Den kommunistiske bevægelse i Vest- og Centraleuropa såvel som de øvrige europæiske venstrekræfter i både nord og syd havde hentet styrke i eksistensen af en socialistisk verden, der i fire efterkrigsårtier nåede helt ind i centrum af det gamle imperialistiske Europa. Selv om det også gav problemer for de vestlige partier at skulle forholde sig til, hvordan idealer og revolutionære mål blev forsøgt omsat i praksis, var den socialistiske verden, dens fredspolitik, dens dynamiske, politiske, socio-økonomiske og kulturelle udvikling en realitet og dette ganske uanset, at de herskende i dag bestræber sig på at slette den af historien. Dens eksistens og styrke var et kompas og en kilde til inspiration og fremdrift for alle europæiske venstrekræfter.
Det viste sig, da den europæiske kontrarevolution 1989-91 med et slag fjernede socialismen fra Europa-kortet. I takt med, at grænser blev sløjfet og flyttet på landkortet og nye grænser trukket af magtfuldkomne præsidenter og højrepopulistiske politikere, splintredes den europæiske kommunistiske bevægelse og med den en stor del af venstrefløjen til atomer, der hver for sig begav sig ud på en vild flugt mod både højre og venstre. Kompasset var væk, og kursen blev bestemt af den rene opportunisme.
Men det blev værre endnu. Efter fyrre års fred fik vi igen krig i Europa – først i Jugoslavien, så i Kaukasus, nu i Ukraine. Det er symptomatisk, at alle disse krige fandt sted – og finder sted – i verdensdelens østlige del, hvor reaktionen var kommet til magten efter at have været holdt nede i en menneskealder. Højrekræfterne var ikke tilfredse med det, de havde vundet, likvideringen af det arbejdende folks socialisme; de ville have mere, mere magt, mere profit, mere død og ødelæggelse. Der går en lige og ubrudt linje, en kæde af årsager og virkninger, fra ”murens fald” til den nuværende krig i Ukraine.
Der skal en stærk kommunistisk bevægelse til at imødegå denne udvikling og dæmme op for den flodbølge af løgne om demokrati, menneskerettigheder og folkeret, hvormed de herskende dækker over undertrykkelse, tvang og vold. At tage denne nødvendige kamp op kræver et stærkt kommunistisk parti. Vi havde engang her i landet et sådant parti – et parti, der var i stand til at føre an i kampen mod udbytning og undertrykkelse, for fred og ret.
I erkendelse af denne nødvendighed er Kommunistisk Parti i Danmark og Danmarks Kommunistiske Parti gået sammen i en proces, der sigter mod en genrejsning af denne kraft – mod en genforening af det historiske Danmarks Kommunistiske Parti. Vi taler om en genforening, fordi det, det drejer sig om, er på ny at samle den kraft, som før var én, at føje det sammen, som historisk hører sammen – at genforene det danske folks revolutionære førstekraft, ikke at stifte endnu et nyt parti blandt mange andre.

Om situationen i arbejderklassen og om retten til at organisere sig
I mere end 100 år har økonomiske og sociale fremskridt i Danmark været tæt knyttet til situationen i arbejderklassen. Når klassen stod stærkt, satte det sig tydelige spor i alle sider af arbejdende menneskers tilværelse.
Tilbageslag sætter sig igennem, når fagbevægelsens top svigter dem, som de repræsenterer – især når de er optaget af at forsvare en socialdemokratisk regerings overgreb mod arbejdende mennesker – uanset hvordan det kommer til udtryk. Eksemplerne er desværre mangfoldige.
Fagbevægelsens top bærer selv skylden for den nuværende situation, hvor mange fravælger faglig organisering eller måske vender sig til de ”gule” vikarbureauer, som misvisende kaldes fagforeninger.
Det har med EU også åbnet en ladeport for social dumping og slavelignende løn- og arbejdsforhold, som ligger langt fra den såkaldte ”danske model”.
Det er en klassisk fortælling om, hvorledes organisationsretten hele tiden er under angreb, fordi den er selve kernen i arbejderklassens forsvar for anstændige levevilkår.
Et stærkt kommunistisk parti skal bidrage til at vende denne udvikling.

Vejen til et bedre liv
De økonomiske og sociale rettigheder, som er tilkæmpet i faglige og politiske kampe, har længe været under angreb.
Reaktionære under forskelligt partinavn har satset på privatisering og udlicitering af de fælles goder. Det gælder sundhedsvæsenet og det almennyttige boligbyggeri, men også offentlig transport for blot at nævne nogle få eksempler.
Pensionsalderen skrues op på grundlag af en påstand om, at alle lever længere og derfor kan arbejde mere, selvom vi ved, at de dårligst uddannede lever kortere end andre. Det minder om en klapjagt på alle de borgere, der undertiden har brug for en støttende hånd, men som ikke betragtes som værdigt trængende. Den velfærd, der var engang, ligner i dag en farvel-færd.
Uddannelse er vejen til oplysning, frigørelse og bedre levevilkår. Stadig flere ønsker sig mere uddannelse. Behovet vokser, men imødekommes ikke. I stedet forringes kvaliteten på nogle uddannelser, hvor der tilbydes for få ugentlige undervisningstimer. For tiden arbejder regeringen med et stort eksperiment: At beskære længden af universitetsuddannelser. Hvis det er lige så uigennemtænkt som revisionen af folkeskolen (inklusionsloven af 2013/14), kan vi frygte det værste.
Tillige satses på at gøre uddannelserne ”grydeklare” til erhvervslivets behov, mens almene behov ignoreres. Eksempelvis forventes en mangel på faglært arbejdskraft i størrelsesorden af 100.000 frem til 2030, ligesom det er vanskeligt at rekruttere unge til uddannelser til pædagog, folkeskolelærer, socialrådgiver og sygeplejerske. For de erhvervsfaglige uddannelser er den største udfordring de manglende praktikpladser samt en generel besparelse på erhvervsskolerne. Unge med en anden etnisk herkomst end dansk afvises af arbejdsgiverne, hvilket føjer spot til skade.
Uddannelse er i høj grad præget af planløshed, tilfældighed og social skævhed.
Kommunisterne foreslår en sammenhængende og fælles ungdomsuddannelse for alle unge. Målet er at give en almendannende teoretisk og praktisk uddannelse. Polyteknisk undervisning i sin fulde bredde og dybde vil indebære et højt fagligt niveau og en helhedsopfattelse af den verden og sociale virkelighed, vi lever i.

Danmark er blevet en krigsførende nation
Et samlet folketing har besluttet – stærkt inspireret af NATO – at deltage massivt i stedfortræder- krigen i Ukraine.
Ruslands intervention i Ukraine i februar 2022 har genskabt en russofobi, som massivt har slået igennem i alle sider af det danske samfundsliv. Hele det politiske liv, medierne, erhvervslivet og hele kulturlivet har sat sig for at deltage i denne. Der er ikke plads til nuancer. Der er ikke plads til at beskrive årsagerne til, at det kom så vidt. Det er en benægtelse af internationale aftaler, som er blevet ignoreret, og som kunne have forhindret, at krigen overhovedet fandt sted.
Situationen er bevidst brugt til at militarisere den danske økonomi og opruste Danmark i et hidtil uset omfang.
Overvejelser og synspunkter om veje til fred har ikke fundet plads i den danske debat. De er blevet holdt ude – selv om det var det mest påtrængende.

NATO og folkenes ret til selvbestemmelse
NATO hævdes at være en forsvarspagt, men blev dannet som en militærmagt mod Sovjetunionen.
NATO har medvirket til at igangsætte krige og blandet sig i andre landes indre anliggender i et betragteligt omfang og dermed undermineret princippet om nationernes suverænitet. Den såkaldte forsvarspagt har både organiseret, inspireret og både økonomisk og især militært understøttet stribevis af fascistiske, nazistiske og reaktionære kræfter. I Ukraine deltager NATO i en stedfortræderkrig mod Rusland med et gammelt program: Inddæmning af Rusland.
NATO’s ærinde er ikke at finde en fredelig løsning. Det var det heller ikke i mange tidligere konflikter.
Intet nyt under solen, men beskæmmende for de naive sjæle, der troede, at NATO var en garant for at sikre fred i Ukraine.
Det netop indgåede forsvarsforlig (med ekstra 143 milliarder kroner til oprustning over de kommende 10 år) viser, at danske politikere intet har lært af erfaringerne med NATO.
I tilgift sætter NATO sig over folkenes ret til selvbestemmelse, idet den såkaldte forsvarspagt ikke agter at anerkende, at folkeslagene hader krig og ønsker fredelig sameksistens.

EU er ikke ”fredens projekt”
I kampen mod dansk medlemskab af de Europæiske Økonomiske Fællesskaber (EF) frem til 2. oktober 1972 lagde DKP vægt på, at EF var et redskab for storkapitalen. Mens borgerlige og socialdemokrater påstod, at fællesskabet alene handlede om økonomisk samarbejde og afsætning af produkter på et fælles marked, pegede kommunisterne på, at EF-tilslutningen var undergravende for Danmarks selvstændighed. Det holdt stik.
I løbet af få år udvidedes EF til at omfatte stadig mere. Lovgivning og direktiver på den ene side som ”hård” styring kombineret med den åbne koordinations metode (”blød” styring) medførte, at en stadig større del af hjemlig lovgivning er fastsat i Bruxelles.
Den Europæiske Union er andet og mere end internationalt samarbejde mellem selvstændige lande. Perspektivet med EU er en egentlig europæisk enhedsstat, en genoplivning af tidligere tiders drømme om et europæisk imperium. I bestræbelsen på at nå dette mål har EU optrådt stærkt destabiliserende i Europa. Den nuværende krig i Ukraine er en direkte følge af EU’s utidige indblanding i ukrainsk indenrigspolitik; det lykkedes med kuplignende metoder at trække Ukraine væk fra det naturlige samarbejde med Rusland og nærmere det vestlige Europa, og følgen var, at de russiskbefolkede østlige regioner rev sig løs og krævede (og fik) russisk beskyttelse mod Kiev-regeringens forsøg på at tvinge dem med ind i EU. Dermed var krigen en realitet.
EU er ikke et ”fredens projekt”, tværtimod. EU er en trussel mod freden i Europa. Derfor må EU bekæmpes.
Det er kommunisternes politik, at Danmark skal ud af EU.

Kampen om klimaet
Kapitalismen står i modsætning til menneskehedens fælles interesser for en fælles fremtid på jorden.
Derfor hilser vi det velkomment, at mange unge engagerer sig i kampen for klimaet. Men kampen skal udbredes til fagforeninger, lejerforeninger og mange andre folkelige bevægelser. Ellers lykkes modstanden mod kapitalismens uhyrligheder ikke.
I den kamp støtter kommunisterne alle aktiviteter og initiativer, der bidrager til et opgør med regeringens politik.

International solidaritet
Siden Marx og Engels afsluttede Det kommunistiske Manifest med parolen ”Arbejdere i alle lande, foren jer!” har kommunister verden over handlet i overensstemmelse med idealet om solidaritet.
Solidaritet kan ikke kun omfatte dem, vi allerede kender; den skal også være en solidaritet mellem fremmede. På tværs af køn, religion, overbevisning, alder og etnicitet bygger kommunister på en klassemæssig solidaritet, der både rækker ud til arbejdere i alle lande og også til undertrykte folkeslag.
I DKP’s historie stod solidariteten med Vietnam stærkt. Ligeledes støttede vi de kammerater fra Grækenland, Spanien, Tyrkiet og Portugal, som søgte politisk asyl i Danmark. En helt særlig rolle spillede de chilenske flygtninge efter kuppet mod Allende i 1973. Solidariteten var gensidig: danske kommunister hjalp udenlandske kammerater og omvendt.
Derfor er det af allerstørste vigtighed, at vi som internationalister går sammen med de eksisterende socialistiske og anti-imperialistiske stater for at styrke den internationale klassekamp.
Solidariteten med det palæstinensiske folks kamp for et frit Palæstina og mod Israels besættelse er nødvendig. Israel er ved at skabe en apartheidstat gennem ulovlige bosættelser og diskrimination af palæstinenserne.
Men også solidariteten med Cubas folk, som lider under den blokade, som er betegnelsen for den kriminelle økonomiske krig, der føres mod Cuba. En blokade, som hvert år siden 1992 er fordømt af FN’s generalforsamlinger.
Kampen mod denne blokade, tilbagelevering af det USA-besatte landområde Guantanamo og fjernelse af Cuba fra USA’s liste over terrorstater er blandt det vigtigste.

Gå med kommunisterne
Dette MANIFEST er ikke en samlet fremstilling af kommunisternes synspunkter, men en beskrivelse af vores holdning til nogle få aktuelle problemer, som siden vil blive udbygget.
Det er fortællingen om to kommunistiske partier – DKP og KPiD – som efter over 30 års adskillelse har fundet sammen igen på et fælles politisk grundlag og med afsæt i en fælles fortid vil finde vores plads i den danske og internationale arbejderbevægelse.

For antiimperialistisk solidaritet, fred og socialisme!