Skæring Hede
4. MAJ 2013

Vi er samlet for at mindes de frihedskæmpere, der blev henrettet her den anden december 1943. Vi er her for at mindes de mange ofre for nazismens forbrydelser – og vi er her også for at mindes frihedsbudskabet d. 4.maj 1945. BBCs budskab om at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. På baggrund af alle de tragedier er det værd at huske på den jubel, der bredte sig over landet. Det er værd at mindes, fordi nuværende og kommende slægter ikke automatisk begriber, hvor forfærdelig Anden Verdenskrig var.

Imperialistisk krig.
Vi kender 2 store krige på det europæiske kontinent som vi betegner; de imperialistiske krige, almindeligt omtalt som Første- og Anden Verdenskrig. Disse krige er udgået af den tyske finanskapitals begærlighed efter profit. For Anden verdenskrig gælder især at denne krig, af krigens kræfter, var oprustet yderligere med nazistisk og facistisk ideolgi.

Facismen i dag.
I Europa ser vi i Ungarn at konservative kræfter understøtter forførelsen af ungarske arbejdere. De udstyrer dem med fremmedfjendske og småborgerlige holdninger og betaler deres fine uniformer. Vi skal huske at oprustning til krig også indeholder forførelse af arbejderklassen med elementer af facistisk idelogi, et kendetegn på facismen er racismen og fremmedhadet.

Vi skal ikke glemme.
Det er vores pligt at få folk til at forstå, at dette ikke bare er triviel historisk kunnen.
Vi kommunister har en særlig pligt til at føre frihedskampen videre. Vi har en pligt til at fortsætte der, hvor de faldne måtte stoppe. DDR forfatteren Anne Sechers udtrykker det sådan i titlen i en bog: De døde forbliver unge. De unge der faldt her vil altid stå som den kæmpende ungdom i vor hukommelse og virke.
Det er her på sin plads, at vi husker Nordahl Griegs ord: ”Elsk og berig med ånd al stort som var. Gå mod det ukjendte fravrist det svar Ubygde kraftværker ukjendte stjerner. Skab dem med skånte livs dristige hjerner!”

Især vi kommunister bør huske på, at vi er de skånte liv, der dristigt må vise en anden vej, en vej ud af kapitalens udbytning og krig, som det herskende borgerskab stadig står for. Mange vil være enige i udtrykket: I skal ikke blive glemt; men få drager den nødvendige konsekvens heraf.

Klassekampen.
Det bedste svar jeg kan give har jeg lært af Scherfigs roman Frydenholm, hvor man også i bogens slutningen var samlet til en mindefest. Der havde man også draget en lære; nemlig at klassekampen var slut!

Læreren, pastoren og sognerådsformanden udtrykte det, og det var bare så smukt:
Her i anlægget hviler den store godsejer og fabrikant, sammen med mindestenen for den almindelige arbejder, der omkom i KZ- lejren.
Så var der kun det lille minus, at ham kommunisten ikke var død. Han var bare forsvundet under opgøret i Tyskland. Han kom her faktisk for at deltage i mindefesten. Nu stod han der med sin lille dreng, fremtidens Danmark, ved hånden og ville da også sige et par ord. Ord der netop gjorde klart at freden ikke var garanteret før krigenes virkelige årsag, kapitalismen, var fjernet. Men dagen var altså ødelagt. Hele ideen med at forsone klasserne, på trods af uligheden, var tabt. Folk luskede stille hjem.

Sådan var historien – og vi kender baggrunden; men den vigtigste lære er, at her står vi, på trods af at vi er meldt døde. Selv om vi er trængte, så ved vi, at vor sag ikke er død, så længe der finder undertrykkelse sted. Vi er de skånte liv.

En vigtig lære er også at foragte krigen. Der var en af vore gamle kammerater, der udtrykte det sådan: Vi i KZ-lejrene jublede da Nazityskland brød sammen; men vi græd, da vi så den frygtelige pris – de døde børn der lå spredt i ruinerne var et grusomt bevis her på.
Kampen for fred er helt i overensstemmelse med kampen mod kapitalismens udbytning. Tak fordi I lyttede og tillykke med friheden.

Tekst: Peder / Ole.