ENGLISH
Indhold
Indledning
1. Demokrati i samfundet
2. Økonomi og kapitalismens krise
3. Minoriteter og racisme
4. Internationalt samarbejde og EU
5. Klima og miljø
Indledning
Dette program er den foreløbige kulmination på en proces, der har strakt sig over længere tid. Den 21. november 2009 stiftedes Ungkommunisterne i en erkendelse af, at Danmark havde brug for en revolutionær ungdomsorganisation. En selvstændig og effektivt organiseret organisation, der kunne samle unge omkring en fælles kamp mod kapitalismen og for socialismen. Samtidig ønskede vi også en organisation, der kunne bidrage til den allerede eksisterende kommunistiske bevægelse i Danmark. Vi ønskede ikke at blive blot endnu en valgmulighed på en splittet venstrefløj. Derfor stiftedes vi som en politisk og økonomisk uafhængig ungdomsorganisation med formel tilknytning til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
Fra stiftelsen var det en fælles målsætning for alle involverede ungkommunister, at organisationen Ungkommunisterne skulle udvikles som et fælles, demokratisk projekt og på baggrund af de konkrete erfaringer, som medlemmerne besad fra tidligere ungdomsarbejde, fagligt arbejde, studenterarbejde, delkampsarbejde og aktivistisk kamp generelt. Vi besluttede derfor at skrive et program fra bunden i fællesskab.
Programmet er blevet til på baggrund af fem landsdækkende stormøder, som hver har behandlet temaer vi finder centrale i kampen for kapitalismens afskaffelse og socialismens sejr. Hvert stormøde har strakt sig over en weekend og er blevet kvalificeret af indbudte oplægsholdere og efterfølgende gruppearbejder og opsamling. Tilsammen har stormøderne på den måde dannet rammen om en fælles udvikling af Ungkommunisternes politik og de har haft et konkret, skriftligt produkt som afkast. Et mål med denne proces har været at skabe et program. Men i mindst ligeså høj grad har formålet været selve processen; en proces, hvor vi ikke hovedløst har kopieret vores politik fra andre eller ladet en lille politisk elite beslutte den rigtige politik for flertallet. Processen har været en skolingsproces og en proces, der har cementeret Ungkommunisternes visioner, arbejdsformer og sociale klima. Herigennem er vi som organisation overbeviste om, at vi får det maksimale udbytte af de erfaringer og evner, som hver kammerat besidder.
Konkret har vi afholdt fem stormøder. Vi indledte vores møderække den 27. februar 2010 med temaet “Demokrati i samfundet”, hvor vi diskuterede det borgerlige danske demokrati og som inspirerende kontrast hertil organiseringen af demokratiet på Cuba. Den 29. maj 2010 havde vi “Marxistisk økonomi og kapitalismens krise” på dagsordenen, hvor vi systematisk arbejdede med Marx grundlæggende strukturelle analyser. Den 25. september behandlede vi spørgsmålet om “Racisme og minoriteter” og fik via spændende oplæg indsigt i den undertrykkelse, etniske og seksuelle minoriteter oplever i Danmark i dag. Vi sluttede året 2010 af den 27. november med temaet “Internationalt samarbejde og EU”, hvor vi behandlede spørgsmålet om EU som kapitalens redskab, der frarøver borgere deres indflydelse og nationalstater deres suverænitet. Det sidste møde inden udfærdigelse af programmet blev holdt den 12. marts 2011, hvor temaet var to-delt. Dels behandlede vi emnerne “Klima og miljø”, og dels diskuterede vi Ungkommunisternes strategi og samlede op på de udkast til programafsnit, vi havde lavet indtil da.
Ved denne femte samling af tropperne besluttede et enigt stormøde desuden også at rette henvendelse til Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), fordi vi ønskede at blive fælles ungdomsforbund for dem og DKP. Som led i vores ønsker om at samle alle unge kræfter for den kommunistiske sag syntes dette at være et nærliggende skridt. KPiD takkede efterfølgende ja til samarbejdet, hvilket vi ser som en både politisk og strategisk sejr for bevægelsen.
Kommunisternes programproces må altid være en levende proces, og derfor anser vi da heller ikke nærværende program som endeligt. I nær fremtid vil vi blandt andet behandle temaerne “Den faglige kamp” og “Studenteroprør”, og op til næste landsmøde vil nye programafsnit ligge klar. I denne proces bliver vi alle stærkere, klogere og flere. Kampen fortsætter.
1. Demokrati i samfundet
Det borgerlige demokrati er kapitalstyret
I Danmark har vi den borgerlige demokratiform, som kaldes parlamentarisme. Parlamentarisme er ikke den eneste mulige form for demokrati men en specifik historisk form, der fastholder overklassens magt i samfundet. Formelt set har vi demokratisk frihed i Danmark, hvor idealet er, at alle borgere i Danmark skal have fri og lige adgang til de demokratiske institutioner og indflydelse på samfundet. Alle skal kunne stille op til valg og have lige muligheder for at blive valgt. Alle skal kunne deltage i den politiske debat og proces på lige fod. Dette er dog langt fra tilfældet i praksis.
Adgangen til demokratiet er på alle måder styret af kapitalbesiddelse. Virksomheder og erhvervslivets spidser har en privilegeret adgang til politikere, som de igennem lobbyvirksomhed har et stærkt udgangspunkt for at påvirke i overensstemmelse med deres egne interesser.
På den måde kommer de folkevalgte til at repræsentere en lille magtelite fremfor den brede befolkning. Det er altså ikke et demokratisk kriterium men et økonomisk, der bestemmer ens indflydelse på magten. Det samme gør sig gældende i forhold til et partis eller en enkeltpersons mulighed for at blive valgt. Mediernes dækning af politiske emner er i høj grad bestemt og præget af økonomiske interesser og er derfor ikke udtryk for objektiv nyhedsformidling. De pengesvage har reelt ingen eksisterende mulighed for at blive valgt. På den måde er hele det demokratiske system gennemsyret af, at det repræsenterer dem, der har den private ejendomsret over produktionsmidler og medier.
Virkeligheden i det danske demokratiske system ligger altså meget langt fra idealet om lige demokratisk frihed for alle. Det er tværtimod styret af den lille del af befolkningen, som har den største akkumulation af kapital. Denne fordrejede interesserepræsentation viser sig bl.a. ved, at folketingspolitikerne i stadig stigende grad ikke repræsenterer befolkningen. En stor del af dem kommer selv fra vellønnede jobs og rige familier. De sidder i Folketinget i mange år og generationer uden reel kontakt til de borgere i Danmark, der er mindre uddannede og mindre bemidlede end dem selv. Der er altså meget lidt, hvis overhovedet nogen, virkelig kontakt eller forbindelse mellem politikerne og almindelige mennesker og deres problemer. Politikerne er eller bliver hurtigt en del af den økonomiske elite i samfundet og kan derfor ikke længere repræsentere de almindelige mennesker med almindelige jobs. Derfor ser vi også i stigende grad, at Folketinget udhuler den almindelige befolknings rettigheder til fordel for kapitalens. Ydermere sker der en forskydning af partiernes repræsentation, så flere og flere partier reelt repræsenterer overklassen og middelklassens interesser. Alle disse hindringer for et fuldt og lige demokrati er i bund og grund en følge af det kapitalistiske samfund og kapitalens interesser.
Et decentralt demokrati baseret på reel interesserepræsentation
Under kommunismen vil klasserne være opløst og alle produktionsmidler vil være kollektivt ejede af befolkningen. Socialiseringen af produktionsmidlerne vil i sig selv løse mange af de problemer, vi i dag ser ved, at demokratiet ikke repræsenterer den brede befolkning. Desuden vil afskaffelsen af klasserne betyde, at det ikke længere vil give mening at opstille partier på baggrund af klasseinteresser. Der vil imidlertid naturligvis være en lang række andre interesser i samfundet, og vi forestiller os derfor, at man under det kommunistiske demokrati vil opstille kandidater for specifikke interesseorganisationer. Det kan være faglige interesseorganisationer, studenterforeninger, handicaporganisationer, kulturelle organisationer osv. Disses kandidater skal stå til regnskab overfor befolkningen og skal kunne kaldes tilbage, hvis de ikke holder deres valgløfter.
Demokratiet skal være decentraliseret, nærdemokratisk forankret og baseret på en socialistisk forfatning, der er vedtaget af folket. Vi mener i Ungkommunisterne, at der skal være en meget stærkere forbindelse mellem borgerne og politikerne. Politikere skal ikke have lov til at sidde hele livet som levebrøds-politikere, der blot meler deres egen kage i stedet for at repræsentere de borgere, der har valgt dem i første omgang. Politikerne skal ikke have millionlønninger men lønninger, der ligner almindelige menneskers, så politikerne ikke bliver en økonomisk magtelite i samfundet.
Derudover skal demokrati ikke længere være reduceret til en handling, der sker en sjælden gang imellem med et kryds. Demokrati skal være en integreret del af samfundet, hvor alle deltager på alle niveauer, og hvor alle dele af samfundet er demokratiserede. Det betyder, at samfundets organisationer som f.eks. virksomheder og uddannelsesinstitutioner ikke længere skal kunne styres af en lille elite. På uddannelsesstederne skal de styrende organer være valgt og repræsenteret af de studerende, og disse organer skal varetage studerendes interesser. Det skal ikke være muligt at reducere disse poster til trin på karrierestigen. På virksomhederne skal arbejderne organisere og styre produktionen i overensstemmelse med samfundets interesser og ikke med den kapitalistiske magtelites profit for øje.
Vi mener derfor at
• Det borgerlige demokrati plejer kapitalens interesser
• Politikerne i folketinget ikke repræsenterer befolkningen
• Vi vil have decentralt nærdemokrati
• Vi vil have demokratisk opstilling på baggrund af befolkningens reelle interesser
• Vi vil have demokrati i alle samfundets institutioner
2. Økonomi og kapitalismens krise
Udbytning og profitmaksimering
På trods af al snak om humanisme og medmenneskelighed bygger den kapitalistiske produktionsform først og fremmest på profitforøgelse. Det skyldes at kapitalisten konstant må øge profitten for at undgå at blive udkonkurreret.
Profitmaksimeringen er dog hæmmet af en fundamental konflikt i den kapitalistiske produktionsform. Arbejderens løn er den største udgift, som kapitalen har i forbindelse med produktion. Derfor er der i det kapitalistiske system et evigt pres på løndannelserne. Samtidig udgør lønnen paradoksalt nok netop den købekraft, som er nødvendig for kapitalisten. Hvis folk ikke har råd til at købe kapitalistens varer, så brænder han inde med store lagrer og mister overskud. Jo mere kapitalen vil øge sin profit ved at øge udbytningen af arbejdskraften igennem løntrykkeri, jo større problemer får den således med at skabe profit.
For at kapitalismen kan overleve som system, må den derfor hele tiden ekspandere ind i nye markeder, hvor den kan realisere profit.
Det er sket i Østeuropa, i den såkaldte Tredje Verden, og ved nedskæringer og privatisering af den offentlige sektor i de vestlige lande. I Danmark har vi også set en kraftig omfordeling mellem løn og profit til fordel for profitten. Samtidig med at lønarbejderne får en mindre og mindre del af samfundets værdier, er de over de sidste årtier blevet pålagt en større og større arbejdsbyrde. Skattebyrden har bevæget sig væk fra kapitalen over i retning af beskatning af arbejdsindkomst, således at udbytningsraten er steget markant. Kapitalismens overlevelse er desuden betinget af en konstant voksende adgang til råstoffer, f.eks. olie og naturgas. Jagten efter nye markeder og råstoffer leder til, at kapitalen bliver mere og mere international. Den skærpede udbytning realiseres altså over hele kloden i dag. Kapitalismens tendens til at udkonkurrere andre har ført til, at de multinationale selskaber fungerer som gigantiske monopoler, der i ønsket om evig ekspansion til stadighed fortærer nye markeder. Disse giganters interesser fremføres af internationale organer som Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Hele verden er på den måde et led i kapitalens jagt efter profit i dag.
Kapitalismens iboende kriseudvikling
Det er den grundlæggende konflikt i den kapitalistiske produktionsform, der fører til kriser. Spændingen mellem behovet for lavere produktionsomkostninger og behovet for voksende købekraft, tvinger kapitalen ud i mere og mere suspekte og spekulative ekspansionsprojekter. Når disse investeringer slår fejl, udløses der en krise. Kriser skyldes ikke den enkelte kapitalists grådighed. De skyldes kapitalens evige behov for ekspansion, der leder til en overproduktion af varer, som ikke kan afsættes.
Ungkommunisterne afviser det borgerlige mantra om markedets “usynlige hånd”. Det kapitalistiske system vil altid sørge for en overproduktion af varer, da produktionen ikke sker ud fra samfundets interesser, men efter profitbehov. Overproduktion giver varerne mindre værdi, hvilket gør det urentabelt for kapitalisten at producere under de forhåndenværende vilkår. Derfor tvinges kapitalisten til at skille sig af med dele af arbejdskraften, hvilket nedsætter samfundets købekraft og dermed resulterer i en selvforstærkende krise.
For at skaffe sig af med den overskydende produktion må markedet ty til destruktion af de enorme varelagre, der bliver skabt af kapitalismens evige overproduktion. Denne destruktion kan blandt andet ske gennem krige med stor materiel ødelæggelse til følge. I et forsøg på at stabilisere markedet forsøger man sig også med store økonomiske hjælpepakker til finanssektoren, hvilket dog ikke forhindrer krisen men blot udskyder den en smule med alvorlige økonomiske konsekvenser til følge. Krisen er ikke blot en økonomisk krise men en strukturel krise, der rammer alle dele af samfundet. Ikke mindst den almindelige arbejders livsvilkår.
Fordi kriser ikke skyldes en mangelsituation, men skyldes overproduktion, kan man heller ikke arbejde sig ud af krisen. Det vil i bedste fald udskyde problemerne til senere. Kapitalismen indebærer en blind dyrkelse af vækst, uanset hvad der vokser. Kriser, arbejdsløshed og krige er uundgåelige, så længe drivkraften er profitmaksimering, og så længe investeringernes omfang og retning bestemmes af profitten.
Den internationale udbytning
Verden er i dag kendetegnet ved proletariserings- og polariseringsprocesser. På den ene side spidser udbytningen af mennesker til, og på den anden side bliver der større og større forskel mellem rig og fattig, mellem de udbyttede og udbytterne.
Udbytningsprocesserne udspiller sig i ekstrem grad på internationalt plan, hvor hele tredjeverdenslande funktionelt set udgør et proletariat, hvis arbejdskraft tilfører multinationale selskaber en eksploderende profitrate. I de fattige lande kan lønnen trykkes ned på et niveau under eksistensminimum, arbejdsforholdene kan være uhyrligt ringe og folk kan slide sig ihjel uden, at det får nogen konsekvens for udbytterne udover overskud og profit. Vi ser således, at hele verdensdele i dag udgør proletariatet på den internationale scene. Samtidig vokser der også en ekstrem grad af ulighed frem i disse lande, hvor det nationale borgerskab bliver rigere og etablerer multinationale selskaber, der videre kan udbytte arbejdere i endnu fattigere lande. Proletarisering og polarisering finder således sted både internationalt og nationalt.
I Danmark betragter vi os selv som et velstående land. Det er nærliggende at drage den konklusion, at vi som land alene er et udbytterland, der suger profit ud af den tredje verden. Dette ville imidlertid være en forsimplet analyse. Som i et hvert andet land har arbejderne, som udgør landets absolutte majoritet, den fælles objektive interesse i at bringe al udbytning til ophør. Borgerskabet i Danmark deler ikke den interesse, og borgerskabet udbytter således ikke kun den tredje verden men i høj grad også de danske arbejdere, der i tiltagende grad også proletariseres. Proletariseringen af Danmarks befolkning modvirkes ikke af udbytningen af de fattige lande. Tværtimod.
Proletarisering af den danske arbejderklasse
Man hører ofte, at folk kan være uforstående overfor, at udbytning i Danmark kan sammenlignes med udbytning i for eksempel Afrika, da vi jo har en langt bedre levestandard i Danmark. Det er her vigtigt at påpege, at udbytning ikke er det samme som andre parametre som eksempelvis fattigdom eller elendighed. Udbytning er i bund og grund det, at en arbejder får mindre ud af sit arbejde, end den værdi arbejdet faktisk har. Når udbytningsraten øges, hvilket kapitalismen altid vil stræbe imod, vil dette kunne føre til fattigdom, men der kan også være en lang række mere diskrete og forræderiske konsekvenser af øget udbytning. Det er disse konsekvenser, der i høj grad kendetegner Vesten i almindelighed og Danmark i særdeleshed i dag.
Lad os tegne to billeder, som mange nok vil kunne genkende.
Første billede: Anne arbejder i kommunen. Hun er socialrådgiver, men hun kunne for så vidt også have været folkeskolelærer, sosu-assistent, kontorassistent eller noget helt andet. Anne er glad for sit arbejde, men over de sidste år har hun i stigende grad følt, at hun ikke kan gøre sit arbejde ordentligt. Hun har for dårlig tid til de enkelte sager, og hun er begyndt at føle sig stresset over aldrig at kunne leve op til sin egen faglige forståelse af, hvad der er bedst at gøre. Hun begrænses af tidspres, for små budgetter og ressourcer, for mange regler og bureaukrati og for dårlig aflønning. Det tærer på Anne privat, og hun har ikke energi til de ting, hun før nød at lave i sin fritid.
Andet billede: Mads er medarbejder i en privat koncern. De har indført en ny organisationsstrategi, som skal give den enkelte medarbejder mere frihed i arbejdet, siger de. Der er blevet lavet selvstyrende teams, som selv skal finde ud af at løse deres opgaver under specifikke deadlines. Mads og de andre skal på kurser og lære, hvordan man arbejder mest effektivt i teams, og hvordan man altid skal huske at se udfordringer fremfor problemer. Samtidig fyrer virksomheden medarbejdere, som er overflødige, nu hvor man har implementeret en effektiv managementstrategi. Mads er positiv og lægger liv og sjæl i projektet. Han er glad for at få muligheden for at udvikle sig selv via arbejdet, – faktisk så glad, at han ikke kan lade være med frivilligt at arbejde lidt ved computeren om aftenen derhjemme, svare på mails og læse bøger om strategi og ledelse under dynen om aftenen. Hans kone og børn klager over, at Mads arbejder for meget.
Dette er to meget forskellige billeder, som mange nok genkender. Begge billeder kendetegner den morder kapitalismens udbytningseffekter i et land som Danmark. Dårlig aflønning i forhold til arbejdets sande værdi er en helt konkret måde at øge udbytningsraten, men en lang række metoder til udbytning i Vesten handler i højere grad om at få folk til at skabe mere værdi for den løn, de får. Konkrete metoder til dette kan opdeles i to kategorier, der dels skruer på strukturelle faktorer versus bevidsthedsmæssige faktorer.
Metoder til regulering af tid, tempo og økonomiske og menneskelige ressourcer:
– At fyre medarbejdere, så de der er tilbage skal yde mere.
– At skrue tempoet på arbejdet i vejret, så hver enkelt arbejder producerer mere. Dette fremmes blandt andet gennem præstationsbaserede aflønningssystemer som akkordløn.
– At slække på kravene til kvaliteten af opgaveløsning, også selvom det angriber arbejdernes faglige stolthed.
– At manualisere arbejdet efter standarder, man har vurderet er de mest effektive. Her ses en tydelig tilbagevenden til samlebåndsarbejdet og overdreven specialisering.
Metoder til bearbejdning af bevidsthed og ideer om selvrealisering:
– At indføre managementstrategier, som har til hensigt at få arbejderne til at yde mere både på arbejdet og derhjemme uden, at arbejderne indser, at det er hensigten.
– At få medarbejderne til at føle loyalitet med virksomheden og ledelsen, så de ikke kræver ordnede forhold af ledelsen. En “vi er alle i samme båd”-tænkning.
– At bilde folk ind, at selvrealisering foregår i arbejdstiden. Det skjules, at denne selvrealisering i virkeligheden kun realiserer overskud til cheferne.
– At bilde folk ind, at værdier så som fleksibilitet er i deres egen interesse, selvom alle undersøgelser viser, at det fører til stress og udbrændthed.
Den form for udbytning, der sker i Danmark, er således meget raffineret. Den skruer ikke blot på de fysiske variabler som tid og tempo, men den bearbejder også systematisk den bevidsthedsmæssige oplevelse hos arbejderne. Man får på den måde skabt arbejdere, der er deres egne slavepiskere. Loyaliteten overfor virksomheden og troen på, at man realiserer sig som menneske dér gør, at mange arbejdere i dag vil gå ufatteligt langt for deres virksomhed. De bidrager således glade og fro til deres egen øgede udbytning, og de føler sig skyldige, hvis virksomheden klarer sig dårligt. Dette er i sandhed enhver kapitalists drøm.
Kollektivt ejerskab, planøkonomi og demokratisering
For at mennesket kan leve frit, skal det være fri for den konstante udbytning og de tilbagevendende kriser. Disse problemer kan ikke løses under det kapitalistiske system. Vejen er det socialistiske system, hvor privatejendomsretten til produktionsmidlerne er afskaffet, og alle privilegier på baggrund af økonomisk stilling eller arv er ophævet. Hovedindholdet i det socialistiske system er en tilbundsgående ændring af ejendomsforholdene, så arbejderklassen får totalt ejerskab over, og kontrol med, produktionsmidlerne. Når økonomiens grundsten er i hænderne på arbejderklassen, vil en reel produktion rettet mod at tjene arbejderklassen kunne udformes. Produktion, der ikke tjener kollektivets interesser, skal fjernes eller omlægges, og al produktion skal på den måde have som formål at dække arbejderklassens behov.
Dermed skabes grundlaget for en socialistisk planøkonomi. I modsætningen til kapitalismen, hvor produktionen bestemmes af ønsket om profitmaksimering, og magten samles hos få rige kapitalister, har den socialistiske planøkonomi alene tilfredsstillelsen af menneskelige behov som ledetråd, og alle beslutninger i denne forbindelse træffes af demokratiske organer. Det betyder, at det nuværende demokrati må udvides til også at være økonomisk. Igennem planøkonomi kan man undgå markedsøkonomiens asociale tendenser, der forfordeler de pengestærke og forarmer de svage grupper. Hvor markedsøkonomi polariserer folk på alle måder, skaber planøkonomi en mere lige adgang til goderne og muligheden for en værdig levestandard for alle.
Vi tror ikke på, at man via det borgerlige demokrati kan stemme sig til socialismen. Det demokratiske system vi har i dag er skabt på borgerlige præmisser med den funktion at varetage kapitalens interesser. Borgerskabet har kun interesse i at bevare demokratiet, så længe det tjener deres formål og legitimerer deres magtposition. I det øjeblik, at socialister begynder at udgøre en reel magtfaktor i det parlamentariske Danmark, er vi i Ungkommunisterne overbeviste om, at borgerskabet vil afskaffe basale demokratiske rettigheder for at forhindre arbejderklassens overtagelse af magten i samfundet. Det borgerlige demokrati kan derfor ikke bruges mod borgerskabet. Derfor skal omvæltningen af det kapitalistiske samfund komme fra neden.
Det første skridt på vejen mod socialistisk revolution er organisering af arbejderklassen. Arbejderne skal tage kontrol over produktionsmidlerne på arbejdspladserne og organiseres demokratisk her. Desuden skal klassen organiseres demokratisk i samfundets institutioner og i nedsatte demokratiske råd. På den måde får man systematisk udformet samfundet økonomisk og demokratisk efter den arbejdende befolknings interesser. Vejen til arbejderklassens diktatur går ikke igennem papdemokrati. Arbejderklassens frigørelse sikres kun gennem kamp og revolution.
Afvaregørelse af de menneskelige behov
Under kapitalismen er det ikke de menneskelige behov, der styrer udviklingen; det er derimod stræben efter profit, der definerer og skaber nye behov hos befolkningen. Det betyder, at der under kapitalismen udvikles flere og flere ufunktionelle behov, som i bedste fald er ubrugelige i den almindelige borgers liv og i værste fald er decideret skadelige. Udvikling vil altid skabe nye behov hos folk, og det er der i sig selv ikke noget galt i. Problemerne opstår, når det der føles som den enkeltes behov i virkeligheden er udtryk for andres behov – kapitalens behov for profit. Et åbenlyst eksempel på dette forhold er branding, hvor forbrugerne ofrer mange penge på at betale for et mærke, selvom tøjet eller produktet, der bærer mærket, i sig selv hverken er bedre, mere funktionelt, smukkere eller af højere kvalitet end andre produkter.
Under socialismen vil der fortsat udvikles nye behov hos befolkningen i takt med den samfundsmæssige og teknologiske udvikling. Under socialismen bliver ligningen imidlertid vendt om, så udviklingen nu styres af ambitionen om at dække menneskenes behov og ikke primært at skabe dem. I et samfund, hvor det ikke længere er kapitalens jagt efter profit, der er den centrale katalysator i samfundsudviklingen, vil behovenes udvikling kunne stabilisere sig, så de begynder at tjene de almindelige menneskers interesser. De ting, der faktisk betyder noget i folks liv, vil træde frem, og en omfattende reklameindustri vil ikke længere kunne manipulere med folks behov. Behovene vil nuanceres og spredes til at dække mange facetter af livet fremfor blot at rette sig mod varer. Afvaregørelsen af mennesket ved afskaffelse af udbytning vil afvaregøre behovenes karakter.
Retten til arbejde
Alle mennesker har ret til et arbejde i det omfang, de kan varetage det. I det socialistiske samfund vil det altid være en førsteprioritet at sikre arbejde til alle, og det kan gøres igennem en progressiv planlægning og politik omkring skabelsen af arbejdspladser. Når man i dag ser, at virksomheder fyrer medarbejdere og flytter produktionen til udlandet alt imens de høster statsstøtte, så er det udtryk for kapitalismens kerne, nemlig at det er erhvervslivet man beskytter fremfor alt. Under socialismen derimod er det borgerne man beskytter. Arbejdspladser kan sikres gennem igangsættelse af produktion fremfor afvikling. Igennem udvidelse af sundhedsvæsenet, genrejsning af socialsektoren, nybygning af hospitaler, skoler, almene boliger, infrastruktur og meget mere kan man skabe flere arbejdspladser og forbedre samfundsforholdene. Når de enorme profitter, der i dag tilfalder borgerskabet, i stedet tilfalder fællesskabet, så får vi råd til et værdigt samfund for os alle.
De mennesker, som ikke kan arbejde af den ene eller anden grund, skal sikres en høj og værdig levestandard. I Danmark skal alle individer og familier have råd til at indgå i samfundslivet på en aktiv og deltagende måde. Børn fra familier, hvor forældrene ikke arbejder, skal på lige fod med andre børn kunne dyrke fritidsinteresser, gå til fodbold osv., og derfor må alle mennesker – arbejdende eller ej – sikres en høj minimumsstandard økonomisk set. Yderligere må arbejdsmarkedet fremfor arbejderne gøres mere fleksibelt, så mennesker har mulighed for at arbejde mindre end fuld tid, uden at det giver økonomiske repressalier.
Økonomi er et politisk redskab, der kan styre samfundet i retning af at varetage bestemte interesser. Under markedsøkonomien er det kapitalens interesser, der varetages. Dette faktum prøver borgerlige økonomer at skjule ved at påstå, at “markedet kræver dit og dat”, selvom markedet naturligvis ikke er en person og derfor ikke kan kræve noget som helst. Mennesker kan derimod kræve noget, og det gør den ungkommunistiske vision for fremtidens økonomi: vi kræver at alle yder efter evne og nyder efter behov.
Vi mener derfor at
• Udbytningen i dag skærpes voldsomt på både nationalt og internationalt plan
• Udbytningens effekter både er økonomiske, strukturelle og bevidsthedsmæssige
• Det kapitalistiske system altid vil føre til kriser
• Der skal kræves skat af multinationale virksomheder fremfor almindeligt arbejde
• Produktion skal organiseres planøkonomisk for at imødekomme arbejderklassens reelle behov og ikke kapitalens
3. Minoriteter og racisme
Betegnelsen “Minoriteter” dækker et bredt spektrum af grupperinger i samfundet, som alle på hver deres måde er særligt udsatte i forhold til overgreb fra staten og majoritetssamfundet. Man klassificerer altid en minoritet i forhold til et eller andet pejlemærke, som udgør det fællestræk, som denne minoritet har. Minoriteter i dagens Danmark er eksempelvis klassificeret ved identitetsmarkører som race, etnicitet, “colour”, religiøse tilhørsforhold, fysiske og psykiske handicap, seksualitet, socioøkonomisk livsstilsadfærd, kønsorientering, socioøkonomisk status med videre. Alle minoritetsgrupper oplever forskellige former for diskrimination og tvangskategorisering i forhold til staten og samfundet. Når de her er behandlet sammen skyldes det, at vi i Ungkommunisterne mener, at der er en række strukturelle fællestræk ved den måde, minoriteter i dag behandles på i det danske samfund.
Visse minoritetsgrupperinger er økonomisk underbemidlede i forhold til majoritetssamfundet. Mange grupper bliver stigmatiseret og diskrimineret i lovgivningen og i samfundet som sådan med det resultat, at de fastholdes som samfundspariaer uden mulighed for social mobilitet eller adgang til de ressourcer og muligheder, som majoritetssamfundets medlemmer nyder godt af. Samfundet bevarer på den måde skel mellem mennesker. Denne stigmatisering og tvangskategorisering fører til en konsekvent kunstig splittelse af arbejderklassen, hvor de grupper, der burde stå hinanden nærmest, i stedet kæmper om social og økonomisk anerkendelse, om arbejdspladser osv. Det tjener altså i den optik kapitalen, at et samfund splittes op i en række “minoritetsgrupper”. På den måde skjules det for arbejderen, at han har langt mere til fælles med den arabiske mand, der bor i den anden ende af byen, end med chefen, der er hans nabo.
Vi har de seneste årtier set en sigende tendens i Europa, der går i retning af at fremmedfjendske og halv- eller helfascistiske partier og organisationer vinder frem. Disse partier tjener med deres antimuslimske, antisemitiske, homofobiske og kvindeundertrykkende synspunkter netop dét formål at splitte arbejderklassen. De racistiske tendenser har bredt vundet fodfæste i dansk politik. Desuden er der vokset en række ekstreme grupper frem, hvor nynazistiske grupperinger er det værste eksempel. Disse grupper og partier lægger en linje for det yderste højre, som i sidste ende tjener kapitalen. Herhjemme har vi da også set, at store internationale virksomheder har støttet det yderste, parlamentariske højre med betydelige pengedonationer. Den voksende intolerance og racisme går hånd i hånd med den øgede udbytning af arbejderklassen og afmonteringen af velfærden, som har været særlig udtalt siden Danmarks indmeldelse i EF/EU. Splittelsen i arbejderklassen tjener altså ikke kun som en svækkelse af arbejdernes fælles kamp. Den tjener også en syndebuksfunktion, hvor arbejdere skyder skylden på andre arbejdere – mest udtalt muslimer – for landets tiltagende elendige tilstand. Oplevelsen af at have ringere og ringere vilkår kædes umiddelbart sammen med minoriteters “sociale nasseri”. En analyse, der igen og igen fremføres af de asociale, højreorienterede partier, som samtidig agerer spydspids i afmonteringen af den danske velfærd. Fokus drejes derfor væk fra systemets utilstrækkelighed og hen mod smågruppers og enkeltpersoners ansvar for landets sociale deroute.
Som Ungkommunister arbejder vi nu og her for at forhindre sociale og økonomiske konsekvenser af diskriminering, som den eksisterer i lovgivning, økonomisk politik og generel social kategorisering og diskrimination. Vi mener dog samtidig, at disse kampe aldrig må fragmentere den fælles kamp for arbejderklassen men at de tværtimod skal mobilisere minoritetsgrupperne i samfundet til at skabe fælles front imod overklassen. Samtidig med at vi anerkender minoritetsgruppers ret til at forfølge deres egne mål og organisere sig i forhold til deres egen overbevisning, fastholder vi også, at alle minoriteter må handle i solidaritet med samfundets øvrige arbejdende befolkning. I Ungkommunisterne mener vi således, at kampen for minoriteternes rettigheder er trefold. For det første må vi på kort sigt arbejde for at forbedre forholdene for de grupper, der strukturelt set diskrimineres af staten. Disse tiltag vil imidlertid altid være reformistiske og lappeløsninger, omend de er afgørende nødvendige for at forbedre livet for store dele af arbejderklassen. For det andet må vi deltage i social kamp og danne front med alle individer og organisationer, som aktivt søger at bekæmpe fascisme og racisme, organisationer med hadefulde formål og desuden organisationer og virksomheder, som diskriminerer individer eller grupper af individer. For det tredje må vi som den allervigtigste kamp arbejde for at skabe en helt ny samfundsform, der ikke benytter sig af simpel omfordeling indenfor arbejderklassen men tværtimod sikrer lige rettigheder og muligheder for alle – uanset ståsted.
Vi mener derfor at
• Diskriminering er en kunstig splittelse af arbejderklassen, som svækker klassekampen
• Alle mennesker skal have lige rettigheder og muligheder i praksis, ikke kun i teorien
• Udryddelsen af diskrimination kan kun ske totalt set med en opløsning af klassesamfundet
• Diskrimination og racisme skal bekæmpes aktivt
• Vi arbejder mod enhver diskrimination af minoriteter – både statslig og social
4. Internationalt samarbejde og EU
EU er et nyliberalt projekt
Danmark har siden 1972 været medlem af først det Europæiske Fællesmarked og senere den Europæiske Union. Allerede i 70erne advarede kommunister om, at EF ikke blot var et samarbejdsorgan men en nyliberal ambition om at skabe Føderation Europa med USA som forbillede. Tilhængerne af EF sagde, at dette var et skræmmebillede, som konspiratoriske venstreorienterede forsøgte at fremmane. Ikke desto mindre har historien vist, at kommunisternes analyse var korrekt. Med vedtagelsen af Lissabontraktaten har EU fået en grundlov, som står over de nationale medlemsstaters individuelle grundlove. Denne grundlov lovfæster nyliberalisme som grundpillen for alle medlemsstater, og Lissabontraktaten udgør på den måde både en forfatning og et nyliberalt regeringsprogram i ét. Essensen af EUs grundlov kan koges ned til, at det frie marked står over alt andet; over miljø, sundhed, borgerrettigheder, demokrati og velfærd. Denne grundlovsfæstning af nyliberale principper betyder reelt set, at det danske parlamentariske arbejde sættes ud af spil. Så længe vi er medlem af EU, vil enhver regering vi vælger, være tvunget til at føre nyliberal politik. De nationale staters suverænitet i forhold til at lægge den politiske linje for sit eget land er dermed tabt under EU-medlemsskab.
EU er ikke et samarbejde i traditionel forstand; det er et overstatsligt samarbejde. Mellemstatsligt samarbejde betyder, at samarbejde mellem lande skal godkendes af landenes individuelle folketing. I overstatsligt samarbejde som EU har EU-lovgivningen direkte og umiddelbar virkning i medlemslandene uden at Folketinget har noget at skulle have sagt. Det skønnes, at 80 procent af al lovgivning i Danmark i dag enten direkte eller indirekte er bestemt af EU. Og hvad består EUs såkaldte demokratiske organisation så af? Et EU-parlament på 736 medlemmer, hvoraf Danmark har 13 pladser. Et parlament, der ikke engang må stille lovforslag! EU er en karikatur på demokrati. EU styres reelt set af den elitære EU-kommission på 27 mand, som konsekvent arbejder for at varetage de store multinationale selskabers profitinteresser. Disse interesser plejes af det vanvittigt omfattende lobbyarbejde, der foregår i de lange EU-korridorer. EU er et demokratisk misfoster, der fratager nationalstaterne deres suverænitet og selvstændighed. Så længe vi er med i EU, er progressiv parlamentarisk udvikling i Danmark en umulighed.
Vi støtter den konsekvente EU-modstand
I Ungkommunisterne mener vi, at Danmarks udmeldelse af EU er en nødvendig forudsætning for kampen for socialisme. EU er en spændetrøje for al progressiv udvikling. Derfor støtter vi den konsekvente EU-modstand, som den er repræsenteret hos Folkebevægelsen mod EU og dennes ungdomsorganisation, Ungdom mod EU. Folkebevægelsen arbejder på et antiracistisk og solidarisk grundlag, som er foreneligt med Ungkommunisternes politiske og strategiske grundlag.
Kampen for den nationale suverænitet er af afgørende betydning, og derfor støtter vi ethvert aktivt forsøg på at afmontere EUs indflydelse såvel som forsvaret for de allerede eksisterende danske forbehold. Vi har ikke brug for et bedragerisk fjerndemokrati men for reel demokratisk indflydelse til borgerne i Danmark.
Kampen mod EU er også kampen for bedre forhold for den tredje verden. EU fører en aggressiv og imperialistisk udenrigspolitik, hvor man underminerer og udnytter udviklingslandenes svagere position. Igennem landbrugs- og eksportstøtte ødelægger man enhver mulighed for, at ulandene selv kan få landbrug op at stå. Landbruget i EU får først landbrugsstøtte til at producere langt flere varer, end vi selv kan konsumere i EU. Herefter får store internationale virksomheder eksportstøtte for at dumpe overskudsproduktionen i ulande, hvor disse varer sælges til langt under produktionspris. De store firmaer har allerede tjent på eksportstøtten alene. De resulterende priser kan de lokale landmænd umuligt konkurrere med, og de mister dermed deres levebrød. Ligeledes låner EU-landene penge til ulandene gennem de internationale organisationer IMF og WTO mod, at landene åbner deres markeder totalt for Vestens varer og dermed ikke fortolder dem. På den måde saboterer EU disse landes mulighed for at få en levedygtig produktion op at stå. EU er således en central aktør i at holde den tredje verden i fattigdom.
Vi ønsker reelt internationalt samarbejde
I Ungkommunisterne mener vi, at reelt og ligeværdigt internationalt samarbejde er både vigtigt og muligt. Vi synes faktisk, at samarbejde forudsætter, at de samarbejdende parter har muligheden for, og retten til, at sige ja eller nej til samarbejde. Ellers er den rette betegnelse for “samarbejdet” nærmere tvang. Der er en lang række politiske og strategiske områder, som det vil være en enorm fordel at samarbejde om internationalt. For os er det blot vigtigt, at det foregår som samarbejde og ikke som diktat fra en lille magtelite eller som hovedløs harmoniseringspolitik. Hvor én type samarbejde kan være relevant at indgå med nogle specifikke lande, vil andre spørgsmål mest effektivt kunne løses sammen med andre lande. Ethvert land bør derfor til enhver tid have mulighed for frivilligt og i overensstemmelse med befolkningens ønsker at indtræde i brede eller smalle samarbejdsrelationer med en eller flere andre nationer og på den måde optimere det konkrete arbejde for specifikke sager. Sådanne sager kan eksempelvis være miljøspørgsmål, økonomiske spørgsmål, kulturelle samarbejder, handelsanliggender eller uddannelsesrelaterede aftaler. Mulighederne er uendelige – udenfor EU!
Vi mener derfor at
• Danmark skal ud af EU
• EU er et nyliberalt og udemokratisk projekt i kapitalens favør
• Udmeldelse af EU er en nødvendighed for kampen for socialisme i Danmark
• Vi støtter Folkebevægelsen mod EU og den konsekvente EU-modstand
• Vi støtter mellemstatsligt samarbejde på grundlag af national suverænitet
5. Klima og miljø
Klima- og miljøområdet er en profitabel industri
Efterhånden som miljøspørgsmålet har vundet indpas i den offentlige debat og er kommet på den politiske dagsorden, er der opstået en stor efterspørgsel efter miljørigtige varer, bæredygtig teknologi m.m. Man taler sågar om en decideret grøn ideologi. Der er blevet skabt et marked med et enormt indtjeningspotentiale, som den evigt ekspanderende kapitalisme naturligvis straks har sat sig på. Kapitalismen har dog ingen egentlig interesse i miljøforbedringer men søger udelukkende at fremstå således.
Man ser i dag tydeligt, hvordan samfundet oversvømmes med varer, der på den ene eller anden måde hævdes at have en positiv indvirkning på miljøet, klimaet eller noget helt tredje. Dette skyldes, at det grønne stempel tilfører varen “brandingværdi”. Man markedsfører for eksempel det økologiske som noget ekstraordinært, noget eksklusivt, som folk derfor er villige til at betale mere for. På samme måde ser man virksomheder brande sig selv som en slags miljøfilantroper, der af ren og skær godhjertethed for eksempel donerer et træ til den brasilianske regnskov, hver gang du køber en klase bananer.
Således varegøres den ansvarsfølelse, forbrugeren er tilbøjelig til at føle overfor miljøet. Forbrugerne køber de grønne varer præcis som aflad for at føle, de gør en forskel. Ansvaret for miljøet læsses på den måde over på befolkningen, og det bliver op til den enkelte “bevidste forbruger” at fremme de bæredygtige løsninger og miljørigtige produktionsmetoder gennem sit forbrug. Kampen bliver individualiseret og dermed svækket, da det afholder forbrugerne fra at søge sammen og stille kollektive miljøkrav.
Den borgerlige version af den grønne ideologi har altså en opdragende effekt på arbejderen og dikterer udover korrekt indkøb en sund livsstil og en CO2-reducerende adfærd. Dette er naturligvis fordelagtigt for forbrugeren selv men også i høj grad for kapitalisten, der slipper af sted med at overlade ansvaret for kloden til sine medarbejdere og oven i købet får en optimeret arbejdsstyrke ud af det.
Så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, vil det være kapitalen, der særligt i kraft af sin privilegerede adgang til og indflydelse på Folketingets politikere, afgør fokusset i den offentlige miljø- og klimadebat. Det vil være kapitalen, der på baggrund af økonomiske interesser afgør, hvorvidt samfundet skal gøre sig uafhængigt af fossile brændstoffer og/eller hvilke alternative energikilder, der skal satses på, uagtet at det ikke nødvendigvis er i folkets interesse.
Det samme forhold gør sig gældende i EU, hvor miljøspørgsmålet konsekvent underprioriteres i forhold til profitinteresser. EU er et liberalistisk projekt, der ingen interesse har i miljøet. Mellemstatslige aftaler som Kyoto-aftalen er også varm luft, da de ikke er juridisk bindende.
Bæredygtig produktion er systemets ansvar
Kapitalismen er af natur ikke i stand til at holde sig inden for de rammer, princippet om bæredygtighed opstiller. Under det nuværende system er miljøkampen altså langt hen ad vejen håbløs. Vi ønsker at erstatte det eksisterende samfund med et socialistisk ditto, hvor befolkningens behov og hensynet til miljøet er i centrum. Kun et socialistisk samfund kan nemlig indrettes med en 100% bæredygtig produktion, som udelukkende forsyner forbrugeren med garanteret miljørigtige varer.
I et sådant fremtidigt system vil ansvaret for miljøet ikke blive overladt til den enkelte, det vil blive varetaget på samfundsniveau. Internationale aftaler vil, i modsætning til Kyoto-aftalen, være af forpligtende karakter, hvilket vil sikre reelle forandringer. Klima- og miljødebatten vil tage udgangspunk i befolkningens behov og foregå på demokratiske præmisser. Det vil således være folket, der afgør hvilke alternative energikilder der skal tages i brug, samt hvornår de fossile brændstoffer skal udfases uden påvirkning fra kapitalinteresser.
På kort sigt vil Ungkommunisterne kæmpe for en forbedring af de miljømæssige minimumsstandarder for den samlede produktion, ikke kun delområder. Til gengæld vil vi ikke kæmpe for en udvidelse af mærkningsordninger, da dette er en lappeløsning. Der er ingen forsvarlig grund til at producere miljøskadelige varer i det hele taget. Økologiske varer af ordentlig kvalitet bør ikke være en luksus, men en allemandsret. Samfundets ressourcesvage grupper skal ikke påtvinges dårlig samvittighed for at købe de forkerte produkter. Vi mener det er grundlæggende forkert at klima- og miljøområdet gøres til genstand for kapitalens profitjagt. I Ungkommunisterne ønsker vi at inkorporere miljøkampen i den overordnede kamp for et socialistisk samfund.
Vi mener derfor at
• Den grønne ideologi er blevet et lukrativt marked for kapitalismen, hvor ansvaret for miljøet individualiseres og varegøres.
• Den grønne ideologi har en disciplinerende virkning på arbejderen, som kommer kapitalisten til gode.
• Mærkningsordninger med videre er symptombehandling; vi vil hæve bundniveauet for alle varer.
• Det grønne område skal ikke være genstand for kapitalens profitjagt.
• Det kapitalistiske samfund skal skiftes ud med et socialistisk samfund, hvor folkets interesser og dermed også miljøet er i centrum.
Ungkommunisternes program vedtaget på 1. ordinære landsmøde den 15. maj 2011