IV * Det socialistiske Danmark

Et antimonopolistisk demokrati, der bryder storkapitalens magt, vil betyde afgørende fremskridt for det arbejdende folk. Det betyder dog ikke, at samfundsproblemerne er løst. Men det giver det arbejdende folk midler og muligheder i hænde til at gøre det.
Det må imødeses, at reaktionens kræfter med de midler, som de kan bringe i anvendelse, vil gøre sig alle anstrengelser for igen at tvinge udviklingen tilbage. De vil gå til angreb mod folkets nyvundne rettigheder. De vil hetze, mod de antimonopolistiske foranstaltninger. De vil ikke vige tilbage for sammensværgelser for at fremme deres formål. Et aktivt demokrati må imødegå sådanne anslag.

Anslagene retter sig imidlertid mod en politik, som ikke blot i ord, men også i gerning sætter ind for at skaffe de arbejdende mennesker en bedre tilværelse, og de kan derved føre til, at folkets store flertal overbevises om nødvendigheden af endeligt at sikre sin sejr gennem overgang til et socialistisk samfund, hvor det arbejdende folk ikke blot råder over visse politiske magtpositioner, men over hele den økonomiske og statslige magt.
Socialismen finder i hvert land sin nationale form ud fra de betingelser, som arbejderklassens kampe og landets historiske udvikling har skabt. Vi anerkender derfor ingen »model« for socialismen. Derimod findes der almengyldige lovmæssigheder for opbygningen af et socialistisk samfund, som er klarlagt og sammenfattet i den marxistisk-leninistiske teori. De kræver. især:
– at produktionsmidlerne overgår til folkeeje;
– at folket under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer og fastholder den politiske magt;
– at statsapparatet forandres fra at være et redskab for monopolkapitalens herredømme til at være det arbejdende folks magtapparat;
– at det bruges til planmæssig udvikling af samfundsøkonomien og som grundlag for en fornyende demokratisk og kulturel udfoldelse for folket;
– at samfundet udvikles i ubrydeligt venskab og levende erfaringsudveksling med socialismens og fremskridtets kræfter overalt i verden.
Marx og Lenin understregede, at dette hovedindhold i teorien for den socialistiske revolution og proletariatets diktatur må antage en mangfoldighed af former alt efter forholdene til forskellig tid og under forskellige nationale betingelser.
Socialismens sejr i Danmark vil være fuldbyrdelsen af den danske arbejderklasses kamp for at afskaffe udbytning og undertrykkelse og dermed også af det danske folks demokratiske stræben. Den vil videreføre, hvad der er opnået på den antimonopolistiske kamps vej. Ingen af de fremskridt og friheder, som det arbejdende folk har vundet sig, vil blive opgivet. De vil blive videreudviklet og udvidet. Dette vil bestemme formerne for det socialistiske samfund i Danmark.
Det socialistiske samfund i Danmark vil bygge på, at alle afgørende produktionsmidler er samfundsejendom eller kooperativt ejet. De udnyttes efter en planøkonomi, som lader sig lede af, hvad folket har brug for, og hvor socialismens grundsætning: enhver yder efter evne og modtager efter sin indsats, bliver virkeliggjort.
Det arbejdende folks magt bygger derfor på, at folkets demokratiske rettigheder sikres og udvides til at omfatte nye områder af samfundslivet – navnlig inden for produktionslivets den økonomiske politik og ved fastlæggelsen af samfundsplanerne. Det forudsætter en aktivisering af det arbejdende folk og højnelse af dets samfundsmæssige bevidsthed, så den demokratiske ledelse af samfundet bliver reel, ikke blot formel, og så reaktionære anslag for at bringe det gamle klasseherredømme tilbage kan forhindres.
Samfundets politiske organisation bygger på et levende demokrati, som inddrager de arbejdende masser og deres organisationer direkte i forvaltningen af samfundets anliggender, så bureaukrati og overflødig administreren forhindres. De styrende organer, lokalt som centralt, vælges ved frie valg med deltagelse af alle partier, der respekterer det socialistiske samfunds grundlov. Folketinget gøres til folkesuverænitetens sæde og et virkeligt udtryk for, hvad der rører sig i folket. For at opbygningen af socialismen skal lykkes, er det afgørende, at arbejderklassens revolutionere parti i kraft af sin indsigt, erfaring og forbundethed med de arbejdende masser formår at vinde anerkendelse som den ledende kraft i samfundet.
Det arbejdende folks magt sikrer de personlige friheder og midler til personlighedens udfoldelse. Den opbygger en ny statslig administration som et effektivt redskab for at virkeliggøre det arbejdende folks ønsker og varetage dets interesser.
Et sådant samfund sikrer også nye forhold menneskene imellem, hvor samarbejde, solidaritet og tillid træder i stedet for brødnid, konkurrencejag og mistro.
Socialismens Danmark vil være et selvstændigt Danmark, der udvikler forbindelser med andre lande på ligeberettigelsens grund og suverænt træffer sine afgørelser.
Samfundsforandringen i Danmark kan kun være det danske folks eget værk. Kampen for Danmarks selvstændighed er en uløselig bestanddel af det arbejdende folks kamp for at vinde magten i Danmark. Men Danmark kan ikke af den grund være sig selv nok. Landets skæbne er på det nærmeste forbundet med den internationale udvikling, ligesom arbejderklassens kamp i vort land er forbundet med arbejderklassens og alle antiimperialistiske kræfters kamp og stræben verden over.
Socialismens Danmark vil derfor bygge på arbejderklassens internationale solidaritet for fred, national befrielse og socialisme. Ligesom den internationale modstand mod imperialismen er en afgørende støtte for Danmarks fred og selvstændighed, må også vi yde fuld solidaritet over for andre folk, der udsættes for imperialismens overgreb. Et socialistisk Danmark vil som suveræn stat udvikle de frugtbringende, ligeberettigede og broderlige forbindelser til den socialistiske verden, som kapitalismens Danmark til skade for landet har saboteret.
Det er et sådant socialistisk Danmark, kommunisterne kæmper for. De ser deres mål i at udvikle en folkebevægelse for socialismen, som forener folkeflertallet om endeligt at få gjort op med monopolernes og reaktionens magt og føre den socialistiske revolution af samfundsforholdene igennem.

V * Den samfundsforandrende kraft

1. Enhed giver styrke
Storkapitalens klasseherredømme kan kun opretholdes, så længe brede lag i den arbejdende befolkning passivt tvivler om, at forholdene kan forandres. Indprægning af sådanne opfattelser – hele livet igennem, med alle slags midler og i mangfoldige varianter – er en bestanddel af klasseherredømmets system. De fleste ønsker en forandring, men mange ser ikke hvordan.
Alle fremgange, som arbejderklassen og folket har tilkæmpet sig, er vundet gennem de manges fælles handling. Enhed og organisation er den nødvendige kampmetode for arbejderklassen. Kun sådan kan de mange, der gennem deres samlede arbejdsindsats holder samfundet i gang, skabe en modmagt mod magthaverne over samfundet. På den måde er enhed og fælles optræden vejen til at forme den samfundsforandrende kraft, der kan sikre et demokratisk omsving og en socialistisk samfundsrevolution.
Det véd den herskende klasse meget vel. Derfor er den ufravendt bestræbt på at forhindre, at arbejderklassen og hele den arbejdende befolkning finder frem til en sådan enhed. Den søger at sætte den ene gruppe op imod den anden, at give nogle fordele på andres bekostning, at skaffe borgerlig og småborgerlig ideologi indflydelse blandt de arbejdende og fremme politisk og organisatorisk splittelse.

2. To hovedretninger i arbejderbevægelsen
Historisk er der opstået forskellige retninger inden for arbejderbevægelsen. De to hovedstrømninger er:
Den reformistiske og samfundsbevarende. Den ser sin opgave i at administrere det kapitalistiske samfund. Den går ind for reformer med det formål at få folk til at affinde sig med det bestående. Den præker »klassesamarbejde« for at få arbejderne til at afholde sig fra kamp for deres interesser. Den fortæller, at samfundet af sig selv vil »vokse ind i socialismens, således at det arbejdende folk passivt bør afvente bedre tider.
Den revolutionære og samfundsforandrende. Den ser sin opgave i at styrke arbejderklassen i dens kamp for sine interesser, for at forandre samfundet, for at overvinde det kapitalistiske klasseherredømme. Den kæmper for reformer og rettigheder, der kan bedre arbejderklassens stilling og styrke den i den videre kamp. Den sætter ind for at tilkæmpe resultater, der kan øge arbejderklassens selvbevidsthed overfor storkapitalen. Den gør det klart, at ingen samfundsforandring kommer af sig selv, men kun gennem. det arbejdende folks egen aktivitet.
Arbejderbevægelsens internationale erfaring har vist, hvor hver af de to veje fører hen. Intetsteds, hvor man har fulgt reformismens vej, har det ført ud af kapitalens klasseherredømme. Alle sejre, der er vundet for socialismen, er vundet ad den revolutionere vej.
Der, hvor man prækede »klassesamarbejde«, har man indordnet arbejderklassen under det kapitalistiske klasseherredømme og svigtet dens kamp. Der, hvor man udfoldede klassekamp, har det arbejdende folk kunnet gøre sig til en magt i samfundet.
I Danmark har Socialdemokratiets ledere ikke villet drage den uafviselige lære heraf. Skønt de har måttet erkende, at 100 års socialdemokratisk politik ikke har ændret fordelingen af samfundsproduktet, og har måttet konstatere to »arbejderflertal«s fallit (1966, 1971), fortsætter de ad samme vej. I klassesamarbejdets navn går de ind for udvidet anvendelse af statsmagten i monopolernes tjeneste og forbinder sig med højrepartier i at gennemføre deres politik. De kommer derved mere og mere i modstrid med interesserne hos dem, som de har indflydelse på.
Reformismen har af historiske grunde længe været dominerende i dansk arbejderbevægelse. Det har kapitalismens klasseherredømme støttet sig på. Kapitalismens uddybede krise betyder derfor også en krise for reformismen. De, der havde troet den, havde ikke regnet med, at det var sådanne forhold, man »voksede ind i«. Flere og flere forstår, at samfundsbevarende reformer ikke fører frem. Man forsøger derfor at lokke med ny-reformistiske forestillinger – om ØD og »det solidariske samfund«. Men de har alle den traditionelle reformismes kendetegn og antaster lige så lidt storkapitalens magt.
Det skaber ikke nogen samfundsforandrende kraft, når man opportunistisk viger uden om de nødvendige kampopgaver til fordel for en afventen, som kan synes mere bekvem. Det er det, reformismen opfordrer til. Men det samme, gøres også fra kredse, som formulerer sig »revolutionært«. I krisetider, hvor mange nye lag vækkes til bevægelse og protest, opstår der også tendenser til at erstatte revolutioner politik med »revolutionært« frasemageri, som er en småborgerlig form for protest.
I praksis fører højre- og »venstre«-opportunisme til de samme konsekvenser. Fra begge sider siges, at arbejdernes daglige kampe må være forgæves og kampen for antimonopolistiske reformer formålsløs. De første siger, at det er umuligt at indrømme arbejderne forbedringer, de sidste, at det ikke nytter noget. De første siger, at vi må affinde os med det bestående, de sidste, at vi må afvente »det store sammenbrud«, før der kan ændres på det. De første vil ikke føre kampen, de sidste vil ikke sikre betingelserne for at gøre det. Begge dele fører til afmagt over for problemerne, ikke til en samfundsforandrende kraft. Derfor er det nødvendigt at overvinde opportunismens indflydelse.

3. Aktionsenhedens metode
Eksistensen af forskellige retninger i arbejderbevægelsen får nogle til at benægte muligheden af at samle kræfterne i arbejderklassen og det arbejdende folk til en samfundsforandrende kraft.
Det er rigtigt, at det er afgørende principielle indstillinger, som skiller de forskellige retninger. På sin vej frem kommer arbejderbevægelsen ikke uden om at træffe et valg mellem klassekamp og klassesamarbejde, at frigøre sig fra alle former for borgerlig ideologis indflydelse. Men det er ikke rigtigt, at arbejderbevægelsen af den grund blot kan afvente, at man diskuterer sig til afklaring.
Virkeligheden trænger sig på og stiller sine krav. De fælles interesser sætter sig igennem og kræver fælles kamp. Heroverfor er enhedens vej mulig og den eneste, der fører frem. Det er nødvendigt at overvinde de kræfter, der stiller sig i vejen for den.
Samfundets krise stiller det arbejdende folk over for så afgørende fælles problemer, at samlet optræden i en række sager er både nødvendig og mulig. Men man kan og bør ikke begynde med at forlange enhed om alt. Aktionsenhedens metode må anvendes.
Den består i på tværs af uoverensstemmelser at drage det, der er enighed om, i forgrunden som grundlag for fælles aktion. Enhed kræver loyalitet over for det fælles aktionsgrundlag, så den gensidige tillid styrkes til en videreførelse af den fælles indsats. Enhed er frem for alt fælles handling.
Af fælles kamp vokser fælles erfaring. Derfor baner selv en begrænset aktionsenhed vej for en videre udvikling. Enhed forhindrer ikke, at partierne selvstændigt virker ud fra deres forskellige grundopfattelser, men den -fælles kamp skaber bedre betingelser for en frugtbar meningsudveksling og gensidig kritik. Sådanne diskussioner bliver også nødvendige, når enheden drager flere kræfter til og rejser nye kampopgaver. Den praktiske kamps erfaringer er den sikreste vej til at rydde fordomme og falske forestillinger til side og til at fremme afklaring og forståelse af den samfundsmæssige kamps krav. Fælles drøftelse enhed – handling – det er vejen frem.

4. Det arbejdende folks organisationer
Fagbevægelsen spiller en afgørende rolle for skabelsen af arbejderklassens enhed. Fagbevægelsen er hele klassens organisation, som er dannet for at forsvare lønarbejdernes interesser over for kapitalen. Det er en afgørende fordel, at fagbevægelsen i Danmark er en enhedsorganisation.
Men tiden rejser nye krav til fagbevægelsen og pålægger den øget ansvar. Der er mere end nogen sinde brug for en levende og kampduelig fagbevægelse, som øger sin indflydelse i samfundet som helhed. Derfor må den bygge på et aktivt medlemsdemokrati, og dens struktur må tilpasses dens rolle som kamporganisation. Den kan ikke blot begrænse sig til at varetage klassens umiddelbare økonomiske interesser, men må også fremføre klassens fælles krav til statsmagtens politik. Det kan den ikke gøre med fornøden styrke, når den ensidigt er knyttet til eller underlagt et enkelt parti.
Det arbejdende folk råder også over andre organisationer. Der findes lejerbevægelser, pensionistforeninger, kvindebevægelser, organisationer af ungdom og uddannelsessøgende, sportsorganisationer o.a. Ved siden af arbejderklassens organisationer eksisterer store lønmodtagerorganisationer – for funktionærer, tjenestemand, teknikere, intellektuelle – som i stigende grad udfolder faglig aktivitet, og hvis voksende sammenhold med fagbevægelsen er af stor betydning for en samling mod storkapitalen. Ligeledes kan landbrugernes, fiskernes, de småhandlendes og andre selvstændiges organisationer spille en vigtig rolle. Når disse lag erkender, at også deres interesser kun varetages gennem en demokratisk politik rettet mod storkapitalen, kan deres organisationer yde et vigtigt bidrag til at skabe det arbejdende folks enhed. En sådan aktivitet kan bringe hele det politiske liv nærmere til folkets virkelige interesser.
Udformningen af den samfundsforandrende kraft må således vokse ud af den daglige kamps indsats for samlende og håndgribelige krav. Dermed stilles det arbejdende folk over for nødvendigheden af også at sikre et omsving i hele landets politik. Erfaringen vil vise flere og flere, at dette kun kan sikres gennem fælles indsats for indgribende samfundsændringer.
Men skabelsen af det arbejdende folks enhed, udformningen af den samfundsforandrende kraft er en kamp. På dens vej må utallige splittelsesforsøg og forvirringsmanøvrer overvindes. Det kan kun sikres ved, at der føres politik på en ny måde, som mere og mere inddrager bevægelserne i folket selv i afgørelserne. En sådan politik kan kun føres igennem, når den ledes af bevidste, konsekvente og udholdende anstrengelser.

VI * Danmarks kommunistiske Parti

Den historiske nødvendighed af samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme fuldbyrdes ikke af sig selv. De undertrykte og udbyttede klassers moralske fordømmelser og spontane protester er ikke nok til at bryde storkapitalens klasseherredømme. De må udvikles til bevidst og samlende handling, der gør det arbejdende folk til en magt..
Det kan kun opnås, når de bevidste forkæmpere for arbejderklassens sag vinder retningsgivende indflydelse. Som hele arbejderbevægelsens erfaring viser, må de derfor slutte sig sammen i arbejderklassens revolutionere parti, der konsekvent bygger på den videnskabelige socialismes ideologi og udgør en organiseret og bevidst handlende enhed. Uden et sådant parti er der intetsteds vundet sejre for socialismen. Til løsning af vor tids komplicerede opgaver med at udvikle den demokratiske kamp mod storkapitalen til et opgør med dens magt, er eksistensen og indflydelsen fra et sådant parti af afgørende nødvendighed.
Danmarks kommunistiske Parti er dannet og har udviklet sig som den danske arbejderklasses revolutionere parti.
Det har videreført de traditioner fra Louis Pios første socialistiske partidannelse, som satte sig som opgave at hævde arbejderklassens selvstændige interesser over for den herskende klasse og føre dens kamp frem til socialismens sejr.
Det har i hele sin virksomhed stået i den danske arbejderklasses og folkets tjeneste. Når kommunisterne stod stærkt, stod arbejderklassen stærkt. I de mest afgørende stunder for det danske folk stod kommunisterne i de første rækker i kampen for dets sag.
Dette har ikke indbragt kommunisterne hyldest fra magthaverne over samfundet eller fra dem, som svigtede folket. De har tværtimod søgt at forsvare deres snævre interesser ved at angribe og bagvaske kommunisterne. Men trods al pression har det kommunistiske parti forstået at hævde sig og sikre nye gennembrud, fordi det konsekvent og principfast videreførte kampen for arbejderklassens og folkets virkelige interesser.
I alle de store afgørelser, som det danske folk har været stillet over for, har kommunisternes stilling vist sig som den holdbare, mens deres angribere har måttet søge tilflugt i flove bortforklaringer. Det gjaldt frihedskampen under besættelsen. Det gjaldt advarslerne mod NATO-politikken. Det gjaldt modstanden mod EF-medlemskabet. Det gjaldt påvisningen af, at konjunkturen i 60erne ikke havde gjort kapitalismen »krisefri«, men tværtimod førte ud i en dybere krise. Altid har kommunisterne forsvaret folkets demokratiske rettigheder og nationens interesser, som derimod blev angrebet af dem, der beskyldte kommunisterne for at være »udemokratiske« og »unationale«.
I det lange løb er det gerningerne, der tæller. Danmarks kommunistiske Parti har vist sig som et egnet redskab for at bane nye veje i arbejderklassens og det danske folks kamp. Det skyldes, at det er et parti af særlig art.
Danmarks kommunistiske Parti bygger konsekvent på marxismen-leninismens teori, som er nødvendig for at forstå og handle effektivt i den klassekamp, der bestemmer både den danske og den internationale samfundsudvikling og de opgaver, som dermed stilles.
Danmarks kommunistiske Parti bygger i sin organisatoriske virksomhed på den demokratiske centralismes prøvede principper, som forener bred og aktiv diskussion med evnen til at træffe beslutninger, og som sikrer, at partiet handler som en enhed.
Danmarks kommunistiske Parti er rodfæstet i den danske arbejderbevægelse og tæt forbundet med klassen i alle dens kampe, problemer og bestræbelser.
Danmarks kommunistiske Parti forbinder socialismens idé med den danske arbejderklasse og med det arbejdende folks daglige kampe.
Danmarks kommunistiske Parti er et selvstændigt og suverænt parti, der er et led i den internationale kommunistiske bevægelse og derved forbinder det arbejdende folks kamp i Danmark med folkenes kamp verden over – mod imperialismen, for fred og socialisme. Det ser arbejderklassens internationalisme som en afgørende kraft i verdens videre overgang fra kapitalisme til socialisme.
Danmarks kommunistiske Parti går inden for den kommunistiske verdensbevægelse ind for en styrkelse af enheden mellem de kommunistiske partier på marxismen-leninismens og arbejderinternationalismens grund. Partiet medvirker derfor til at udvikle partiernes internationale aktionsenhed i kampen mod imperialisme og ydermere til at fremme deres ideologiske enhed gennem fælles diskussioner til skabende videreudvikling af den marxistiske tanke over for nye tiders problemer. Partiet vender sig derfor afgjort imod maoismens ideologiske og politiske bestræbelser på – endda med støtte af de mest indædte antikommunister – at drive kiler ind i den kommunistiske bevægelse og de antiimperialistiske kræfters fællesfront.
Kommunisterne arbejder bestandig på at gøre deres parti til et stærkere og bedre redskab for arbejderklassens kamp. De våger over, at opportunisme ikke får lov at afsvække dets virksomhed – hverken i form af reformistisk tilpasning og ladhed eller i form af frase- »revolutionær« sekterisme og virkelighedsflugt. Kommunisterne ser det som deres stadige forpligtelse at arbejde så godt og rigtigt, at deres parti vinder tillid og styrke til at løse opgaverne som førende kraft i arbejderklassens og folkets kamp.
Kommunisterne ser deres daglige slid og virke som led i den verdensomskabende proces, der opfylder vort århundrede – i verdens overgang fra kapitalisme til socialisme, som indledtes med sejren for Oktoberrevolutionen i Rusland 1917. Dette perspektiv giver kraft og inspiration i løsningen af de opgaver, der står for.
Kapitalismens uddybede krise taler for hver dag mere indtrængende om, at menneskehedens fremtid må gå gennem oprettelse af socialismens samfund, hvor udbytning er ophævet, og enhver arbejder efter evne og modtager efter sin indsats.
Men menneskenes muligheder rækker i vor tid endnu videre. Når videnskabens og teknikkens muligheder fuldt udnyttes, når værdier og viden ikke længere ødes på krig og tilintetgørelsesformål, så kan der skabes rigelighed til alle. Så kan arbejdstiden gøres til en lille del af tilværelsen, som i stedet kan opfyldes af skabende fritid uden jag og stress. Så kan menneskene styre både naturen og deres eget samfund uden om nedbrydning og katastrofer. Så vil menneskeheden træde ud af sin forhistorie og ind i kommunismens samfund, hvor klasserne vil være forsvundet, hvor folkene styrer sig selv og leder deres samfund uden stat, og hvor livets goder fordeles efter det højere princip, at enhver arbejder efter evne og modtager efter behov.
Det er ikke verden, der er ved at gå under. Det er kapitalismens system. Derfor lader kommunisterne sig ikke knuge til jorden af de gamle samfunds ondskab og pessimisme. De går i kamp for det ny samfund med revolutioner optimisme.

Kommunismen er verdens fremtid!