Dette er en personlig beretning og ikke officiel partihistorie

Det store opgør i slutfirserne
om veje til renholdelse af DKP’s badevand
med diverse sidespring til såvel fortid som nutid

Det maritimt inspirerede Kapitel 1: Det fjerde bord

Som medlem af CK (centralkomiteen) i Danmarks Kommunistiske Parti oplevede jeg i slutningen af 1980’erne centralkomitemøderne i den fredede store sal i partiets bygning i Dr. Tværgade nr. 3 som værende opdelt i 3 adskilte grupper.

Jeg mener at huske, at der i salen var 3 lange borde, og at der i centralkomiteen var 2 store grupper, som altid satte sig ved deres eget bord, når weekendmøderne startede om lørdagen. Ingen af dem kunne drømme om at sætte sig ved modstandergruppens bord, selv om de dog formelt titulerede hinanden med ordet ”kammerat” og altid afsluttede gensidige brevvekslinger med ordene ”med kammeratlig hilsen” – uanset hvor fjendske disse breves indhold kunne være i tonen over for folkene ved det andet bord.

Vi var også en tredje gruppe, som i virkeligheden slet ikke var nogen egentlig gruppe, men en slags samling af enkeltmedlemmer af centralkomiteen, som havde det til fælles, at vi ikke havde afgivet loyalitetserklæring over for nogen af de 2 lejre. Vi blev kaldt midtergruppen og fik af og til at vide af vor kollega i CK Bjørn Grøn, at den store Lenin havde set med foragt på diverse typer centrister, som svajede som siv for vinden uden at have en fast selvstændig mening. Jeg hørte selv til den gruppe, som måske omfattede godt og vel en tredjedel af centralkomiteen. De fleste af os hørte hjemme i partiets udadvendte brede arbejde i fredsbevægelserne, fagbevægelsen eller andre bevægelser.

Ingen af os eller meget få var hjemmehørende i DKP’s ideologiske skolingsarbejde, og det var på en gang vores styrke og vores svaghed. Vores styrke, fordi vi ikke var udstyrede med de massive ideologiske skyklapper, som mange af kammeraterne i de 2 andre grupper gik rundt med, men også vores svaghed, fordi vi ikke havde det analytiske værktøj til at sætte os ned og formulere DKP’s problemer i nøgterne principielle overvejelser, der kunne have bidraget til at hæve diskussionerne i DKP op fra skældsordenes og følelsernes og flosklernes niveau til et plan, hvor nogle af de bagvedliggende dybere årsager til vore frustrationer og problemer kunne komme frem og give grundlag for at få diskuteret tingene på et principielt plan og ikke på de følelsesmæssige personlige beskyldningers plan. Jeg og andre nøjedes som oftest med at henvise til vores erfaringer fra de bevægelser, som vi arbejdede i. Vi – og ikke mindst jeg selv – begik selvfølgelig også store fejl i den måde, som vi gebærdede os på. Det var fx mig, der var bagmanden bag den moralsk uangribelige, men politisk idiotiske beslutning i DKP’s sekretariat om, at en anden person end DKP’s formand Ole Sohn skulle holde det politiske hovedindlæg på et kommende møde i centralkomiteen. Det var et af følelser dikteret impulsivt initiativ fra min side, som desværre fik tilslutning af mine kammerater i partisekretariat. Vi forærede Ole Sohn en helt ufortjent rolle som offer for en lille gruppe stalinistiske mørkemænd fra Dr. Tværgades dunkleste afkroge.

Men tilbage til de 2 stridende langborde. Ved det ene sad dem, som jeg dengang kaldte traditionalisterne. Folkene ved det modsatte bord brugte ofte benævnelsen stalinister og hjemme i min partiafdeling i Slagelse brugte et par vittige hoveder udtrykket frostknuder, men det blev altid sagt med et kærligt blink i øjet. Når man sætter navne på, bliver tingene altid lettere at holde styr på, og det må jo gøres. Ved traditionalisternes bord sad kammerater som John Berg Larsen, Betty Frydensbjerg Carlsson, Ivan Hansen og de 2 medlemmer fra Esbjerg Knud Andersen og Flemming Hybert.

Ovre ved det modsatte bord holdt de ideologisk inspirerede fornyere til, og hvis der skal sættes navne på, og det skal der jo, så hed nogle af dem Bjørn Grøn, Ole Sørensen, Torben Størner, Gunnar Jørgensen og Niels Rosendal Jensen. Da sad ikke alene ved deres bord for blandt dem sad også en gruppe, som jeg dengang kaldte de parlamentariske nostalgikere, som engang i DKP’s storhedstid i 1970’erne havde haft deres gang på Christiansborg eller på diverse rådhuse eller amtsgårde, som de fleste af dem havde måttet forlade i perioden, hvor 1970’erne blev til 1980’erne. Også denne kategori må illustreres med personnavne, og de hed bl.a. Freddy Madsen, Kaj Hansen alias Kaj ”ben” (Kaj Hansen fra Fyn havde stift ben som følgevirkning af en kugle, der ramte ham i modstandskampens allersidste dage) og Per Berga Rasmussen. Disse efter parlamentarisk repræsentation higende kammerater udgjorde fornyerbordets mere pragmatiske del, og hos dem havde partformanden Ole Sohn placeret de allerinderste dele af sin sjæl og sit engagement.

Hvis man tror, at traditionalisternes bord var ryddet for alle tendenser til parlamentarisk nostalgi, tror man helt fejl. Ved det bord sad en hel del, som med vemod så tilbage på 1970’erne glade dage, hvor Ivan Hansen var borgmester i Københavns Kommune og Knud Andersen var en aktiv del af de politiske debatter i byrådssalen på rådhuset i Esbjerg.

Under det stridbare og uforsonlige forløb i disse år gik jeg i min egen hjerne og tumlede med diverse ideer til nedtoning eller måske endog forsoning af de stridende fløje i CK. Et af mine projekter, som jeg aldrig gik videre med over for andre end mig selv, var ideen om at skaffe plads i den store mødesal i ”huset” i Dr. Tværgade til endnu et bord nr. 4 særligt beregnet for CK’s parlamentariske nostalgikere, men snart efter opgave jeg at tænke videre i den retning, fordi jeg kunne forudse et gensidigt ufrugtbart råberi om fordelene ved henholdsvis en liste K og en liste Ø.
Sceneriet ved bord nr. 4 fik jeg ikke glæde af dengang i slutfirserne, men det kom jeg senere til at opleve, da jeg i år 2000 vendte tilbage til partilivet efter 10 års pause, hvor hovedparten af min tid gik med at dygtiggøre mig inden for matematikken, så jeg på kompetent vis kunne ufylde mit job som matematiklærer på gymnasiet i Høng mellem Slagelse og Kalundborg.

Jeg fandt i år 2000 ud af, at dette ufrugtbare skænderi om liste K eller liste Ø stort set optog al plads i vort lille restparti, som kæmpede en heroisk, men ufrugtbar kamp for at videreføre DKP som et kommunistisk parti, som med tiden igen skulle løfte arven efter alle de mange kæmpere, som gennem nu mere end 90 år har arbejdet for socialismens og folkets sag. Det stod mig hurtigt klart, at der med denne ufrugtbare atmosfære var lange udsigter til at nå frem til dette mål. Drillesyg, som jeg er, overvejede sig at stille forslag om, at partiet tog navneforandring fra DKP til DKP-DFB (Danmarks Kommunistiske Parti – Det Fjerde Bord), men det afholdt jeg mig klogeligt fra. Jeg tog i stedet med støtte fra lægen Erik Haase fra Jyderup og DDR-elskeren Jens Fransen fra Slagelse fat på opgaven med at opbygge et på godt kammeratligt samvær og politisk meningsfuld debat funderet politisk DKP-asyl ude vestpå ved Storebælts østlige bred. Og det projekt blev heldigvis realiseret med succes.

Efter disse lange, grundige og forhåbentlig ikke alt for trættende indledningsord, vil jeg nu forsøge at nå frem til denne artikels hovedemne og substans – DKP’s mange børn og deres badevand.

Det siges, at DKP’s medlemstal i slutfirserne lå et eller sted mellem fem- og titusinde. Dengang offentliggjorde vi ikke et sådant tal. Forklaringen på det kan givetvis findes via de erfaringer, som DKP’s medlemmer havde høstet under den tyske besættelse og den kolde krig mod DKP, som for alvor tog fat fra og med 1948.

Det var en samling meget aktive og kreative børn, som især gjorde sig gældende i samfundslivet nede på græsrodsniveauet i fredsgrupper, fagforeninger, lejerbevægelsen, socialt arbejde og ikke mindst i DKP’s eget partiarbejde, som var både krævende og imponerende med de store årlige indsamlinger til partiets avis Land og Folk og sensommerens flotte Land og Folk festival i Københavns Fælledpark som de store lysende fakler i mylderet af de mange lys, som mange danskere i disse år beundrede DKP’s medlemmer for at have tændt rundt omkring i det danske samfund.

Disse børn svømmede rundt i et kæmpestort globalt badekar ved navn ”den kommunistiske verdensbevægelse”, hvor der sejlede mange skibe rundt – hovedsagelig i konvoj efter det store hovedskib, som bar navnet ”SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti)”, men de var ikke alene. Andre skibe tillod sig også at sejle rundt uden at koordinere kurssætningen med hovedskibets kaptajn, der hverken hed Ivan eller Boris, men bar det lidt usædvanlige fornavn ”Politbureauet”.
Disse på tværs af den officielle rute sejlende store skibe bar navne som ”KKP (Kinas kommunistiske Parti) og ”Eurokommunisme”, men der var også mange små plimsollere, som heller ikke ville rette ind efter SUKP-skibets rute. De hed fx ”KAP (Kommunistisk Arbejderparti, hvis skibsfører var pæredansk, selv om han var opkaldt efter en berømt italiener ved navn Benito), ”DKPML (Danmarks kommunistiske Parti Marxister-Leninister)” eller ”SAP (Socialistisk Arbejderparti)”, hvor kaptajn Søren Søndergårds kahyt var udstyret med 2 boghylder fyldt med skrifter af en afdød russisk revolutionsleder ved navn Leon Trotskij.

Alle skibe i det store globale, revolutionære badekar blev selvfølgelig navigeret af skibsførere og styrmænd, der var udstyret med såvel kompas som søkort. Disse havde navne som ”Fjerde Internationale” og ”Socialisme i franske farver”, men det var undtagelsen. Hovedparten af søkortene bar navnet ”Marxismen-Leninismen” og de var i deres første udgave alle trykt i 1930’erne på et stort bogtrykkeri i Moskva, hvor direktøren var af georgisk afstamning og hed Josef Djugashvili. Senere blev de fleste søkort genoptrykt i mange forskellige varianter og udgaver på forskellige trykkerier rundt om i verden. Under den marxistisk-leninistiske hovedoverskrift var der på DKP-skibets søkort en underoverskrift med titlen ”1976-programmet”, hvis ophavsmand var atomfysiker. Han hed Ib og havde tilbragt en del af sin tid som barn og ung i Slagelse, mens hans arkæolog-far Poul forestod udgravningen af det store vikingeanlæg Trelleborg.

DKP-skibets søkort indeholdt et stort tekstafsnit med en masse større og mindre konkrete anvisninger og gode ideer. Overskriften på dette lange tekstafsnit hed ”En demokratisk politik rettet mod storkapitalen”. Det første tekstafsnit var forholdsvis kort, men af stor betydning for at holde den lagte kurs og bar overskriften ”Overgangen fra kapitalisme til socialisme” og nede i bunden af søkortet var der et andet mindre, men meget vigtigt afsnit med overskriften ”Den samfundsforandrende kraft ”.

Mange af de ombordværende på DKP-skibet erindrede endnu levende et par turbulente år fra 1956 – 58, hvor den daværende kaptajn, som hed Aksel, havde forsøgt at dreje DKP-skibet bort fra moderskibets SUKP’s kurs stærkt tilskyndet dertil af en professor Fog, som han delte kaptajnskahyt med. Aksels og Fogs forsøg på at forurene badevandet og omskrive vigtige afsnit var slået fejl og det endte med, at deres tilhængere enten frivilligt gik fra borde eller blev smidt ud over rælingen af de tre overstyrmænd Ib, Knud og Alfred, som på skift overtog roret og fik den noget ramponerede skude tilbage i moderskibets kølvand.

Taberne i det uforsonlige slagsmål enedes – efter at have sundet sig et par måneder – i februar 1959 om at udarbejde et nyt søkort og et nyt skib ved navn ”SF (Socialistisk Folkeparti)”, hvor Aksel igen blev kaptajn og forfatter til teksten på et helt nyt, stort og efterhånden næsten altdominerende afsnit på SF-skibets søkort. Det fik overskrifterne ”Parlamentarisk Arbejde” og ”S-SF flertal i Folketinget er nøglen til forandring”. De to afsnit kom til at fylde så meget, at der kun blev ringe plads til andre afsnit, som måtte skrives med meget lille skrift. De med småt skrevne afsnit stod, der stadig, men var svære at læse på grund af typografien. De havde overskrifter som ”Fagligt Arbejde”, ”vigtigheden af engagerede initiativrige menige medlemmer” eller ”dialog med debatlystne unge”.

I løbet af 1960’erne steg stadig flere ombord på SF-skibet. Mange af dem var unge, utålmodige og ivrige efter at diskutere. De kom efterhånden alvorligt på kant med kaptajn Aksel og hans 2 overstyrmænd, fynske Morten og Gert med de røde seler. Efter måneders skænderier endte det i december 1967 i et åbent, men fejlslagent mytteri, der blev anført af Hanne, en ung socialrådgiver, Preben, en teoretisk velfunderet yngre atomfysiker, Kaj, en ældre temperamentsfuld politisk skribent af adelig greveslægt og mange andre. En af disse mange andre hed Bjørn og kombinerede sin mangeårige lærergerning i Vemmelev mellem Korsør og Slagelse med en stærkt dominerende hang til sportsfiskeri og en næsten fra fødslen iboende trang til at køre vidt omkring i det vestsjællandske med sin indsamlingsliste for at skaffe penge til den røde, revolutionære presse.

Det fejlslagne mytteri på SF-skibet fik de mange ungdommelige mytterister til at gå fra borde og søsætte et nyt skib, der kom til at hedde ”VS (Venstresocialisterne)”. Alle ombord på det nybyggede VS-skib var under deres ophold på SF-skibet, blevet godt trætte af den gamle autoritære og sure kaptajn Aksel. Sådan en type ville de ikke have en gang til, og de besluttede, at ingen fremover skulle have titel af kaptajn og styrmand. Kursen skulle nu fastsættes efter princippet, at for Vorherre er vi alle matroser med lige ret og lige pligt. Om bord på det nye VS-skib blev næste dags kurs nu besluttet på stormøder, der efterhånden udartede til indholdsløse skænderier og procedurestridigheder med nye frustrationer til følge. Resultatet blev, at VS-skibet dalrede derudad og nogen gange kom til at sejle i ring i dagevis uden at komme ud af stedet.

På et tidspunkt i starten af 1970’erne havde næsten halvdelen af de ombordværende forladt et af de talrige ævle-bævle stormøder og var gået ud på dækket for at trække lidt frisk luft. Ude i horisonten dukkede det gamle lidt ældede DKP-skib op. Det kom stille og roligt nærmere og sejladsen foregik stabilt uden mindste slinger, og det imponerede de mange frustrerede ombordværende på VS-skibet. De råbte det an, DKP-skibet stoppede op, og den gemytlige kaptajn Jespersen greb en megafon og råbte over til de mange på VS-skibets dæk, at de var velkomne til at aflægge et besøg. På dækket af VS-skibet besluttede man forsøgsvis at bede et par af de markante frustrationsramte ombordværende om at gå ombord i en redningsbåd og sejle over til en snak med kaptajn Jespersen og hans store hold af styrmænd, som bl.a. hed Villy, Ingmar, Ib, Poul og Jørgen. En af dem, der tog turen i redningsbåden fra VS-skibet var Bjørn sportsfisker fra Vemmelev, som foreslog, at de skulle ro forbi afhopper-tømmerflåden ”Socialistisk Arbejdsgruppe”, som Hanne socialrådgiver og adelige Kaj kort forinden var flyttet ud på i ærgrelse over de mange procedureslagsmål på VS-skibet. Hanne ville gerne med over til Jespersen, men Kaj sagde, at han havde lidt for megen Kom-intern viden om dybereliggende konstruktionsfejl ved DKP-skibet til, at han havde lyst til at besøge det på nuværende tidspunkt. Bjørn, Hanne og deres 2 ledsagere ankom i en tilstand af imponerethed over den konsekvens og sikkerhed, hvormed Jespersen og hans folk styrede deres DKP-skib og spurgte lidt nysgerrigt til årsagen til denne succesfulde form for navigation. Jespersen, Ingmar og Poul pegede på et stort skilt i styrehuset, hvor følgende ord stod at læse med rød skrift: ”Demokratisk centralisme”, ”diskussion, beslutning, handling”, ”nej til fraktionsarbejde” og ”mindretallet underordner sig flertallet”.

Hanne og Bjørn og deres 2 ledsagere blev så begejstrede, at de besluttede at blive ombord på DKP-skibet. De tog skibstelefonen og ringede til en af de ombordværende på VS-skibet, meddelte deres beslutning og bad ham komme og hente den tomme redningsbåd.

Eksemplet smittede og snart var der en strøm af ivrige unge, som ville ombord hos den afholdte kaptajn Jespersen på hans DKP-skib, der måtte udbygges og gøres større, så der blev plads til de mange nye ombordværende, der var i gang fra morgen til aften med deres energiske gøremål. Det var ikke kun de mange passagerer fra den vildfarne VS-skude, der ville ombord hos Jespersen. Selv kaptajnen på det gode skib ”RU (Radikal Ungdom)” forlod styrepinden på sit eget skib og gik ombord hos Jespersen. Den afhoppede radikale kaptajn var ung og iderig og blev kaldt Jens Peter Bondekarl, fordi RU-skibet i sin tid i 1905 med bistand af en professor og 6 skolelærere var blevet søsat af en flok husmænd, der alle havde et lille stykke jord, fem køer og et par heste.

Som årene gik skete der mangt og meget på det store DKP-skib, hvor man – ofte i samarbejde med folk fra skibe med helt andre søkort (kaptajn Jespersen kaldte det ”aktionsenhedens metode”) – tog initiativ til at sætte mange nye lovende fartøjer i søen. De bar mange navne som ”formandsinitiativet”, ”aktionsgruppen arbejdere akademikere”, ”LLO (Lærlingenes LO)”, ”KommS”, ”Marxistisk Oplysningsforbund”, ”Folkebevægelsen mod EU”, ”Gladsaxe fredskomité”, ”Journalister for Fred” og ”Next Stop Nevada”. Det gik godt, men ikke alt var fryd og gammen. Efterhånden opstod der usikkerhed om tilstandene på de store skibe længere fremme i konvojen. Det gjaldt både det førende hovedskib SUKP og flere af de skibe, der fulgte umiddelbart efter. Fx det ambitiøst byggede skib ”SED-DDR” og det noget mere anarkistisk udseende fartøj med det lange navn ”Polens forenede Arbejderparti”.