Om at lære af historien

I skrivende stund, midt i august, har de styrende her i landet omsider bekvemmet sig til at bringe de afghanere, som har hjulpet de danske Jens’er, i sikkerhed, efter at samme Jens’er er stukket af med halen mellem benene. De – afghanerne altså – er nemlig i livsfare, når Taliban om kort tid overtager magten i landet. Og det er givetvis rigtigt. Hjælper man en besættelsesmagt, regnes man almindeligvis for landsforræder. Sådan var det, dengang vi selv var besat, og der blev ikke lagt fingre imellem – i hvert fald ikke for de små landsforræderes vedkommende. De store hyttede som altid deres.
Nu var det som bekendt ikke af hensyn til danske interesser, at Jens’erne besatte en afkrog af Afghanistan, som ingen før havde hørt om. Som i alle andre internationale spørgsmål optrådte Danmark som US-imperialismens håndlanger. Det var USA, der for at komme den afghanske revolution til livs i 1980’erne (hvis nogen kan huske så langt tilbage) finansierede, bevæbnede og trænede de kontrarevolutionære mudjahedin-bander og dermed i sidste ende banede vej for de værste, de mest reaktionære og de mest blodtørstige af alle revolutionens fjender: Taleban. Begivenhederne fulgte ikke helt USA’s planer, men den historie skal ikke opfriskes her. Nok er det, amerikanske styrker besatte Afghanistan med deres halehæng af bl.a. danske Jens’er. Og krigen har raset siden. Nu er den forbi, og regnskabet vil blive gjort op.
Danske politikere har mere end almindelig svært ved at lære af historien. Måske skyldes det, at de er sluppet så let fra deres egne svinestreger. Dengang det var Danmark, der var besat, var det ikke kun småfolk, der forrådte deres land ved at tolke for besættelsesmagten og den slags. Landsforræderiet gik helt til tops, til regering og Rigsdag.
I disse dage, hvor politikerne er så optaget af de afghanske tolkes skæbne, er det 80-året for vedtagelsen af den såkaldte Kommunistlov. Denne lands- og højforræderiske lov forbød med ét slag det kommunistiske parti og al kommunistisk virksomhed. Allerede to måneder før var håndhævelsen af loven begyndt med arrestationen af flere hundrede kommunister og DKP’s tre folketingsmedlemmer (det lykkedes dog ikke i første omgang at få fat på dem alle tre). Kommunistloven blev enstemmigt vedtaget. Fra regeringens og ordførernes side undskyldte man sig med, at det var noget, besættelsesmagten havde forlangt – i sig selv en indrømmelse. Men det var tydeligt, at dette havde politikerne, socialdemokrater såvel som borgerlige, i lang tid drømt om, og eneste alvorlige bekymring var, om loven ville skabe en præcedens, der også kunne ramme andre partier. Det skete som bekendt ikke. Også retsopgøret efter krigen slap de helskindede igennem, først og fremmest fordi de selv styrede det.
Så hvorfor skulle man lære af historien?
På 80-årsdagen for Kommunistlovens vedtagelse mindes forræderiet ved en demonstration i København: 25 symbolske ligkister bæres i procession fra Højbro Plads til Christiansborg. Aktionen er kulminationen på en længere række arrangementer op til årsdagen, bl.a. indbefattende en høring, som man kan læse om i Bjørn Elmquists artikel på bagsiden af nærværende blad. Måske når Skub at udkomme, så de hurtigste af læserne kan deltage, måske ikke. Under alle omstændigheder er årsdagen en anledning til at huske på det vigtige: At lære af historien.
I sidste måned mindedes man i nabo- og broderlandet Norge en anden lige så dyster begivenhed – massakren på Utøya for ti år siden. Heller ikke de norske politikere synes at være gode til at lære af historien. Man taler om ”ekstremisme” som bevæggrund, underforstået at magthaverne i det norske samfund intet ansvar har. Men det har de, for den drivende kraft bag massakren var den samme institutionaliserede antikommunisme, som fik de danske magthavere til for 80 år siden at indføre Kommunistloven og til senere at bakke USA op mod den afghanske revolution og bane vej for Taleban.
Historien gentager sig ikke, men følger logiske mønstre. Det er vigtigt at lære af den.