Kære kammerater!

Desvære pga valget i Grækendland kan vi ikke overvære jeres kongress, menvi sender kammeratlige hilsner .
Styrkelsen af de de kommunistiske partier, som forsvarer marxismen-leninismen og den proletariske internationalisme med rødder i arbejderklassen er nutidens løsning på alle landes problemer. Kun på den måde kan der sættes en stopper for udbytning.
Kapitalismens globale krise og særligt arbejdskampene i Grækenland har ”rystet” lønmodtagerens bevidsthed i mange lande, navnlig inden for EU. Det er tydeligt, at massemedierne og kapitalens politiske repræsentanter til stadighed insisterer på at mudre vandene til. Alligevel kan de ikke skjule, at udviklingen i Grækenland får de arbejdende befolkninger til at tænke over, hvad årsagerne til kapitalismens krise er. Det kan heller ikke skjules, at EU’s og de andre imperialistiske organisationers rolle bliver tydelig og dermed giver kommunisterne mulighed for at trække på deres erfaringer mht. klassekamp mod de borgerlige og opportunistiske politiske partier.
Udviklingen har undermineret systemets støtter i deres forsøg på at fremme den opfattelse, at de contrarevolutionære ændringer i Sovjetunionen og de andre socialistiske lande sammen med omstyrtelsen af socialismen har betydet ”enden på historien” og klassekampens endeligt.
Lige så grundløs er det synspunkt, at krisen angiveligt skyldes gældsætning, for derved underkender og fortier man, at krisens forudsætninger skal findes i selve systemet, i selve produktionsforholdene, uanset hvor og hvordan symptomerne kommer til udtryk
Dette er tilfældet både i Grækenland, i EU og i de øvrige kapitalistiske lande, inklusive USA.
KKE har fra første færd haft det standpunkt, at befolkningen har intet ansvar for hverken krisen, statens underskud eller statens gæld. Befolkningen bør ikke anerkende et sådant ansvar, men der imod kæmpe for, at plutokratiet, der har skabt problemerne, betaler. Befolkningen bør reagere aktivt imod kapitalens kræfter, der i statsbankerottens navn lader den græske befolkning gå fallit.
Udviklingen har også dementeret de borgerlige politikere, der i Grækenland påstod, at landets optagelse i EU og senere eurozonen ville blive en sikker havn i forhold til det stormvejr, som kriser og ustabilitet eventuelt ville indebære.
Krisen, der opstod samtidig i Grækenland og i de øvrige kapitalistiske lande er en kapitalistisk overakkumuleringskrise, der udspringer i en skærpelse af modsætning mellem på den ene side: produktionens sociale karakter og på den anden side: privatisering af produktionens resultater. For eftersom produktionsmidlerne er på private hænder, er kun fortjeneste, der er motivation for produktionen, og derved opstår der en ukontrolleret og ulige udvikling inden for brancher, økonomier og geografiske områder
Kapitalismens krise beviser dette systems historiske definerede grænser, og derfor kaster kapitalismens fortalere sig ud i at fordreje de egentlige årsager til krisen og at vildlede lønmodtagerne. Dette formål støttes af samtlige de politiske partier, der tjener systemet, dvs. de liberale og socialdemokratiske partier og de opportunistiske kræfter på nationalt og på europæisk plan gennem Det Europæiske Venstreparti (KEA).
De opportunistiske og socialdemokratiske teorier om, at krisen skyldes ”den nyliberale kapitalisme” eller ansvarsløse politikere og den økonomiske elite eller endda den afslappende valutapolitik, den utilstrækkelige regulering og manglen på kontrol, har til formål at frikende systemet og skabe den illusion, at man med en anden måde at administrere på eller vhja. en anden økonomiske politik (f.eks. ved at genopfinde neokeynesianismen) kan få kapitalismen til at overvinde modsætningsforholdene, særligt den modsætning mellem kapital og arbejde, der skaber krise.
Den nuværende krise og de kapitalistiske kriser gennem historien tilbageviser disse teorier. Kriserne opstår både i en liberal eller neoliberal måde at administrere på, og i en socialdemokratisk administrationsmodel, hvor centrum-højre- og centrum-venstrekræfter støtter regeringer. Det er nemlig umuligt at kontrollere overakkumulering og overproduktion, og dermed opstår der ulighed og anarki under kapitalistisk samfundsudvikling.
Ved det seneste parlamentsvalg støttede hundrede tusinder af arbejdere KKE, der fik fremgang, både i antal stemmer og i procent. KKE fik 534.000 stemmer, hvilket svarer til 8,5%, og dermed 26 mandater i det græske parlament. Det vil sige en forøgelse på 5 mandater. Valgresultatet er en ændring af den politiske scene, men desværre ikke af den folkefjendske politik. EU’s udsigtsløse løsningsforslag, der nyder støtte i den opportunistiske SYRIZA-liste, har presset en del af den arbejdende befolkning til at støtte partier, der varetager systemets interesser.
I forhold til omvalget, der skal finde sted den 17. juni, er det – ligesom i Danmark – borgerskabets hensigt at få den almindelige befolkning til at tro, at den skal vælge mellem centrum-højre eller centrum-venstre: konstruktioner, der begge støtter den kapitalistiske vej og EU-vejen. KKE er den eneste politiske aktør, der afdækker dette pseudodilemma og tilbyder et reelt folkeligt alternativ.
KKE har formuleret synspunkter og krav i forhold til ethvert problem, og det er på det grundlag, vi fører den daglige kamp. Men det er ikke nok. Der er brug for et alternativt forslag til et perspektiv, hvor kampen har formål og mening. PÅ den baggrund forbereder vores parti sig på endnu hårdere kampe, og gennem vore 93 år lange historie har vi formuleret et partiprogram, der gør det muligt at håndtere selv de mest komplekse forhold. Den kommende tid vil efter vores opfattelse blive præget af en skærpelse af klassekampen og af, at den interimperialistiske konkurrence i vores geografiske område vil tage til, men indblanding ikke kun fra USA, men også fra EU, Rusland, Kina og andre stærke magter som Tyrkiet og Israel.
Det faste grundlag for KKE’s partiprogram er, at vi lever i en tid, hvor kapitalismen er ved at overgå til socialisme, og hvor klassekampen bevæger sig hen imod en løsning af den grundlæggende konflikt mellem kapital og arbejde. Den revolutionære forandring i Grækenland vil være socialistisk. De motiverende kræfter i den socialistiske revolution bliver lønmodtagerne, dvs. arbejderklassen som den ledende part, semiproletarerne, de fattige landbefolkning og de mest undertrykte småborgerlige samfundslag i byerne. Alliancepolitikken, der udspringer af en antiimperialistisk og antimonopolistisk kamp, bidrager til at samle de store befolkningsflertal. Dét er vejen frem til at ændre på magtforholdet, til at skabe forudsætninger for tilpasning og, når betingelserne er opfyldt, til at virkeliggøre overgangen til socialisme.
Der er kun ét valg at træffe, når det gælder folkets interesse: Folkemagt. Folkemagt, der skal frigøres fra EU og NATO, annullere gælden og ændre de forældede ejerforhold. Der skal indføres kollektivt ejerskab til de grundlæggende og eksisterende produktionsmidler og produktionskooperativer i landbruget og i mindre virksomheder. Der skal indføres central planlægning, som mobiliserer alle produktionsmidler og al arbejdskraft, og der skal så vidt muligt etableres internationalt økonomisk samarbejde til alle parters fordel. Regeringen skal tjene folkemagten og være forpligtet til at sikre folkets deltagelse i de nye og hidtil ukendte opgaver, og den skal yde støtte til de folkelige bevægelser, som skal støtte op omkring den og styre den gennem nyoprettede arbejdsmæssige og sociale styringsorganer.
Med disse ord ønsker vi jer en god og frugtbar kongres!
KKEs centralkomite.