Hilsen til Enhedslistens årsmøde 2007

Kammerater
Allerførst skal jeg på vegne af DKP’s landsledelse takke for muligheden for at overvære Enhedslistens årsmøde og overbringe denne hilsen:

I DKP har vi landsmøde til efteråret, hvor strategi og taktik i den kommende landsmødeperiode skal fastsættes. Èn af de ting, der lægges op til i den kommende landsmødeperiode, er en konference om alliancepolitik. Og det er en tiltrængt diskussion. Som på andre områder er der muligheder, der skal udnyttes og fælder, man kan falde i. Men krystalklart er det, at alliancer fortsat er nødvendige, hvis der skal sikres resultater i klassekampen – nationalt og internationalt.

Alliancer ses selvfølgelig i krigstid: Under anden verdenskrig deltog kommunister og andre progressive kræfter i Danmark i modstandskampen sammen med borgerlige – endda konservative – og i udgangspunktet reaktionære kræfter, som dog havde valgt at kæmpe for dansk selvstændighed – mod fascismen.

Den type alliancer er ikke noget særsyn. For blot få måneder siden var det vore kammerater i Libanons Kommunistiske Parti, der måtte kæmpe skulder ved skulder sammen med andre – og igen i udgangspunktet reaktionære – kræfter for at holde stand mod den imperialistiske, israelske krigsmaskine.

Hvad sådanne alliancer gælder, kunne man citere afdøde Deng Xiaoping: Pyt med om katten er sort eller hvid, bare den kan fange mus.

Men politiske alliancer er naturligvis også nødvendige i fredstid.
Folkebevægelsen mod EU blev netop startet som en alliance mellem EF-modstandere af forskellig politisk observans og som sådan er Folkebevægelsen stadig den organisation, som efter vores opfattelse bedst repræsenterer den tværpolitiske EU-modstand.

Den danske fredsbevægelse, i øjeblikket mest synligt repræsenteret ved Nej Til Krig, er et andet eksempel på alliancer af varierende bredde, alt efter graden af opslutning blandt partier, fagforeninger samt anti-imperialistiske eller endda pacifistiske græsrødder.

I den forbindelse følger vi med stor interesse jeres diskussioner om karakteren af den væbnede og øvrige politiske kamp i Irak – også på dette årsmøde.

Enhedslisten selv er et resultat af alliancepolitik, det ligger næsten i navnet, og netop grundlagt som et samarbejde mellem forskellige, om end i udgangspunktet progressive kræfter – bl.a. med henblik på at sikre venstrefløjen en parlamentarisk repræsentation.

I alle dagsaktuelle kampe spiller alliancepolitik en væsentlig rolle, uanset om det gælder den faglige kamp, kampen for billige og sunde boliger, kampen for et renere miljø, gratis og bedre uddannelser eller en menneskeværdig social- og sundhedspolitik. For slet ikke at tale om kampen for et nyt ungdomshus her i byen.

Men vi er desværre ikke i offensiven i alle kampe.
Siden begivenhederne i USA den 11. september 2001 har vore tilkæmpede frihedsrettigheder været under et stadigt hårdere angreb gennem terrorlove og dermed en snigende afmontering af demokratiet. Det blev vel tydeligst understreget, da Poul Nyrup Rasmussen dengang erklærede til det hævngerrige USA, ”vi er med jer hele vejen” – lige lukt i helvede, fristes man til at fortsætte sætningen. Og det blev Fogh-regeringen, der kom til at indfri løftet til dens venner i USA.

Det er, som vor formand i DKP, Henrik Stamer Hedin, sagde det i en tale her på Nørrebro for et år siden: Vore fjender, de, der truer os eller vil os ondt, findes ikke på den anden side af jorden eller i små marginale og mere eller mindre underjordiske grupper i vores samfund. Vore virkelige fjender befinder sig hér – få kilometer væk, i koncérners og bankers hovedkvarterer, på børsen og på Christiansborg. Det er dem, der vil skræmme os med terror. Det er dem, der vil binde os med terrorlove. Det er mod dem, vi skal forsvare vores frihed.

Kammerater, I ønskes et godt årsmøde.

Ovenstående tale kunne Henning Jakobsen have holdt på Enhedslistens årsmøde, hvis der havde været lejlighed til det.