Overenskomstresultatet for offentlige ansatte, imødekommer hverken reallønsfremgang eller status quo, – det sætter blot et plaster på et brækket ben.

De offentlige overenskomster er landet og er på nuværende tidspunkt til urafstemning hos de respektive forbund. Medlemmerne krævede lønstigninger og fagbevægelse talte da også op til forhandlingerne næsten udelukkende om løn, så man kunne lukke det massive løngab på grund af de seneste års inflation og lønefterslæb.

Dette blev bakket op af optimisme ude blandt medlemmerne på arbejdspladserne. Men løfterne fra fagbevægelsens top blev ikke ført til dørs, de gled på de bonede gulve. Medlemmernes optimisme og gejst har måttet se sig druknet i skåltaler om, hvor fantastisk resultatet blev.

Fagbevægelsens forhandlere blev hurtigt tæmmet af finansminister Nikolaj Wammens snævre ramme med et overenskomstdiktat hvor lønrammen for statens område kun var på 8,8 procent. På den baggrund kunne man hurtigt regne ud, at denne ramme også skulle sluges af det regionale og kommunale område.

Dette blev uden de store sværdslag accepteret. Derefter er en stor kampagne om aftalens fantastiske indhold igangsat, og der er nærmest ingen grænser for hvor fantastisk det er.

Dette jubelkor ændrer dog ikke på det faktum, at de 8,8 procent ikke slår til, når det kommer til at kompensere de offentlige lønmodtagere for de sidste tre års reallønsfald.

På et bagtæppe af inflation på op til 10,8 procent og et reallønsfald, ville en retfærdig overenskomst starte på 10 procent. Enhver kan regne ud, at for at sikre offentlige lønmodtageres købekraft, skulle resultatet have set helt anderledes ud. Pengene bugner i statskassen og det ville være på sin plads at anerkende vores alle sammens velfærds ansatte.

Kun resultatet tæller, alt andet er sniksnak. Forældre, børn og pårørende, ældre, syge og brugere ønsker jeres indsats og værdsætter den, det viser alle undersøgelser.  Det koster at have et attraktivt velfærdssystem og befolkningen er villige til at betale – det er kun politikerne der ikke vil!

Skuffelsen hos medlemmerne over endnu engang at være ladt i stikken lønmæssigt må italesættes. Derfor kan Danmarks Kommunistiske Parti kun anbefale medlemmerne af fagbevægelsen at stemme NEJ til resultatet af OK24.