Kongresresolution 36. kongres:

Mod en ny verdensorden

Med imperialismens nederlag i Afghanistan og flugten fra Kabul (ofte sammenlignet med flugten fra Saigon i 1975) står den amerikansk ledede aggressionspolitik og forestillingen om at løse problemer ad militær vej afsløret og afklædt tilbage. Alle kan se, at det ikke er vejen til hverken frihed eller fremskridt.

USA-imperialismen kan ikke længere bestemme historiens gang. USA konfronteres med et socialistisk orienteret Kina, som ikke ønsker gensidig aggression, men derimod gensidigt samarbejde til gavn for hele menneskeheden. Socialisme, uanset dens mangler, vinder mere og mere afgørende indflydelse på den internationale udvikling, efterhånden som dens overlegenhed viser sig i praksis. Mens der finder en materiel og politisk styrkelse sted i socialistisk orienterede lande, breder ustabiliteten og nye krisefænomener sig i kapitalismen. De demokratiske kræfter udfolder sig i mange variationer i kampe mod kapitalismen, men uden den samling af kræfterne og retning på kampen, som er helt nødvendig i det 21. århundrede.

De brogede anti-imperialistiske bevægelser vinder trods tilbageslag og nederlag ny indflydelse. På det seneste har venstrekræfterne i Latinamerika vundet overraskende sejre, f.eks. ved valget til den forfatningsgivende forsamling i Chile – overraskende, fordi verdensdelen efter en lovende udvikling for nogle år siden nu syntes fast i reaktionens vold, mest slående eksemplificeret ved fængslingen af den tidligere brasilianske præsident Lula. Denne stilstand er nu brudt, og andre steder i verden sker noget lignende. Selv det kontrarevolutionære Rusland er ved at genindtage sin plads i den antiimperialistiske front.

Kongressen konkluderer, at det internationale styrkeforhold mellem kapitalisme og socialisme er forskudt til fordel for socialisme, fred og internationalt samarbejde. I denne proces må FN besinde sig på sine egne grundprincipper og medvirke til at etablere en ny verdensorden, som ikke dikteres af den amerikanske imperialismes krav på verdensherredømme.

Det danske samfunds krise

Der er sket afgørende ændringer i udviklingen af kapitalismen i Danmark. Forestillinger om en stabiliseret, krisefri og forhandlingsvillig kapitalisme vandt indpas tidligt. Men allerede i 1960’erne blev bunden slået ud af den slags. Planløshed i den økonomiske vækst fører til stadig flere alvorlige og gensidigt forstærkende misforhold og krisefænomener.
Kongressen konkluderer, at kapitalismen ikke længere fremmer levevilkårene, og at de ledende kredse i kapitalen er blevet transnationale, hvilket betyder, at en videreførelse af en selvstændig national økonomi ikke længere er i deres interesse. De problemer, vi står over for i det danske samfund, er derfor ikke forbigående ulemper, men udtryk for en grundlæggende krise i kapitalismen hjemme som ude.

Klassemodsætningerne skærpes trods den udbredte tale om social harmoni. Den økonomiske vækst indebærer frem for alt en ekstrem kapitalakkumulation, dvs. berigelse af storkapitalen på bekostning af lønarbejderne. Kapitalen koncentreres på færre hænder, selvstændige virksomheder i landbruget opkøbes, mens handel overtages af nationale og multinationale koncerner. Monopolkonkurrencen medfører, at virksomheder opkøbes eller opsluges af monopoler.

For arbejdende mennesker har den økonomiske vækst ikke skabt større velfærd, men derimod øget utryghed, utilfredsstillede behov og frygt for fremtiden. Der er et voksende svælg mellem de muligheder for en bedre tilværelse og bedre livskvalitet, som anvendelsen af de teknologiske fremskridt kunne bringe, og de faktiske forhold.

Kampen mod EU og monopolerne

Med EU er storkapitalen gået nogle skæbnesvangre skridt videre. EU-forpligtelser transformeres i dag for storkapitalen til at opgive den nationale stat som form for sit herredømme til fordel for overstatslige organer i monopolernes fællesmarked. EU-politikken betyder både en skærpelse af klassekampen og en udvidelse af den til nye områder. For arbejderklassen og dens forbundsfæller er bevarelsen og udviklingen af nationalstaten en afgørende opgave.

Der finder samtidig betydelige forskydninger i samfundets klasser sted. Lønarbejderklassen vokser, samtidig med at funktionærer og tjenestemænd i deres store flertal vil komme til at leve som lønarbejdere, på lønarbejderes vilkår og dermed med et fællesskab af interesser, som ikke formindskes af, at der også findes et øverste lag af eksperter, specialister og administratorer, som oppebærer toplønninger, og som er loyale over for den eksisterende økonomiske logik.

Kongressen konkluderer, at EU’s udvikling og den teknisk-videnskabelige revolution skaber øgede muligheder for, at arbejderklassen kan medvirke til at skabe en bred samling i kampen mod EU og monopolerne og dermed også for den forandring af samfundet, der banker på døren.

Politik på en ny måde

For kommunisterne er det grundlæggende spørgsmål at udforme og rejse den samfundsforandrende kraft. De sidste år har givet nye erfaringer, som viser, at det er muligt at rejse nye og omfattende kræfter i folket – ikke mindst klimakampen har været et skoleeksempel herpå.  Erfaringerne fra den klimakamp, som blev en folkesag, viser, at et folkeligt flertal kan samles og tvinge politiske partier til at ændre deres politik. Derfor blev folketingsvalget i 2019 til et klimavalg. Der kan således udvikles en politisk aktivitet, som truer monopolernes planer. Kræfterne findes; nu drejer det sig om at bringe dem frem til fuld udfoldelse.

Samlingen af kræfterne kan ske gennem fælles aktioner både mod ”absurde” fænomener (skattely) og mod kapitalismen som system, fordi det system hverken kan og eller vil løse problemerne. I disse kampe vinder alle deltagere øget tillid til egen styrke. Båret frem af denne folkelige aktivitet erobres demokratiske rettigheder, som kan sikre direkte indflydelse på, hvordan livet kan leves på en mere fri måde, som øger livskvaliteten hos den enkelte og i fællesskabet. Kommunisterne påpeger, at demokratiet må demokratiseres, dvs. udvides fra et smalt til et bredt demokrati, som også omfatter økonomien.

Når denne kamp føres videre, kan der skabes ændringer af styrkeforholdet mellem klasserne, og der kan med det arbejdende folk som spydspids sættes en ny, demokratisk orden igennem, hvor en ny og anderledes stat tjener folkets og ikke kapitalens interesser. Det vil blive en mulig vej for Danmarks overgang til socialisme. Det bliver en hård kampens vej, ikke en foræring fra magthaverne.

Der vil ikke finde mærkbare ændringer sted, uden at venstrekræfterne lærer at føre politik på en ny måde. Spindoktorer, politisk fnidder og lignende fører kun ud i blindgyder. Det betyder, at de tidligere traditionelle rammer for politik ikke alene begynder at smuldre. Rammerne er groft sagt forsvundet som dug for solen, hvilket betyder, at den folkelige tillid til de officielle politikere formindskes eller forsvinder. Det mærkes på opbruddet i dansk politik.

Det er lykkedes for fremskridtsfjendtlige strømninger  at opsamle dele af denne protest og kamp mod det politiske spil. Nationalpopulismen har for en del borgere og vælgere fra det yderste højre og langt ind i det politiske centrum været svaret på, at traditionel politik ikke har kunnet modstå presset fra globalisering, EU-politik og immigration. Frygten for at miste arbejdet i kraft af globalisering, for at finde sig i social dumping i kraft af EU og for at miste dele af den nationale identitet og de nationale og kulturelle værdier, man er stolte af, medfører en kortslutning: det er de fremmedes eller afvigendes skyld.

Kommunisterne rækker hånden ud til de arbejdere og andre, der er faldet for nationalpopulismens gøgl, og siger: de fremmede er ikke problemet – det er kapitalismen.

Udviklingen af kampen mod den virkelige fjende, kapitalismen, kan ikke undvære kommunisternes analyser, aktivitet, ideer og virksomhed. DKP bygger konsekvent på marxismens idémæssige grundlag, og dette er nødvendigt for at forstå den klassekamp, der både nationalt og internationalt bestemmer samfundets udvikling herhjemme og internationalt. DKP forbinder det arbejdende folks kampe i Danmark med folkeslagenes kamp mod imperialismen. DKP er og forbliver et internationalistisk parti, som arbejder for at forene den anti-imperialistiske kamp med kampen for fred i verden og socialisme.

Vedtaget enstemmigt