Udtalelse fra mødet 16. – 17. januar 2010 i DKP’s landsledelse:
Sagaøen viser vej
Det islandske folk har vist os andre vejen frem. En stor folkelig modstandsbevægelse på sagaøen har krævet og opnået en folkeafstemning om ja eller nej til krav fra Storbritannien og Holland om, at det islandske folk skal erstatte de milliardindskud i en privatejet islandsk bank, som britiske og hollandske spekulanter har tabt, da banken krakkede.
DKP opfordrer det islandske folk til at stå fast over for truslerne fra den internationale finansverden. Vi fordømmer enhver dansk deltagelse i internationale sanktioner mod Island, og vi opfordrer alle danske arbejdere og hæderlige skatteborgere til at kræve, at Danmarks folketing og regering viser nordisk solidaritet med Island.
Den radikale partiformand Margrethe Vestager bør tage til Island for at studere den massive folkelige modstand mod, at almindelige mennesker skal hæfte for spekulanternes ubetalte regninger. Det kunne inspirere hende til at skrotte De Radikales asociale forslag om at hente 30 milliarder hos efterlønsmodtagere og arbejdsløse for at indfri statens gæld til den internationale lånekapital. DKP foreslår, at pengene hentes ved at inddrage de store arbejdsfrie spekulationsgevinster.
Forslaget er uværdigt for det parti, som i sin tid blev startet i et samarbejde mellem danske husmænd og progressive intellektuelle.