Måske er der læsere, der stadig husker, da Herbert Pundik for noget i retning af en menneskealder siden blev gjort til chefredaktør for Politiken. Det vakte en vis opsigt, fordi Pundik boede i Israel og kun indfandt sig i det berømte hjørnekontor på Rådhuspladsen i København et par gange om året. Under hans ledelse blev Politiken et entusiastisk talerør for den israelske stat.

Jeg véd ikke, om det var Politiken eller Pundik, der blev træt af det lidt besværlige arrangement, men det ophørte i hvert fald. Pundik bor stadig i Israel, og han skriver stadig i Politiken. Han hører efter sine mange år i regionen til de bedste danske kendere af mellemøstlige forhold, og han er derfor også blandt de skarpeste kritikere af Israels politik.
Så der er åbenbart noget om det gamle ord, at når Fanden bliver gammel, går han i kloster.
Den 30. oktober i år skrev Pundik endnu en gang i sit gamle blad, igen om mellemøstlige forhold, men alligevel om noget lidt andet. Overskriften på hans Signatur-klumme lød: Qatar vandt borgerkrigen i Libyen.
Qatar er et af de små Golf-emirater, nabo til østaten Bahrain og til det langt større Saudi-Arabien. Emiren af Qatar er et særsyn blandt enevoldsherskere: Hans TV-station Al-Jazeera er almindeligt respekteret og spillede en aktiv rolle i det såkaldte arabiske forår, og han er i fuld gang med at modernisere sin lille oljestats uddannelsesvæsen. Man han er enevældig og reaktionær, hans 300.000 undersåtter har ingen stemmeret og ikke lov til at danne partier, hans styre er baseret på sharia-lov, og hans soldater var med til at drukne revolutionen i Bahrain i blod.
De var også med i den libyske borgerkrig. Det har gjort bemærkelsesværdigt lille indtryk på dem, der mener, Gaddafis fald var en befrielse af Libyen. Ifølge Pundik er det i dag emirens allierede, en islamisk krigsherre ved navn Hakim Belhaj, der behersker Tripoli, og han tager ikke ordrer fra Libyens midlertidige regering. I hans selskab var emirens generalstabschef til stede, da Tripoli blev erobret. Emirens elitestyrker befinder sig i Benghazi, og hans bevæbning og finansiering af oprørsstyrkerne var efter Pundiks mening muligvis afgørende for borgerkrigens udfald. Hans og hans allierede Belhajs dagsorden er en islamisk stat.
Alt sammen i forståelse med Vesten og først og fremmest med Frankrig, der har uddannet emirens elitestyrker. Og lad os genopfriske hukommelsen: Det var som bekendt Frankrig, der både indledte luftkrigen mod Libyen, allerede inden NATO havde besluttet sig, og afsluttede den ved at få ram på Gaddafis bilkonvoj, da den forsøgte at flygte fra Sirte.
Der kan siges meget ufordelagtigt om Gaddafi en diktator, en forfængelig nar og så videre. Men han spillede først og fremmest en positiv og progressiv rolle ved at lede sit land ind i den panarabiske revolution, der for en generation siden for første gang udfordrede imperialismens dominans i Mellemøsten.
Derfor hadede imperialismen ham uanset at han på sine gamle dage faldt til patten og gik imperialismens ærinde. Nu har de så fået ram på ham. Og den måde, det skete på, siger ikke noget rart om de kræfter, som nu er ved magten i Libyen.
Qatar og Frankrig samt en håndfuld andre vestlige magter står i dag som sejrherrerne i Libyen. Det efterlader et spørgsmål: Hvem tabte borgerkrigen?

Hvor imperialismen og reaktionen sejrer, er det folkene, der taber; anderledes kan det ikke være. Qatar har fremmet sin reaktionære, islamistiske dagsorden. Og Frankrig og Storbritannien har i Libyen genvundet det fodfæste i den arabiske verden, de nogle måneder før mistede i henholdsvis Tunesien og Ægypten. Måske havde det ikke været nødvendigt: Valget i Tunesien blev vundet af et højreklerikalt parti. Revolutionen i Ægypten synes omklamret og på vej til at blive kvalt af en militærjunta med udspring i det gamle styre. I Yemen står revolutionen i stampe; i Bahrain er den slået ned.
Gaddafi måtte sande den samme lære som Saddam Hussein: Der er ingen redning i at give efter for imperialismen. Hverken for herskerne eller deres folk.