Med udråbelsen af et selvstændigt Kosovo og med Danmarks og andre landes anerkendelse af den nye stat, allerede inden blækket var tørt på uafhængighedserklæringen, har imperialismen taget et nyt skridt i sin del-og-hersk-politik. Der er skabt endnu en ministat midt i et i forvejen balkaniseret Balkan, en stat, som næppe er levedygtig, men som med sikkerhed vil blive kilde til nye konflikter i regionen. Vreden i det serbiske mindretal var fra første færd til at tage og føle på. NATO-besættelsesstyrken reagerede med at lukke grænsen til Serbien og således sænke et jerntæppe ned midt gennem et folk.

Såvel EU som USA har i tyve år aktivt arbejdet på at fragmentere det Jugoslavien, som engang var en kilde til stabilitet på det tidligere (og nu igen) så uroplagede Balkan. Begge de imperialistiske blokke vil udnytte denne nye svækkelse af folkenes enhed til at mele deres egen kage og som kampplads for deres indbyrdes rivalisering. Det had, der er skabt, vil trække yderligere i retning af at placere en steril nationalisme i centrum af det politiske liv til skade for den sociale og folkelige politik, som med socialisme og internationalisme i fokus alene ville kunne løse såvel regionens som Europas problemer.

Med sin hæsblæsende anerkendelse af Kosovo-republikken har den danske stat endnu en gang bidraget til at øge spændingerne i Europa og valgt side med klodens mest aggressive kræfter. Følgerne kan blive skæbnesvangre.