkebevægelsen mod EU til en politisk faktor i det danske samfund.
I fredsbevægelsen i 80’erne og dens kamp mod atomvåben, herunder opstilling af Pershing-raketterne i Europa formåede partiet sammen med andre kræfter at skabe en bred enhedsbevægelse.
I 90’erne var partiet med til at opbygge Enhedslisten. Dette bragte venstrefløjen tilbage i Folketinget.
Det bedste i disse erfaringer må vi formå at videreudvikle til et nyt politisk gennembrud, der kan bruges til at forsvare de vundne rettigheder, som arbejderklassen og dens allierede har tilkæmpet sig, og samtidig danne grundlag for en ny offensiv for det kollektive solidariske samfund, som vi så spirerne til i vores velfærdssamfund og i de socialistiske lande.

“Med risiko for at synes latterlig, lad mig da sige, at den sande revolutionære ledes af dybe følelser af kærlighed. Det er umuligt at tænke på en ægte revolutionær uden denne kvalitet. … Vi må stræbe efter hver dag, at denne kærlighed til den levende menneskehed omsættes i faktiske handlinger, i handlinger der tjener som eksempler, som drivkraft.”

Che Guevara

Hvad er det for en tid, vi lever i?

Ved indgangen til det 21. århundrede lever vi i en epoke, der på mange måder adskiller sig kvalitativt fra den tid, i hvilken DKPs gamle partiprogram Kommunisternes program fra 1976 blev til.
Det 20. århundrede var karakteriseret ved en verdensomspændende kamp mellem kapitalisme og socialisme. Grundlaget for denne kamp var lagt med arbejderbevægelsens og socialismens opståen i sidste halvdel af det 19. århundrede. Det store kvalitative spring var Oktoberrevolutionen, der indledte opbygningen af et socialistisk verdenssystem i konfrontation og kappestrid med den kapitalistiske verden.
Århundredet sluttede med „den europæiske kontrarevolution“, hvor de stater i Europa, der havde givet sig i kast med en socialistisk opbygning, gik til grunde. Magten i samfundene skiftede hænder, og den socialistiske opbygning afløstes af kapitalistisk restauration. Der eksisterer fortsat socialistiske lande i andre dele af verden; men de udgør hverken den modvægt mod imperialismen eller den støtte og inspirationskilde for folkene, som den europæiske socialisme med Sovjetunionen i spidsen var.
Med udgangen af det 20. århundrede er menneskeheden stillet over for nye farer og udfordringer. Den kapitalistiske produktionsmådes rovdrift på naturgrundlaget, kapitalens udbytning af menneskehedens store flertal og imperialismens leg med krig truer selve den menneskelige civilisation. For at modvirke den kapitalistiske krise er verden blevet drevet ud i en permanent krigstilstand. Især USA bruger oprustning og krig som middel mod krisen.
Den vesteuropæiske, amerikanske og japanske kapitalisme er blevet en dominerende verdenskapitalisme. Der er ved at blive opbygget tre politisk-økonomiske centre: EU, USA med NAFTA-frihandelszonen og Japan med det sydøstasiatiske område. I takt hermed er kapitalismen gået fra en udviklingsfase præget af en høj grad af national regulering til en fase af globaliseret „frihed“, hvor deregulering og neoliberalisme gennemtvinges af internationale organer som WTO, Verdensbanken og IMF. Følgerne af neoliberalismen er en nedbrydning af velfærdsstaten. Tilkæmpede goder og rettigheder fjernes. Der rettes angreb på fagbevægelsen og andre folkelige kræfter.
På verdensplan inddrages stadig nye befolkningsgrupper og hele folkeslag i modsigelsen mellem lønarbejde og kapital. Produktionens samfundsmæssiggørelse er blevet global; et af tidens nøgleord er da også „globalisering“.
Den europæiske kontrarevolution efterlod det indtryk, at kapitalismen var socialismen overlegen. Socialismen gav ikke folket den økonomiske velstand eller den magt over egen tilværelse, som den lovede. Kommunismen blev erklæret død.
Men kontrarevolutionen løste ikke kapitalismens indre modsigelse mellem samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse, privat ejendoms- og dispositionsret; den har tværtimod skærpet den. De katastrofale følger ses dagligt. Løses kan modsigelsen kun ved at fjerne kapitalismen og erstatte den med en socialistisk og kommunistisk samfundsform. Kun under kommunistiske produktionsforhold kan den fulde udnyttelse af det teknisk-videnskabelige fremskridt realiseres til gavn for menneskeheden.
Kommunismen er derfor ikke død og verdenshistorien ikke slut. Vi lever i en reaktionsperiode, der har afløst den vældige revolutionære bølge, som startede i 1917 (eller nogle år før). Denne epoke er nu slut, og vi står ved indgangen til en ny, der vil medføre et nyt opsving i klassekampen og igen vil sætte socialisme og kommunisme på dagsordenen, fordi der ikke findes andre løsninger – men på et „højere niveau“, fordi de problemer, kapitalismen skaber, trænger sig mere på, fordi forudsætningerne for socialismen i højere grad er modnet i det gamle samfunds skød, som Karl Marx sagde, og fordi de revolutionære vil kunne støtte sig på erfaringerne fra socialismens sejre og nederlag i den forløbne epoke.
Om disse ting handler de følgende afsnit.

Globaliseringen og den kapitalistiske internationalisering

Den moderne imperialisme
Gennem de seneste årtier er kapitalen blevet mere og mere international. Der er sket en stadig stigende centralisering og koncentration. Større og større dele af kapitalen er organiseret i transnationale selskaber. Der kan tales om transnationalisering, hvor den statsmonopolistiske kapitalisme transformeres til den transnationale monopolkapitalisme, som river alle nationalstatens barrierer ned og i stedet skaber internationale organer som EU, WTO, Verdensbanken osv., der skal være garanten for de transnationale monopolers vækst gennem dereguleringen og neoliberalismen.
Man taler om globalisering. Den globaliserede kapitalisme adskiller sig væsentligt fra den imperialisme, Lenin beskrev, og som var karakteriseret ved, at de enkelte imperialistiske lande dannede separate regionale kredsløb med deres koloniimperier.
Der kan peges på en række faktorer bag den moderne globaliserings udvikling:

1. Afkoloniseringen og de klassiske imperiers opløsning. Mens koloniernes befrielseskamp stod på, blev den set som et led i menneskehedens globale frigørelse fra kapitalen. Men det, der kom ud af det, var i virkeligheden, at de befriede lande blev fastholdt i det globale kapitalistiske system på en ny måde: Ikke som dele af hvert sit klassiske imperium, men i en underordning under det kapitalistiske system som helhed (neokolonialisme). Der er ikke længere nogen kolonimagt, som forbeholder sig privilegeret adgang til ressourcer og markeder, men enhver kan i princippet investere i de tidligere kolonier og deltage i udbytningen af dem. Dette kunne man kalde den strukturelle faktor.

2. Denne den globale kapitalistiske udbytning af hele menneskeheden er reguleret gennem et omfattende system af internationale aftaler, organer og institutioner som WTO, IMF og Verdensbanken. Disse er i høj grad politiserede i den forstand, at landene er formelt ligeberettigede deltagere i et politisk spil; men i realiteten danner de rammer om regulering af udbytningen. Man kan tale om en institutionel faktor.

3. Man fremhæver tit IT-teknologiens og internettets betydning for globaliseringen og den fart, hvormed man kan gennemføre økonomiske transaktioner med hele verden som operationsfelt. Det skulle gøre systemet ekstra ustabilt og sårbart og sværere at kontrollere. Den globaliserede kapitalisme er dog ikke generelt præget af en lavere grad af styring, snarere tværtimod, selv om styringen i dag kun i ringe grad varetages af nationalstaterne. Det er ikke mindst den moderne kommunikationsteknologi, der muliggør denne styring og i det hele taget binder systemet sammen, så måske kan man alligevel tale om en teknologisk faktor.

4. Endelig kan man som en politisk faktor nævne den europæiske socialismes fald, der har gjort kapitalismen mere global end før 1990.

Internationaliseringen har også betydet en mere gennemført international arbejdsdeling. De forskellige led i produktionen placeres, hvor det betaler sig bedst. Arbejdsintensive produktioner, der ikke stiller store krav til kvalifikationer, flyttes fra de højt udviklede kapitalistiske lande til de underudviklede lande. Men det er ikke kun de store masseproduktioner, der placeres i de såkaldt underudviklede lande. Det er i stigende grad også administrative procedurer og højteknologisk udviklingsarbejde som f.eks. softwareproduktion.
Der er ikke noget galt i international arbejdsdeling. En stigende sammenfletning og globalisering af produktionen er nødvendig og progressiv. Men monopolerne vrider det, som skulle have været sund økonomisk aktivitet, til at tjene deres egne private interesser. Arbejderklassen splittes i små grupper, der bringes til at konkurrere med hinanden. De værdier, arbejdet skaber, havner langt fra det sted, hvor de skabes. Indadtil karakteriseres den nuværende kapitalisme ved en tiltagende anonymisering af ejerforholdene og en stigende monopolisering, hvor de store selskaber bliver større og færre, og de transnationale monopoler fusionerer og bliver endnu større, endnu mere dominerende og endnu rigere. Det øger presset i retning af integrering og internationalisering af både det økonomiske og det politiske liv. De fattigste lande bliver fattigere, og rigdommene ophobes på færre og færre hænder i de rigeste lande.
Som led i internationaliseringen tvinges arbejdskraften til at søge derhen, hvor der er mulighed for arbejde. Ingensinde tidligere er der set folkevandringer som i de seneste årtier. Mange af de såkaldte flygtninge og indvandrere, der i disse år kommer til Danmark og det øvrige Vesteuropa, er tvunget til at forlade deres hjemland på grund af manglende muligheder for at opretholde livet for dem selv og deres familier. I forsøget på at tilsløre de reelle årsager hertil har man formået at flytte fokus fra klassemodsætningerne til religiøs fanatisme og kulturkamp. Der er brug for at inddrage klasseperspektivet. Det stiller helt nye krav til den nationale og internationale arbejderbevægelse. Parolen om international solidaritet er en nødvendighed som ingen sinde før for den danske arbejderbevægelse. Den må forbinde sig med de arbejdende masser i den øvrige verden og i højere grad betragte arbejderklassen som international og ikke kun som en dansk arbejderklasse.

De tre imperialistiske centre

Internationalt er der tre geografisk adskilte kapitalgrupper og interesser, der er centreret om Vesteuropa, Nordamerika og Japan/Fjernøsten. I alle tre områder dannes regionale markeder, der beskytter områdets producenter mod konkurrenter fra andre regioner. Denne regionale integration foregår imidlertid under forskellige former.
I Europa udvikler EU sig mere og mere mod en statsdannelse, der tilgodeser de transnationale kapitalinteresser. EU er stærkt på vej til at erstatte de enkelte nationalstater som f.eks. Danmark. Men selv om der er store og små lande i Europa med tilsvarende forskelle i magt og indflydelse, hævdes dog en principiel ligestilling mellem de enkelte lande.
En sådan ligestilling er der ikke tale om i Amerika, end ikke på papiret. Her har USA gennem et til dels meget gammelt system af såvel formelle traktater (OAS, NAFTA) som uformelle dominansrelationer (Monroe-doktrinen) samlet stort set alle andre amerikanske stater omkring sig i en tilstand af udtalt afhængighed og underordning. Flere af dem er endda gået så langt som til at lade deres nationale valutaer erstatte af dollaren. Kun det socialistiske Cuba hævder fortsat sin selvstændighed i åben trods mod dette næsten klassisk imperialistiske system, og enkelte andre lande gør modstand fra tid til anden – for tiden således Venezuela, ligesom resultatet af det nylige valg i Brasilien peger i samme retning.
I Fjernøsten er der efterhånden opstået et mere uformelt system af traktater med Japan som en central, men ikke dominerende aktør. Det er karakteristisk for systemet, at det har både med- og modspil af en stærk (omend langtfra enig) socialistisk lejr omfattende verdens folkerigeste land Kina. Dele af Kina (Hongkong) såvel som andre af regionens socialistiske lande (Vietnam) indgår direkte i det regionale markedssystem.
De tre centre konkurrerer indbyrdes om såvel markeder som ressourcer, og på trods af det system, den globaliserede kapitalisme har opbygget til at kontrollere den slags konflikter, har der i de senere år gentagne gange været optakt til regulær handelskrig mellem to eller flere af dem.
På trods af konkurrencen med Europa og Fjernøsten er USA stadig det førende imperialistiske land, og det forsøger med alle midler at fastholde denne stilling. Efter i årtier at have ført en bevidst destabiliserende politik i Mellemøsten og Latinamerika, efter i samarbejde og konkurrence med EU at have overført denne politik til det østlige Europa og efter tilsyneladende at have knust enhver modstand, der kunne rejse tvivl om dets magtstilling, og på det nærmeste forvandlet FN til et ekspeditionskontor under den amerikanske regering, har det nu påført verden åben krig. Der er en oplagt risiko for, at en tredje verdenskrig inden for en overskuelig fremtid kommer til at udgå fra amerikansk jord. Fremfor at sikre USAs førerstilling har denne politik imidlertid på det seneste haft det modsatte resultat: Ikke alene har folkestemningen verden over massivt vendt sig mod USA og den amerikanske krigspolitik, men også flere stater, der ellers har været betragtet som USAs allierede, har på det sidste direkte modarbejdet den amerikanske regerings planer. FN har op gennem 90’erne været et lydigt redskab for USA’s politik, men fremstår nu som et forum, hvor globaliseringens indbyggede modsætninger udspiller sig. Der synes i første række at være tale om et begyndende opgør mellem EU og USA, efter at forholdet i mange år har knaget med handelskrigslignende episoder. Som det var at vente, er NATO nu begyndt at gå op i fugerne.
De tre centre har ikke samme interesse i krig og fred; for den amerikanske imperialisme synes krig efterhånden at være blevet en direkte økonomisk nødvendighed på grund af militærindustriens stærke stilling i USA. Man skal imidlertid ikke lade sig narre og tro, at menneskeheden og fredens sag så har fundet en pålidelig forbundsfælle i EU. Ikke alene er EU dybt splittet i spørgsmålet om forholdet til USA. Men EU har også selv spillet en ødelæggende og destabiliserende rolle i den del af verden, der falder ind under Unionens indflydelsessfære. Både af denne grund og fordi Danmark er EU-medlem, har udviklingen af den Europæiske Union en ganske særlig betydning for os.

Den Europæiske Union

Da den europæiske storkapital i slutningen af 40rne genoptog det projekt for et forenet „nyt Europa“, som det ikke var lykkedes den tyske fascisme at virkeliggøre, voldte det ingen problemer at sælge ideen til befolkningen i de seks oprindelige medlemsstater. Disse folk havde en fælles fortid i Karl den Stores genrejste Romerske Imperium – det europæiske kejserrige, som både franske og tyske demagoger ved forskellige lejligheder havde forsøgt at genskabe. En „stadig snævrere union“ var et logisk mål for de fleste.
Men da unionstanken skulle sælges til befolkningerne, således til den danske befolkning i 1972 og ved senere traktatafstemninger, måtte der gås anderledes til værks. Danskernes historiske baggrund og identitet var en helt anden. Det nyttede ikke at spille på europæisk storhed og på imperieambitioner. Unionens politiske indhold måtte nedtones. Tilslutningen til EU blev gjort til et spørgsmål om at nedbryde toldskranker og handelsrestriktioner til gavn for den almene velfærd, unionen blev erklæret ”stendød”, og al tale om, at den nationale selvstændighed var truet, blev kaldt demagogi. Imens fortsatte opbygningen af en overnational union, en egentlig stat med forfatning, valuta, politi, udenrigspolitik og militær parellelt med propaganda for en fælles europæisk identitet Den forsigtige, velforberedte opbygning af et materielt grundlag, der prægede de Europæiske Fællesskabers første årtier, er veget for idealiserende projekter. ØMUen er ingen udelt succes, og EU-Grundloven bærer i høj grad præg af, at drømmerne har taget magten fra realpolitikerne.
I takt hermed er den folkelige modstand mod de stadig flere nye udbygningsplaner taget til. I flere lande har befolkningen desavoueret deres unionsbegejstrede regeringer ved folkeafstemninger, og selv om endnu flere lande med unionsbegejstrede regeringer er på vej ind i EU, er modstanden stor overalt. Det nytter ikke længere at påstå, at EU drejer sig om flæskepriser og ferierejser. Nu er tilhængerne tvunget til at køre frem med de politiske argumenter: Den europæiske identitet, EU som „fredens projekt“.
Men den europæiske identitet findes ikke, og EU er ikke fredens projekt. Splittelsen mellem de medlemslande, der støtter USAs krigsplaner, og dem, der modarbejder dem, understreger begge dele. Stærke kræfter fra højre til venstre tegner nu et billede af EU som en ny supermagt, som USAs ligeberettigede med- og modspiller på den storpolitiske verdensscene.
EU-opbygningen har allerede trukket sit ødelæggende spor over Europa. Der er sket en afindustrialisering af store regioner og af gamle industrisektorer. EU-bureaukratiet har eksempelvis gennemtvunget en svækkelse af det danske overenskomstsystem. EU-teknokraternes krav om privatisering og udlicitering har bragt infrastruktur og offentlig service i forfald. Og EUs militarister og revanchister har i et hasarderet pokerspil med USA-høge og nationalchauvinister på Balkan ødelagt det Jugoslavien, som engang var en af støttepillerne for stabilitet og fred i Europa.

Udviklingstendenser i den moderne kapitalisme

Kapitalismens krise
Det kapitalistiske system er ikke krisefrit – tværtimod. Det rystes regionalt og globalt af valutakriser, arbejdsløshed og krige. For at kapitalismen kan overleve som system, må flere og flere områder inddrages i den kapitalistiske markedsøkonomi. Det er sket med de tidligere socialistiske lande i Europa, de underudviklede lande i den Tredje Verden, ved privatisering og deregulering af den offentlige sektor i de vesteuropæiske lande, samt med hidtil frie goder som f.eks. vand.
På samme måde er kapitalismens profitmuligheder og overlevelse betinget af stigende adgang til råstofressourcer som olie, mineraler osv. I kampen for ressourcerne bruges alle midler: Anneksion af uafhængige lande, indblanding i landes indre anliggender og direkte angrebskrig. Jagten på profit har som bekendt ikke fuldstændig frie muligheder. Den hæmmes af det fundamentale dilemma i kapitalismen, at den købekraft, der er basis for realiseringen af kapitalens profit, samtidig figurerer som den afgørende omkostning ved produktionen af denne profit. Jo mere kapitalen vil øge sin profit ved at skærpe udbytningen af arbejdskraften, jo større problemer får den med at realisere selv samme profit. Så længe kapitalismen bestod som celler i en ikke-kapitalistisk omverden, var denne indre modsigelse ikke systemtruende. Men en fuldstændigt globaliseret kapitalisme vil løbe panden mod den mur, som den udgør.
Denne tendens forværres blot af, at de kapitalistiske centre søger at løse deres nuværende cykliske krise ved, at der destrueres kapital og købekraft andre steder i verden. Vi så det meget direkte under Østasien-krisen for nogle år siden, som blev „løst“ ved meget store nettooverførsler direkte til spekulanterne fra de offentlige kasser; det var et krav til de ramte lande fra IMF og Verdensbanken, at de for at få hjælp på den måde skulle holde den spekulative kapital skadesløs. Dermed løses krisen ikke; tværtimod undergraver de kapitalistiske centre deres egne markeder. De kommer til at ligge som øer i et hav af fattigdom. Det kan skabe store modsætninger mellem verdens fattige lande og befolkninger på den ene side og de transnationale monopoler på den anden side. Modsætninger der kan føre til ragnarok med krig, der sætter klodens eksistens på spil.

Den danske kapitalisme

Monopoliseringen og internationaliseringen er også slået igennem i Danmark. Den danske kapitalisme har udviklet sig fra at basere sig på national kapital til i dag at være en integreret del af den transnationale monopolkapital. Det gælder både for den traditionelle industriproduktion og transport-, bygge-, finans- og servicesektorerne.
Stort set alle danske virksomheder er aktie- eller anpartsselskaber. Af dem er det hovedsagelig kun de små, der er enkeltpersons- eller familieejede, mens langt hovedparten af de større og store firmaer har en bredere kreds af ejere, herunder pensionskasser.
Kun inden for landbrug, byggeri, handel, turisme og konsulentvirksomhed er der stadig et lag af småproducenter og småkapitalister. En del af disse småproducenter har kastet sig over forskellige nicheproduktioner og alternative produktioner som økologi og kvalitetsvarer i konkurrence med de store selskabers mainstreamprodukter. Disse småproducenter kan naturligt indgå i en bred national anti-monopolistisk alliance.
Med den stadige monopolisering er der gennem de sidste 20 år sket en enorm vækst i samfundets samlede produktion, svarende til en realvelstandsforøgelse på 50 % siden 1980. Men vi har også set en kraftig omfordeling mellem løn og profit til fordel for profitten.
Samtidig med at lønarbejderne har fået markant mindre af samfundets indtægter, er de over de sidste årtier blevet pålagt en markant større byrde, så de svageste skuldre bærer et stadig større læs. Skattebyrden har bevæget sig væk fra kapitalen over i retning af beskatning af arbejdsindkomst, således at udbytningsraten alene ad denne kanal er steget markant.

Den nye teknologi

I sidste halvdel af det 20. århundrede er den teknisk-videnskabelige revolution for alvor slået igennem inden for produktion, administration og kommunikation. Videnskaben er blevet en væsentlig produktivkraft. Den har haft afgørende indflydelse på udviklingen af den samfundsmæssige produktion og på udviklingen i klassestrukturen.
Den funktionelle arbejdsdeling kulminerede i 50erne og er nu på retur. Kreativitet hos arbejderne ses af fremtrædende repræsentanter for den kapitalistiske magtelite som grundlag for de kommende års produktivitetsudvikling. Derfor bliver de hierarkiske virksomhedsstrukturer afløst af nye strukturer, f.eks. selvstyrende grupper. Den stigende anvendelse af edb indebærer i sig selv, at det produktive arbejde får et større indhold af styring og kontrol.
Disse udviklingstendenser (der dikteres af teknologiens krav) betyder objektivt, at de sidste rester af arbejdsgiverens funktionelle tilknytning til produktionen (retten til at lede og fordele arbejdet) udhules. Kapitalen marginaliserer nødtvungent sig selv i forhold til produktionen. På tværs af den private ejendomsret overtager arbejderne i stigende grad den faktiske kontrol med produktionsmidlerne.
De nye krav til produktionens indretning, der følger heraf, tilpasser kapitalen sig og forsøger herunder at udnytte de nye strukturer til nye former for disciplinering af arbejdskraften ved at lade arbejderne bære en større del af risikoen kollektivt eller individuelt; i nogle brancher er det gået så vidt, at hver enkelt ansat er organiseret som sin egen lille virksomhed. Alligevel åbner den nye teknologi op for nye muligheder og for et socialistisk perspektiv. Fordi kapitalismen ikke er i stand til at indfri disse muligheder, opleves et demokratisk underskud i produktionen og i samfundet. Her åbnes en ny front i klassekampen.
Samtidig med den teknologiske udvikling ser vi, at flere og flere holdes ude fra arbejdsmarkedet. Man taler om „totredjedels-samfundet“. Den gammeldags, „fordistiske“ industristruktur baseret på samlebåndet eksisterer også fortsat (ved siden af endnu ældre strukturer bygget op omkring „pladsen“ eller „værkstedet“), og man ser eksempler på tilbagevenden til samlebåndet og til hierarkiske strukturer såvel som på, at den nye teknologi betyder indførelse af samlebåndsagtige arbejdsgange (rutinepræget computerarbejde) i fag, hvor der tidligere har været arbejdet selvstændigt og kreativt.
De ændrede produktionsvilkår medfører således betydelige – og modsætningsfyldte – forandringer i klassesamfundet og især i arbejderklassens sammensætning og bevidsthed.

Det danske klassesamfund

Det samfund, vi i dag lever i, karakteriseres ved, at lønarbejderen er samfundets „normalborger“. Arbejderklassen har udviklet sig fra en minoritet til i dag at udgøre det overvældende flertal af de erhvervsaktive. Lønarbejdsvilkåret er blevet samfundets norm, den målestok, også andre grupper lægger til grund, når de skal vurdere deres indtægts- og arbejdsforhold. Samtidig har levevilkårene for de forskellige kategorier af lønarbejdere nærmet sig hinanden. Ikke desto mindre oplever man i denne situation en udbredt fornemmelse af øgede forskelle inden for arbejderklassen.
Det danske samfund har undergået en stor udvikling inden for de seneste årtier. Vi har oplevet overgang fra landbrugs- til industrisamfund. Vi har set en eksplosiv udvikling i den offentlige sektor og det, der i det daglige kaldes ”servicesektoren”. Samtidig er antallet af kvinder på arbejdsmarkedet øget kraftigt. Gennem det seneste par årtier har der været en kraftig udvikling i virksomhedernes investering i viden. Der er samtidig sket en kraftig investering i uddannelse og forskning. Der er generelt kommet et højere uddannelsesniveau i det danske samfund. Antallet af personer med en højere uddannelse er steget markant.
Hovedparten af den industri, der er blevet tilbage i Danmark, er højteknologisk. Den er karakteriseret ved store investeringer i teknologi og viden. Der stilles andre krav til arbejdskraften end i den traditionelle industri. Arbejdskraften skal have en stor faglig viden og kunne vurdere og gribe ind i komplicerede processer. Samtidig sker der en udviskning i skellet mellem arbejder og funktionær. Vi er også vidner til at flere og flere af de ansatte i denne type af industrier i større og større omfang arbejder i forskellige former for selvstyrende grupper, hvor de ansatte har stor indflydelse på tilrettelæggelse og gennemførelse af eget arbejde.
Den del af industrien, som stadig er præget af manuelt arbejde, som f.eks. slagterier og fiskeindustri, er karakteriseret ved en stadig stigende specialisering og dermed nedslidning af arbejdskraften. En stor del af arbejdskraften er her nydanskere, og disse industrier har svært ved at tiltrække arbejdskraft.
Siden begyndelse af 70’erne er der sket en eksplosiv udvikling i servicesektoren. Det dækker over alle former for service, som er nødvendig for den direkte landbrugs-, industri- og byggeproduktion og transport samt reproduktion og kvalificering af arbejdskraften. Det er bl.a. sundhedsvæsenet, finanssektoren, undervisningssektoren, butikssektoren, konsulentsektoren, underholdnings- og restaurationssektoren.
Udviklingen i erhvervsstrukturen har radikalt ændret det danske samfunds struktur. De egentlige kapitalister udgør kun 2 % af den erhvervsaktive del af befolkningen. Heraf udgør ejerne af den monopoliserede kapital et forsvindende lille antal personer.
Småborgerskabet, der omfatter selvstændige inden for landbrug, håndværk, detailhandel, liberale erhverv og konsulentbranchen m. fl., er blevet kraftigt reduceret op gennem det 20. århundrede. De omfatter nu godt 5 % af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Mellemlaget, overordnede ledere i det private og offentlige, omfatter max. 10 % af de erhvervsaktive.
Arbejderklassen omfatter lønarbejdere i privat eller offentlig virksomhed, der gennem deres arbejde i produktion, cirkulation eller reproduktion direkte eller indirekte skaber merværdi, som bidrager til akkumulering af kapital. De udgør ca. 80 % af den erhvervsaktive del af befolkningen og er gennem de senere årtier gået fra at være et mindretal af befolkningen til at repræsentere befolkningens flertal.
Denne kvalitative udvikling har skabt en arbejderklasse, der på mange måder har forskellige erfaringer med klassekampen, politisk og fagligt. De grupper, der historisk er mest klassebevidste, er industriarbejderne, transportarbejderne, bygge- og anlægsarbejderne og dele af de ansatte inden for den offentlige sektor. Disse gruppers erfaringer og traditioner må overføres til de øvrige grupper af arbejderklassen. Men alle dele af arbejderklassen er lige nødvendige i den politiske kamp, og den revolutionære bevægelse må arbejde på at skabe den størst mulig enhed i arbejderklassen.
Samtidig med denne markante udvikling i antallet af lønarbejdere er der også sket en vækst i den del af befolkningen, der er uden for arbejdsmarkedet. Det er hovedsagelig tre grupper: De unge under uddannelse, pensionister/efterlønsmodtagere og arbejdsløse. Disse tre grupper kan spille en rolle i den antimonopolistiske kamp. Ungdommen har historisk set spillet en meget stor rolle i forbindelse med samfundsomvæltninger. Det vil den også i fremtiden.

Den europæiske socialismes fald

Det kom som et chok for de fleste, ikke blot kommunister, men langt ind i den øvrige venstrefløj, da de socialistiske lande i Europa, tilsyneladende på nogle få måneder i vinteren 1989-90 (for Sovjetunionens vedkommende dog over en noget længere periode), brød sammen som stater og kastede et halvt århundredes resultater over bord. De progressive og humanistiske idealer, som disse lande i hvert fald i teorien var bærere af, vragedes til fordel for nationalchauvinisme, fad forbrugerisme og naiv tro på, at friheden ville blomstre under kapitalismen Østtyskere hyldede reaktionære vesttyske politikere, og tjekkere tiljublede de hjemvendende kapitalherrer, som de selv eller deres forældre havde fordrevet fyrre år tidligere.

Demokratisk underskud
Tegnene på, at noget var galt, havde dog været synlige flere år før – i hvert fald fra omkring 1980. Når de i så ringe grad blev erkendt, skyldtes det en uvilje mod at se i øjnene, at der kunne være noget galt i den ”virkeliggjorte” socialismes verden – at historien bevæger sig i ryk og bølger og ikke i ret opadstigende linje. Vi var fortsat prægede af den socialistiske utopisme, som ellers allerede Marx havde gjort op med: Vi talte (herhjemme – mindre i udlandet) om den „virkeliggjorte“ socialisme, fordi den var et ideal forsøgt ført ud i praksis. Når den private ejendomsret til produktionsmidlerne var ophævet og staten på arbejderklassens vegne havde overtaget ejendoms- og råderetten til dem, var socialismen sikret – troede vi.
Følgerne af den europæiske kontrarevolution har været katastrofale. Produktionen faldt med en tredjedel eller mere, og produktionsniveauet fra 1989 er endnu ikke indhentet eller i hvert fald kun i få af landene. Millioner blev kastet ud i arbejdsløshed. Mange blev tvunget til emigration og prostitution, ofte under slaverilignende forhold. Levefoden og det tekniske niveau gik tilbage, og uddannelses- og sundhedsvæsenet gik i opløsning. Levealderen og fødselshyppigheden faldt og med dem befolkningstallet; fremskrivninger af udviklingen forudser en halvering af den russiske befolkning i løbet af det næste halve århundrede. De imperialistiske naboer udnyttede situationen, og under deres indflydelse gik stater i opløsning, til dels under blodige krige. Et halvt århundredes fred på det europæiske kontinent blev bragt til ophør. Allerede for flere år siden blev det anslået, at kontrarevolutionen kostede halvanden million livet i Sovjetunionen og halvanden million i Jugoslavien. I de øvrige lande har elendigheden ikke givet sig helt så drastiske udslag.
De borgerlige kræfter så i udviklingen en bekræftelse på deres påstand om, at socialismen var et umenneskeligt diktatur og en umulig utopi. Nogle kommunister og socialister forklarer de socialistiske landes sammenbrud med, at de ikke var rigtigt socialistiske, eller at de var degenererede eller byggede på en forkert „model“. I almindelighed kædes disse forklaringer sammen med en kritik af det fænomen i socialismens udvikling, som man i mangel af bedre har kaldt stalinisme – et udtryk, der også er hentet fra de borgerlige.
Den kommunistiske bevægelses opgør med „stalinismen“ var berettiget og nødvendigt, men var i hvert fald i nogle partier, herunder vort eget, ikke dybtgående nok. Kritikken kom derfor aldrig ud over det grundlag, de borgerlige havde opstillet, og den blev aldrig marxistisk funderet. De holdninger og aktionstyper, man har kaldt „stalinistiske“, har ikke noget specielt med Stalin at gøre, men er udsprunget af gamle, idealistiske strømninger i arbejderbevægelsen, beslægtede med den før-Marxske utopiske socialisme. Det er karakteristisk, at der i alle socialistiske landes historie, men mest udpræget, jo mere tilbagestående et samfund der er tale om, optræder en fase præget af persondyrkelse og tilsidesættelse af demokratiske og retlige normer og samtidig af voluntaristiske målopstillinger af klart utopisk tilsnit – „store spring“ og den slags. Der er tale om en overvurdering af „den subjektive faktor“, hvis årsag må søges i ufuldstændig modning af forudsætningerne for socialismen.
De socialistiske lande har udvist formynderi: Umyndiggørelse af arbejderklassen og hæmning og direkte modarbejdelse af det folkelige initiativ. Men hvis man vil forklare socialismens fald i Europa med en sådan „stalinistisk model“, bliver man også nødt til at forklare, at fænomenet netop var europæisk. Der var tale om en kontrarevolutionær proces med et geografisk centrum i det centrale Europa. Her ramte den samtlige socialistiske lande uden forskel. Baggrunden herfor må søges i såvel politiske som økonomiske problemer i landene, men helt bortset herfra har nationale modsætningsforhold i det store område åbenbart været stærkt undervurderet.

Socialismens økonomiske krise

Der var en tendens til, at man i de socialistiske lande begyndte at se de arbejdende ikke som samfundets subjekt, men som vælgere og forbrugere, hvis behov man skulle tilfredsstille – „alt for folket“ i stedet for „alt ved folket“. Der går en klar linje herfra til parolen wir sind das Volk. Men det gav sig også udslag i økonomiske prioriteringer, der må betragtes som fejlagtige. Den flytning af investeringer fra investeringsgode- til forbrugsgodesektoren, der fandt sted i årene omkring 1970, må være en del af årsagen til de balanceproblemer i den socialistiske økonomi, der blev tydelige omkring 1980 med et inflationspres, som gav sig udslag i køer foran butikkerne. Der indtrådte kapitalmangel, og markedet for investeringsgoder i de socialistiske lande var et udpræget sælgers marked, hvor man skulle være taknemmelig, hvis man kunne få en del af de maskiner, man havde brug for. Disse ting stillede sig hindrende i vejen for den velstandsvækst, som netop var det angivelige formål med omlægningen.
Noget lignende skete i udenrigshandelen. De socialistiske lande havde med Comecon forsøgt at skabe et integreret regionalt kredsløb, der skulle gøre det muligt for de enkelte lande at støtte hinanden i en uafhængig økonomisk opbygning. Det var ikke uden succes, men integrationen i Comecon blev brudt, da de enkelte lande, anført af Polen og Ungarn (med Jugoslavien som forbillede), omkring 1970 begyndte at orientere sig mod vest og optage lån for at opbygge eksportindustrier i håb om at kunne betale lånene tilbage med eksportprovenuet. De slog deres eget kredsløb itu og bragte sig selv i en slags U-landssituation som en periferi til det imperialistiske centrum, der samtidig blev bygget op med EU. Det gik dem derfor også, som det var gået U-landene: De begyndte med at importere kapital, men endte som kapitaleksportører. Også her blev følgen kapitalmangel og hæmmet vækst.

Perestrojka og Glasnost

I slutningen af 1980’erne var der bestræbelser i gang i Sovjetunionen for at modvirke det demokratiske underskud: Perestrojkaen og Glasnost. Der findes ingen enkle svar på, hvorfor det, som skulle være et demokratisk opsving, perestrojkaen, blev til afslutningen for Sovjet-samfundet.
Kort før sin død i 1964 advarede de italienske kommunisters leder, Palmiro Togliatti, om den internationale bevægelses efterblevenhed, når det gjaldt om at være på højde med udviklingen. Det gjaldt de kommunistiske partier i både øst og vest. Advarslerne blev ikke hørt, og splittelsen i den internationale bevægelse skærpedes, først og fremmest mellem Kina og Sovjetunionen.
Kun gennem en åbenhjertig dialog og gennem en konstruktiv kritik kan den samlede bevægelse gå fremad. Det var nogle af de tanker, som også prægede reformprocessen i Sovjetunionen, en proces der tog fart i 1985 med Gorbatjovs valg til generalsekretær i SUKP. At tankerne om Glasnost og Perestrojka slog fejl er ikke ensbetydende med, at indholdet var forkert. De fleste kommunistiske partier jorden rundt støttede reformerne, og man så dem som en ny etape i den samlede internationale bevægelse. Meget tyder på, at reformprocessen blev sat i gang 10-15 år for sent.

Den kommunistiske vision

De udviklingstendenser, som ovenfor er beskrevet – kontrarevolutionen, kapitalens globalisering, EU-opbygningen og USAs åbenlyse stræben efter verdensherredømmet, i det hele taget rivaliseringen mellem de tre imperialistiske centre, samt den stadig dybere krise i den kapitalistiske økonomi – har skabt en situation, som ikke alene er fuld af menneskelig elendighed i alle dens former, men også direkte sprængfarlig og en trussel mod den menneskelige civilisations beståen.
Efter „murens fald“ talte man euforisk om, at verden ville bevæge sig mod en tidsalder præget af fred og almindelig velstand. Det kom til at gå anderledes.
At de glade spådomme ikke gik i opfyldelse, er ikke overraskende. Man glemte eller ville ikke se, at det var kapitalismen og ikke socialismen, der havde været årsag til udbytning og undertrykkelse, koloniimperier, fascisme, racisme, to verdenskrige, atomoprustning og den kolde krigs terrorbalance. Udviklingen var til at forudse. Og den blev forudset af kommunister.
Det er nødvendigt at gå til modstand. Menneskeheden bør ikke affinde sig med denne udvikling. Og det er muligt at gøre modstand. Det nytter.

Kommunismen er målet

Sidst, men ikke mindst, er det nødvendigt at pege på den eneste løsning, der findes på de problemer, menneskeheden står over for – en forandringsproces af revolutionær, antikapitalistisk karakter. En ny socialistisk offensiv er nødvendig. Det er nødvendigt igen at pege på den kommunistiske vision.
Socialisme og kommunisme er tæt sammenknyttede begreber. Når Marx i sin Kritik af Gotha-programmet skelnede mellem en tidlig fase i socialismens udvikling, hvor samfundet endnu er præget af modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det er rundet, og en senere fase, hvor det nye kan udfolde sig efter sine egne love, har man deri villet se en teori om netop to faser, to adskilte produktionsmåder, en socialistisk og en kommunistisk. Men hvad Marx siger, er, at socialismen er en proces. Socialismen „indføres“ ikke. Den er ikke en idé, en model, som samfundet indrettes efter ved en subjektiv viljesakt. Den vokser ud af de udbyttedes kamp mod kapitalen, og den får sin form efter de modsigelser, den skal løse, de tilstande, den skal gøre op med. Kun på det grundlag kan socialismen holde; kun på det grundlag bliver den andet og mere end en utopi.
Socialismen – og kommunismen – er de associerede producenters frie selvforvaltning. Socialisme er at frigøre samfundets produktivkræfter fra særinteressers tvang.
Blandt de „modermærker“, det nye samfund overtager fra det gamle, er opdelingen i styrende og styrede. Overalt hvor revolutionen har sejret, har et parti, det kommunistiske, eller en koalition af partier ledet af det kommunistiske, opkastet sig til herskende elite på folkets vegne og fyldt de pladser i det revolutionære statsapparat, som en herskende elite forventes at fylde. Det er sket med folkets aktive eller passive accept . Hvor det lykkedes at vinde flertal for et brud med dette elitære system, bukkede socialismen under. At det er nødvendigt sådan, begrundes i den leninske partiteori: Proletariatet og dets forbundsfæller kan ikke sejre uden at organisere sig med en bevidst fortrop, det kommunistiske parti.
Men at det er nødvendigt, betyder ikke, at det er modsigelsesfrit. De associerede producenters frie selvforvaltning har hverken været fri eller selvstændig, men formidlet gennem en styrende elite. Denne elite har hentet såvel sit mandat som sine medlemmer i det revolutionære folk; men den har ligefuldt været en elite.
Det har været et bestandigt problem for den ”virkeliggjorte” socialisme at arbejde sig ud af denne modsigelse; den europæiske socialismes fald viser, at det ikke lykkedes under de givne forhold.
Der har været fremsat mange forslag til, hvordan man skulle løse problemet. Det er ikke overflødigt at gøre sig overvejelser om, hvordan man gestalter ægte socialistiske produktionsforhold og indretter et levedygtigt socialistisk demokrati. Man skal blot gøre sig klart, at valget ikke er frit; der er bestemte veje, som det er muligt at gå. Det gælder at finde disse veje.
Opdelingen i styrende og styrede er en del af den samfundsmæssige arbejdsdeling. Den er faktisk kimformen til samfundets deling i klasser. Den må derfor forventes at falde bort i et fuldt udviklet kommunistisk samfund, hvor såvel arbejdsdeling som klassedeling og staten selv bliver overflødige. Udviklingen frem imod dette kommunistiske samfund sker i den socialistiske proces med dens indbyggede modsætninger og problemer.
Den egentlige årsag til socialismens problemer, både de politiske og de økonomiske, ligger i en utilstrækkelig modning af forudsætningerne; socialistiske produktionsforhold har hidtil kun eksisteret i en rudimentær form. Det er derfor en interessant hypotese, at de strukturer, som den nye teknologi synes at åbne op for, vil kunne udvikles til egentlige socialistiske produktionsforhold og dermed muliggøre en selvbærende og selvforstærkende udvikling fra den socialistiske revolution hen mod det kommunistiske samfund.
En sådan udvikling må indebære,

Manifest for kommunistisk fornyelse og enhed
Vedtaget på udvidet landsledelsesmøde i Danmarks Kommunistiske Parti den 24. september 2006

Kommunismen er i sin hundredårige historie den ene gang efter den anden blevet erklæret død. I dag, femten år efter den Europæiske Kontrarevolution, står det klart, at rygterne endnu engang var stærkt overdrevne. Den kommunistiske bevægelse lever, og hvis den ikke gjorde det, ville den genopstå; for de behov, der skabte den, er fortsat til stede.
Men den kommunistiske bevægelse i Europa ikke mindst i Danmark står i dag svækket og splittet. Det er nødvendigt at samle kræfterne på ny, og rammerne herfor må præciseres: Hvordan ser det grundlag ud, som den kommunistiske bevægelse skal genforenes på?
Enhver levende bevægelse må til stadighed forny sig og skille sig af med det, der hører fortiden til, så den levende kerne kan få plads til at folde sig ud. Det gælder ikke mindst oven på en eksistenskrise som den, den kommunistiske bevægelse nu har lagt bag sig. Der er talt meget om fornyelse; og under denne betegnelse har meget sneget sig ind, der ikke har haft med ægte fornyelse at gøre, men havde karakter af opportunistisk knæfald for fejlagtige og for længst opgivne standpunkter, som har overlevet i andre dele af arbejderbevægelsen. Der er med held gjort op med meget af denne opportunisme, og opgøret må føres til ende. Det er derfor nødvendigt at præcisere, hvad der er holdbart og levedygtigt i den kommunistiske arv, hvad der udgør den kommunistiske bevægelses og det kommunistiske partis væsen med andre ord hvordan det grundlag ser ud, som den nødvendige fornyelse skal bygge på.
To spørgsmål, som i virkeligheden er ét to opgaver, som hænger sammen. Danmarks Kommunistiske Parti har sat sig for at løse disse opgaver og udsender derfor dette manifest et manifest for kommunistisk fornyelse og enhed.

Det kommunistiske parti er et klasseparti
Det kommunistiske parti er et klasseparti med rod i arbejderklassen den klasse, som lever af at sælge sin arbejdskraft og producerer hovedpartien af de værdier, der skabes i et moderne samfund, den klasse, der bærer og opretholder dette samfund. Det kommunistiske parti definerer sin plads og rolle i forhold til den objektive klassekamp i det kapitalistiske samfund og orienterer sig i sin daglige politik efter de kampe, arbejderklassen fører. Dets langsigtede mål er at lede arbejderklassen til at befri sig selv og dermed den samlede menneskehed fra kapitalismens lænker.
Klassekampen er global, og det kommunistiske parti samarbejder derfor med kommunistiske partier og arbejderpartier i andre lande. Det stiller sig solidarisk med de folkeslag og bevægelser, der kæmper for at befri sig fra kapitalistisk og nykolonialistisk undertrykkelse. Det handler på denne måde i erkendelse af, at der findes en fælles fjende, og i respekt for de taktiske og strategiske valg, som broderpartier og samarbejdspartnere træffer på grundlag af kampvilkår og alliancemuligheder.

Det kommunistiske parti er et revolutionært parti
Kommunister er revolutionære, dvs. arbejder for en gennemgribende omdannelse af samfundet, hvor magten over produktionsmidlerne og de producerede samfundsværdier overgår til de klasser, først og fremmest arbejderklassen, der har skabt dem.
Teoretisk og ideologisk bygger det kommunistiske parti på den materialistiske historieopfattelse, den dialektiske materialisme, den marxistiske analyse af samfundets kræfter og udvikling, den leninske parti- og statsteori og den herpå funderede revolutionære teoretiske tradition og arv. Den marxistiske teori udvikler sig dynamisk og har gjort det gennem sin halvandethundredårige historie. Det kommunistiske parti bestræber sig på at videreføre denne udvikling af teori og idelogi og lader sig herunder inspirere af den tilsvarende teoretiske udvikling i andre kommunistiske partier og arbejderpartier, af nutidige socialistiske og kommunistiske teoretikere og af alle de landvindinger, menneskeheden gør sig på den videnskabelige og praktiske erkendelses områder.

Det kommunistiske parti er et demokratisk og handlingsorienteret parti
Det kommunistiske partis organisationsprincip er den demokratiske centralisme. Den demokratiske centralisme er et alment princip, hvis konkrete udformning tilpasses de enkelte historiske perioder. Partidemokratiets grundtræk er:
! Ledelserne vælges af og står til ansvar over for medlemmerne
! Ledelserne er kollektive
! Medlemmerne har ret og pligt til at bidrage til udformningen af partiets politik gennem aktiv deltagelse i partiets debatter
! Der er ret og pligt til kritik og selvkritik
! Alle medlemmer er ligeberettigede.

Det kommunistiske parti er et handlingens parti. Trufne beslutninger kanaliseres og virkeliggøres gennem en centraliseret organisation, hvis grundprincipper er:
! Beslutninger er bindende for alle medlemmer
! Partiet har ét ledende centrum
! Der er en fast partidisciplin.

Partiet er en frivillig organisation og råder ikke over magtmidler til at håndhæve partidisciplinen; den må helt igennem bygge på frivillighed. Det er derfor afgørende, når beslutninger træffes, at de diskuteres i åbenhed, at alle er klar over, hvilke meninger der er om en sag, at kritik og dissens respekteres, og at beslutningen får karakter af en autoritativ sammenfatning, som alle medlemmer kan acceptere og arbejde aktivt ud fra.
Det kommunistiske parti er opbygget nedefra af grundorganisationer, gennem hvilke partiets beslutninger føres ud i livet, og hvor grunden gennem evaluering, diskussion og meningsdannelse lægges til nye beslutninger. Fra grundorganisationerne udleder den centralistiske partiorganisation sin demokratiske legitimitet. Alle kommunister skal være medlem af og i princippet aktive i en grundorganisation. Grundorganisationen er ikke blot en forening af tilfældige mennesker, men en social enhed, der bør være præget af tryghed og kontinuitet. Den skal i lokalområdet være i stand til at arbejde selvstændigt og udvikle den politik og taktik, som de lokale forhold fordrer.
Denne ret stramme og entydige organisation med dens indbyggede kommandoveje hindrer ikke, at grundorganisationer samarbejder indbyrdes, at netværk dannes på tværs af organisationen, eller at indsatser, kampagner og udviklingsarbejder kan foregå som projekter med egen organisation og ledelse, når blot princippet om ét ledende centrum for hele partiet respekteres.

Klassekampen, den antimonopolistiske kamp og den nationale kamp
Umiddelbart står arbejderklassen midt i en kamp for en række dagsaktuelle krav, men disse kampspørgsmål vokser over i en politisk kamp om karakteren og omfanget af den offentlige service, fagbevægelsens rolle, forsvaret for en række velerhvervede rettigheder, for det samfundsfinansierede velfærdssystem, for demokratisk medbestemmelse og folkelig kontrol. Hovedmodstanderen i denne kamp er den nationale og internationale stor- eller monopolkapital. I kampen mod denne modstander har arbejderklassen behov for at alliere sig med andre klasser og lag, som uden nødvendigvis at dele eksistensvilkår med arbejderklassen dog har interesse i at bekæmpe storkapitalens magt. Derfor betegner kommunisterne denne kamp som antimonopolistisk og ikke som antikapitalistisk.
I løbet af det 20. århundrede er nye elementer kommet ind i klassekampen. Det gælder forsvaret for den nationale suverænitet, som borgerskabet i mange lande, herunder Danmark, målrettet er i færd med at demontere til fordel for imperialistiske magtkoncentrationer og for at underlægge de enkelte landes offentlige sektor markedsøkonomien og dermed unddrage den økonomiske og sociale aktivitet enhver folkelig kontrol. Et andet nyt element er kampen mod den magt, der overlades til udemokratiske organisationer som Verdensbanken, Verdens¬handels¬organisationen, G8 m.fl., samt den lovgivning, der gennemføres på globalt plan for at sikre den internationale storkapitals interesser. Der tales ofte om en deregulering af økonomien, men det drejer sig mere om et skift i regulering: Tidligere reguleredes økonomien i det enkelte land ud fra nationale interesser; nu fjernes disse reguleringer og erstattes af regler til gavn for de internationale monopoler.

De folkelige bevægelser og aktionsenhedens metode
Kommunisterne deltager i klassekampen, den antimonopolistiske kamp og den nationale kamp inden for de bevægelser og organisationer, som de berørte folkelige kræfter spontant eller bevidst skaber for at føre denne kamp. Den vigtigste af disse er fagbevægelsen, som organiserer lønarbejderne i den umiddelbare kamp mod kapitalen. I den aktuelle danske virkelighed er en anden vigtig folkelig bevægelse, som kommunisterne lægger vægt på at være med i, modstanden mod den Europæiske Union, organiseret i Folkebevægelsen mod EU. Freds- og solidaritetsbevægelser er kommet og gået i takt med behov og muligheder. Et nyt fænomen er antiglobaliseringsbevægelsen, der på internationalt plan vender sig mod storkapitalens antinationale og nyliberalistiske offensiv.
Den fælles kamp, både hvor arbejdere aktionerer i fællesskab på tværs af politiske forskelle for umiddelbare interesser, og hvor arbejderklassen allierer sig med andre, ikke-proletariske klasser og lag, giver resultater, der naturligt afføder ny forståelse, nye krav og alliancemuligheder. I denne proces fastholdes det, der kan opnås enighed om, mens det, hvorom der er uenighed, skubbes (midlertidigt) i baggrunden. Kommunisterne anser denne aktionsenhed for en vigtig metode til at sætte folkelige kræfter i bevægelse mod storkapitalen og give kampen retning. Vi allierer os med socialistiske kræfter, men ifølge sagens natur også med ikke-socialistiske. Vi allierer os med andre, der ønsker en revolutionær omdannelse af samfundet, men også med partier, organisationer og bevægelser, der ikke har en gennemgribende samfundsforandring på programmet, men kæmper for social genopretning og andre progressive reformer.

Den parlamentariske kamp
Det kommunistiske parti deltager også i den del af klassekampen, der foregår på det parlamentariske område. Det kommunistiske parti lægger vægt på, at det parlamentariske arbejde foregår i nøje sammenhæng med den øvrige klassekamp og de konkrete kampe og bevægelser i samfundet. Det er kun disse kampe og bevægelser, der giver de parlamentariske repræsentanter indflydelse og kan sikre, at positive politiske beslutninger får virkning i praksis.
Kommunisternes parlamentariske strategi tager udgangspunkt i dette forhold og sigter på at få valgt parlamentarikere, der kan føre denne linje frem og igennem. En selvstændig kommunistisk opstilling kan være en rigtig parlamentarisk strategi. Under andre forhold kan det være klogere eller simpelt hen nødvendigt at afstå fra at stille op og i stedet prioritere indsatsen i det udenomsparlamentariske arbejde for herigennem at lægge det størst mulige pres på de folkevalgte, samtidig med at man anbefaler vælgerne at stemme på det parti, som efter kommunisternes opfattelse er lettest at påvirke. Atter andre kampbetingelser kan tilsige det kommunistiske parti at indgå i bredere valgalliancer. Det er denne sidste strategi, Danmarks Kommunistiske Parti har fulgt de seneste mange år. Det er altid en konkret vurdering.
I den givne situation i Danmark arbejder kommunisterne i Folkebevægelsen mod EU og støtter denne ved EU-parlamentsvalgene. Ved folketingsvalg støtter kommunisterne Enhedslisten. Mange kommunister er medlemmer af Enhedslisten og aktive i og for denne. Ved lokalvalg støtter kommunisterne en række forskellige lister, nogle steder Enhedslisten, andre steder bredere eller rent kommunistiske lister. I Danmarks Kommunistiske Parti er det de enkelte distrikters og afdelingers beslutning, hvilken strategi der skal anlægges ved kommunalvalg.

Socialismen
Perspektivet i arbejderklassens kamp er ophævelse af den kapitalistiske samfundsorden og oprettelse af et nyt, et socialistisk samfund. Denne ophævelse sker ad revolutionær vej som en organisk følge af klassekampen og kan ikke styres ved forskrifter: Der findes ingen `modelA for socialismen. Men fælles for alle kommunister er den opfattelse, at under socialismen yder alle efter evne, og alle nyder efter indsats. Der er også almindelig enighed om følgende fællestræk for opbygningen af socialismen:
! De afgørende produktionsmidler overgår til samfundets kontrol eller til kollektiv besiddelse. Individuel ejendomsret til virksomheder, der helt eller overvejende baserer sig på ejerens eget arbejde, udelukkes ikke.
! I naturlig sammenhæng hermed indføres demokratiske beslutningsstrukturer i alle samfundets led, herunder på arbejdspladsen.
! Alle garanteres arbejde under hensyn til evner og kvalifikationer.
! Statsapparatet udtrykker arbejderklassens og dens allieredes magt og varetager deres interesser.
! Samfundsøkonomien underlægges en planmæssig udvikling og målrettes mod at tjene menneskers behov og ikke profitinteresser.
Socialismen er ikke endemålet, men et skridt på vejen mod det kommunistiske samfund, hvor såvel arbejdsdeling som klassedelingen og staten selv bliver overflødige et samfund karakteriseret ved `de associerede producenters frie selvforvaltning.

Den kommunistiske enhed
Den kommunistiske enhed er i dag en realistisk mulighed i Danmark som i andre lande, og Danmarks Kommunistiske Parti har derfor betrådt denne vej. Det er nødvendigt at gøre det med omtanke og at tage hvert skridt med varsomhed for ikke at tabe enhedsprocessen på gulvet. De eksisterende kommunistiske partier har hver deres historie, som må behandles med respekt. Men de har til syvende og sidst samme udspring. Derfor er den kommunistiske enhedsproces en genforeningsproces. Og i denne genforeningsproces har Danmarks Kommunistiske Parti som det oprindelige et særligt ansvar. Det ansvar har vi tænkt os at leve op til.
En partimæssig enhed stiller krav til enighed om en række politiske analyser og mål: Den nuværende kapitalisme, overgangen til socialismen og det kommunistiske partis rolle. Det betyder ikke enighed om alt, men enighed om grundlæggende principper. Danmarks Kommunistiske Parti har fremlagt nogle af disse principper i dette manifest og i den foreløbig konklusion på programdebatten, der er opsummeret i dokumentet En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede.
Det er vores opfattelse, at det vil være det stadig snævrere enhedsarbejde mellem de kommunistiske partier på det lokale plan, i parlamentarisk sammenhæng og i bevægelserne, der skaber baggrunden for en egentlig organisatorisk sammenslutning af de eksisterende kommunistiske partier til ét. Også på vejen frem mod en sådan sammenslutning vil vi i fællesskab kunne varetage arbejderklassens interesser, både de dagsaktuelle krav og klassens objektive interesse i demokrati og socialisme.
Når det fremstår tydeligt for de samarbejdende kommunistiske partier, såvel på ledelsesplan som i grundorganisationerne, at de bruger energi på overflødig og effektivitetshæmmende parallel organisering, da og først da vil det være magtpåliggende at skride til en egentlig sammenslutning.
Kommunisterne i Danmark er endnu ikke nået til dette punkt. Men enhedsprocessen er i gang, og enheden er i dag et krav, der rejses af medlemmerne i alle kommunistiske partier.

Kommunisternes aktuelle hovedkrav

Minimumsprogram (handlingsprogram) for DKP
Vedtaget på Danmarks Kommunistiske Partis landsmøde i Århus den 26.-27. september 2009

Et program for fred og udvikling
Hovedårsagen til de kommunistiske partiers opståen i kølvandet på Første Verdenskrig var de socialdemokratiske partiers brud med arbejderbevægelsens internationalistiske principper: De tyske socialdemokrater besluttede at støtte kejserens krigspolitik, og denne beslutning blev straks fulgt op af andre socialdemokratiers bekræftelse på retten til at slå hinanden ihjel på grund af nationale tilhørsforhold. De danske socialdemokrater indgik borgfred med de borgerlige og støttede regeringens politik for profitering på krigen.
Grunden til stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Parti i 1919 var altså ikke et spørgsmål om at være mere eller mindre politisk yderligtgående. Kommunister véd så godt som nogen, at samfundsforandringer skal bygge på forudsætninger. Men socialdemokraterne havde med deres tilslutning til krigen brudt den internationale solidaritet, som Karl Marx har udtrykt i ordene: ”Proletarer i alle lande, forén jer!” Udviklingen har vist, at dette svigt gav grobund for reaktionen, for racisme og fascisme.
Arbejdere og andre er i millionvis blevet ofret på fronter og i KZ-lejre. Socialdemokratiets svigt har betydet, at spaltningen i arbejderklassen og arbejderbevægelsen består den dag i dag. EU og NATO-samarbejdet har ført til nye krige. Det er op til arbejderne og deres organisationer at standse denne udvikling. Det kan lykkes – hvis vi vil!
Kommunisterne ønsker enheden i arbejderklassen genoprettet. Men enhed vindes ikke ved knæfald for reaktion og opportunisme. Som erfaringen har vist, vindes den kun ved at gøre op med krigens og reaktionens kræfter.
Det er kernen i kommunisternes program.

I. Demokratisering af samfundet

1. Enhed i arbejderklassen
”Arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk,” har altid været en grundlæggende forståelsesramme i den kommunistiske bevægelse. Danmarks Kommunistiske Parti har altid arbejdet målrettet for at give arbejderklassen den fornødne tro og de fornødne redskaber i kampen for et endeligt opgør med det kapitalistiske samfund. Målet har altid været indførelse af et socialistisk samfund under arbejderklassens kontrol.
Men i modsætning til andre, sekteriske kræfter på den danske venstrefløj har Danmarks Kommunistiske Parti altid forsøgt under bredest mulige former at skabe alliancer og enhedsarbejde med andre grupper i vores samfund for at sikre arbejderklassen de bedst mulige vilkår under vores nuværende system.
Danmarks Kommunistiske Parti blev skabt ud fra de brede massers krav om fred i forbindelse med 1. verdenskrig. Splittelsen i den daværende socialdemokratiske bevægelse resulterede i, at de reformistiske kræfter allierede sig med kapitalen i en skruppelløs krig om markedsandele, mens de revolutionære kræfter allierede sig med de arbejdere, der blev slået ihjel som soldater ved fronten.
Senere under 2. verdenskrig så vi, hvordan Danmarks Kommunistiske Parti gik i front for at sikre de bredest mulige alliancer med andre politiske grupper i kampen for at befri den danske befolkning for den nazistiske besættelsesmagt. Formålet med denne praksis var at bekæmpe den aggressive storkapital, der med Hitler i front på barbarisk vis igen forsøgte at tilrane sig yderligere magt og beføjelser på arbejderklassens bekostning. Bruddet med samarbejdspolitikken i 1943 var en direkte konsekvens af den danske modstandsbevægelses stålsatte enhed.
Senere i historien så vi, hvordan Danmarks Kommunistiske Parti gik i front i bekæmpelsen af EF. Igen kunne man se nødvendigheden af at indgå i bredt samarbejde med andre kræfter for at sikre den størst mulige modstand mod kapitalens drømme om fri ret til markeder og arbejdskraft og for at sikre Danmarks ret til selvbestemmelse.
På samme måde har Danmarks Kommunistiske Parti altid forsøgt at arbejde så bredt som muligt i lejerforeninger, fredsbevægelser, fagbevægelser m.m. I 1976 vedtog DKP et program, hvor hovedstrategien var den antimonopolitiske kamp og den antimonopolitiske strategi. Formålet med denne strategi var, og er fortsat, at sikre den bredest mulige enhed i kampen mod pengemagten, som igennem de sidste 30 år har vundet stærkt frem, primært på baggrund af socialismens midlertidige tilbagegang.
Der er, som aldrig tidligere i historien, brug for, at arbejderklassen styrker sin enhed og indgår alliancer med andre grupper i samfundet i en fælles front mod den rå pengemagt.
Konsekvensen af den manglende enhed har vi set de sidste tre årtier, både nationalt og internationalt. Arbejderklassens rettigheder er indskrænkede, stigende ulighed i de kapitalistiske samfund og større aggression i form af f.eks. krige er bare nogle af de direkte konsekvenser, vi de sidste år har været vidner til.
Danmarks Kommunistiske Parti har igennem sin historiske praksis vist, at enhedsarbejde ikke bare er en strategi, man kan vælge til eller fra efter forgodtbefindende, men en nødvendighed i kampen for at sikre arbejderklassen øget frihed og rettigheder og en nødvendighed på vejen mod at sikre ”arbejderklassens frigørelse som arbejderklassens eget værk”.

2. Genrejsning af demokrati og retsstat
De sidste tyve år har været vidne til en udvikling, der lidt efter lidt har beskåret det demokrati og den retssikkerhed, vi havde vænnet os til at betragte som væsenstræk ved det danske samfund: Terrorlove skal beskytte os mod ukendte trusler, men begrænser blot vor frihed; overvågning er blevet en almindelig og accepteret del af dagligdagen; danskere, der udviser solidaritet med dem, som rundt om i verden kæmper for frihed, straffes med fængsel på grundlag af ”terrorlister”; legale pengeoverførsler til udlandet beslaglægges af fremmede magter på mistanke om støtte til ”terror”; danske statsborgere udleveres til retsforfølgelse i fremmede lande. Regeringen gennemfører i huj og hast en ”strukturreform” med det erklærede mål at gøre det vanskeligere for borgerne at påvirke politikerne; demokratiske styrelser i Danmarks Radio og på de højere læreanstalter erstattes af ”professionelle”, administrativt udpegede bestyrelser, hvor erhvervslivets repræsentanter fører det store ord.
Strider det ikke mod den frihed og den liberalisme, de herskende til stadighed gør sig til af? Nej, det gør det ikke. Liberalismens frihed er frihed for de få og besiddende til at træffe beslutninger af samfundsmæssig rækkevidde ud fra deres egne private interesser. Hos dem, der på den måde berøves magten over deres egen tilværelse, vækker det reaktioner i form af på den ene side politisk modstand, på den anden side kriminalitet og terror. De styrendes svar er i alle tilfælde det samme: Mere kontrol, mere bureaukrati, flere skranker, strengere straffe. Tvang er den frie foretagsomheds uundgåelige følgesvend.
Den moderne terrorisme er skabt af imperialismen selv. De stater, som hævder at bekæmpe den, gør sig selv skyldige i terrorisme. Det gælder USA, som fører en permanent krig mod verden; det gælder Colombia, hvis regering i årtier har ført krig mod sit eget folk; det gælder Israel, der terroriserer det folk, hvis land det har stjålet. Modstand mod denne statsterror udråbes til terrorisme. Tyven råber stop tyven.
Det danske folk har stærke og levende demokratiske traditioner. Dette tidligere så levende demokrati er i dag under afvikling; overfladiske og ofte stærkt manipulerende massemedier medvirker hertil. En hærskare af professionelle konsulenter og spindoktorer er ansat for at markedsføre og sælge parti¬ernes politiske budskaber til vælgerbefolkningen, der ikke længere opfattes som ak¬tive, engagerede politiske medspillere, men som forbrugere, der skal lokkes til at købe de politiske partiers budskaber, når der er valg til de parlamentariske forsamlin¬ger. Ånden fra de kapitalistiske markedsmekanismer er i fuld gang med at afvikle og korrumpere det tidligere så levende danske folkestyre. Leden ved de politiske partiers praksis breder sig i faretruende grad.
Kommunisterne ønsker at gøre op med denne politik og vende udviklingen. Kommunisternes mål er at genrejse demokratiet og retsstaten.

Kommunisterne kæmper for:
– Demokratiet skal stå over monopolernes økonomiske magt
– Enhver borger sikres retten til at få sin sag afprøvet i tilfælde af anklage
– Åbenhed om efterretningsvæsenets virke
– Danmarks Riges Grundlov skal fastholdes over for EU-lovgivning

II. Program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen

3. Ret til arbejde og forøgelse af købekraft og realindkomst
Arbejderklassens vigtigste redskab i klassekampen er fagbevægelsen. Det er igennem denne organisering, at kampene for anstændige løn- og ansættelsesvilkår skal kæmpes, og det er igennem en stærk organisering i fagbevægelsen, at arbejderklassen sikrer sig rettigheder socialt, økonomisk og politisk. Den danske fagbevægelse har gennem historien haft perioder, hvor den har stået stærkt, og hvor en lang række kampe har sikret de danske arbejdere væsentlige økonomiske og sociale fremskridt. Men der har ligeledes været perioder, hvor tidligere tiders sejre er blevet tilbagerullet og fremskridt afløst af tilbageskridt. Der er en klar sammenhæng mellem bevidstheden om fagbevægelsens medvirken som samfundsforandrende kraft og fagbevægelsens styrke som helhed.
Siden store dele af den socialistiske verden brød sammen, har vi været vidner til, at mange af de revolutionære fagligt aktive, der tidligere var toneangivende i store dele af fagbevægelsen, enten blev passive eller tilsluttede sig de reformistiske strømninger i fagbevægelsen.
Dette har naturligvis bevirket, at styrkeforholdet i klassekampen som helhed er blevet forskubbet, og at de borgerlige kræfter har haft held til at tilbagerulle en stor del af de fremskridt, arbejderklassen siden 2. verdenskrig havde opnået. Dette betyder dog ikke, at der ikke fortsat kæmpes. Forskellige initiativer er igennem de seneste årtier ved at vokse til en sådan kraft, at man igen kan se en opblussen i den faglige aktivitet.
Dette er sket både i forhold til overenskomstsituationer, men også i forhold til generelle angreb på de velfærdsgoder, arbejderklassen tidligere har tilkæmpet sig.
OK 2008 viste, at store dele af den danske arbejderklasse stadig er parat til at slås. Ikke bare for deres egne løn- og ansættelsesvilkår, men for en generel sikring af det danske velfærdssystem.
Klassekampen er ikke død, tværtimod. Den er gennem de sidste årtier blevet skærpet. Problemet med de konflikter, vi gennem de sidste årtier har oplevet, har været, at de samlet manglede retning og perspektiv af revolutionær karakter.
En bedre tilværelse kræver en ændret fordeling af samfundets materielle værdier. De, der
skaber dem gennem deres arbejdsindsats, skal sikres en stadig voksende realindkomst, dvs. en
stigende dækning af deres materielle, sociale og kulturelle behov. Derfor er det ikke blot
nødvendigt, at pengeindkomsterne hæves. Det må også hindres, at deres købekraft udhules af
inflation, prisstigninger, skatter, afgifter m.m.
Der må skabes politisk respekt for arbejdernes fri forhandlingsret om deres overenskomster ud fra de krav, de selv har stillet. Kun arbejderne selv skal kunne godkende de opnåede resultater gennem demokratiske afstemninger – uden sammenkædninger eller andre begrænsninger.
Problemerne for lavtlønnede grupper og områder, herunder kvinderne og lærlingene, skal løses
gennem arbejdernes aktive solidaritet. Der må sættes ind mod alle forsøg på at skabe splittelse i
arbejderklassen ved at spille forskellige grupper ud mod hinanden.
Arbejdsløshed er et politisk skabt problem, der også skal løses politisk. Indtil dette er sket, må de arbejdsløse sikres fuld økonomisk erstatning ved arbejdsløshed, samt tilbydes relevant uddannelse. Dette kræver et opgør med den udhuling af dagpengenes værdi, der er sket igennem de sidste 25 år. Målet er dog hele tiden at sikre de arbejdsløse et værdigt og relevant arbejde, som lever op til såvel overenskomsters som arbejdsmiljølovens krav.

Kommunisterne kæmper for:
 Fagbevægelsen genrejses som kamporganisationer
 Fredspligten og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet afskaffes
 Arbejdere sikres fuld kompensation ved arbejdsløshed i 7 år
 Den ugentlige arbejdstid nedsættes til 30 timer med fuld lønkompensation
 To-årig barselsorlov
 Den frie forhandlingsret, uden indblanding fra regering og EU, sikres
 Etårige overenskomster uden sammenkædningsregler
 Ret til kompensation ved ledighed efter 3 måneders beskæftigelse
 Stop for alle former for tvangsaktivering af ledige
 Ret til generhvervelse af dagpengeret i alle former for beskæftigelse

4. Uddannelse
Vi har igennem de sidste mange år set markante forringelser af vores uddannelsessystem. I folkeskolerne er de ansatte ved at drukne i bureaukrati, der omfatter test, kontrol m.m. af eleverne.
Den tid, der bruges på kontroller, fratages den egentlige undervisning og sikrer ikke den faglig kvalitet, som lærerne er uddannet til at varetage. Tværtimod.
Flere og flere børn og unge får problemer med almene færdigheder som læsning og regning og får dermed sværere ved at klare sig i uddannelsessystemet fremover.
Endvidere gør regeringens stramme økonomiske politik overfor kommunerne det til en umulig opgave at vedligeholde skolerne på en måde, så et godt og sundt læringsmiljø kan sikres.
Hvis de danske elever i folkeskolen blev sikret i henhold til arbejdsmiljøloven, ville en stor del af de danske skoler være nødsaget til at lukke på grund af for dårlige rammer.
I forhold til de videregående uddannelser er der ligeledes sket markante ændringer gennem de sidste år. De mellemlange uddannelser er nu blevet til professionsuddannelser, der skal sikre, at alle får en bachelorgrad efter endt uddannelse. Ideen med denne ændring skulle være at sikre, at det danske uddannelsessystem blev mere strømlinjet med andre uddannelsessystemer i Europa, og dermed give en større grad af fleksibel arbejdskraft landene imellem.
En del af denne specialisering har medført, at det teoretiske indhold i uddannelserne vejer langt tungere end de praktiske dele. Især indenfor de fag, hvor der arbejdes med mennesker, er dette et problem. Dette sammenholdt med, at man gennem årene har ændret optaget af elever på en række uddannelser, så flere unge nu optages på kvote 1 mod tidligere kvote 2, gør, at mange unge føler sig dårligt rustet i deres arbejde efter endt uddannelse. At man endvidere tilbyder de ansatte dårlige løn- og arbejdsmiljøforhold gør, at mange vælger at skifte erhvervsspor efter ganske få år på arbejdsmarkedet. Resultatet af dette ses i mange kommuner, hvor det er næsten umuligt at fastholde arbejdsstyrken specielt indenfor de ”bløde” områder som. f.eks. lærere, socialrådgivere, sygeplejersker m.m.
I forhold til erhvervsuddannelserne har de seneste år været præget af en lang række reformer, som har gjort uddannelserne mere niveaudelte og ikke mindst individualiserede. Tidligere tiders EFG-basisår er blevet erstattet af grundforløb af individuelt varierende længde. Dette forhold – kombineret med fjernelse af uddannelsesgarantien gennem nedlæggelse af en række skolepraktik-ordninger for de elever, som ikke finder læreplads – betyder et stort frafald på erhvervsuddannelserne og dermed stor usikkerhed om fremtidsmulighederne. Bl.a. for at imødegå den stigende usikkerhed og samtidig sikre flere faglærte arbejdere har man så valgt sideløbende at udbyde en række korte discount-uddannelser, hvilket f.eks. på metalområdet betyder, at der nu udbydes erhvervsuddannelser med en længde varierende fra 1½ år til 5½ år. Det betyder imidlertid i bedste fald blot, at bekymringerne flyttes til efter uddannelsen, hvor ”halve uddannelser” ikke altid er i særlig høj kurs.
Med hensyn til universitetsuddannelserne har man set en udvikling, hvor urimelige optagelseskrav og for få uddannelsespladser gør, at der inden for en række fag er stor mangel på arbejdskraft. Lægerne er et godt eksempel på dette, men også andre fagområder er berørt. En stor del af de problemer, vores sundhedssystem slås med i dag grundet mangel på læger, kunne have været undgået, hvis man havde haft politisk vilje til det og dermed sørget for at uddanne flere læger, end tilfældet er i dag. Man kan med simple metoder nogenlunde beregne, hvor mange læger, lærere, sygeplejersker m.m. der vil være brug for i samfundet, alene ved at studere den demografiske udvikling og befolkningssammensætningen. Udbudet af uddannelser skal matche de behov, samfundet som helhed har, og ikke kun som i dag målrettes de krav og forventninger, som det private erhvervsliv har for at sikre den fornødne arbejdskraft.

Kommunisterne kæmper for:
– Mere tillid til undervisere og læreres kompetencer. Mindre kontrol
– Elev- og studenterindflydelse på alle uddannelsestrin
– En udbygning af kvote 2, så den modarbejder den ulighed, vi ser i samfundet
– Forskningsbaseret undervisning på de videregående uddannelser
– Uddannelsesløn til studerende, der afspejler de faktiske leveforhold og krav
– Hele og fuldendte uddannelse, man kan bruge til noget

5. Sundhed
Det danske sundhedssystem har været i en negativ udvikling igennem de sidste årtier. Fra tidligere at være et sundhedssystem, som ganske få andre kapitalistiske lande var i besiddelse af, er det danske sundhedssystem nu på forskellige områder nede på et niveau, som det kendes fra lande i Afrika og de fattigste lande i Europa. Specielt igennem det sidste årti har vi været vidner til en udvikling, hvor ventelister, overfyldte hospitaler, mangel på sygeplejersker og læger har gjort, at man inden for behandlingen af en række sygdomme slet ikke står mål med befolkningens forventninger om et godt og sundt sundhedsvæsen. Konsekvensen af den stigende utilfredshed i befolkningen med sundhedssystemets tilstand har været, at man har gennemført behandlingsgarantier for en række sygdomme. Behandlingsgarantierne skal umiddelbart tjene det formål at forklare befolkningen, at de danske politikere opprioriterer at sikre et godt sundhedssystem i landet, men konsekvenserne af det er noget helt andet. Siden behandlingsgarantiernes indførelse er milliarder af danske kroner flyttet fra det offentlige sundhedssystem til det private på grund af behandlingsgarantierne.
Endvidere er sundhedsforsikringer, som for en dels vedkommende nu er blevet en del af folks overenskomst med fagbevægelsens accept, direkte medvirkende til, at det private sundhedssystem tilføres mange ressourcer. Dette til trods for, at mennesker på denne måde sikres forskellig ret til behandling alt afhængigt af ens tilknytning til arbejdsmarkedet. Altså et brud med tidligere tiders solidaritet med de svageste.
Privathospitaler er oprettet i et tempo, som ikke tidligere er set i landets historie, og flere og flere læger og sygeplejersker søger væk fra de offentlige hospitaler og over i det private, da de her sikres bedre løn- og ansættelsesvilkår, end det offentlige vil betale. Hvis denne udvikling ikke vendes, vil det utvivlsomt føre til, at det sundhedssystem, vi tidligere var stolte af, og som sikrede alle mennesker den samme ret til behandling, erstattes af et sundhedssystem, hvor de rigeste og de, der er privat forsikrede, vil få bedre behandling end de fattigste i vores samfund.
En anden uheldig udvikling, som vi har været vidner til gennem de sidste årtier, har været den stadig stigende specialisering af sundhedssystemet. Med den sidste kommunalreform har vi set en udvikling, der tilskynder til store hospitaler med speciale inden for forskellige sygdomme som f.eks. hjerte-karsygdomme eller kræft. En sådan specialisering kan umiddelbart virke fornuftig, da man på sådanne ”superhospitaler” kan sikre den nødvendige forskning og behandling af komplicerede sygdomme. Men problemet i denne specialisering har været, at en lang række af de mindre hospitaler er lukket eller er blevet lukningstruede til stor skade for de mennesker, der skal behandles for mindre komplicerede sygdomme. Man risikerer nu at skulle behandles og indlægges på hospitaler, der ligger mange kilometer væk fra ens bopæl, noget der især kan være en stor belastning for ældre mennesker og børnefamilier.
I forhold til det psykiatriske system ser man ligeledes en tilstand, som er yderst bekymrende. Psykisk syge mennesker får ikke tilbud efter deres behov. Udredninger af psykiatriske lidelser specielt hos børn og unge er forbundet med så lang ventetid, at tilstanden for den enkelte tit er blevet forværret i ventetiden. Efter udredning og evt. opstart af medicinsk behandling er der lange ventetider på lokalpsykiatriske og socialpsykiatriske tilbud, hvilket resulterer i, at mange psykisk syge bor i eget hjem under kummerlige og umenneskelige forhold. Bl.a. på baggrund af dette ser vi en overrepræsentation af selvmord, kriminalitet og misbrug blandt landets psykisk syge.

Kommunisterne kæmper for:
– Øjeblikkeligt stop for både direkte og indirekte økonomisk støtte til privathospitalerne
– På sigt et forbud mod private hospitaler
– Øgede ressourcer til de offentlige hospitaler
– Bedre løn og ansættelsesforhold for beskæftigede i sundhedssektoren
– Stop for lukning af hospitaler
– Større forebyggende indsats i forhold til livsstilssygdomme
– Det forebyggende arbejde mod sygdomme generelt bør opprioriteres både i forskning, i sikkerhed på arbejdspladser, trafik og fødevarekontrol

6. Boligen – en menneskeret
En god og en sund bolig er en menneskeret, men det er en menneskeret, der konstant udsættes for økonomisk spekulation. Vi har igennem de sidste årtier været vidner til en udvikling, hvor friværdier i private boliger, frasalg af almennyttige boliger, fordyret nybyggeri m.m. har skævvredet det danske boligmarked. De, der ejer, er blevet forgyldt i spekulative værdier, mens de, der ikke ejer, har måttet tage til takke med en hastigt stigende boligudgift, der er steget markant mere end den lønudvikling, der har været i samfundet generelt. Konsekvensen er klar. De rige er blevet rigere og de fattige fattigere.
Almennyttige boligorganisationer er non-profit foretagender, der skal sikre gode og sunde boliger for mennesker med almindelige eller små indkomster.
Et af de særlige kendetegn for de almene boliger er beboerdemokratiet, der giver beboerne indflydelse på en lang række områder. Selve boligerne er sluttet sammen i afdelinger, der er selvstændige økonomiske enheder. Flere afdelinger kan slå sig sammen, f.eks. fordi de har fælles varmecentral, varmemester, vicevært, udearealer eller lignende. Mange unge mennesker står i dag i kø for at komme ind på det danske lejermarked, hvor almennyttige boliger er de absolut billigste. Men byggeriet af almennyttige boliger, i forhold til det behov, der findes i samfundet, er slet ikke tidssvarende. Dette gør, at mange unge mennesker, specielt i uddannelsesbyerne, er tvunget ud på det private lejermarked med en enorm boligudgift til følge. At nogle kommuner nu har fået mulighed for at frasælge almennyttige boliger til private, gør kun problemet mere presserende.
I forhold til det private udlejningsmarked har vi igennem de sidste mange år været vidner til en udvikling, hvor prisstigninger har gjort det svært for mange mennesker at betale husleje. Antallet af lejere, der sættes ud af deres bolig på grund af manglende mulighed for at betale husleje, er et stigende problem.
Den private udlejningssektor er i dag kun delvist reguleret. Ejendomme opført efter 1991 er ikke underlagt nogen form for huslejeloft. Store dele af den ældre udlejningssektor er heller ikke reguleret nævneværdigt, fordi lejelovgivningen giver mulighed for at øge prisen for lejeboliger med reguleret leje til markedsleje via moderniseringer ved genudlejninger.
Endvidere ser vi fortsat, en del af det private udlejningsmarked er i dårlig og misligholdt stand med forringet trivsel og sundhed til følge for lejerne.
I forhold til det private ejermarked har vi gennem de sidste år set en spekulationsøkonomi, som har været til stor skade for samfundet som helhed. Der har ikke været nogen form for kontrol og reguleringer, som kunne sikre, at spekulation og uhensigtsmæssige prisstigninger på det private ejermarked ikke ville få konsekvenser for samfundsøkonomien som helhed. Resultatet har været tydeligt, og spekulation i boligmarkedet har flere gange gennem historien skabt økonomiske kriser i samfundet. Derfor ønsker kommunisterne at regulere dette marked. Dette skal bl.a. ske ved, at værdistigning i jord og fast ejendom, der ligger over de almindelige prisstigninger i samfundet, skal indefryses som en offentlig prioritet og ikke kunne belånes.

Kommunisterne kæmper for:
– Spekulationen ud af boligen og en politik, der på længere sigt ligestiller lejer og ejer
– Kraftig forøgelse af det almennyttige boligbyggeri

7. En reel socialpolitik
Et af de områder, hvor man tydeligst har kunnet se liberalismens fremmarch i Danmark, er i den danske socialpolitik. Skiftende danske regeringer har gennem de sidste 3 årtier systematisk undermineret og forringet de socialpolitiske velfærdsgoder, som det har taget generationer at opbygge. Siden vedtagelsen af bistandsloven i 1976, som til trods for en række mangler dog var en unik social sikring i et kapitalistisk samfund, et det støt gået ned ad bakke.
EUs ønske om et harmoniseret fælleseuropæisk socialsystem er ved at være virkelighed, og tankerne om en skandinavisk velfærdsmodel er efterhånden noget, der kun hører fortiden til.
Forringelser i retten til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, enkeltydelser m.m. gør, at vores samfund er blevet mere polariseret end tidligere. De sociale forskelle mellem rige og fattige i samfundet er blevet større, og en alt for stor del af den danske befolkning, primært blandt ældre, flygtninge og indvandrere og enlige forsørgere, lever i dag under FN’s fattigdomsgrænse. Noget der må siges at stå i dyb kontrast til de store profitter, det danske erhvervsliv har skaffet sig gennem de sidste tre årtier.
I stor grad har man fået indarbejdet selvforvaltningstankerne fra den sydeuropæiske socialpolitik, hvor det er den enkeltes eget ansvar at sikre sin sociale eksistens. Det offentlige træder udelukkende til, når alle andre muligheder er udtømte, og udelukkende med det formål at sikre folk et overlevelsesgrundlag, ikke et levegrundlag. Et godt eksempel på denne praksis ses i det danske pensionssystem. Det er i dag op til hver enkelt borger at sikre sin egen pension ved hjælp af forskellige pensionsindbetalinger: For de erhvervsaktive gennem tvungne opsparinger, som i dag er en integreret del af det danske overenskomstsystem. For andre gennem frivillige indbetalinger til forskellige private pensionsselskaber. Dette forhold gør, at mennesker, der har været dårligt økonomisk stillet, f.eks. på grund af ingen eller ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, fremover udelukkende er sikret retten til overlevelse ved hjælp af folkepensionens grundbeløb, mens andre vil være sikret anstændige levevilkår, grundet at de har haft mulighed for opsparing. De solidariske principper, der tidligere var kendetegnede ved vores pensionssystem, hvor alle som udgangspunkt skulle sikres samme rettigheder, er blevet erstattet af kynisme, hvor de svageste får mindst og de stærkeste får mest.
Men også indenfor andre områder af vores socialpolitik ser vi markante forringelser: Overfyldte daginstitutioner, hvor børn og personale mistrives på grund af økonomiske beskæringer inden for området. Ældre mennesker, der ikke tilbydes den fornødne hjælp og støtte, som er nødvendig i deres dagligdag. Psykisk syge mennesker, der ikke behandles og hjælpes i en grad, så de kan fungere i samfundet osv.
Alle mennesker i det danske samfund ved, at der er sket markante forringelser i vores socialpolitik, hvilket også har medført massive protester, demonstrationer og strejker fra befolkningen i et forsøg på at få de danske politikere i tale. Dog uden held.
EUs krav om stærke økonomiske begrænsninger i de offentlige udgifter er i dag den største årsag til forringelserne i den danske socialpolitik, og et opgør med EU er en nødvendighed for igen at kunne udbygge og udvikle en dansk socialpolitik, hvor solidariteten sættes i højsædet. Dette forhold gør dog ikke, at man ikke skal stille krav til de danske politikere. Det er de danske politikere, der i sidste ende bestemmer, hvilken indflydelse de ønsker, EU skal have i landet, og det er ligeledes de danske politikere, der bære ansvaret for den demontering, der er sket af den danske socialpolitik.

Kommunisterne kæmper for:
– Staten er ansvarlig for arbejde til alle, som har en arbejdsevne
– Almindelige løn- og ansættelsesvilkår for alle i arbejde
– Reel økonomisk sikring for alle, som ikke har en lønindtægt, f.eks. folk på videregående uddannelse, pensionister og sygdoms- eller ulykkesramte
– Staten sørger for gratis pædagogisk pasning og fritidstilbud til alle børn og unge
– Staten sørger for gratis pleje- og sundhedstjeneste i fuldt omfang for alle
– Staten finansierer alle sociale områder gennem skatteopkrævning
– Ret til 2 års sygedagpenge
– Ingen tvungen aktivering af mennesker på sygedagpenge

8. Diskrimination
I Danmark har vi igennem de sidste årtier været vidner til en stigende diskrimination i samfundet. Specielt gruppen af flygtninge har været udsat for regler og love, som har været gældende udelukkende for dem og ikke andre. Formålet med denne diskrimination har fra magthavernes side været at opretholde en ”del-og-hersk-politik”, der har til formål at splitte arbejderklassen i kampen for bedre vilkår. Det yderste højres indflydelse på dansk politik er uden sammenligning i perioden efter 2. verdenskrig, og en stor del af de politiske partier både på højrefløjen og venstrefløjen har i stedet for at imødegå denne politik med modstand valgt at integrere forskellige diskriminerende elementer i deres partiprogrammer. Dette ses f.eks. ved 24-årsreglen, som har til formål at nægte ægteskab, hvor den ene eller begge parter er udlændinge og under 24 år.
Både socialdemokratiet og sågar også SF har valgt at acceptere denne lov, der har et klart diskriminerende indhold.
Denne udvikling sammenholdt med, at det yderste højre har formået at gøre sig til talsmænd for at sikre den danske arbejderklasse rettigheder på f.eks. velfærdsområdet, har gjort, at det for den danske arbejderklasse har været, og fortsat er, svært at se et politisk alternativ til venstre.
Virkeligheden er dog er helt anden. Det yderste højre har aldrig været en garant for arbejderklassens rettigheder, tværtimod. Det yderste højre er kapitalens redskab til at sikre splittelse i arbejderklassen og til at sikre, at magtfordelingen i samfundet holdes intakt. Den danske politiske virkelighed viser da også dette. Til trods for at man fra højrefløjens side har gjort sig til talsmænd for velfærdsstatens overlevelse, har vi set en stigende ulighed i vores samfund på baggrund af bl.a. privatiseringer og udliciteringer. Uligheder som alene rammer arbejderklassen og de fattigste i vores samfund.
Den danske diskriminationspolitik har klart flyttet fokus fra dette. En stor del af den danske befolkning ser problemerne med flygtninge og indvandrere som et større problem end f.eks. den stigende privatisering i samfundet.
Konsekvenserne af denne politik er, at der internt i den danske arbejderklasse skabes grobund for racisme. Man skal dog udvise forsigtighed, inden man over en kam definerer den førte politik som racistisk. Selv om politikken godtnok kan have racistiske undertoner, går skellet ikke mellem racer, men mellem rige og fattige. Bopælspligten, selvforsørgerkravet m.m. rammer udelukkende de fattigste af vores flygtninge og indvandrere og ikke de rigeste. På samme måde kan man se, hvordan Danmark forsøger at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet, f.eks. læger og ingeniører, uden skelen til deres etniske oprindelse eller religiøse tilhørsforhold, men udelukkende til deres økonomiske status.
De danske kommunister har altid bekæmpet ulighed og diskrimination i vores samfund. Vi har altid allieret os med arbejderklassen herhjemme og internationalt i denne kamp og vil fortsat gøre det, hvad enten diskriminationen sker på baggrund af race, køn, seksuel orientering eller økonomi. Vi mener at alle mennesker med lovligt ophold i Danmark skal have lige ret og adgang til samfundets goder, lige rettigheder og lige pligter. Men skal dette realiseres, kræver det enhed i arbejderklassen og et opgør med den eksisterende ”del og hersk”-politik.

Kommunisterne kæmper for:
– Reel ligestilling mellem alle grupper i det danske samfund
– Bekæmpelse af alle diskriminerende love som f.eks. 24-årsreglen, bopælspligten m.m.
– Retskrav om permanent opholdstilladelse efter 3 års ophold i Danmark
– Retskrav til dansk statsborgerskab efter 6 års ophold i Danmark
– Afskaffelse af integrationsydelse, for en reel økonomisk sikring af alle i det danske samfund
– Overholdelse af og respekt for alle FN-konventioner

9. Miljø
Danmark og verdens befolkning ser og mærker tydeligere end nogensinde i menneskets historie de voksende globale miljøproblemer.
Overalt i verden slås man med konsekvenserne af den globale opvarmning, nedbrydelsen af ozonlaget, forringet drikkevandskvalitet og meget andet, der påfører samfundene store økonomiske omkostninger og befolkningerne forringet livskvalitet og sygdomme.
Efter socialismens sammenbrud i Østeuropa er disse problemer ikke blevet mindre, tværtimod.
Det næsten globale kapitalistiske verdenssystem fortsatte med øget styrke sin rovdrift på naturens ressourcer for at sikre sig mulighederne for øget profit med kun ganske få restriktioner fra de enkelte regeringers side.
Ingen kender endnu de langsigtede konsekvenser af denne udvikling. En stor del af de direkte konsekvenser, vi i dag er vidner til i forhold til f.eks. den globale opvarmning, er kun ”toppen af isbjerget”, og mange mennesker er i dag bevidste om, at hvis denne udvikling ikke stoppes i en nær fremtid, er hele menneskehedens eksistens truet af en global miljøkatastrofe.
På trods af denne viden er det ikke lykkedes at fremkomme med holdbare løsninger under kapitalismen, der skulle kunne sikre kommende generationers eksistens på jorden.
Kapitalismens modsætninger og jagten på profit forhindrer globale løsninger, der kan sikre en bæredygtig udvikling i miljøspørgsmålet.
I Danmark har vi igennem de sidste tre årtier set en udvikling, hvor selv borgerlige politikere tydeligt er blevet bekymrede overfor de stigende miljøproblemer. Vi har set forskellige tiltag, hvor man omlægger energiforbruget nationalt fra brug af fossile brændstoffer til vedvarende energi.
Vi har set vandmiljøplaner til sikring af vores vandløb og drikkevand, og vi har set tiltag til i større grad end tidligere at opmuntre landbruget til omlægning til økologisk produktion.
Alle disse tiltag er som sådan positive og bør aktivt støttes og bakkes op. Men ligesom alle andre steder under kapitalismen er den danske miljøpolitik fuld af modsætninger. Hvor man på den ene side forsøger at skabe en bæredygtig profil og udvikling, sker der modsat en udvikling, der skaber større miljøproblemer. Ødelæggelsen af den kollektive trafik, privatiseringer og udliciteringer af f.eks. energiforsyningen og vandrensningen og manglende restriktioner og kontrol med private virksomheders udledning af forurenende stoffer er bare enkelte eksempler på, hvordan man med lukkede øjne ikke konsekvent vil forholde sig til reelle løsninger af miljøproblemerne nationalt.
Da de globale miljøproblemer ikke kan løses af den enkelte nationalstat, støtter Danmarks Kommunistiske Parti alle internationale initiativer, der har til opgave at løse eller formindske konsekvenserne af miljøproblemerne. Agenda 21-planen, Kyoto-aftalen er eksempler på disse internationale aftaler. Desværre ser vi gang på gang underminering og udvanding af formålet med disse planer, da de enkelte nationalstater i stor grad vægter behovet for deres virksomheders trivsel og ret til profit højere end hensynet til miljøet. Vi vil dog til enhver tid forlange, at den danske regering på lige fod med andre skal leve op til sine internationale forpligtelser. Endvidere skal der nationalt tages yderligere tiltag for at sikre menneskers trivsel og livskvalitet i det 21 århundrede.

Kommunisterne kæmper for:
– Mere kontrol med danske virksomheder
– Nationalisering af alle virksomheder, der er stærkt forurenende
– Al landbrugsjord skal under statens kontrol
– Krav om økologisk produktion i landbruget
– Nationalisering af alle former for energi- og vandforsyning
– Øget udvikling af vedvarende energi
– Udvikling af gratis og effektiv kollektiv transport
– Al planlægning af byggeri skal ske sammen med udvikling af energi og varme fra sol, vind og jord
– Overholdelse af alle internationalt indgåede aftaler på miljøområdet

III. En demokratisk økonomisk politik

10. Bekæmpelse af privatisering og udlicitering
Afmonteringen af offentlige arbejdspladser er gennem de sidste 3 årtier taget kraftigt til. Telekommunikationen, den offentlige transport, energisektoren m.m. er gennem årene lagt ud på private hænder. Nu er turen kommet til andre dele af det offentlige system som pleje- og sundhedssektoren, der i stigende omfang bliver langt ud til private kapitalinteresser.
Dele af denne udliciterings- og privatiseringsbølge er sket på baggrund af de liberalistiske kræfters fremmarch i det danske system, og andre dele af dem er direkte dikteret af kapitalismens interesseorganisation EU.
Den økonomiske globalisering har gjort kampen mod privatiseringer og udliciteringer til en international kamp, hvor store kapitalfonde og multinationale selskaber kræver retten til profit på alle områder i samfundet. De danske politikere har gennem de sidste tre årtier forsøgt at forklare denne udvikling med pæne ord som ”effektivitet”, ”ret til frie valg” og ”bedre service”, men intet er dog fjernere fra virkeligheden. Privatiseringer og udlicitering har kun betydet forringelser og fordyrelse af produktion og tilbud, hvad enten det drejer sig om den kollektive trafik, telekommunikationen eller det sociale system. Denne udvikling er med til at skabe et mere klassedelt samfund, hvor de, der har penge, frit kan vælge, mens de, der ikke har råd, må ”tage til takke”. Et godt eksempel på dette ses i vores sundhedssystem. Det danske sundhedsvæsen var for ca. 30 år siden blandt de bedste i den kapitalistiske verden, men lige siden er det gået nedad med både helbredelse og forebyggelse. Ikke desto mindre koster sundhedsvæsenet næsten det dobbelte i dag i procent af BNP pr. indbygger. En stor del af disse midler tilflyder i dag det private sundhedssystem på grund af ventelistegarantier m.m., og private hospitaler og klinikker skyder op i samfundet for at få del i denne profit.
Privatiseringen af offentlig ejendom svækker den demokratiske kontrol med vigtige grene af
Samfundslivet: Telefoni, energi, transport, sundhedsvæsenet, plejesektoren mv.
Samtidig betyder det en forringelse af de ansattes løn, arbejdsforhold og jobsikkerhed.
Kampen mod privatisering og udlicitering kan kun vindes som led i en samlet
antimonopolistisk kamp for arbejderbevægelsen. Det er nødvendigt, at fagbevægelsen tager denne opgave alvorligt og i større grad sætter fokus på konsekvenserne af privatiseringer og udliciteringer. Det er en national kamp, som må føres på det bredest mulige grundlag og i solidaritet med aktionerende arbejdere fra alle verdens lande.

Kommunisterne kæmper for:
– Stop for alle former for privatisering og udlicitering
– Øjeblikkelig nationalisering af telekommunikation, energisektor og kollektiv trafik
– Forbud mod private sygehuse, uddannelsesinstitutioner, børneinstitutioner og plejehjem
– Udmeldelse af EU

11. En skattepolitik til gavn for de arbejdende
Danmark hævdes at have et af de højeste skattetryk i verden, og skatterne er i høj grad en byrde for danskere med selv meget små indtægter helt ned til under 50.000 kr. om året. Dette er blevet yderligere forværret i kraft af de seneste årtiers omlægning i beskatningssystemet, hvor skattebetalingsevnen (indkomst og formue) er trådt i baggrunden til fordel for en tilnærmelse til ensartet personbeskatning (”kopskat”), som det kommer til udtryk i den øgede vægt på beskatning af boligen, i den såkaldte medielicens og i det stigende antal ”grønne afgifter”. Progressionen i det danske skattesystem er i praksis forsvundet; det er ikke længere de bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder. I samme retning trækker momsen på 25 %, som pålægges alle varer, så at de, der har de mindste indtægter, procentvis af deres indtægt betaler mere i moms end mennesker med store indtægter.
Selv om det i høj grad er de borgerlige, der står bag denne udvikling, har de udnyttet situationen til at styrke deres egen stilling ved at prædike skattestop og skattesænkning. Betydelige vælgersegmenter, herunder væsentlige dele af arbejderklassen, er faldet for disse lokketoner. Det har omvendt tvunget venstrekræfterne ind i en forsvarsposition, hvor det eneste mulige svar bliver øgning af en beskatning, som i forvejen vender den tunge ende nedad.
Løsningen er imidlertid hverken skattestop eller højere skatter. Kommunisternes svar er en overflytning af skatten fra almindelige mennesker til dem, der har råd et socialt afbalanceret beskatningssystem.
Samfundets værdier skabes i produktionen. Derfor er det logisk at hente skatten her. På langt sigt er det kommunisternes politik at lægge vægten på selskabs- og virksomhedsbeskatningen fremfor det nuværende system, hvor skatten hentes ad indirekte vej efter, at værdiskabelsen er udmøntet i indkomster og forbrug. En sådan skattereform er imidlertid en kompliceret sag, som griber ind i værdistrømmene i samfundet på en måde, der ikke direkte har med skattepolitik at gøre. Den hører derfor hjemme i en ramme af dybtgående generelle samfundsforandringer af revolutionær karakter.
Så længe det nuværende system består, er det kommunisternes politik at genindføre den progressive beskatning. Det kan ske ved at hæve personfradraget fra de nuværende ca. 30.000 kr. til en størrelsesorden af 100.000 kr. Samtidig bør den indkomstuafhængige del af beskatningen reduceres. Begge dele finansieres dels ved øgning af selskabsbeskatningen, dels ved en højere marginalskat (det er skatten på den først tjente, ikke på den sidst tjente krone, der skal ned), dels ved afskaffelse af hovedparten af de fradragsordninger, som alligevel er til størst fordel for de største indtægter. Det gælder især alle fradrag knyttet til boligen og dens placering. For almindelige mennesker vil summen af disse fradrag rente- og befordringsfradrag typisk kunne rummes inden for de ca. 70.000 kr. årligt, hvormed personfradraget forhøjes.
En sådan skattereform vil samtidig indebære en forenkling af beskatningssystemet og dermed også en billiggørelse af skatteopkrævningen. Reformen vil på den måde i et vist omfang finansiere sig selv. Målet er imidlertid ikke denne forenkling, og hovedmidlet er ikke besparelser på de offentlige udgifter. Målet er et retfærdigere skattesystem et skattesystem til gavn for arbejdende mennesker.

Kommunisterne kæmper for:
– En reelt progressiv beskatning. Lad de rigeste betale mest!
– Øget skattefradrag for de lavestlønnede, øget beskatning af de højestlønnede
– Øjeblikkeligt stop for beskatning, der rammer ”skævt”, f.eks. grønne afgifter
– Differentieret momssystem. Moms væk fra tøj, mad og medicin. Større moms på luksusvarer
– En skatteomlægning med øget vægt på selskabs- og virksomhedsbeskatning

IV. En selvstændig udenrigspolitik for fred og samarbejde

12. Kampen mod EU
Den Europæiske Union, EU, er en kapitalistisk konstruktion, som tjener kapitalens behov for marked og arbejdskraft, og som bekæmper de nationale demokratiers muligheder for varetagelse af menneskelige og miljømæssige interesser i medlemsstaterne og på internationalt plan.
Konstruktionen har udviklet sig fra at fungere som et handelsmæssigt fællesskab til en økonomisk og politisk union, som er uden demokratisk opbygning og kontrol. I fællesskabets grundlag, Romtraktaten, fra 1957, er netop denne udvikling beskrevet som opgaver og mål for fællesskabet. En udvikling vi i Danmark har været vidne til fra 1972, hvor et flertal af danskerne stemte for en dansk indmeldelse i EF, De Europæiske Fællesskaber, som det hed dengang. Med vedtagelsen af yderligere traktater er et fælles militær nu også under opbygning, samtidig med at medlemslandene har afgivet mere og mere suverænitet til EU til skade for bl.a. faglige og sociale rettigheder, sundhedsvæsenet og miljøet. Denne udvikling konsolideres med ratificeringen af Lissabon-traktaten, som er forfatningstraktaten i forklædning. Hermed indføres en grundlov for Europas Forenede Stater, og institutionens udvikling fra fællesmarked til føderation fuldendes.
Til at ”værne om lov og ret ved fortolkning og anvendelse” af EU’s traktater fungerer EF-domstolen aktivt i overensstemmelse med Romtraktatens grundlæggende principper om fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital. Derfor vil EF-domstolens afgørelser altid være til fordel for kapital og marked, fremfor mennesker og miljø.
Danmarks Kommunistiske Parti er imod denne kapitalistiske union og er for en udvidelse af det nationale demokrati og et ligeværdigt internationalt samarbejde. Vi arbejder derfor for en dansk udmeldelse af EU.
Danmarks Kommunistiske Parti er kollektivt medlem af Folkebevægelsen mod EU, som vi arbejder aktivt i og støtter parlamentarisk ved valg til EU-parlamentet.

Kommunisterne kæmper for:
– Danmark ud af EU!
– Så længe Danmark er medlem af EU, skal de 4 undtagelser bevares

13. Fred og solidaritet
De sidste årtier har betydet en radikal ændring af tidligere tiders udenrigspolitik i Danmark. Danmark er på lige fod med andre imperialistiske nationer blevet et krigsførende land, der i samarbejde med andre går i krig for at sikre kapitalen kontrol over bl.a. naturressourcer.
Den danske regering bærer sammen med et stort flertal af de politiske partier på Christiansborg ansvaret for, at tusinder af civile menneskers liv er gået tabt i krige, der ikke tjener den danske befolknings interesse.
Under dække af, at Danmark er forpligtet til at deltage i kampen mod international terrorisme, har vi undertrykt og underkuet andre nationer i strid med folkeretslige principper. Resultatet har været at man i store dele af verden i dag ser Danmark som en aggressiv og krigerisk nation på lige fod med f.eks. USA.
Det er lykkedes flertallet af politikere på Christiansborg at bilde store dele af befolkningen ind, at det tjener den danske sikkerhed at være aktive deltagere i disse krigseventyr, og svagheden i den danske fredbevægelse har gjort det vanskeligt at dæmme op for denne myte.
Men virkeligheden er dog en anden. Aldrig har den danske sikkerhed været truet som den er i dag. At Danmark på et givet tidspunkt udsættes for et terrorangreb, som man tidligere har set det i f.eks. Madrid og London, vurderes i dag som sandsynligt på baggrund af den vrede, den danske politik har medført i andre nationer og andre befolkningsgrupper.
Det er nødvendigt, at der kommer et opgør med denne politik. Ikke bare et opgør, der trækker de danske tropper hjem, men et opgør, der medfører, at Danmark igen på sigt kan medregnes som en fredselskende nation, uafhængig af militære blokke og interesser.
Det er nødvendigt, at der skabes størst mulig enhed i forhold til spørgsmålet om fred, både i forhold til fredsbevægelsen, men også i arbejderklassen.
Den gamle parole ”arbejdere i alle lande, foren jer”, er i spørgsmålet om fred lige så aktuel i dag, som den altid har været. Det er fortsat arbejderklassen fra de forskellige nationer, der sættes i krig mod hinanden med det ene formål at sikre kapitalen ret til udvidelse af markedsandele.
NATO er en del af denne strategi. Denne såkaldte ”forsvarspagt” er blevet mere aggressiv og mere undertrykkende over for andre nationer end tidligere. Den socialistiske Warszawa-pagt sikrede ved sin blotte tilstedeværelse, at der var grænser for, hvor langt NATO turde gå i aggressionens navn; efter socialismes sammenbrud har vi set NATO i aktion mod selvstændige og suveræne stater, som det f.eks. gjorde sig gældende i det tidligere Jugoslavien. På trods af dette er kravet om dansk udmeldelse af NATO ikke længere et politisk krav fra store dele af det politiske spekter. Selv SF har accepteret NATO som en integreret del af det danske internationale arbejde.
Det er nødvendigt, at kravet om udmeldelse af NATO igen føres frem, både af de politiske partier og af fredbevægelsen som helhed.
Danmark skal i stedet som nation kæmpe for, at konflikter løses ved fredelige midler i henhold til FN-pagten. Det må sikres, at det grundlag, FN blev oprettet på efter 2. verdenskrig, igen bliver de bærende principper både nationalt og internationalt, og at nationer som Danmark og USA respekterer de folkeretslige principper, der er vedtaget i FN pagten.

Kommunisterne kæmper for:
– Udmeldelse af EU og NATO
– Stop for al dansk krigsdeltagelse
– Stop for yderligere udgifter til militæret. Brug i stedet pengene på social oprustning!
– Respekt om de folkeretslige principper i FN-pagten
– Dansk solidaritet med undertrykte folk overalt i verden

V. Bevidstgørelse og mobilisering af ungdommen

14. Klichéen om de unges uendelige valgmuligheder
Når der tales om ungdommen i dag, er det gerne med klichéen om, at nutidens unge har så mange valgmuligheder. De unge kan vælge mellem så mange ting, som man ikke kunne tidligere. Kigger man lidt nærmere på de faktiske forhold, finder man imidlertid hurtigt ud af, at sandheden er en ganske anden. Som ung i dag tvinges man ud i hurtige og mindre informerede valg end tidligere, og muligheden for at ombestemme sig er stort set fraværende. Man presses til at knokle fra første færd i én bestemt retning, som følgelig udstikker hvad man skal bruge resten af sit liv på. Det fremtidige arbejdsliv bindes op på valg, som man træffer i en alt for ung alder, hvor få er kvalificerede til at overskue de fulde konsekvenser.
I samfundets virvar af materielle tilbud og pseudovalg glider mange unge over i et liv med stræben efter penge, stærkt influeret af de mange fordummende mediebilleder af luksus og det søde liv i samfundets top. Denne stræben efter social opstigen gør, at flere fristes af reklamer om hurtige forbrugslån, og ved gældsættelse tvinges de unge blot yderligere til at fokusere på jobs og penge. I stræben efter individuel frihed graver mange sig således længere og længere ned i ufrihedens dynd.

15. Individualiseringen af ungdommen på uddannelserne og arbejdsmarkedet
Det nyliberale frihedsbegreb er en hån overfor de unge; som om nogen kan se frem til et liv i udbytningens ufrihed. Borgerskabets ideologiske offensiv, hvor individualismen fremmes og den individuelle præstation idealiseres, er nyliberalismens trojanske hest. Den unges individuelle frihed er en rent tankemæssig, induceret konstruktion, som skal dække over det faktum, at ufriheden er ungdommens virkelige grundvilkår.
Resultatet af den ideologiske offensiv ses udkrystalliseret i uddannelsessystemet, hvor den individuelle præstation får forrang for den fælles. Afskaffelse af gruppeeksamener på de videregående uddannelser og ungdomsuddannelserne går hånd i hånd med den stigende brug af elevplaner, evalueringer og nationale tests i folkeskolen allerede fra tredje klassetrin og frem. Påskuddet er, at den enkelte skal have friheden til at forme sit eget liv befriet fra fællesskabets lænker. Men sandheden er, at skolebørn og unge er fremtidens ansigtsløse arbejdskraft på markedet, hvorfor de fra første færd skal behandles som varer. Opkvalificering af individet i forhold til kapitalismens fastsatte standarder er normen, og formålet er at gøre mennesker sammenlignelige og kvantificerbare i forhold til hinanden på arbejdsmarkedet. Den nyliberale frihed er fiktion og den unges praktiske virkelighed afspejler ikke de reaktionæres tankespind; et rigidt karaktersystem for adgangen til de videregående uddannelser, begrænsninger på statens uddannelsesstøtte, eliminering af kvote 2-ordninger og ekstremt dårlige barselsforhold for studerende og arbejdsløse betyder, at ikke engang det ukvalificerede uddannelsesvalg er frit. Således etableres der meget tidligt ungdommens A- og B-hold i det nyliberale frihedens paradis.
Skulle det ske, at man som ung ikke kan leve op til samfundets skrappe krav, ender man i et overførselsindkomstsystem, der ikke er til for at hjælpe de unge videre i livet. Systemet skal derimod sikre, at folk kommer ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Her gøres intet forsøg på at hjælpe de unge til at træffe kvalificerede valg. I stedet diskrimineres man med markant kortere dagpengeperioder, lynhurtig aktivering og ydelser, der umuliggør en almindelig tilværelse. Stemningen er blevet, at man som ung er en doven hund, hvis ikke man kan finde sig et arbejde. Det diskriminerende system resulterer i, at unge tvinges ud i usikre jobs uden almindelige ansættelsesrettigheder og arbejdsforhold, som det bl.a. ses med det stigende antal vikarbureauer og call-centre. De unge fungerer generelt som det frie markeds arbejdskraftreserve, og gang på gang ses det, at ungdommen som følge heraf altid er det første offer for kapitalismens kriser. Ungdomsarbejdsløshed er en vedvarende, latent fare i frihedens rige. Med elimineringen af arbejdsrettigheder, som det har kostet årtiers kamp at opbygge, er tusinder af unge reelt blevet den nye tids daglejere.

16. Borgerskabet erobring af de unges bevidsthed
Unges bevidsthed forarbejdes i dag mere målrettet end tidligere. Dette afspejles i alle grene af den alment dannende undervisning, hvor eleverne lærer, at ideologierne er døde. Grunden er, at borgerskabet naturligvis ikke ønsker at uddanne ungdommen i alternative samfundsopbygninger. Sovjet og kommunismen afskrives som endnu en ondskab i historien, der er overstået. Omvendt idealiseres den vestlige verden på skamløs vis, og kapitalismen fremføres som samfundets sande natur og historiens sidste stadium. Allerede i 1980’erne før Berlin-murens fald besluttede den borgerlige regering, at historieundervisningen i folkeskolen ikke længere skulle ruste eleverne med kendskab til forskellige samfundstyper og ideologier. Denne udvikling er kun taget til. At unge kan kræve politiske alternativer forudsætter, at de kender til dem, derfor gør magthaverne alt hvad de kan for at holde det socialistiske alternativ skjult for ungdommen!
Desværre bærer bevidsthedsoffensiven frugt. Borgerskabets effektive ideologiske offensiv betyder, at mange unge føler sig fremmede, når de oplever en verden, der ikke svarer til den, de får præsenteret i medierne, i undervisningen og af politikerne. Manglende ideologisk indsigt betyder, at de unge ikke kan se, at det er samfundets destruktive form, der er årsag til deres problemer; problemerne fremstår for dem som personlige fejl eller egen utilstrækkelighed. Følgelig plages ungdommen i dag af ensomhed, depression, misbrug, kriminalitet og håbløshed. Ungdommen føler sig over en bred kam mislykket, fordi den ikke kan leve op til nyliberalismens modsatrettede krav, der umuligt kan opfyldes i praksis.
De unges eksistens står og falder med deres integration på arbejdsmarkedet. Vil man have midler til at deltage i samfundets liv og goder, må og skal man knokle dagen lang for at skrabe beskedne pengemængder sammen. Denne omstændighed betyder, at de unge tvinges til at tage arbejdslivet uhyre alvorligt. Arbejdsliv er objektivt set altafgørende for at opnå et middelmådigt liv og kombineret med den individualistiske offensiv betyder det, at den såkaldte selvrealisering på arbejdspladsen bliver det primære mål for mange. Privatlivet får omvendt en stadig mere marginaliseret rolle og bliver kendetegnet ved at være et åndehul, hvor man indimellem lige kan nå at trække vejret.
Den unges væsentligste livsvirke sælges på arbejdsmarkedet, og en indtræden her er en indtræden i arbejdets fremmedgørelse. Om dette skriver Marx: ”Som resultat heraf føler mennesket (arbejderen) kun sig selv frit virkende i sine dyriske funktioner – spisen, drikken, avlen børn, eller højst også i boligindretning, pynt osv.; men i sine menneskelige funktioner føler han sig kun som et dyr. Det dyriske bliver det menneskelige, og det menneskelige bliver det dyriske”. (Fremmedgjort arbejde, 1844). Netop sådanne dyriske aktiviteter kendetegner ungdommens virke, og de bliver i stadig stigende grad også dyrket i det ekstreme videre i det voksne liv, som et klart symptom på den øgede udbytning.

17. Ungdommen og den kommunistiske bevægelse
Den danske ungdom har mere end nogensinde brug for en kommunistisk ungdomsbevægelse. Stadig flere unge kommunister afviser blot at sidde på sidelinjen og kommentere på, hvad der sker i samfundet. Ungkommunisterne tager ansvar for at give de rørelser der opstår i Danmarks ungdom en samlet retning gennem aktiv deltagelse. Og der er rørelser og opbrud i ungdommen. Kampene mod forringelser af uddannelserne og rydninger af fristeder som ungdomshuset i København mobiliserer unge fra hele landet til at markere den utilpassethed, som mange unge føler i dag. Utilfredsheden er massivt til stede, og det er den kommunistiske ungdomsbevægelses ansvar at arbejde for at opbygge en ideologiske forståelse ovenpå denne utilfredshed. De unge fortjener en reel forklaring på deres fremmedgørelse, og det er os der kan give dem den.
Den danske kommunistiske ungdom må ruste sig til at kunne varetage denne opgave og samtidig holde sig for øje, at borgerlige kræfter modarbejder en sådan udvikling. Antikommunistisk hetz i hele Europa og det direkte forbud mod Tjekkiets kommunistiske ungdomsforbund viser tydeligt, at socialistisk bevidstgørelse af de unge er det sidste, borgerskabet ønsker. Netop derfor er det nu, vi skal arbejde ekstra hårdt for at opnå de unges bevidstgørelse.