Siden storkonflikten i 1998 med de efterfølgende indførte feriefridage har krav om mere fritid ikke fyldt meget som overenskomsttema. Er der tid til forandring?

Af Henning Jakobsen

Under overskriften ”Bedre arbejdsliv” samlede Enhedslisten i HK Hovedstadens lokaler på Amager den 19. januar over 150 fagligt aktive, heraf omtrent halvdelen medlemmer af Enhedslisten, til en åben konference med fokus på arbejdstidskravet. Helt specifikt et krav om 30-timers-arbejdsuge, naturligvis med fuld løn- og personale-kompensation, så de ansatte ikke skal gå ned i løn eller bare arbejde hårdere. Mange i fagbevægelsen er imidlertid skeptiske overfor muligheden af dette. Derfor er et fast emne naturligt nok spørgsmålet: ”Kan det lade sig gøre”? Og ja, naturligvis kunne konferencen kun konkludere, at det er et spørgsmål om vilje, prioritering og styrke(-forholdet). Pengene er der. Spørgsmålet er blandt andet, om den konstante vækst i produktionen kun skal bruges til at sikre privat profit og mere forbrug – eller man også kan forestille sig at (noget af) væksten kan veksles til mere fritid.

Balancen mellem arbejde og fritid

Denne klummes forfatter er ikke bare enig i, at det er muligt med mere fritid. Det er nødvendigt. Med en pensionsalder, der hastigt nærmer sig de 70 år og stadig flere stressramte, er mere fritid én af de måder, hvor danske arbejdere har en lidt større chance for at nå gennem arbejdslivet med liv og helbred i behold. Samtidig kan det bringe fagbevægelsen tilbage i offensiven. De seneste storkonflikter i det private i 1985 og 1998 opstod netop i perioder, hvor fagbevægelsen var dybt engageret i kampen for mere fritid, i 80’erne var det kravet om 35-timers arbejdsuge, der endeligt udmundede i den nuværende 37-timers arbejdsuge, mens det sidst i 90’erne blev kravet om den 6. ferieuge, som var det fælles udgangspunkt. Imidlertid er der et stykke vej før fagbevægelsen igen står samlet om et arbejdstidskrav. Værst står det nok til i det private, hvor byggeri, transport og andre områder, der er presset af løndumping naturligt nok har fokus på dette, i modsætning til det altdominerende Industri-område, der endnu ikke synes at føle sig så presset fra dumpingen af løn og andre tilkæmpede rettigheder. Her skulle man tro at et fælles krav om mere fritid kunne være en solidarisk løftestang i den faglige kamp, men det kræver at tilstrækkelig mange arbejdspladser finder det relevant at rejse kravet.

Kortere arbejdstid som forsøg

Lidt anderledes stiller tingene sig heldigvis på det offentlige område. Allerede ved Borgerrepræsentations-valget i København i 2017 stillede fagforeningerne LFS, FOA Sosu, FOA KLS, FOA (afd.) 1, Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, BUPL Hovedstaden, Københavns Lærerforening og HK Kommunal Hovedstaden krav om etablering af forsøg med 30-timers arbejdsuge i Københavns Kommune. Det skete ikke mindst med henvisning til det toårige forsøg, der dengang foregik på en arbejdsplads i ældreplejen i Gøteborg med netop en 30-timers arbejdsuge. Og på den faglige konference i HK’s lokaler deltog netop den nuværende viceborgmester i Gøteborg, Daniel Bernmar fra Vänsterpartiet, som havde stået i spidsen for forsøget på plejehjemmet Svartedalen, hvor en normering på 60 fuldtidsansatte i forsøgsperioden blev til en normering på 74 fuldtidsansatte ’a 30 timer. Det kostede umiddelbart ca. 10 millioner svenske kroner over de to år til at dække udgifterne til den fulde løn- og personale-kompensation. Men man fik så samtidig en række andre effekter: Sundere, gladere og mindre stressede ansatte, der arbejdede mindre over og havde mindre sygefravær. For de ældre betød det en bedre pleje. I direkte omkostninger til arbejdsløsheds-understøttelse til de 14 ekstra ansatte sparedes der ca. 5 millioner svenske kroner. Mange gav på konferencen udtryk for, at der måtte være yderligere økonomiske gevinster at hente på de ansattes og de ældres øgede trivsel. Atter andre mente, at det vigtigste er, at det er ok at bruge ressourcer på et bedre og sammenhængende arbejds- og fritids-liv.

Ind i overenskomsterne?

På konferencen deltog også repræsentanter fra Alternativet, SF og Enhedslisten i Borgerepræsentationen i Københavns Kommune. Ingen af disse paneldeltagere var afvisende overfor et forsøg med 30-timers arbejdsuge i Københavns Kommune. Det kræver dog rimeligvis, at Socialdemokratiet lader sig presse til deltagelse. Også fra en række faglige er tålmodigheden ved at slippe op – og flere lagde op til at arbejdstidens længde skal være et hovedtema ved de kommende OK-forhandlinger i det offentlige i 2021. Når det på et tidspunkt ganske givet vil lykkes – nu eller senere – vil det kunne være en løftestang både for mere aktivitet, kampvilje og ikke mindst øget fagligt sammenhold, måske nok i første omgang i den offentlige sektor, men senere også i den private sektor og mellem offentligt og privat ansatte.

Artiklen har været bragt i Antifascistisk Forum, februar 2019