Da Socialdemokraterne for syv år siden valgte den nuværende statsminister til formand, skrev vi på lederplads i Skub:
Det beskedne forspring til Helle Thorning-Schmidt ligner en panikreaktion – et fortvivlet håb om et mirakel: Hvis vi bare får en ung formand, hvis vi bare får en kvinde, så kan det være, skæbnen vil vise sig at være os gunstigere stemt. En politik har vi ikke, en plan har vi ikke, kun et håb.
Også dengang gik Socialdemokraterne tilbage ved valgene og i meningsmålingerne. Også dengang havde Helle Thorning kig på efterlønnen – også dengang i strid med partiets proklamerede politik. Allerede dengang så vi, hvor lidt der var tilbage af socialdemokratisk politik, af en socialdemokratisk plan. I dag er det tydeligt for enhver.Det ærkeborgerlige Berlingske Tidende har en netavis. Da en Megafon-måling for første gang havde skudt Socialdemokraterne ned til under 17 procent, bragte netavisen Magnus Heunickes ynkelige undskyldning, den hvor han håber, at vælgerne nok vender tilbage, når de ser “resultaterne”. En hel stribe læsere kommenterede Heunicke, og det var meget lidt borgerlige toner, der lød:
Kære Heunicke – det er jo så enkelt. I blev valgt ind af vælgerne for at føre rød politik, men lige siden I satte jeres stole, har I ikke bestilt andet end at plagiere blå bloks dagsorden […] og givet folket mere af det, de gennem ti år havde fået nok af.
Og en anden læser skriver:
Magnus Heunicke kan ikke tale vand opad eller overtale folk til at tro på ting, der ikke eksisterer. […] SSF er i dag så utroværdige, at folk griner ad alt, hvad de påstår. Det er jo dejlig nemt, når man kan nøjes med at skrive den borgerlige presse af.
I 2005 sluttede vi vores leder sådan:
Danmarks store gamle arbejderparti står i dag med det ene ben i graven. Den fortsatte fløjkamp vil føre til enten en gradvis opslidning eller en egentlig partisplittelse. Skulle Helle Thorning-Schmidt få held til at holde sammen på sine tropper og “slå Fogh”, som hun har lovet det, bliver resultatet ikke meget anderledes. For hun vil gøre det det har hun klart sagt ved at ændre partiet fra et arbejderparti til et ligegyldigt midterparti.
Er det nødvendigt at sige mere? Socialdemokraterne har nu den ringeste vælgertilslutning i hundrede år. De har stadig ingen politik, for den, de fører, har de overtaget fra de borgerlige.
Og de har stadig ingen plan.

I morgen skal der være valg i Grækenland igen. Det græske valgsystem favoriserer det største parti. Meningen med det var, at der altid skulle kunne dannes en flertalsregering.
Den 6. maj fik det system den modsatte virkning, så derfor skal de til den igen. De græske socialdemokrater står til endnu en lussing ganske som de danske og af samme grund: De har ført borgerlig sparepolitik i stedet for at forsvare deres vælgere. Hvordan det i øvrigt går, véd vi ikke endnu, kun ét er sikkert: Det græske politiske system er i opløsning præcis som den græske økonomi.
Vi rejser i den skriftlige beretning to spørgsmål, som vi med velberåd hun ikke giver noget svar på. Det er spørgsmål, som vi bliver nødt til at diskutere både i dag og i den kommende periode – vigtige, ja grundlæggende strategiske spørgsmål. Det ene er spørgsmålet om den klassealliance, som i den nuværende situation bærer fremtiden i sig – som vil være i stand til at sætte sig i spidsen for fremskridtet og i sidste ende for den socialistiske revolution. Den klassealliance har i størstedelen af det tyvende århundrede været alliancen mellem arbejdere og arbejdende bønder, og den politiske alliance, som under danske forhold har legemliggjort den klassealliance, har været den hundredeårige alliance mellem Socialdemokratiet, eller arbejderpartierne i almindelighed, og det Radikale Venstre. Det er også den alliance, der ligger til grund for den nuværende danske regering. Denne regerings politik viser, at der er noget galt: Den er ikke til gavn for almindelige arbejdende mennesker. Og det er en almindelig opfattelse, at det er de Radikale, der har dikteret denne politik.
De Radikale er ikke længere den pålidelige alliancepartner for fremskridt, fred og social retfærdighed, som vi havde vænnet os til at se i dem. Det er heller ikke underligt, at det er gået sådan:
Det Radikale Venstre var traditionelt husmændenes parti, de danske fattigbønders parti. Men der er stort set ingen husmænd tilbage i Danmark. Der er i det hele taget kun relativt få mennesker tilbage i det danske landbrug, som helt har skiftet karakter. Det tyvende århundredes store alliance mellem arbejdere og fattigbønder har med andre ord ikke længere nogen base i Danmark. Hvad så? Hvilken alliance må træde i stedet?
Jeg skal ikke forsøge noget svar; og jeg skal heller ikke gøre mig klog på det oprør, der synes at være på vej i Socialdemokratiet. Men det var tankevækkende, synes jeg, at Dansk Folkeparti for nylig kritiserede regeringen fra venstre. Var det et forvarsel om et opbrud i de traditionelle alliancer i dansk politik? Og hvis det var, hvad betyder det så på et dybere plan?
Det andet spørgsmål, vi rejser, er: Har kapitalismens krise sat socialismen på dagsordenen?
Det er ikke et spørgsmål, vi har siddet og udtænkt bag lukkede døre. Det er et spørgsmål, der har været centralt på alle de seneste års møder i den kommunistiske verdensbevægelse. Jeg citerer fra sluterklæringen fra det 13. Kommunistiske Verdensmøde i Athen:
I dag er tiden moden til, at der kan opbygges vidtstrakte samfundsmæssige antimonopolistiske og anti-imperialistiske forbund, der er i stand til at overvinde imperialismens mangesidige angreb og aggression, og som kan kæmpe for at få magt og fremhjælpe dybtgående, progressive, radikale og revolutionære forandringer.
Hvordan ser disse forbund eller alliancer ud? Hvordan skal en sådan alliance se ud i vore dages Danmark?

Kammerater.
Jeg skal gøre dette kort. Vi har også hele genforeningsspørgsmålet på dagsordenen i dag, og det er jeg slet ikke kommet ind på, men jeg skal nok sige noget om det, når den tid kommer.
Men genforening eller ej, så er vi nødt til at tage stilling til de to spørgsmål, vi rejser i den skriftlige beretning, og som jeg nu har forsøgt at sige lidt mere om. Nogle vil måske synes, at de to spørgsmål, om alliancemønstre i dansk politik og om socialismen på dagsordenen, at de ikke har meget med hinanden at gøre, men det har de. De er begge rejst af en verden i krise og opbrud – en verden, som ikke længere kan hænge sammen på den måde, vi har været vant til.
I den situation foreslår vi fra landsledelsens side i det forslag til arbejdsresolution, der ligger på jeres bord, to politiske kampagner gennemført i de kommende to år. Vi foreslår et strategiudviklingsår, hvor vi følger op på det programarbejde, vi afsluttede for tre år siden, hvordan vi udmønter det i politisk handling, og hvordan vi skaber den nye politiske alliance, jeg ovenfor har talt om. Det omfatter blandt andet en genoptagelse af det initiativ for en bred demokratisk samling, der kom lidt skidt fra start for nogle år siden, men som ikke er blevet mindre nødvendigt siden da.
Det forslag til kongresresolution, der ligger på jeres bord, indeholder et bud på, hvordan vi sætter denne proces i gang.
I en sådan demokratisk samling er det kommunistiske partis rolle afgørende. Derfor foreslår vi strategiudviklingsåret fulgt op af et partiopbygningsår, hvor udfordringen er, at vort parti igen skal blive i stand til at løfte en opgave af denne art, sådan som det har kunnet det før. Jeg skal ikke sige mere. Lad os komme i gang med arbejdet!