Om en lille uges tid eller så – afhængigt af, hvor hurtigt nærværende blad når ud til medlemmer og abonnenter – starter den meget omtalte Genève-konference om Syriens fremtid. Det sker uden de store forhåbninger.
Der har været afholdt mange fredskonferencer i Genève gennem årene – berømtest nok Indokina-konferencen i 1954, der skabte nutidens uafhængige Vietnam, men takket være Frankrigs manipulationer til fordel for marionetregeringen i Saigon også fik til resultat, at samme Vietnam måtte kæmpe i endnu tyve år for sin frihed. Om imperialistiske manipulationer også i Syrien får lov til at sabotere kampen for frihed, vides i skrivende stund ikke. Men som sagt – forhåbningerne er ikke store.
Det er de ikke, fordi de stridende parter ikke er til stede, hverken direkte eller indirekte. Den syriske regering deltager godtnok; det har USA i to år sat sig imod, men USA gav sig, da det stod klart, at der ikke var nogen opbakning at hente til åben krig mod Syrien. De globale stormagter deltager (det gjorde de også i 1954), og selv den regionale stormagt Iran har fået lov at komme med; også på det punkt ser USA ud til at måtte give sig. Selv Danmark regner tilsyneladende med at komme til at spille en rolle; det skal man næppe vente sig noget positivt af (jvf. Carsten Andersens oplæg om fredsbevægelsens status inde i bladet).
Men den syriske regerings modstandere på slagmarken deltager ikke. Det har i hvert fald været udmeldingerne hidtil. Den såkaldt sekulære (dvs. verdslige) oprørsbevægelse, den ”Frie Syriske Hær” og dens politiske gren, den Syriske Nationalkoalition, har fra starten proklameret, at den ikke vil forhandle med Assad, og har dermed i realiteten sat sig selv uden for spillet. Ganske vist forlyder det, at Nationalkoalitionen kommer, men det regnes (igen i skrivende stund) ingenlunde for sikkert.
Det betyder nok heller ikke så meget, for den Frie Syriske Hær spiller ingen større rolle på slagmarken; her er den i vidt omfang fortrængt af islamistiske grupper: Islamisk Front, al Nusra og den gruppe, der kalder sig den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). Især den sidste har på det seneste påkaldt sig opmærksomhed, fordi den ved siden af det område i det nordøstlige Syrien, som den holder besat, også har taget magten i de tilgrænsende dele af Irak med Fallujah som den vigtigste by. Her praktiserer gruppen den ”islamiske stat”, som ifølge dens navn er dens mål, og det har bragt den i modsætning til de øvrige grupperinger blandt ”oprørerne”.
De ønsker ganske vist også en eller anden form for ”islamisk stat”, men på andre præmisser: Islamisk Front vil have en islamisk stat i Syrien og kun dér, mens al Nusra, der er en aflægger af al Qaeda, som denne ønsker et verdensomspændende kalifat. Heller ikke den Frie Syriske Hær er så verdslig, som den herhjemme gøres til, men er først og fremmest i lommen på Tyrkiet, som har sin egen form for islamistisk styre, der ganske vist lige nu knager gevaldigt i fugerne. Derfor ligger disse fire grupperinger inden for det syriske ”oprør” lige nu i indbyrdes krig lige så meget, som de ligger i krig med Damaskus – og med det libanesiske Hizbollah (selv islamistisk, men af shiitisk observans) og de syriske kurdere, der har deres helt egen dagsorden og er allierede med PKK. Forvirret? Det er der også andre, der er.
Det gælder ikke mindst den amerikanske regering, som nu må se de våben, den og dens allierede har udstyret ”oprørerne” med, vendt mod det styre, som den selv har indsat i Irak. USA høster frugten af tredive års opportunistisk satsning på jihadistiske og islamistiske grupper i kampen mod fremskridt og fred i Mellemøsten og står i dag som troldmandens berømte lærling, der ikke evnede at styre de kræfter, han havde sluppet løs. USA blev nødt til at sætte sig til forhandlingsbordet med Bashar al Assad og bliver måske i sidste ende også nødt til at støtte al Assad som ”det mindste onde” (Herbert Pundik i Politiken). Så har USA for alvor tabt i Mellemøsten.
Vi skal ikke her forsøge at spå om udfaldet af den konference, der om få dage starter i Genève. Det er et stort fremskridt, at den overhovedet kom i stand – et fremskridt, der skyldtes, at Obama og Thorning Schmidt til deres overraskelse opdagede, at de stod alene i deres ønske om krig og om at gentage Afghanistan, Irak og Libyen i Syrien.