Tale på Blågårds Plads, København. Af Henrik Stamer Hedin1. maj 2006
Tale på Blågårds Plads, København
Af Henrik Stamer Hedin

Vi kender alle sammen talemåden, at “kuren var værre end sygdommen”. Eller en anden talemåde, der siger omtrent det samme: “Operationen lykkedes, men patienten døde.”
Det er kun en uge siden, bomberne i Dahab opskræmte sindene i en stor del af verden. Frygten for terror er blevet en del af vores hverdag.
Den, der frygter, er ikke fri. Det er et faktum, som de herskende til alle tider har vidst at benytte sig af. Et rundspørge sidste år viste, at halvdelen af danskerne enten ikke tør sætte sig op i en flyvemaskine eller et tog eller i hvert fald er påpasselige og holder ekstra øje med folk, tasker osv., når de færdes på offentlige steder ﷓ alt af frygt for terror. En filosofiprofessor udtalte i den anledning nogle meget fornuftige ord:
„Vi skal være mere bange for angsten for terrorisme end for terrorismen selv. For vi risikerer at miste de frihedsrettigheder, vi har kæmpet for siden oplysningstiden.“
Det er lige præcis, hvad der sker i ly af terrorfrygten, og det går stærkt ﷓ så stærkt, at selv den konservative justitsminister Lene Espersen syntes, Tony Blair i England gik for vidt i sin reaktion på bombeattentaterne i London sidste sommer:
„At kunne tilbageholde folk på ubestemt tid og indføre hemmelige domstole, hvor folk ikke véd, hvad de står anklaget for, synes jeg er alt for vidtgående,“ sagde hun. Og det er da betryggende, at den øverste chef for vores retsvæsen synes ﷓ bare som sin personlige opfattelse ﷓ at det er at gå alt for vidt at skrotte retsstaten.
Statsministeren beroliger også:
“Vi skal ikke reagere ved at lave en politistat,” siger han.
Det er faktisk en bemærkelsesværdig udtalelse. Formålet er angiveligt at beskytte demokratiet, friheden og retsstaten mod skumle, fjendtlige kræfter. Hvordan kan man blot rent hypotetisk forestille sig at gøre det ved at indføre en politistat?
Den danske terrorlovgivning er en samling gummiparagraffer, der stort set kan vrides og vendes efter forgodtbefindende. Den er så vag i sin definition af det centrale begreb “terror”, at den sikkert ville kunne vendes mod statsministeren selv og hans terrorkrig. Der gik to år, inden den kom i brug ﷓ simpelthen fordi den er så løs i sine formuleringer, at anklagemyndigheden var ude af stand til at danne sig en klar formodning om, hvorvidt en sag ville kunne vindes.
Der var engang, hvor ikke mindst de borgerlige gjorde sig til af, at loven i et samfund som det danske skulle beskytte borgerne mod staten. I dagens Danmark skal loven beskytte staten mod borgerne. Det er et af kendetegnene ved den politistat, som statsministeren ikke vil have.
Vist er der da en terrortrussel, også mod almindelige mennesker. Målt på sandsynlighed er den vel af samme størrelsesorden som risikoen for at få en tagsten i hovedet, når man går på gaden, og det sker jo. For at få sikkerhed mod denne trussel må vi give køb på vore frihedsrettigheder, udtaler eksperter i øst og vest og det uden al polemisk hensigt.
Derfor er det, man kan tale om en kur, der er værre end sygdommen, og frygte patientens død som følge af den vellykkede operation. Og så må man endda tilføje: Gid det var så vel.

For terroren er ikke årsagen. Terroren er et påskud. Frygten for terror er det middel, der skal få afmonteringen af demokrati og frihed til at glide ned. Målet er ikke sikkerhed, men afdemokratiseringen i sig selv.
Det, vi er vidner til og udsat for, er et generelt angreb på frihed og demokrati. Det højtudviklede kapitalistiske samfund må frigøre sig fra demokratiet for at kunne maksimere udbytningen og fra borgerlig frihed og retssikkerhed, for at staten og den bestående orden kan beskyttes mod borgerne. Derfor værner og hæger man om frygten, og derfor udnævner man fjender, vi skal frygte.
Nogle af disse fjender har man skabt selv. Det gælder Osama bin Laden og Al Qaeda, der blev skabt og trænet af CIA i Afghanistan. Andre fjender har man fundet bekvemt for hånden. Det gælder de såkaldte slyngelstater ﷓ Ondskabens Akse: Irak under Saddam Hussein, Iran, Nordkorea.
At de tre lande skulle udgøre en akse og være fælles om onde planer mod vort fredelige Vesten, er grebet ud af luften. Men det er bekvemt, både når man vil starte krige, og når man vil angribe og nedbryde demokrati, retsstat og ytringsfrihed på hjemmebane. Og mange tror på det.
Man deler ind i gode og onde. Det er åndelig og politisk ensretning. For hvem kan være imod de gode? Hvem kan være for de onde?
Vi, der er for friheden, må vende os mod denne ensretning. Vi må vende os mod opdelingen i gode og onde.
Derfor er det uheldigt, at de, der arbejder for venskab med et af de lande, der brændemærkes af imperialismen, ikke kunne få lov at være med her i dag. Det kunne de ikke, fordi nogle af os ikke havde modet til at træde op mod ensretningen. Fordi nogle af os savnede den politiske modenhed til at undgå at falde i den fælde, der var sat for os.
Det drejer sig ikke om det pågældende lands politik eller samfundssystem. Det drejer sig om, at imperialismen søger at isolere det land, at få os til at føle fjendskab imod det, og det med et dobbelt formål: At vi skal frygte, så vi finder os i, at vores demokrati bliver nedbrudt for øjnene af os. Og at de lande, imperialismen udnævner til slyngelstater eller hjemsted for ondskab eller hvad véd jeg ﷓ at de lande berøves sympati og allierede i en kommende krig.
Det er sammenhængen. Det er det eneste, det drejer sig om. Og jo mere vi frygter, og jo mere vi er med til at isolere og lægge for had, jo mere trues vores egen frihed, og jo mere vokser faren for krig.
Imperialismen vil krig. Krig er en livsbetingelse for imperialismen. Derfor er vort land i krig. Derfor har den supermagt, vores regering følger i tykt og tyndt, været i krig uden ophør de sidste 65 år. Og trods de problemer, den møder, pønser den stadig på nye krige. Deri får den støtte af de mennesker, som regerer os.
Vore fjender, de, der truer os eller vil os ondt, findes ikke på den anden side af jorden eller i små, marginale og mere eller mindre underjordiske grupper i vores samfund. Vore virkelige fjender befinder sig dér ﷓ få kilometer væk, i koncerners og bankers hovedkvarterer, på børsen og på Christiansborg. Det er dem, der vil skræmme os med terror. Det er dem, der vil binde os med terrorlove. Det er mod dem, vi skal forsvare vores frihed.