Palæstinenserne i Gaza har nu i lang tid i realiteten levet i en koncentrationslejr. De er tvunget ud i desperate forsøg på at tvinge den israelske besættelsesmagt på tilbagetog. Som “gengældelse” har Israel siden den 27. december atter myrdet løs på den palæstinensiske befolkning i Gaza. Omfattende israelske bombardementer blev den 3. januar fulgt op af en blodig israelsk invasion på landjorden i det tætbefolkede Gaza. Langt over 500 palæstinensere, heraf mange civile, har mistet livet gennem de sidste dage, mens tusindvis er såret. Samtidig fortsætter Israel med at blokere for helt basale forsyninger af mad, energi og medicin til Gazas indbyggere. Israel siger, at angrebet retter sig mod Hamas, som beskyldes for at have brudt den indgåede våbenhvile med et antal raketangreb på det sydlige Israel. Men det er Israel, som i borgerlige medier ofte omtales som “Mellemøstens eneste demokrati”, der ikke på noget tidspunkt har respekteret et af den palæstinensiske befolknings mest grundlæggende krav: Kravet om selv at kunne vælge sin egen regering, uden at blive udsat for krig og blokade.
Danmarks Kommunistiske Partis Forretningsudvalg kræver derfor som et første skridt:
Stop for det israelske angreb.
Israelsk tilbagetrækning fra Gaza.
Stop for blokaden af Gaza.
Internationalt garanteret våbenhvile.
Og som det næste skridt, at der indgås en fredsaftale, som sikrer:
En sammenhængende og levedygtig, palæstinensisk stat uden israelske bosættelser og militærinstallationer.
Israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder i Syrien og Libanon.
Anerkendelse af de palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden.
Udtalelse vedtaget af Danmarks Kommunistiske Partis Forretningsudvalg den 7. januar 2009.