Kommunisternes program vedtaget på Danmarks kommunistiske Partis 25. kongres 23.-26. september 1976

Forlaget Tiden 1976

Udsendt af Danmarks kommunistiske Parti
i kommission på Forlaget Tiden
i. oplag: 25.000 eksemplarer
2. oplag: 10.000 eksemplarer
Tryk: Terpo Tryk
Illustrationer af Dea Trier Mørch
ISBN 87-579-0131-7

INDHOLDSFORTEGNELSE

I Overgangen fra kapitalisme til socialisme
1. Kapitalismen og dens krise
2. Imperialismen – folkenes fjende
3. Socialismen og folkenes nye muligheder
4. For antimonopolistisk demokrati

II Det danske samfunds krise
1. Dansk kapitalismes udvikling
2. Tilvante forestillinger bryder sammen
3. Demokratisk kamp – aktivisering af folkets kraft
III Program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen
En bedre tilværelse for folket
l. Ret til arbejde og forøgelse af købekraft og realindkomst
2. Sikring af beskæftigelse under menneskeværdige forhold
3. Kollektive goder til lettelse af dagliglivet
4. Boligen – en menneskeret
5. Social sikring
6. Omsorg for sundheden
7. Sikring af et menneskeligt miljø
8. Fuld ligestilling for kvinderne
9. Et demokratisk uddannelsessystem – et behov for folket
10. Forskning til gavn for folket
11. Kulturel udfoldelse
12. Aktive fritidsmuligheder for alle
13. Ungdommen – samfundets fremtid

Demokratisering af samfundet og garanti for folkets frihed
1. Virkelig medbestemmelse
2. Garantier for folkets frihedsrettigheder
3. En ny demokratisk forfatning
4. Lokalt selvstyre
5. Demokratisering af statsapparatet

En demokratisk økonomisk politik
1. Demokratisk nationalisering
2. Demokratisk planlægning
3. Bekæmpelse af inflation og betalings balanceunderskud
4. Samfundsledelse af udenrigshandelen
5. Demokratisk skattepolitik
6. Offentlige besparelser
7. En fremtid for det danske landbrug
8. En ny fiskeripolitik
9. Sikring for selvstændige næringsdrivende
10. En national og demokratisk energipolitik

En selvstændig udenrigspolitik for fred og samarbejde
Grønland
Færøerne

IV Det socialistiske Danmark

V Den samfundsforandrende kraft
1. Enhed giver styrke
2. To hovedretninger i arbejderbevægelsen
3. Aktionsenhedens metode
4. Det arbejdende folks organisationer

VI Danmarks kommunistiske Parti

Kommunisternes program

Den krise, der har grebet det danske samfund, løses ikke ved lapperier. Den skyldes ikke blot forbigående vanskeligheder, men misforhold, som kun dybtgående samfundsændringer kan overvinde.
Danmark er et rigt land. Produktionsapparatet er mere udviklet, end det nogen sinde har været. Den arbejdende befolkning er dygtig og arbejdsom. Uddannelsesniveauet er steget. Det skulle dermed være muligt at fremstille flere, bedre og billigere varer, boliger og tjenesteydelser, så tryghed i tilværelsen og menneskelig udfoldelse kunne sikres for alle.
I stedet går det den modsatte vej. Produktionsapparatet udnyttes ikke efter sine muligheder. Arbejdere smides på gaden. Nyttige varer destrueres. Uddannelsesmulighederne spærres. Priser og skatter stiger. Sociale og kulturelle bevillinger skæres ned, mens de militære svulmer op. Og der råbes på gennemførelsen af yderligere tilbageskridt. Følgen er, at utryghed og frygt for fremtiden breder sig.
Hvorfor går det sådan? Fordi landets rigdomme og produktive muligheder kontrolleres af storkapitalen, ikke af folket. Det er samfundssystemet, der bærer skylden. Den kapitalistiske produktionsmåde bygger på, at hensynet til kapitalens profit går forud for hensynet til menneskene. Det er det, vi nu mærker følgerne af.
Det afgørende svar til samfundskrisens udfordring er at erstatte kapitalismens produktionsmåde med socialismens. Når produktionsapparatet er samfundseje, og det arbejdende folk har magten i samfundet, kan dets rigdomme og muligheder planmæssigt udnyttes til at efterkomme befolkningens materielle og kulturelle behov. Den virkeliggjorte socialisme viser, at det lader sig gøre. Overgang til socialismen er i vor tid en mere og mere påtrængende nødvendighed, hvis folkene vil sikre sig mod følgerne af de nye alvorlige sammenbrud, som den gamle samfundsorden bærer i sig.
Men hvordan påbegyndes og sikres overgangen til et nyt og bedre samfund? Herom handler dette program.
Den samfundsforandrende kraft kan kun komme fra folket selv. Arbejderklassen kan og må finde veje til at samle det arbejdende folks store flertal om sig i målbevidst handling, i klassekamp mod den storkapital, som i dag behersker samfundet. Det er der nye muligheder for i vor tid, hvor flere og flere forstår, at det ikke kan blive ved, som det går.
Kommunisterne begrunder i dette program, hvorfor og hvordan der nu kan sættes gang i den forandring af samfundet, som er nødvendig. Danmarks kommunistiske Parti ser det som sin grundlæggende opgave at stille sig i folkets tjeneste for at fuldbyrde det danske samfunds overgang fra kapitalisme til socialisme, for at bringe arbejderklassens sag til sejr og sikre det danske folks fremtid.

I * Overgangen fra kapitalisme til socialisme

1. Kapitalismen og dens krise
De store forandringers tid i samfundsudviklingen opstår, når de bestående produktionsforhold bliver en utålelig lænke på produktivkræfternes udnyttelse i fremskridtets tjeneste. Det er en sådan tid, vi lever i.
I kraft af deres private ejendomsret til produktionsmidlerne tilegner kapitalejerne sig det produktionsresultat, som alle arbejdende har været med til at skabe i en samfundsmæssig indsats. Kapitalejerne har retten til at lede og styre produktionen ud fra deres private interesser, som går på tværs af det samfundsmæssigt nødvendige. Derfor udnyttes vor tids vældige produktivkræfter til stadig alvorligere skade for den arbejdende befolkning. Derfor skærpes og udvides klassemodsætningerne i samfundet. Derfor er samfundets krise en krise for hele det kapitalistiske system, en almen krise, som først overvindes med systemets forsvinden.
Det arbejdende folks klassekamp for at hævde sine interesser over for den herskende klasse bliver derfor også en kamp for at sikre det samfundsmæssige fremskridt.
Under kapitalismen udbyttes de arbejdende gennem lønarbejdets system. Den udbetalte løn modsvarer kun en del af de værdier, som de arbejdende skaber. Resten, merværdien, tilegnes af dem, der ejer produktionsmidler og anden kapital – som profit. Arbejderklassens kamp mod udbytningen er den mest umiddelbare klassekamp mod kapitalen. Arbejderklassen er hovedkraften i kampen mod kapitalismen. Under kapitalismen sættes produktion kun i gang, når der kan regnes med profit og kapitalforøgelse. Produktionen foregår derfor uden samlet plan og i nådeløs indbyrdes konkurrence. Kapitalismens talsmænd har hævdet, at dette »kræfternes frie spil« ville løse alt til det bedste. Sådan gik det ikke. Det kapitalistiske system er hele sin
tid igennem blevet rystet af jævnligt og uundgåeligt tilbagevendende økonomiske kriser.
De sejrende i den indbyrdes konkurrencekamp koncentrerede øget kapital og indflydelse på deres hænder. Der opstod kapitalistiske monopoler. De forstærkede udbytningen og udviklede nye former for den. De forbandt sig med bankkapitalen til finanskapital. Storkapitalen gjorde sig mere og mere til herre inden for det kapitalistiske system. Fra omkring århundredskiftet trådte det ind i sit monopolkapitalistiske eller imperialistiske stadium.
Det gjorde ikke systemet mere stabilt. Ingen samfundsform har bragt så frygtelige ulykker over folkene som imperialismen gennem dette århundredes kriser og krige. Klassekampen udvidedes og skærpedes. I en række lande gjorde det arbejdende folk ende på det kapitalistiske system. Verdens overgang fra kapitalisme til socialisme var i gang. Kapitalismen var trådt ind i sin forfaldsperiode, sin almene krise.
Storkapitalen indså, at den måtte gribe til nye metoder for at forlænge sit herredømme. Navnlig siden 2. verdenskrig søgte den at »regulere kapitalismens gennem omfattende statslige indgreb i det økonomiske liv, under tilsidesættelse af »kræfternes frie spil«.
Under denne statsmonopolistiske kapitalisme sammenflettes monopolernes magt mere og mere med den statslige magt til en samlet styringsmekanisme for samfundet. Økonomi og politik bliver mere og mere uløseligt forbundne. De egentlige afgørelser træffes af monopolernes forskellige ledere. Ikke alene er deres egne økonomiske dispositioner af vidtrækkende virkning, de stiller også krav om statslige foranstaltninger til sikring af deres profitniveau og opretholdelse af deres magt. De råder over positioner indenfor statsapparatet og forbindelser i det politiske liv, så de effektivt kan indvirke på de politiske beslutninger, endda uden at behøve selv at træde i forgrunden.
På samme måder opnår monopolerne at få skattebegunstigelser, afskrivningsregler, kreditter, tilskud m.v. fra statskassen, betalt af øgede skattebyrder på befolkningen. Samtidig får de staten til at holde lønningerne nede gennem »indkomstpolitik«, indgreb mod overenskomster m.v. Det er en statsorganiseret skærpelse af udbytningen – under påskud af at »sikre økonomien«, »redde landet« og lignende.
Statsmonopolismen tjener til at løse endnu mere vidtrækkende problemer for storkapitalen.
Udnyttelsen af moderne teknik kræver store investeringer ikke blot i produktionsapparat, men også i samfærdselsmidler, forskning, uddannelse af arbejdskraft m.v. For at opretholde kapitalens profitniveau skubber monopolerne flest muligt af disse udgifter over på det offentlige, så også de betales af den arbejdende befolkning selv gennem øgede skatter. Monopolerne kan så skyde sine kapitaler i de foretagender, som er mest profitable i forhold til investeringerne.
Monopolerne opnår også øget og indbringende afsætning gennem offentlige bestillinger. I særdeleshed gælder dette militærvæsenet, som spiller en voksende rolle i statsmonopolismens økonomiske system.
Den statsmonopolistiske kapitalisme betyder en hidtil uset koncentration af økonomiske og politiske magtmidler for at opretholde storkapitalens herredømme. Men derved er den også en grovere udfordring til alle de klasser og lag, som udnyttes af monopolerne.
En overgang kunne de statsmonopolistiske metoder synes at have stabiliserende virkning. Især i 60erne proklameredes det, at kapitalismen nu var »styret« og »krisefri«. Dog kun en stakket stund. På nye og endnu mere omfattende måder slog systemets almene krise igennem – med uhørt inflation, med rystelse af penge- og valutasystemet, med nye arbejdsløshedskriser.
Trods alle statslige indgreb formår storkapitalen således ikke at styre sit eget system. Den forsøger at løse sine problemer ved at læsse yderligere byrder over på alle andre lag og klasser – i første række på arbejderne, men også på andre lønmodtagere, på samfundets mellemlag såvel som på alle i forvejen svagt stillede eller diskriminerede grupper. Den skåner ikke de mindre kapitalister, der stiller sig i vejen for den. Men derved skærper og udvider den kun yderligere modsætningerne i samfundet og uddyber dets krise. Den statsmonopolistiske kapitalisme er i krise – ikke alene økonomisk, men også politisk og ideologisk.
Deri ligger også de grundlæggende årsager til det danske samfunds krise.

2. Imperialismen – folkenes fjende
Monopolkapitalismen søger også at brede sin magt ud i international målestok. Af den forbitrede konkurrencekamp opstår mægtige multinationale koncerner, som behersker livsnerver i den internationale økonomi, og som manøvrerer hen over landegrænser. De gør sig også til en vigtig faktor i verdenspolitikken og er ofte i stand til at bestemme de enkelte regeringers politiske handlinger.
Monopolerne deler deres indflydelse efter magtens princip. Det bestemmer også den internationale politik, der føres under monopolkapitalismens system, imperialismen. Stærkere imperialistiske magter underligger sig svagere, og udnytter dem for sine økonomiske, politiske og militære formål. I vor tid sker det særlig gennem økonomisk integration og politisk-militære blokdannelser som f.eks. EF og NATO. Sådanne alliancer respekterer ingen ligeberettigelse mellem medlemsstaterne, tilsidesætter eller ophæver de svagere partneres suverænitet, så en national krise føjes til disses øvrige kriseproblemer. Inden for blokkene fortsætter den indbyrdes konkurrence- og magtkamp.
Det imperialistiske verdenssystem, hvis hovedmagt er USA-imperialismen, holdes imidlertid først og fremmest sammen af monopolernes fælles klasseinteresser. De er rettet mod folkenes sociale og nationale befrielseskamp, og fremfor alt mod det socialistiske verdenssystem, hvor folkene allerede har frigjort sig for kapitalismens og imperialismens herredømme. Imperialismens politik over for socialismen og folkene bygger også på magtens princip. Den er rede til at gribe til de yderste magtmidler, til krigen, når den tror, det kan fremme dens formål. For indflydelsesrige monopolkredse er krig til og med en uhyre indtægtskilde.
Da Sovjetunionen efter Oktoberrevolutionens sejr i 1917 som den første socialistiske stat stod ene over for en kapitalistisk omverden, søgte imperialismen gennem interventionskrige at kvæle socialismen.
Da den hitlertyske imperialisme med støtte fra de mest reaktionære kredse i andre lande gik til angreb på Sovjetunionen, endte det med fascismens historiske nederlag.
Da flere lande efter 2. verdenskrig slog ind på socialismens veje, satte den imperialistiske politik sig som opgave at »rulle kommunismen tilbage«. Også uden åben krig bringer imperialismen alle tilgængelige midler i anvendelse for at opnå sit stadige formål: at svække og nedbryde socialismen.
Vor tids imperialisme har grundlagt sin magt på århundreders udplyndring med kolonialismens umenneskelige metoder. Folkenes rejsning har gjort det umuligt at opretholde koloniherredømmet, men imperialismen fortsætter sin udnyttelse af disse lande med ny-kolonialismens metoder. Selv om man nødtvungent har måttet anerkende landene som politisk selvstændige, udnytter man sin økonomisk-tekniske overlegenhed til at påtvinge dem økonomiske, militære o.a. betingelser, som i praksis berøver dem midlerne til selvstændig udvikling og plyndrer dem for værdier, så folkene fortsat holdes i elendighed. Imperialismen griber til undertrykkelseskrige, når den ser mulighed derfor.
Imperialismen er folkenes fjende. Den er den alvorligste trussel mod menneskenes fremtid i vor tids verden. Dens stræben efter profit og magt avler en stadig fare for, at den driver verden til en atomkrigs katastrofe. Den påtvinger folkene en oprustning, hvor umådelige værdier ødes. Den bringer krisers elendighed over dem. Den udbreder sult og fascistisk undertrykkelse til lande, som den kan få magt over. Den søger, så vidt den overhovedet formår, at hindre folkene i at gennemføre demokratiske og socialistiske samfundsændringer.

3. Socialismen og folkenes nye muligheder
Imperialismen er imidlertid ikke længere den eneste magt i verden. Først i Sovjetunionen, siden i en række andre lande, tog det arbejdende folk magten, gjorde de afgørende produktionsmidler til samfundsejendom og opbyggede socialismen. Socialismen kunne ikke længere fejes til side som en utopi. Den førte de lande, hvor den blev virkeliggjort, til et opsving og socialt fremskridt som aldrig før i historien. Dermed udformedes også et
socialistisk verdenssystem, som stærkere og stærkere gør sig gældende i den internationale politik – for fredens sag, for solidaritet med overfaldne eller undertrykte folk. socialismens Fællesskabet af socialistiske stater bygger på socialismens principper om solidaritet og broderskab mellem folkene, på staternes suverænitet og ligeberettigelse, på gensidig hjælp til fælles gavn, på arbejderklassens internationalisme. Erfaringerne viser, at det socialistiske verdenssystem netop derved har sikret sig betydelig fremgang.
Klassekampen mellem arbejde og kapital giver sig også udtryk i en international klassekamp, hvis modpoler er socialisme og imperialisme.
Den økonomiske og politiske udvikling har internationaliseret mange problemer, så deres løsning kræver sammenhold på tværs af grænserne.
Socialismens opsving og øgede styrke, imperialismens nedgang og uddybede krise giver arbejderklassen og folkene i alle lande nye muligheder for at sikre deres interesser.
Fremfor alt imødegås imperialistiske forsøg på at slippe en ny verdenskrig løs af socialismens fundamentale interesse i fred. Fred og afspænding skaber de gunstigste betingelser for opfyldelse af socialismens samfundsmæssige mål, og socialismen giver ikke plads for private magtinteresser, som finder krig og oprustning indbringende og ønskværdig. Derfor har folkene i deres stræben efter fred, national selvstændighed, demokrati og socialt fremskridt fælles interesser med socialismen. Forenet i kamp mod imperialisme og reaktion udgør det arbejdende folks bevægelse mod storkapitalen, de nationale frihedsbevægelser og den virkeliggjorte socialisme tilsammen en kraft, som allerede er en bestemmende faktor i verdensudviklingen. Den kan blive afgørende for udnyttelsen af vor tids muligheder.
Der er nu muligheder, som ikke fandtes før, for at sikre freden, forhindre en ny verdenskrig. Vejen går gennem at påtvinge imperialismen respekt for principperne om fredelig sameksistens mellem stater af forskelligt samfundssystem – om samarbejde mellem staterne på ligeberettigelsens grundlag, uden indblanding i hinandens indre anliggender eller krænkelse af suveræne rettigheder.
Især i Europa har det udsigtsløse i den »kolde krig«s politik styrket de kræfter, som søger i retning af et nyt system i de mellemstatslige forbindelser, byggende på den fredelige sameksistens principper og uden opdeling i blokke. Det har ført til vedtagelserne på den europæiske konference for sikkerhed og samarbejde, til forhandlinger om gensidig nedrustning og til aftaler om udvidet økonomisk samarbejde. Folkenes egen indgriben kan og må fremme en sådan udvikling.
Det er Sovjetunionens og andre socialistiske staters faste fredspolitik, der sammen med arbejderklassens og folkenes aktive fredskamp har opnået et omsving fra »kold krig« til international afspænding. Det er et betydningsfuldt resultat, netop fordi krisen i kapitalismen også vækker aggressive og desperate tendenser til live i den. Afspændingen skaber bedre betingelser for at bremse de imperialistiske krigsplaner. Men ligesom afspændingen kun blev vundet gennem udholdende og årvågne anstrengelser, kræver det fortsat en omfattende indsats at gøre afspændingsprocessen uigenkaldelig.
Der er nu muligheder, som ikke fandtes før, for at sikre, at folkene selv kan bestemme Ændringerne og udformningen af deres samfund. De, som først slog ind på socialismens veje, måtte samtidig kæmpe mod udenlandsk militær intervention. Det kan forhindres, når international solidaritet sikrer, at principperne om fredelig sameksistens overholdes. Denne nye situation åbner nye veje for overgangen fra kapitalisme til socialisme, såvel i udviklede kapitalistiske lande som i de nye lande, der søger en ikke-kapitalistisk vej ud af tilbageståenheden.
Der er nu muligheder, som ikke fandtes før, for at overbevise om, at socialismen er folkenes fremtid. Den virkeliggjorte socialismes eksempel viser, at de onder, kapitalismen og dens krise bringer over folkene, ikke er naturgivne, men skabt af en overlevet samfundsform. Over for kapitalismens inflation, massearbejdsløshed, sociale nedskæringer og angreb på uddannelsen og kulturlivet står socialismens planmæssighed, stabile priser, sikring af ret til arbejde, uafbrudte sociale og kulturelle fremskridt og dens udvidelse og forbedring af uddannelsen. De problemer, som tynger det arbejdende folk under kapitalismen, er løst eller under løsning i socialismen. Forståelsen heraf styrker folkenes tillid til, at de også selv, ud fra deres forudsætninger, kan løse deres samfundsproblemer.

4. For antimonopolistisk demokrati
Forandringerne i verden og kapitalismens overgang til statsmonopolisme skaber en række nye betingelser for klassekampen. Dermed rejses nye opgaver for arbejderbevægelsen i kapitalismens lande.
På den ene side betyder den statsmonopolistiske kapitalisme en koncentration af antidemokratisk magt. Den har store økonomiske, militære og ideologiske magtmidler til sin rådighed, og organisation til at udnytte dem. Den har erfaring i politisk manøvrering og bedrag. På den anden side bringer denne magtkoncentration sig nødvendigvis i åben konflikt med stadig større dele af befolkningen, tilintetgør illusioner om, at det kapitalistiske klasseherredømme er demokratisk, og risikerer at bringe sig i politisk isolation.
Sammenfletningen af monopolernes magt med den statslige betyder, at alle økonomiske kampe uvægerligt også får politisk karakter. Arbejderklassens lønkamp bliver også en kamp om statens foranstaltninger. Krav om forbedringer for befolkningen bliver også krav om en ny politik.
Den statsmonopolistiske indgriben omfatter alle samfundets områder. Monopolernes magt retter sig mest direkte mod arbejderklassen for at tvinge yderligere merværdi ud af den. Men den retter sig i sine økonomiske, politiske og kulturelle bestræbelser også mod andre, som uden at være arbejdere væsentligst lever af deres egen arbejdsindsats. Det gælder funktionærer, teknikere, intellektuelle, o.a. Det gælder selvstændige inden for landbrug, håndværk, handel og servicefag. Den retter sig mod sådanne grupper i befolkningen som kvinderne og ungdommen, eller pensionisterne og de handicappede. Monopolernes forbundethed med det imperialistiske verdenssystem bringer dem endvidere i modstrid med folkenes stræben efter fred og selvstændighed, med alle antiimperialistiske bevægelser. Under den statsmonopolistiske kapitalismes krise skærpes alle disse modsætninger. Utilfredshed, modstand og protest breder sig. Der modnes kræfter, som har fælles interesse i at få gjort op med monopolernes magt.
Hermed skabes nye reale muligheder for at føre kampen for et nyt samfund frem på trods af monopolernes øgede magt. Det er arbejderbevægelsens store opgave i vor tid at udvikle kampformer, der svarer til disse muligheder. Det er også nødvendigt at gøre det. Ser man passivt til, mens systemets krise breder sig, lader man døren åben for, at monopolerne griber til de yderste magtmidler.
Erfaringen har vist, at den reformistiske politik, som aldrig vovede at gå til angreb på kapitalens virkelige magtpositioner, ikke fører frem i den antimonopolistiske kamp. Det fører heller ikke til noget blot at konstatere kapitalismens råddenskab. Det drejer sig om at udforme en kamplinje, der kan rejse og samle de kræfter, der kan sætte gang i Ændringen af samfundet og dets grundlag.
Den herskende klasse opgiver aldrig af sig selv sine privilegier og sin magt over samfundet. Den må tvinges dertil af den folkelige magt, som arbejderklassen sammen med sine forbundsfæller kan rejse gennem sin aktivitet og sin organiserede optræden. Det arbejdende folk gør sig til en kraft gennem kamp for sine mest påtrængende interesser og for at vinde sig frihedsrettigheder til at sikre dem.
Det er en kamp for demokrati. Enhver overgang til socialismen er opnået gennem, at folkets kamp for demokratiske mål er vokset over i en kamp for socialismen.
Formerne herfor har været forskellige, bestemt af forholdene i hvert land og til hver tid. I vor tid søger folkene sig nye overgangsformer svarende til de nye betingelser, der er opstået. Erfaringerne herfra understreger, at bredt sammenhold i den demokratiske kamp og aktiv beslutsomhed i varetagelse af det arbejdende folks interesser er afgørende for at overvinde de modstød og intriger, som monopoler og reaktion overalt iværksætter for at bevare deres magt.
Ikke mindst i Europas kapitalistiske lande udfolder klassekampen sig i disse år i et omfattende opsving i det arbejdende folks demokratiske kampe. De har i hvert land deres særpræg og egenartede former, men indeholder alligevel afgørende fælles problemer. Derfor kalder de på indbyrdes solidaritet og giver gensidig inspiration. De giver ny erfaring om, at det arbejdende folks interesser under den statsmonopolistiske kapitalisme kun hævdes i kamp mod storkapitalen, på bekostning af dens berigelse og magt. Den demokratiske kamp bliver en antimonopolistisk kamp. I den kan arbejderklassen sikre sig forbundsfæller blandt alle de klasser og lag, som statsmonopolismen også retter sig imod. En sådan antimonopolistisk alliance vil have rod i det store folkeflertal. Denne alliance kan udformes i den fælles modstand mod monopolerne. Men det er ikke nok. Statsmonopolismens sammenfletning af økonomisk og politisk magt gør, at den antimonopolistiske kamp kun kan vinde frem, når kræfterne forenes om en samlet demokratisk politik rettet mod storkapitalen. En sådan politik forudsætter, at der gribes effektivt ind mod storkapitalens magtpositioner, mod dens kontrol over det økonomiske liv, mod dens magt til at lede og fordele arbejdet, mod dens metoder til at øve politisk indflydelse og til at dirigere massemedierne og anden ideologisk påvirkning, mod dens antidemokratiske anvendelse af juridiske, politiske og militære magtmidler. På alle sådanne områder må befolkningen vinde sig demokratiske rettigheder, så det arbejdende folk og dets organisationer virkelig kan øve kontrol og gennem aktiv demokratisk indsats sætte sin vilje igennem over for storkapitalens.
Når arbejderklassen og dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at de kan gøre sig til en selvstændig magt i samfundet, kan de også sætte indgribende samfundsændringer igennem. De kan tilkæmpe sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt. Den antimonopolistiske kamp i det store folkeflertals interesse kan bringe storkapitalen i politisk isolation og derigennem også svække dens muligheder for at anvende voldsmagt mod samfundsændringerne.
Antimonopolistisk demokrati er endnu ikke socialisme, men et brud på statsmonopolismen og storkapitalens magt. Det åbner for en samfundsmæssig proces, der kan sikre afgørende fremskridt for det arbejdende folk og give det selvbevidsthed om, at det formår at lede samfundet. Det kan sikre sådanne betingelser for den politiske og samfundsmæssige kamp, at overgangen til socialismen kan foregå uden borgerkrig, som resultat af en aktiv demokratisk kamp.
Den danske kapitalismes krise stiller arbejderbevægelsen over for den opgave at åbne nye veje gennem udfoldelse af den antimonopolistiske kamp.

II * Det danske samfunds krise

1. Dansk kapitalismes udvikling
Det danske samfund befinder sig i en dybtgående krise. Det bliver mere og mere klart, at der må afgørende samfundsmæssige ændringer til.
Danmark er ramt af kapitalismens almene krise, men følgerne bliver særlig alvorlige under de forhold, som præger dansk kapitalisme.
I sin tid udviklede kapitalismen sig i Danmark under gunstige vilkår. Det var i den periode, hvor kapitalismen ude omkring udviklede sig til imperialisme. Danske kapitalister kunne dengang sikre sig ekstra profitter ved at sælge danske kvalitetsvarer på de imperialistiske stormagters markeder. Derved opnåede de højere priser – betalt gennem udplyndring af kolonifolkene. Samtidig lettedes statsbudgettet af, at de militære udgifter som følge af den traditionelle neutralitetspolitik var begrænsede.
Kapitalisterne udnyttede disse forhold til at give visse økonomiske indrømmelser til den arbejderklasse, som i samme periode begyndte at gøre sig gældende i en selvstændig og aktiv, faglig og politisk massebevægelse. De søgte dermed at pacificere arbejderbevægelsen, skaffe sig ro på arbejdsmarkedet og samtidig at udbrede en myte om, at dansk kapitalisme havde en særlig, demokratisk og »social« karakter.
Dette borgerlige demokrati ændrede intet ved kapitalens magt over samfundet, som endda styrkedes ved monopolernes opståen. Det arbejdende folk måtte bestandig bære byrderne af kapitalismens tilbagevendende kriser. Besættelsestiden viste ydermere, at den herskende klasse i givet fald var parat til at sætte national selvstændighed og demokratiske rettigheder ud af kraft.
Efter krigen lykkedes det at forhindre et demokratisk opgør med dette forræderi. Dækket bag den »kolde krig« kunne storkapitalen på ny stabilisere sin magt, idet den prisgav neutralitetspolitik og selvstændighed og indlemmede Danmark i den imperialistiske NATO-blok, med alle deraf følgende byrder.
Under kapitalismens efterkrigskonjunktur, i 50erne og først i 60erne, opnåedes en økonomisk vækst, som endeligt forandrede Danmark fra overvejende landbrugsland til industriland. Dette skete på grundlag af det fald i verdensmarkedspriserne på råstoffer, som imperialismen i denne tid satte i værk for at udplyndre udviklingslandene. Det gennemførtes gennem en hidtil uset anvendelse af statsmonopolistiske metoder. Endnu en gang fortalte man befolkningen, at nu var kapitalismen i stand til at skabe en »velfærdsstat« i harmonisk »styret« og »krisefri« vækst.
»Velfærdsstaten« var imidlertid først og fremmest rammen om monopolernes udnyttelse af den moderne teknik. Den udvidede de offentlige tjenester, men skabte også derigennem nye givtige profitområder for storkapitalen. Den indrømmede befolkningen visse sociale serviceforanstaltninger, men de opvejede langtfra den øgede opslidning af arbejdskraften, som tempoforøgelse, transportbesvær og andre følger af den industrialiserede tilværelse bevirker. Den bragte nye slags varer på markedet, men sikrede kun afsætningen gennem store gældsstiftelser og afbetalingssystemer, der skød problemerne ud til senere. Denne omstilling organiseredes gennem omfattende statslige indgreb og finansielle ydelser, der betød en voldsom vækst af skattebyrden, som i hovedsagen hvilede på den arbejdende befolkning. Storkapitalens indflydelse og kontrol over det økonomiske liv blev øget enormt.
På denne måde har det danske samfund udviklet sig til et samfund, hvor kapitalen er koncentreret på færre hænder, og hvor dens statsmonopolistiske metoder er mere udviklede end nogen sinde. Det store flertal af befolkningen lever som lønarbejdere eller på lønarbejderes vilkår.
Siden midten af 60erne har udviklingen sønderslået alle forestillinger om, at kapitalismen var blevet »krisefri«. Illusionerne om velfærdsstaten brister. Modsætningerne i samfundet tilspidses.
Den statsmonopolistiske styring formår stadig at sikre storkapitalen forhøjede profitter. Men den formår ikke at sikre systemets stabilitet. Den må give op over for betalingsunderskuddets og beskæftigelsens problemer – netop fordi den sætter hensynet til profitterne først. Den lader inflationen vokse ud af kontrol ikke mindst fordi den vil fastholde privatkapitalens ret til jordspekulation. Den råder over et større produktionsapparat end nogen sinde, men lader mere og mere af det stå uudnyttet hen.
Der gives stadig dyre forsikringer om demokrati. Men i praksis sætter man demokratiske rettigheder ud af kraft. Fremfor alt tilsidesætter man arbejderklassens ret til at bestemme over sine løn- og arbejdsforhold. De foreskrives ved indkomstpolitik, som er økonomisk anti-demokrati.
Man forsikrer, at samfundet er »socialt«. Men i praksis afvikler man »velfærdsstaten« og de sociale foranstaltninger, der har knyttet sig til den. Det er den gennemgående linje i de forlig, som skiftende regeringer har ført igennem.
Man taler meget om at være »erhvervsvenlig«. I praksis betyder det at yde øgede tilskud til storkapitalen. Storforetagenderne vokser, men knuser derved flere og flere mindre erhvervsdrivende.
Danmark blev indlemmet i EF, fordi storkapitalen gennem de overnationale organer ville styrke den statsmonopolistiske styring. Men EFs styring er selv i krise, søger udveje i massedestruktion og produktionsbegrænsninger og stiller sig i vejen for gavnlige initiativer. Værre vil det blive med virkeliggørelsen af planerne om EF som altopslugende union.
Danmark har en indlysende interesse i afspænding og fred. Alligevel opretholder man medlemskabet af NATO, og det betales rundhåndet med oprustning og store våbenkøb, skønt følgen er tab af landets selvstændighed og fare for viljeløst at blive draget med i imperialistisk krigspolitik.
Disse modsætninger bliver mere og mere uløselige under det herskende system. Det danske samfunds krise er det statsmonopolistiske systems krise. Kun ved at bryde monopolernes magt kan det arbejdende folks interesser og nationens fremtid sikres.

2. Tilvante forestillinger bryder sammen
Samfundets krise stiller det arbejdende folk over for enten at blive trykket dybere ned eller at sikre sig indgribende demokratiske Ændringer. Flere og flere forstår det. Arbejderklassen forstærker og udvider sine kampe. Utålmodigheden overfor samfundets urimeligheder og uretfærdigheder vokser særlig stærkt i den ungdom, som ser mod fremtiden. Socialismens ideer vinder ny tiltrækning og udbredelse. Der rejser sig brede anti-monopolistiske bevægelser i folket.
Men mange er endnu søgende. Deres tilvante ideer og forestillinger bryder sammen under samfundets krise. Men de står usikre overfor, om der findes veje frem. Stærke kræfter søger at påvirke dem til alligevel at affinde sig med de bestående samfundsforhold. Kampen i samfundet bliver også en ideernes kamp for at frigøre det arbejdende folk fra fordomme og falske illusioner.
Utrætteligt må undskyldningerne for at opretholde det gamle samfund stilles overfor de virkelige forhold.
Når krav om forbedringer afvises med, at der »ikke er råd«, må der erindres om, at det er det arbejdende folk der skaber værdierne, og at samfundet råder over rigdomme og muligheder som aldrig før.
Når det påstås, at arbejdernes lønkrav sætter produktionen i stå, og at de derfor må tvinges til at arbejde under ringere kår, rejser det modspørgsmålet: Hvorfor ikke tvinge kapitalen til at nøjes med mindre profit?
Når kravene om demokrati i det økonomiske liv spises af med en ØD-ordning, som i virkeligheden betyder, at en del af lønnen tvangsopspares og investeres i kapitalistiske virksomheder, må det imødegås med krav om nationalisering af storkapitalens monopolforetagender.
Når det påstås, at samfundskrisen skal løses gennem at »standse væksten«, må det påpeges, at krisens kendetegn netop er vækstens standsning. Tilfredsstillelse af det arbejdende folks behov kræver fortsat og planmæssig vækst af produktionen, men derfor også forhindring af den kapitalistisk dirigerede vækst, som går til spild og skadelige formål. Deri ligger problemet.
Det er vildledning af folk, når man gør forbruget i den offentlige sektor til roden til alt ondt. Den offentlige sektor er ikke blot den kapitalistiske stats magtfunktioner og ofte overdrevne bureaukrati. Den er også en række nødvendige samfundsfunktioner, som f.eks uddannelses- og sundhedsvæsen, transport og kommunikation, såvel som en række sociale og kulturelle tjenester, som er vundet gennem folkets demokratiske kampe. En velordnet og demokratisk offentlig sektor, der virker i befolkningens tjeneste, er ikke en hindring, men en forudsætning for fortsatte fremskridt.
I den forvirring, som samfundets krise kan skabe, optræder der også demagoger, som siger, at »enhver skal klare sig selv«. Det er en påkaldelse af den stærkeres ret, som strider mod al den stræben efter social solidaritet og demokratisk magt, som det arbejdende folk gennem tiderne har kæmpet for. Krisen i samfundet skyldes netop, at de stærkere, storkapitalen, har magten og udnytter det borgerlige demokrati som skalkeskjul for egne formål. Men alle fremskridt er vundet i det arbejdende folks solidariske og demokratiske kampe. Det, tiden kræver, er fremfor alt en videreførelse, udvidelse og fornyelse af disse kampe.

3.Demokratisk kamp – aktivisering af folkets kraft
Demokrati betyder folkets aktive varetagelse af sine afgørende interesser. Det sikres ikke blot gennem valg og afstemninger fra tid til anden, hvor alle påvirkningsmidler sættes ind for at appellere til »tavse flertal«s passivitet og fordomme. Demokratisk kamp kræver inddragelse af de hidtil passive i folkets aktive bevægelser. Sådanne bevægelser må uden ophør udfoldes for at ændre forholdene – først gennem diskussioner og fælles undersøgelser, videre gennem fælles formuleringer af krav og hævdelse af dem gennem fælles optræden. Gennem samfundsmæssig aktivitet drager masserne deres erfaringer om klassesamfundets virkelighed – om hvem, de har med sig, og hvem, de har mod sig. Gennem samlet og aktiv optræden gør det arbejdende folk sig til en magt i samfundet.
Den første forudsætning for at sætte en ny politik igennem er, at der i det arbejdende folk skabes så bred og fast en samling om grundlæggende hovedkrav, at magthaverne nødsages til at give efter. Kravene må hævdes, uanset alle undskyldninger om »økonomiske nødvendigheder«. Så længe storkapitalen har magten over samfundet, kan lønarbejderne kun hævde deres interesser ved at stå fast på deres krav. Når magthaverne påstår, at de så er ude af stand til at forhindre sammenbrud af samfundet, må de stilles over for et samlet program af indgribende demokratiske omformninger i samfundet, som sikrer fremskridt for folket ved at berøve storkapitalen magtpositioner og tilsidesætte dens magtbud.
Arbejderklassen er hovedkraften i kampen for en ny, demokratisk politik, rettet mod storkapitalen. Arbejderklassen er den stærkeste og mest organiserede kraft i den arbejdende befolkning. Men arbejderklassen fører ikke denne kamp alene på sine egne vegne, men i alle de lags interesse, som trædes under fode af storkapitalen og dens politik. Det er en afgørende betingelse for et dybtgående demokratisk omsving, at arbejderklassen vinder det arbejdende folks flertal som aktive forbundsfæller, der forstår, at deres interesser er på arbejderklassens, ikke på storkapitalens side.
Derfor må et samlende program for en antimonopolistisk politik være frugten af en omfattende demokratisk diskussion såvel i arbejderbevægelsen som i hele befolkningen. Det må føres frem med en sådan folkelig kraft, at det kan overvinde storkapitalens modstand og manøvrer.

III * Program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen

Kommunisterne fremlægger her deres program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen og til sikring af en bedre tilværelse. Det er et program for antimonopolistisk demokrati.
Formålet for en konsekvent demokratisk politik er at bruge landets rigdomme og muligheder til at skabe en bedre tilværelse for det arbejdende folk, så både dets materielle og kulturelle behov efterkommes, og så det opnår nye og frie udfoldelsesmuligheder. Det kræver, at den økonomiske vækst planmæssigt tilrettelægges ud fra disse hensyn og ikke ud fra hensynet til storkapitalens princip: »Hvad der gavner ØK, gavner os alle.« Midlet til at sætte en sådan politik igennem er de folkelige massers aktive varetagelse af deres egne interesser. Det kræver, at folkets fundamentale frihedsrettigheder sikres, udvides og udnyttes, så det ikke længere bliver storkapitalens indgreb, der bestemmer landets kurs.
Redskaberne for en demokratisk økonomisk politik må bestå i samfundsovertagelse og demokratisk kontrol med nøglestillingerne i det økonomiske liv. Det kræver demokratisk nationalisering af monopoler og storbanker, kreditinstitutioner og forsikringsselskaber i et omfang, så en effektiv styring af samfundsøkonomien i folkets interesse kan sikres. Den kan støtte sig på en udbygning af kooperation og andelsbevægelse.

En bedre tilværelse for folket

1. Ret til arbejde og forøgelse af købekraft og realindkomst.
2. Sikring af beskæftigelse under menneskeværdige forhold.
3. Kollektive goder til lettelse af dagliglivet.
4. Boligen – en menneskeret.
5. Social sikring.
6. Omsorg for sundheden.
7. Sikring af et menneskeligt miljø.
8. Fuld ligestilling for kvinderne.
9. Et demokratisk uddannelsessystem – et behov for folket.
10. Forskning til gavn for folket.
11. Kulturel udfoldelse.
12. Aktive fritidsmuligheder for alle.
13. Ungdommen – samfundets fremtid.

1.Ret til arbejde og forøgelse af købekraft og realindkomst
En bedre tilværelse kræver en ændret fordeling af samfundets materielle værdier. De, der skaber dem gennem deres arbejdsindsats, skal sikres en stadig voksende realindkomst, dvs. en stigende dækning af deres materielle, sociale og kulturelle behov. Derfor er det ikke blot nødvendigt, at pengeindkomsterne hæves. Det må også hindres, at deres købekraft udhules af inflation, prisstigninger, skatter, afgifter m.m.
Først og fremmest må lønarbejdernes realløn hæves. Som grundlag herfor må der sikres respekt for arbejdernes fri forhandlingsret om deres overenskomster ud fra de krav, de selv har stillet. Kun arbejderne selv skal kunne godkende de opnåede resultater gennem demokratiske afstemninger – uden sammenkædninger eller andre begrænsninger.
Problemerne for lavtlønnede grupper og områder, herunder kvinderne og lærlingene, skal løses gennem arbejdernes aktive solidaritet. Der må sættes ind mod alle forsøg på at skabe splittelse i arbejderklassen ved at spille forskellige grupper ud mod hinanden.
En automatisk dyrtidsregulering, der giver øjeblikkelig og fuld dækning for prisstigninger og skatteforhøjelser, skal hindre, at overenskomsterne udhules af arbejdsgiverne eller gennem regeringsindgreb.
Andre lønmodtagergruppers, teknikeres, funktionærers og tjenestemænds reallønninger, arbejdsforhold og levevilkår knytter sig mere og mere til resultaterne af arbejdernes kampe. Derfor må også de sikres ret til frit at indgå overenskomster og strejkeret til at forsvare og forbedre deres tilværelse.
De fleste selvstændige inden for landbrug, fiskeri, håndværk, handel, servicefag og liberale erhverv har interesser, der på mange måder falder sammen med arbejdernes. Betydelige dele af dem, som f.eks. det arbejdende landbrug, fiskere og håndværkere, er ligesom arbejderne med til at skabe samfundets materielle værdier og sikre dets trivsel. Deres tilværelse, som i høj grad er afhængig af arbejdernes beskæftigelsesforhold og købekraft, skal sikres.

I de små producenters og arbejdernes fælles interesse må der gribes ind for at mindske de fordyrende byrder, som pengekapitalen lægger på deres produktion, og for at mindske svælget mellem producent- og forbrugerpriser, som er vokset i takt med, at de store koncerner og handelskæder har bemægtiget sig forædlings- og omsætningsleddene.
Sikring af realindkomsterne kræver et samfund uden arbejdsløshed, og øget købekraft fremmer på sin side beskæftigelsen. En bedre tilværelse fordrer, at samfundet anerkender retten til arbejde som en menneskeret. Arbejderne skal ikke bære byrderne af arbejdsgiveres lukning af virksomheder. Hverken arbejderne eller befolkningen som helhed kan affinde sig med, at det produktionsapparat, der er skabt af arbejderne, lægges stille eller flyttes til udlandet. Derfor skal samfundet have ret til at overtage virksomheder, som agtes lukket eller ført til andre lande.
Under arbejdsløshed må arbejderne sikres fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

2. Sikring af beskæftigelse under menneskeværdige forhold
En bedre tilværelse kræver, at forholdene i selve arbejdstiden gøres menneskelige. Under vor tids tekniske udvikling og omlægning af arbejdsmetoderne rejser dette stadig nye problemer, som kun kan løses ved, at de arbejdendes demokratiske indflydelse på arbejdspladsen sikres.
Retten til arbejde skal sikres. Alle skal sikres tryghed i ansættelsen. Ved afskedigelser ydes erstatning. Der foretages genansættelse, når det kræves af de faglige organisationer.
Arbejdstiden må nedsættes i takt med den tekniske udvikling for at sikre menneskets sundhed og trivsel og behov for fritid til videre uddannelse, kulturel udfoldelse og aktiv deltagelse i den samfundsmæssige hverdag. Særlige lettelser i arbejdstiden må foretages i virksomheder med fysisk og psykisk ekstra belastende arbejde.
Arbejde på skiftehold og overarbejde må kun finde sted, hvor de faglige organisationer finder, at det er samfundsmæssigt nødvendigt. Al pligt til at udføre overarbejde afskaffes. Nødvendigt overarbejde skal afspadseres.
Feriens længde udvides i takt med arbejdstidens nedsættelse. Feriepengene udgør det dobbelte af normal arbejdsløn og udbetales også efter sygdom og arbejdsløshed samt efter pensionering.
Arbejdernes rettigheder på arbejdspladsen sikres og udbygges gennem lovgivningen og ved overenskomstmæssige aftaler. De faglige organisationer skal have muligheder for at støtte sine medlemmer i udøvelse af medbestemmelsesretten, og skal under alle omstændigheder have fri adgang til arbejdspladserne. Valg af arbejdernes repræsentanter skal finde sted helt efter arbejdernes ønske og uden indblanding fra arbejdsgiverside. Tillids- og sikkerhedsrepræsentanter kan ikke fyres, men kun vælges og afsættes af dem, de repræsenterer. Fredspligten, der udelukkende tjener arbejdsgivernes interesser, skal fjernes. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet skal bortfalde. Arbejdsretten afskaffes, og den frie aktionsret sikres på grundlag af princippet forhandling – mægling – aktion. Anvisning af arbejde må alene foretages af fagforeningerne.
Arbejdsmiljøet. Det skal være forbudt at indføre ny teknik, nye arbejdsmetoder, nye materialer, nye kemiske stoffer, uden at de nøje er gennemprøvet, undersøgt og godkendt af arbejdernes valgte sikkerhedsrepræsentanter. Til hjælp for dem må de nødvendige, højtuddannede specialister, ingeniører, læger, kemikere, udpeget af fagbevægelsen, stå til rådighed.
Arbejdstilsynet må under fagforeningernes kontrol. Fagforeningerne må overtage kontrollen med sundheden og sikkerheden på arbejdspladserne.
Bedriftssundhedstjeneste med lægevagt, skadestue samt regelmæssige forebyggende helbredsundersøgelser uden tab af arbejdsløn må etableres regionalt og på alle arbejdspladser over en vis størrelse. Arbejdsmedicinske klinikker og laboratorier for arbejdsmiljø må oprettes under fagforeningernes kontrol.
Fagforeningerne må have ret til at standse forsøg på at intensivere arbejdstempoet og forbyde farligt arbejde. Arbejdere ved monotont arbejde sikres ekstra sociale goder. Sådant arbejde gøres til genstand for uafbrudt arbejdsmedicinsk forskning med henblik på forbedringer og lettelser for arbejderne.
Ved oprettelse af nye virksomheder og værksteder skal fagforeningerne gennemgå og godkende de planlagte arbejdsforhold ud fra et sikkerheds- og sundhedsmæssigt synspunkt.
Den enkelte arbejder må uden løntab kunne standse arbejde, som han mener er farligt for hans og andres sundhed og helbred. Sikkerhedsrepræsentanterne kan holde arbejdet standset, indtil arbejdstilsynet har undersøgt det. Arbejdsgiveren gøres ansvarlig for at bevise, at arbejdet er ufarligt.
Overtræder en virksomhed arbejdsmiljøloven, må den idømmes bøder, der svarer til mindst det dobbelte af, hvad firmaet har sparet ved at undlade en sikkerhedsforanstaltning. I særligt graverende tilfælde eller efter gentagne forsømmelser idømmes fængsel.

3. Kollektive goder til lettelse af dagliglivet
Det skal være en samfundsmæssig pligt stadigt at udbygge de kollektive goder, som er nødvendige for at lette den enkeltes daglige tilværelse. Det kræver stigende offentlige investeringer i vedligeholdelse, udvidelse og modernisering af grundlæggende kollektive goder som veje og havne, skoler og kulturinstitutioner, sygehuse og daginstitutioner, kantiner og servicecentre.
Det kollektive trafiksystem skal udbygges overalt i Danmark og drives billigt og effektivt af det offentlige. Formålet er, at transporten fra hjem til arbejdsplads, skole osv. skal gøres billigere, bekvemmere og mere kortvarig.
En hensigtsmæssig udbygning og udnyttelse af den offentlige transport vil begrænse den private bilisme. Den vil herigennem være besparende både med hensyn til energi og til kostbare trafikinvesteringer. Den vil mindske såvel luft- som støjforurening.
Den kollektive energiforsyning skal sikre befolkningen den nødvendige varme, lys og anden energi til lavere priser. Den må planmæssigt udbygges, så befolkningen ikke tvinges til nedskæringer, der bl.a. kan gå ud over folkesundheden.
Den kollektive planlægning af jordens udnyttelse til landbrug, bebyggelse, trafikanlæg, rekreative formål, skove m.m. skal sikre et sundt menneskeligt miljø, sideløbende med gode betingelser for produktion og trafik.
En planmæssig egnsudvikling skal sikre en harmonisk udvikling af hele landet og en effektiv udnyttelse af alle landsdeles naturlige, geografiske og menneskelige muligheder. Dette kræver såvel udbygning af de nødvendige trafik-, uddannelses-, service- og boligmæssige betingelser som direkte produktive investeringer. Gennem en offentlig, åben planlægning med deltagelse og under kontrol af det arbejdende folk og dets organisationer, såvel i landsmålestok som i de enkelte landsdele, skal det sikres, at egnsudviklingen ikke ensidigt udnyttes af kapitalister til at skaffe sig billig arbejdskraft og profit, men virkelig tjener til at udvikle alle egne og til at gøre dem til gode og trygge områder at leve og arbejde i.

4. Boligen – en menneskeret
Boligen har afgørende betydning for den menneskelige trivsel. Retten til en god og sund bolig til en overkommelig pris skal grundlovssikres. Målet for en demokratisk og social boligpolitik er fremskaffelse af boliger fri for spekulation og profit og dækkende befolkningens ønsker og behov.
Nationalisering. Jorden og byggematerialeindustrien skal nationaliseres. Indtil dette er gennemført, skal alle byggematerialer underkastes en skarp priskontrol og avancebegrænsning. Værdistigning i jord og fast ejendom, der ligger over de almindelige prisstigninger i samfundet, skal indefryses som en offentlig prioritet og kan ikke belånes.
Udlejningsbyggeri. Alt udlejningsbyggeri skal opføres af stat, kommuner og almennyttige boligselskaber. Byggeriet statsfinansieres til en årlig ydelse på 4 pct.
Enfamilieshuse. Til enfamilieshuse kan der ydes statslån til lav rente. Betingelsen for at få statslån er, at ejeren giver afkald på at sælge huset i fri handel. Når ejeren ønsker at afhænde huset, overtages det af stat eller kommune, som fastsætter en overtagelsespris på basis af prisudvikling og afskrivning.
Skat på boliger ophæves. Alle former for skat på boliger ophæves. Ejere og lejere skal skattemæssigt ligestilles gennem en trinvis afvikling af ejernes fradragsregler.
Planlægning af boligmiljøer. Ved planlægning af nye boligkvarterer, boligmiljøer, skal lejerorganisationer, evt. de fremtidige lejere, fagforeninger, lokalråd m.m. inddrages i planlægningen på et så tidligt tidspunkt, at der kan opnås reel indflydelse på planernes udformning. De kommunale myndigheder skal drage omsorg for, at planerne bringes frem til offentlig debat i så god tid, at der kan tages hensyn til fremkomne ønsker og synspunkter. Projekter kan ikke godkendes af myndighederne, såfremt disse bestemmelser ikke er overholdt.
Boligformer. Alle skal have mulighed for at vælge den boligform, der passer til den enkelte eller familien. Nybyggeriet skal være varieret med såvel høj som lav bebyggelse og tage hensyn til behovet for boliger til unge, ældre og handicappede.
Sanering og byfornyelse. Usunde boliger skal saneres, og bevaringsværdige ejendomme skal opretholdes og moderniseres. Planlægningen må ske under hensyntagen til skabelse af et bedre bolig- og bymiljø. Gennem en særlig lovgivning skal staten yde støtte til sanering og byfornyelsesprojekter. Støtte til et byfornyelsesprojekt er betinget af, at kommunen har erhvervet alle ejendomme, som omfattes af projektet, og efter dets gennemførelse overdrager ejendommene til almennyttige boligselskaber eller forpagtningsforeninger. Kommunerne har genhusningspligt, og for de beboere, der ønsker det, så vidt muligt i samme område eller kvarter.
Private udlejningsejendomme. Private udlejningsejendomme skal etapevis overtages af kommunerne eller almennyttige boligselskaber. Overtagelsen skal finansieres ved udstedelse af statsobligationer, hvis pålydende rente ligesom obligationernes indfrielse fastsattes ved lov.
Ejer- og anpartslejligheder. Der skal gennemføres forbud mod såvel opdeling af ejendomme som salg af ejer- og anpartslejligheder.
Lejernes rettigheder. Allerede inden de private udlejningsejendomme er nationaliseret, skal lejerne sikres reel medbestemmelse og indflydelse på ejendommens administration og have uhindret adgang til at gennemgå alle regnskaber. Alle lejligheder og værelser, der udlejes af private, skal underkastes kommunal anvisning og kontrol.

5. Social sikring
Social sikring skal fastslås som en menneskeret.
Socialpolitikken skal indgå som et led i den systematiske forbedring af levevilkårene for det arbejdende folk som helhed. Den må ikke som nu blot sætte sig som mål at yde individuel hjælp til den enkelte, som til gengæld skal lade sig underkaste
stram og ofte ydmygende kontrol.
Grundlæggende solidaritet med de svagest stillede er udgangspunkt for socialpolitiske forbedringer, der samtidig over skattepolitikken skal stile mod at flytte udgifterne, således at de stærkeste skuldre samt erhvervslivet bærer hovedparten af udgifterne.
En demokratisk socialpolitik omfatter endvidere:
100 pct.s erstatning ved tab af indtægt ved sygdom, ulykke og arbejdsløshed. Dagpenge kan afløses af revalidering eller pension, men kan ikke ophøre uden et reelt alternativ.
Lovfæstet retssystem. Ændring af de såkaldte behovsbestemte, individuelt udmålte hjælpeformer, som f.eks. i bistandsloven, hen imod det lovfæstede retssystem, der findes i dagpengeordningen. Formålet er, at social assistance som hovedregel skal erstatte tabt arbejdsfortjeneste.
Demokratisering af kontrollen med den enkelte borger såvel under selve sagsbehandlingen som gennem et effektiviseret og folkeligt ankesystem med ret til selvstændigt fremmøde med ledsagelse af bisidder. Krav om hurtigere afgørelser i ankesystemet og oplysningspligt i den sociale administration.
Myndighederne må samtidig være forpligtet til i radio, TV og dagspresse og ved direkte henvendelser at give reel information om sociale rettigheder.
Social sikring af familien må omfatte forbedring af børnetilskudsordningen og økonomisk assistance til børn i de sidste skoleår.
Udbygning af daginstitutionerne er et afgørende led i sikring af børnenes opvækst såvel i sundhedsmæssig som pædagogisk henseende. Deres åbningstider skal svare til forældrenes behov. Der må normeres personale nok til at sikre forsvarlig pædagogisk virksomhed. Som samfundsopdragende institutioner bør de være gratis.
Omsorgen for åndssvage, sindslidende og grupper ramt af kronisk sygdom må udbygges, således at pleje og behandling bliver af højeste kvalitet. Forsorgen skal tilsigte oplæring, uddannelse og integration i samfundet i det omfang, det vil være til trivsel og lykke for den enkelte. Boligproblemerne må løses ved udbygning af institutioner, kollektivboliger m.m.
Det sociale system må ændres, således at landet udgør en forsorgsmæssig enhed, hvor mennesker har samme ret, når de er i vanskelighed. Nærdemokratiet må udbygges, ikke ved at give adgang for en række tilfældige skøn og beslutninger, men ved befolkningens gennemgribende indsigt i og kontrol med det sociale system.
Fagbevægelsen må i højere grad inddrages såvel i administrationen af de sociale ydelser som i kontrollen med den sociale forvaltning.
Social tryghed i alderdommen uden økonomiske vanskeligheder, ydmygelser eller isolation er et afgørende socialt krav for den arbejdende befolkning. Pensionerne må forhøjes og udgøre 213 af arbejderlønnen på landsbasis. Pension må tilkendes uanset køn og civilstand, således at hvert enkelt menneske har selvstændig pensionsret. Adgangen til førtidspension må lettes, suppleret med en arbejdsgiverfinansieret efterlønsordning. Pensionsalderen må nedsættes.
Målet må være ret til pension fra 55 år for kvinder og 60 år for mænd.
Omsorgen for de ældre må forbedres. Plejehjem, beskyttede boliger og kollektivboliger udbygges. Samtidig må disse institutioner demokratiseres, således at pensionisterne har deres fulde selvstændighed. Hjemmehjælp og helbredstilsyn udbygges, så der sikres valgmulighed mellem hjemmehjælp og plejehjem.
Beskatning af pensioner og sociale ydelser ophæves i forbindelse med gennemførelsen af en demokratisk skatteomlægning.
Samfundets forhold til de ældre generationer må samtidig gøres til genstand for en dybtgående debat, således at unødige – af kapitalismen skabte – skel mellem generationerne afløses af frugtbar meningsudveksling og gensidig respekt.
Vejen frem til fuld social sikring. Det videre mål er et fuldt udbygget socialt sikringssystem, hvor alle sociale ydelser, herunder institutionsophold, er gratis for hele befolkningen, og hvor der udbetales fuld folkepension til alle. Men det kan først gennemføres, når de samfundsmæssige forudsætninger derfor er skabt. Ellers fører det til uretfærdigheder – som den nuværende »fulde folkepension«s udbetalinger til de velstående, mens de, der alene skal leve af pensionerne, lider nød. Fuld social sikring må gennemføres i takt med virkeliggørelsen af den indkomstudligning, ændrede byrdefordeling og gennemgribende skatteomlægning, som er led i den antimonopolistiske politik.

6. Omsorg for sundheden
En stadig forbedring af sundhedstilstanden er et vigtigt mål i kampen for en bedre tilværelse. Helbredsforhold og arbejdsvilkår tilsidesættes groft under den nuværende krise. En demokratisk sundhedspolitik er derfor nødvendig.
Sundhedstilstanden kan højnes igennem en øget sygdomsforebyggelse. Arbejds- og boligmiljøer må bedres. En effektiv sundhedsoplysning må iværksættes i hjem, skoler og på arbejdspladser. Den forebyggende sundhedstjeneste må udbygges og rette særlig opmærksomhed mod arbejdspladser og boligområder. Programmer til forebyggelse og bekæmpelse af de store massesygdomme, som hjertelidelser, kræft, ulykker og arbejdssygdomme, udarbejdes og igangsættes. Regelmæssige helbredsundersøgelser påbegyndes, så tidlig diagnostik fremmes.
En demokratisk sundhedspolitik kræver et offentligt sundhedsvæsen, så al sundhedsservice frigøres for private interesser.
Derfor skal medicinalindustrien nationaliseres. Det offentlige må føre en streng kontrol med alle lægemidler samt overtage distributionen. Al nødvendig medicin kan herved gøres gratis.
Privat praksis tilknyttes sundhedscentre, og det frie lægevalg udvides. Al forebyggelse, undersøgelse og behandling kan herved gøres billigere for samfundet og gratis for den enkelte borger.
Den forebyggende sundhedstjeneste opbygges eller udvides i alle boligområder i form af sundhedscentre eller lægehuse. Centrene varetager den enkelte families sundhedsproblemer, foretager helbredsundersøgelser og står for områdets vagttjeneste. Al sundhedsservice tilknyttes centrenes herunder også tandpleje, kiropraktorbehandling og specialistbehandling. Forundersøgelser for indlæggelser på sygehuse udvikles på centrene i samarbejde med sygehusambulatorierne, så unødvendige og lange indlæggelser undgås. Sygehusenes udbygning sikres, så de både imødekommer befolkningens lokale behov og den centralisering, som en nødvendig specialisering medfører.
På store arbejdspladser etableres bedriftssundhedstjenester, som sikres muligheder for at betjene arbejderne bedst muligt uden hensyntagen til profit. Mindre arbejdspladser tilses ved, at der etableres arbejdsmedicinske klinikker i alle amter, og ved at udvide arbejdstilsynskredsens hygiejniske stab. Revalideringsbehov skal på arbejdspladserne undersøges i tide, og handicappede og ældre arbejdere skal sikres muligheder for deltidsarbejde på deres arbejdspladser.
Adgang til kurophold udenfor ferien sikres.
De gravide kvinders vilkår forbedres. Alle gravide skal skånes under arbejde og fritages for arbejde, der kan skade mor og barn. Barselhvilen skal udvides og må ikke medføre lønnedgang, tab af anciennitet eller afskedigelse. Jordemodervæsenet udbygges i tilknytning til centrene og uden geografiske forskelle. Svangerskabsforebyggende midler skal gøres gratis og seksualvejledning udvides.
Børnenes sundhed garanteres ved et tilstrækkeligt antal sundhedsplejersker i hele landet. Regelmæssige, forebyggende undersøgelser gennemføres i alle børneinstitutioner og skoler.
Offentlig børnetandpleje iværksættes overalt, og den børnepsykologiske og -psykiatriske assistance udbygges. Under børns sygdom må forældre sikres muligheder for uden løntab at kunne blive hjemme. På alle børneinstitutioner ydes børnene fuld kost, og omsorgen for deres legemlige og psykiske udvikling sikres.
Tilsynet med ældres helbred og førlighed må bedres. Særlige hjælpemidler, tandpleje, medicin og befordring til læge skal være gratis. Antallet af hjemmesygeplejersker udvides såvel som antallet af plejehjem.
Behov for hjemmehjælp skal dækkes og gøres gratis for dem, som ikke har råd. Muligheder for ophold på sanatorier må udvikles, så behov for rekreation kan imødekommes.
Demokratiske reformer må sikre en frugtbar vekselvirkning mellem befolkning og sundhedsvæsen. Befolkningen skal sikres deltagelse, kontrol og indflydelse på alle sundhedsforanstaltninger gennem en demokratisering af sundhedsvæsenets struktur og virke.

7. Sikring af et menneskeligt miljø
En stadigt mere omfattende planmæssig bearbejdelse af naturens ressourcer til menneskelige formål er betingelsen for, at menneskene kan skabe et samfund, hvor de virkelig kan udfolde sig. I strid hermed gøres miljøet under kapitalismen til genstand for en hensynsløs kapitalistisk rovdrift og profitjagt med skader på mennesker, natur og byer som uundgåelige følger. Heroverfor vokser i stadig bredere lag af befolkningen erkendelsen af nødvendigheden af og krav om en ny, effektiv miljøpolitik.
En demokratisk miljøpolitik kræver:
Al miljøødelæggelse og rovdrift afværges.
Der sættes ind mod ressourcespild.
Der skabes fuld offentlighed i miljøspørgsmål, og besluttende myndigheder skal have pligt til at høre berørte og interesserede befolkningsgrupper.
Miljøgifte forbydes. Gift og tilsætningsstoffer må kun tages i anvendelse, efter at det fra fremstillernes side er bevist, at midlet er uden skadelige virkninger ud over anvendelsesområder.
Der bygges rensningsanlæg, da næsten alt overfladevand er forurenet, og luften er tyk af sundhedsfarlige svævestoffer. For at sikre rensningen af spildevandet må mindstekravet ved udledning til ferskvandsområder og til lukkede farvande være mekanisk-biologisk-kemisk rensning, og ved udledning til åbent hav være mekanisk-biologisk rensning. Luftforureningen må standses ved effektiv rensning af alt luftformigt affald og indgreb overfor alle kilder til luftforurening. Udgifterne til rensning efter industriforurening skal afholdes af de enkelte virksomheder.
Der indføres skærpet kvalitetskontrol for fødevarer sideløbende med priskontrol og tvungen varedeklaration.
Støjgener bringes ned under det sundhedsskadelige niveau.
Der indføres almen ret til at færdes i naturen.
Bolig- og erhvervsbyggeri, trafikårer og knudepunkter må planlægges meget grundigt, så fredningsværdige og rekreative områder bevares. Opgravning o.lign. må kun tillades til indenlandsk forbrug og under forpligtelse til restaurering af landskabet efter endt gravning.
Strafferammen skærpes, således at det ikke mere kan betale sig at forurene.
For at muliggøre en virkelig effektiv miljøbeskyttelse udbygges forskningen på dette område, og der oprettes centrale miljø-laboratorier med kontrolfunktion. Disse institutioner må gøres uafhængige af industrien og sikres de nødvendige beføjelser for at kunne virke som befolkningens redskaber til sikring af miljøet.
Internationale initiativer til forbedring af miljøet må fremmes, ligesom samarbejde og erfaringsudvekslinger om at skabe de bedste ydre betingelser. Særlig betydning har erfaringsudvekslingen med lande med socialistiske produktionsforhold, hvor miljøskadebekæmpelsen ikke længere er hæmmet af forretningshemmeligheder, og hvor bemærkelsesværdige resultater er opnået.