Partiets historie

1919 – Til den 9. november 1919 havde ledende folk fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund indkaldt til en konference i Fredericia for at stifte Danmarks Venstresocialistiske Parti. De unge socialdemokrater havde tre år forinden brudt med Socialdemokratiet, efter at dets leder – Thorvald Stauning – var indtrådt i regeringen som kontrolminister i 1916 – midt under 1. verdenskrig. Den 9. november 1919 sluttede to andre partier, Socialistisk Arbejderparti og Det Uafhængige Socialdemokrati, sig til det nye parti, som fra begyndelsen havde 2.000 medlemmer. De tre partier, der grundlagde Danmarks Venstresocialistiske Parti, var alle udbrydergrupper fra Socialdemokratiet.

1920 – I november 1919 var det en selvfølge, at det nye parti skulle stå sammen med de kommunistiske partier, der samme år havde oprettet Kommunistisk Internationale. Begejstringen for den socialistiske revolution i Rusland i november 1917 var en del af grundlaget for dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske Parti, som i 1920 tog navneforandring til Danmarks kommunistiske Parti (DKP) og blev optaget i Kommunistisk Internationale (Komintern). Ved folketingsvalget i 1920 fik DKP 3.859 stemmer (0,4 %).

1922 – Det nye parti var plaget af fraktionsstridigheder. På et tidspunkt var der ligefrem to centralkomiteer, som begge gjorde krav på at være partiets retmæssige ledelse; man talte om Møntergadepartiet og Blaagaardsgadepartiet. De to fløje fik navn efter deres tilholdssteder i København. Efter 1½ år blev stridighederne afsluttet gennem kraftigt pres fra Kominterns side.

1924 – DKP havde på grund af fraktionsstridighederne mistet mange af sine medlemmer, men fik ved valget samme år en fremgang til 6.219 stemmer (0,5 %). Valget resulterede i øvrigt i den første socialdemokratiske regering med Thorvald Stauning som statsminister.

1929 – DKP’s aktivister lagde mange kræfter i at organisere arbejderne i fagforeningerne og præge dem i kommunistisk retning. Mange kommunister blev valgt som tillidsfolk på arbejdspladser og i fagforeninger. Det kneb dog med de vælgermæssige resultater. Ved valget i 1929 blev det til 3.656 stemmer (0,2 %).

1932 – Under den internationale krise i den kapitalistiske økonomi gjorde DKP et energisk arbejde for en forbedring af de arbejdsløses vilkår. Samtidig kunne DKP henvise til fremgangen for arbejderne og socialismen under Sovjetunionens første femårsplan. Den aktive indsats i fagforeningerne gjorde DKP til en egentlig opposition i fagbevægelsen og til et alternativ i det politiske liv. Ved valget i november 1932 blev Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen valgt som de to første kommunistiske folketingsmedlemmer med en vælgeropslutning på 17.179 stemmer (1,1 %).

1937 – Godt 200 danske kommunister deltog som frivillige i den spanske borgerkrig, hvor de i alt 550 danske frivillige sammen med 30.000 andre fra hele verden søgte at forsvare det spanske demokrati mod Francos fascister, som fik støtte af Hitler-Tyskland og det fascistiske Italien.

1939 – 20 år efter grundlæggelsen havde DKP udviklet sig til et velorganiseret parti med omkring 6.000 medlemmer, som gjorde venstrefløjen synlig i et årti præget af krise og arbejdsløshed. DKP havde fået fodfæste i dansk politik og kunne udbygge sin tilslutning i befolkningen, også efter at krisen lettede sidst i 30’erne. Ved valget i 1939 stemte 40.893 (2,4 %) på DKP – det bedste resultat i de første 20 år af partiets historie.

1940 – Den 9. april blev Danmark besat af det nazistiske Tyskland, som et halvt år før havde startet 2. verdenskrig. Mod forventning tillod besættelsesmagten og den samarbejdende danske regering DKP at fortsætte sin legale virksomhed, men som forberedelse til den illegalitet, alle vidste måtte komme, indledtes opbygning af en underjordisk partiorganisation.

1941 – Ved Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 gik dansk politi til angreb på DKP. Jagten på partiets medlemmer blev godkendt af regeringen efter, at den tyske besættelsesmagt havde forlangt 66 navngivne kommunister anholdt. Dansk politi anholdt fem gange så mange, som tyskerne havde forlangt. Mange af de anholdte – heriblandt folketingsmedlem Martin Nielsen – blev interneret i Horserødlejren. DKP blev forbudt ved en lov, der blev vedtaget i enighed af de øvrige partier i Folketinget i direkte strid med Grundloven. DKP blev tvunget ud i illegalitet og tog initiativ til organiseret, landsdækkende modstandsarbejde mod den tyske besættelse og mod det officielle samarbejde med besættelsesmagten. Blandt de første initiativer var udgivelse af det, som senere blev til det illegale Land og Folk.

1942 – Kommunisterne indledte sabotage mod jernbaner og danske firmaer, der arbejdede for besættelsesmagten. De frivillige fra den spanske borgerkrig var blandt de ledende i modstandsarbejdet, som også omfattede samarbejde med andre modstandsgrupper.

1943 – Den 29. august 1943 blev de 243 fanger i Horserødlejren svigtet af de danske politikere og imod tidligere løfter udleveret til tyskerne, der rykkede ind i lejren. For 93 af fangerne lykkedes det at flygte over hegnet, mens de 150 øvrige, 143 mænd og 7 kvinder, i oktober 1943 blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof, hvor 21 af dem døde.

1945 – DKP oplevede sin største politiske succes. Partiet blev gjort lovligt igen og deltog i befrielsesregeringen i sommeren 1945. 12,5 % af vælgerne stemte på partiet ved valget i oktober, hvilket gav 18 af 148 pladser i Folketinget.

1949 – DKP var forrest i kampen mod Danmarks medlemskab af NATO, men partiet blev trængt i defensiven under den kolde krig.

1956 – Den socialdemokratiske regerings indgreb i overenskomstforhandlingerne førte til omfattende strejker på landets arbejdspladser og til den hidtil største protestdemonstration på Christiansborg Slotsplads. En kort overgang så det ud til, at DKP var på vej frem igen som følge af arbejdet i fagforeningerne og på arbejdspladserne.

1958 – Efter Sovjetunionens indgriben i Ungarn i 1956 udbrød en hård partikamp, som førte til eksklusion af partiformanden Aksel Larsen, der året efter dannede Socialistisk Folkeparti (SF). Ny formand for DKP blev Knud Jespersen, der var lagerarbejder og fagforeningsformand fra Ålborg, hvor han også var medlem af byrådet, og hvor han havde spillet en aktiv rolle under storstrejken i 1956.

1960 – Ved valget mistede DKP sin folketingsrepræsentation og fik kun 1,1 % af stemmerne. Partiet fortsatte imidlertid sin fremgang på den faglige front, navnlig blandt arbejdere på skibsværfter, byggepladser og i de grafiske fag, hvor der var mange kommunister. Og der blev vundet mange tillidsposter i fagforeningerne. Partiet spillede også en positiv rolle i disse års fredsbevægelse og kamp mod atomvåben.

1968 – DKP var ledende i protestbevægelsen mod USA’s krig i Vietnam.

1973 – I begyndelsen af 1970’erne blev modstanden mod Danmarks medlemskab af EF (senere EU) organiseret i Folkebevægelsen mod EF. EF-modstanden, aktiviteten i fagbevægelsen og de unges oprør mod samfundets autoriteter blev grundlaget for DKP’s næste parlamentariske gennembrud. Ved valget i december 1973 blev det til 3,6 % af stemmerne og seks mandater.

1976 – Efter grundige medlemsdiskussioner vedtog den 25. kongres Kommunisternes program, som introducerede en ny antimonopolistisk enhedsstrategi (”antimonopolistisk demokrati”).

1977 – Partiformand Knud Jespersen døde og blev afløst af Jørgen Jensen, formand for smedene i Lyngby. Kommunevalget viste, at ti års ubrudt stemmefremgang var slut. Fremgangen i medlemstal og indflydelse fortsatte dog nogen tid endnu.

1979 – DKP opnåede ved folketingsvalget i oktober 1,9 % af stemmerne, hvilket ikke var nok til repræsentation. Dette skete kun 4 måneder efter, at kommunisterne havde været med til at sikre, at Folkebevægelsen mod EF med sine 4 mandater fik valgt den største danske gruppe i EF-parlamentet.

1983 – DKP spillede en ledende rolle i fredsbevægelsen, som udfoldede mange aktiviteter i brede kredse af befolkningen mod opstillingen af amerikanske atomraketter i Vesteuropa i en periode med den største militære oprustning i historien.

1985 – Arbejdernes protester mod den borgerlige regering under den konservative statsminister Poul Schlüter kulminerede. De kommunistiske tillidsfolk havde en stor andel i organiseringen af strejker og store protestdemonstrationer på Christiansborg Slotsplads.

1987 – I forbindelse med partikongressen i april 1987 blev Ole Sohn valgt som ny formand efter afdøde Jørgen Jensen. Forandringerne i Sovjetunionen gav sammen med de mange aktiviteter håb om ny fremgang for DKP, og ved valget i 1987 oplevede partiet da også en lille vælgermæssig fremgang til 0,9 % af stemmerne.

1988 – DKP havde ikke været i Folketinget siden 1979, og Venstresocialisterne (VS) røg ud i 1987. Enkelte medlemmer i begge partier foreslog allerede i 1987 et samarbejde, men det var der ikke den fornødne opbakning til. Først da begge partier gik tilbage ved det efterfølgende valg i 1988, hvor de fik henholdsvis 0,8 og 0,6 % af stemmerne, skete der noget.

1989 – Den danske venstrefløj forsøgte at sikre sin fortsatte parlamentariske repræsentation ved, at de tre partier DKP, VS og Socialistisk Arbejderparti (SAP) gik sammen om at stifte Enhedslisten.

1990 – Starten af 1990’erne blev præget af Sovjetunionens opløsning, genindførelsen af kapitalistiske samfundsforhold i Østeuropa og andre store tilbageslag for arbejderklassen og den internationale socialistiske og kommunistiske bevægelse. Trods partiets store erfaring og ellers velfungerende organisation stod DKP i en meget vanskelig situation og midt i et politisk opgør, som gjaldt selve partiets eksistens. På DKP’s kongresser i januar og april var der tre grupperinger i partiet: ”Fornyerne”, traditionalisterne og en midtergruppe. ”Fornyerne” fik vedtaget en række grundlæggende ændringer i den politiske linje, og der blev foretaget store udskiftninger i partiets øverste ledelse. Ved valget i december 1990 fik Enhedslisten, som stillede op for første gang, 1,7 % af stemmerne, hvilket ikke var nok til at komme i Folketinget.

1991 – Opbruddet i DKP førte til en splittelse af partiet, som i løbet af 1990 og begyndelsen af 1991 mistede over halvdelen af sine medlemmer. Nogle søgte ind i andre partier. Partiformand Ole Sohn nedlagde sit hverv og meldte sig ind i SF. En række medlemmer af den gamle partiledelse var blandt initiativtagerne til Kommunistisk Forum, som senere blev til Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD).

1992 – På den 32. kongres erstattedes de hidtidige partilove af et sæt kortfattede og meget generelle vedtægter. Denne reform, der også indebar ændring af en række traditionelle benævnelser (således ”landsmøde” i stedet for kongres), havde det erklærede formål, at partiet ikke længere skulle være en kommunistisk kamporganisation, men et ”netværk”, hvis vigtigste opgave var at fungere som fødselshjælper og erfaringsdepot for Enhedslisten. Bestræbelserne for at afvikle DKP som en selvstændig politisk og organisatorisk kraft forstærkedes af Enhedslistens overgang fra et valgsamarbejde til en partilignende organisation med individuelt medlemskab.

1993 – SF’s ”nationale kompromis” og opgivelse af EU-modstanden sikrede et ja ved folkeafstemningen i maj 1993 til det meste af den Maastricht-traktat, som var blevet forkastet i juni 1992. Det førte til en kraftig fremgang for Enhedslisten, som ved valget i september 1994 kom i folketinget med 3,1 procent af stemmerne og 6 mandater, heraf 2 kommunister.

1995 – Enhedslistens gennembrud skabte i dele af DKP’s medlemsskare den illusion, at Danmarks Kommunistiske Parti nu var overflødigt, og nogle ønskede at nedlægge partiet. Forslag herom blev dog forkastet flere gange, senest på landsmødet i 1995, der imidlertid vedtog programudtalelsen Nøglen til forandring, som kanaliserede alt politisk liv over i Enhedslisten. Samtidig var der sket det, at DKP i nedgangsårene havde forsømt at reducere sit organisatoriske apparat i det fornødne omfang, men havde finansieret driften ved låntagning; partiet var i realiteten bankerot. Af disse to grunde (men uden at sige nogen af delene åbent) trådte den hidtidige ledelse af ”fornyere” tilbage næsten en bloc, og en helt ny og i sit flertal uerfaren landsledelse på kun 7 medlemmer blev valgt.

1996Nøglen til forandring foreskrev, at den nyvalgte landsledelses eneste politiske opgave var at arrangere to årlige seminarer. Den uudtalte dagsorden var imidlertid, at partiets store gæld ville tvinge landsledelsen til at lade DKP gå fallit og opløse partiet – en opgave, den afgåede ledelse ikke havde ønsket at tage på sig. Da situationens alvor gik op for den nyvalgte landsledelse, handlede den dog anderledes end forventet. Trods indædt modstand fra kernen i den afgåede partiledelse lykkedes det at få en saneringsordning i stand og redde DKP fra undergang. På et skandaløst landsmøde om efteråret, hvor en stor del af de delegerede udvandrede i protest, lykkedes det ”fornyerne”, der mere og mere fremtrådte som egentlige partiafviklere, at sætte så stramme begrænsninger for landsledelsens arbejde, at den ikke så sig i stand til at genopstille. En yderligere reduceret landsledelse på kun 5 medlemmer, alle hentet fra ”fornyer”-fløjens andet geled, blev valgt og gennemførte den sanering af partiets økonomi, den væltede landsledelse havde lagt grunden til, men kørte i øvrigt videre ad de gamle afviklingsspor.

1997 – Partistridens egentlige baggrund var, at afviklingslinjen var blevet trumfet igennem med et spinkelt flertal, og der var derfor en betydelig opposition. Denne opposition begyndte nu at samle sig med centrum i Langeland afdeling, men i øvrigt med tilslutning fra hele landet.

1998 – Enhedslistens tilbagegang ved folketingsvalget betød, at det ene af de to kommunistiske medlemmer af listens gruppe, Bruno Jerup, ikke blev genvalgt. DKP var herefter kun (og kun indirekte) repræsenteret i Folketinget af Frank Aaen, der som følge af Enhedslistens rotationsprincip måtte udtræde ved det følgende valg.

1999 – På landsmødet i januar mistede afviklingstilhængerne flertallet i landsledelsen, og det besluttedes at indlede arbejdet med et nyt partiprogram til afløsning af det gamle fra 1976. På endnu et landsmøde i forbindelse med DKP’s 80 års jubilæum i november lykkedes det imidlertid afviklingsfløjen at kuppe en (vedtægtsstridig) beslutning igennem om, at landsmødet slet ikke skulle vælge nogen ny landsledelse, men at hvert distrikt (hvoraf der på det tidspunkt fandtes nogle og tredive, flere kun med et enkelt medlem) skulle udpege et medlem til landsledelsen.

2000 – Da denne såkaldte ”repræsentative” landsledelse trådte sammen i januar, valgte den et forretningsudvalg på kun tre medlemmer, hvoraf ikke et eneste fra afviklingsfløjen. Et landsmøde i juni beseglede denne fløjs nederlag og valgte en landsledelse på 7.

2001 – Partistriden havde kostet yderligere medlemstab, men på dette reducerede grundlag tog landsledelsen fat på at genrejse partiet. Årets landsmøde vedtog programerklæringen Forandringens vej.

2002 – DKP genetablerede den ti år tidligere afbrudte forbindelse til den kommunistiske verdensbevægelse og deltog for første gang i det Kommunistiske Verdensmøde i Athen. Samtidig optoges der kontakt til to andre erklæret kommunistiske partier, KPiD og DKP-ml, med henblik på samarbejde og om muligt sammenslutning, og på initiativ af Arbejderpartiet Fælles Kurs (stiftet i begyndelsen af 80’erne af formanden for Sømændenes Forbund Preben Møller Hansen efter dennes eksklusion af DKP) indledtes afholdelse af regelmæssige kontaktmøder mellem disse fire partier.

2003 – På to landsmøder i maj og oktober vedtoges programdokumentet En kommunistisk vision for klassekampen i det enogtyvende århundrede. Arbejderpartiet Fælles Kurs opløste sig selv og tilsluttede sig DKP. Den hidtidige talsmand for DKP’s landsledelse Henrik Stamer Hedin blev valgt som partiets formand, og til posten som DKP’s næstformand valgtes den hidtidige landsformand i Arbejderpartiet Fælles Kurs Gitte Thomsen.
DKP-ml og KPiD påbegyndte – uden om 3-partisamarbejdet – separate sammenslutningsforhandlinger, der senere endte med en sprængning af KPiD og med, at DKP-ml nedlagde sig selv og sammen med udbryderne fra KPiD stiftede Kommunistisk Parti (KP) i november 2006.

2004 – DKP gennemførte i forbindelse med 85-årsjubilæet en vellykket medlemskampagne og havde for første gang i henved 20 år medlemsfremgang.

2005 – Landsmødet om efteråret godkendte en resolution om DKP’s parlamentariske strategi, som landsledelsen havde vedtaget om foråret, og som bl.a. præciserede DKP’s forhold til Enhedslisten. Alligevel betød uenighed herom, at landsmødet ikke nåede at behandle programdokumentet Manifest for kommunistisk fornyelse og enhed, der skulle supplere En kommunistisk vision og være DKP’s bud på et grundlag for sammenslutningsprocessen. Landsmødet gav landsledelsen mandat til at færdiggøre dokumentet, hvilket skete året efter, men da var det reelt allerede forældet med stiftelsen af KP. De nye stridigheder i partiet var ikke så ødelæggende som 1990’ernes uenigheder, men betød alligevel ny medlemstilbagegang.

2006 – DKP, der i en årrække havde haft kontor hos Enhedslisten i Studiestræde i København, flyttede ind i nye lokaler på Frederikssundsvej.

2009 – Landsmødet vedtog handlingsprogrammet Kommunisternes aktuelle hovedkrav, som afsluttede den programproces, der indledtes ti år før. Desuden vedtog landsmødet nye partilove, der beseglede opgøret med afviklingslinjen og som en symbolsk bekræftelse herpå genindførte betegnelsen ”kongres” for partiets øverste myndighed.

2010 – Med baggrund i kapitalismens finansielle og økonomiske krise vedtager DKP’s landsledelse i januar en henvendelse til alle demokratisk og socialt indstillede kredse med et forslag om, at man i fællesskab forbereder en landskonference om demokratiske og socialistiske alternativer til den kapitalistiske globalisering og markedskræfternes kaos. I april mødes ledende repræsentanter fra DKP, KPiD, KP og Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) i Ringsted til en konference om forslaget. Landsledelsens brede initiativ blev godt modtaget, men det viste sig, at DKP ikke havde den fornødne styrke til det omfattende politiske og organisatoriske arbejde, der skal til for at realisere en så krævende opgave.

2011 – En henvendelse fra KPiD om en genforening af de to partier blev positivt modtaget af DKP, og efter drøftelser mellem partiernes ledelser i efterårets løb gennemførtes det følgende forår en fælles medlemsdebat. Trods principiel enighed om genforeningen afslørede debatten dog en så dybtgående uenighed om forholdet til Enhedslisten, at en egentlig genforeningsproces ikke kunne komme i gang.

2012 – DKP holdt sin 33. kongres i København. Der træffes beslutninger om et strategiudviklingsår, et partiopbygningsår og fortsat arbejde med udviklingen af DKP’s brede initiativ fra 2010.