Først en tak. Oktoberrevolutionen fortjener et ord, og det er en stor ære at få lov at tale på denne helt specielle dag. Dernæst en indrømmelse. Jeg er ikke en ekspert i Oktoberrevolutionen. Jeg har måtte læse på lektierne i dagens anledning. Men rolig, jeg skal ikke genfortælle det hele, bare tale om nogle af de ting, jeg under min læsning bed særligt mærke i, og som jeg tror, er vigtige for fremtiden.
Hvad var Oktoberrevolutionen? Et eventyr, selvfølgelig. Et dramatisk, romantisk, fortættet og stemningsmættet eventyr. Man ser for sit indre blik et halvmørke med snebyger, lastbiler med store, runde lygter og ladet fuld af matroser med geværer med lange bajonetter. Rødgardister og budbringere på motorcykel. Depecher ind og ud af det oplyste Smolnij, pigeskolen med de græske søjler, hvor bolsjevikkerne har opslået deres hovedkvarter. Panserkrydseren Aurora, der langsomt glider frem som en mørk skygge på den sorte Neva. Signalskuddet fra kanonen. Mængden der stormer frem gennem de store smedejernsporte til Vinterpaladset. Skud der løsnes. Kadetter der flygter. Og—måske som lidt af et antiklimaks—den provisoriske regerings mænd, der forarget overgiver sig. Ja, I har sikkert også set Sergei Eisensteins berømte film.
Oktoberrevolutionen var også, som I har hørt mange gange i de her dage, en enestående historisk begivenhed. For første gang vandt arbejderklassen magten med en socialistisk dagsorden og formåede at fastholde den gennem utallige og næsten umenneskelige trængsler.
Den russiske revolution inspirerede socialistiske kræfter i alle lande, også Danmark. Efter at typografen og ungdomspolitikeren Ernst Christiansen havde besøgt Rusland i 1919, tilsluttede et flertal i det danske socialdemokratiske ungdomsforbund sig den kommunistiske ungdomsbevægelse, og Ernst Christiansen blev formand for det nystiftede Venstresocialistiske Parti, der senere skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti.
Revolutionen førte også til opbygningen af et sovjetisk industrisamfund med styrke nok til at besejre fascismen i Europa få årtier senere. Og ikke mindst kom den til at tjene som inspiration og støtte for antikoloniale befrielsesbevægelser i hele verden, Kina, Vietnam, Cuba, Angola for blot at nævne nogle eksempler.
Men en 100-års dag er ikke bare en børnefødselsdag med flag og lys og lagkage. Udover de mange glade minder kalder en 100-års dag som regel også til vemodig eftertanke. Kalder Oktoberrevolutionen til vemodig eftertanke? For mig gør den, og ikke kun fordi 7. november er min fars dødsdag.
Mange af jer var sikkert med, da vi fejrede 60-året for Oktoberrevolutionen i 1977. Kan I huske de håb og forventninger, vi dengang havde til fremtiden? Vi havde i bestemt ikke regnet med, at verden nu 40 år senere, ville se ud som den gør. Ib Nørlund udtalte dengang i Falkonercentret, at den virkeliggjorte socialisme var ligesom Solen og ligesom Solen havde sine pletter. Men den totale solformørkelse vi nu ser os omgivet af, havde vi dog aldrig regnet med.
Mens banken svømmer i penge, og hotellerne fylder op på alle grunde, ser det ud til, at vi er blevet tabere i det store Matadorspil. Vores socialdemokratiske fætre er blevet slået tilbage til start, og vi har fået gå-direkte-i-fængsel-kortet, hvis vi ikke er blevet smidt helt ud af spillet. Efter 150 år med fremgang og sejre, ser det ud som om, arbejderklassen og kampen for socialismen har mistet pusten. Men at klasser har mistet pusten, er jo sket igen og igen i historien.
Når vi taler om at miste pusten, var min kone Bette og jeg for nogle uger siden på rundrejse i Italien. Vi skulle besøge en række vulkaner og var gået i træning for at klare anstrengelsen. Men allerede på den første vulkan, Vesuv, brugte vi al træningen op. Det er måske en meget god analogi her. Klasser kan måske også opbruge al deres kraft, når de bestiger et bjerg, og en ny klasse må til for at bestige det næste bjerg.
Den første klasseopstand var slavernes. Og det bjerg, Spartakus og hans slavehær søgte op på, var faktisk Vesuv! Slaverne opbrugte som bekendt al deres kraft deroppe på Vesuvs skråninger. Men spøgelset var sluppet ud af flasken, og selv om oprørerne blev korsfæstet langs Via Appia hele vejen til Rom, kunne man ikke få spøgelset tilbage i flasken igen. Budskabet, de undertrykte havde sendt Romerriget, var så kraftfuldt, at ekkoet kunne høres helt op i vor egen tid. Da Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og deres kammerater i forlængelse af Oktoberrevolutionen stiftede Tysklands Kommunistiske Parti, kaldte de sig Spartakister, og da de i januar 1919 rejste den røde oprørsfane i Berlin, blev det kaldt Spartakusopstanden.
Efter slaverne, blev det bøndernes tur. Og selv om det store tyske bondeoprør i 1500-tallet blev nedkæmpet—ridderhæren slog 100.000 bønder ihjel—fik også det varig virkning og lagde blandt andet grunden til den Reformation, der netop nu har 500-års jubilæum. Formand Mao’s kommunistiske sejr i 1949 er vist den eneste bonderevolution, der har været sejrrig. Men der er solen er vist ikke så rød mere.
Efter bønderne blev det borgernes tur på bjerget. I Athen for mere end 2000 år siden, gik det først godt, så blev man besejret af Spartanernes spyd og makedonernes falankser. Ekkoet var dog så mægtigt, at vi stadig bruger de græske ord demokrati og politik. Den store sejr kom med den franske revolution og dens kraftfulde paroler: frihed, lighed og broderskab. Og selv om også den blev fulgt af den uundgåelige kontrarevolution, forandrede den gennemgribende verden med sin oplysningstid, sine progressive idealer og borgerlige rettigheder.
Hegel mente, at med den borgerlige revolution var det sidste bjerg besteget og historien kommet til sin afslutning. Det mente Marx og Engels ikke, og, nok så vigtigt, det mente arbejderklassen heller ikke. Organisering og kampe fulgte, og—med Pariserkommunen som mellemspil og heroisk eksempel—kom den endelige sejr med Oktoberrevolutionen i Rusland. Betydningen har jeg allerede nævnt, og forlader vi os på den historiske erfaring, vil også ekkoet fra Oktoberrevolutionen være magtfuldt. Men endnu er vi for tæt på til rigtigt at kunne høre det. Vi må nøjes med at lide fordømmelsen og historieforvanskningen.
Da Nicolas Sarkozy første gang blev fransk præsident, talte han kækt om at gøre den franske revolution ugjort. Det samme har man selvfølgelig ønsket at gøre med den russiske. Og hvis det trods alt også var umuligt, kunne man i det mindste forsøge at fjerne sporene fra den kollektive erindring. Vi var på rejse i Ukraine sidste år, og der hvor vi kom, var alle Lenin-statuerne fjernet. Undtagen et sted, i den forbudte zone i Tjernobyl! Der står den gamle kæmper stadig og stråler!
Men vi kender det selv her hjemmefra. I husker nok, da Socialdemokratiet og LO i 2004 krævede Lenin-statuen fjernet, hvis Arbejdermuseets bevilling skulle fornys. Til museets ære protesterede man, og det historiske kompromis blev, at Lenin blev anbragt ude i baggården, hvor han kunne ses gennem et lille vindue nede i hjørnet. Nede i det samme hjørne kan man se en lille mini-plancheudstilling om Oktoberrevolutionen. Minderne fik vi lov at have, blot de er beskedne.
Og nu står vi så her på bjergskråningen og puster. Hvor er der en ny vej frem? Hvor er der nye kræfter? Er der flere klasser i posen at tage af? Ungdommen? De intellektuelle? Næppe. De unges gode ben og ildhu og de intellektuelles talende hoveder er vigtigt tilbehør i enhver revolution, men de kan dog kun være tilbehør.
Men måske er der alligevel en overset klasse. Mange finder tanken kættersk. Da jeg nævnte den for år tilbage på en rød sommerlejr hos en af konkurrenterne, udvandrede halvdelen af tilhørerne. Men hvis I lover at blive siddende, så tænker jeg på kvinderne.
Kvinderne er ikke en klasse, vil I sikkert sige. Nej, kvinderne er ikke en klasse i konventionel forstand. Konventionelt definerer vi klasser efter deres placering i produktionen, og kvinder har her ikke en anden placering end mænd. Kvinden kan være både adel og borger, bonde og arbejder. Og hvad angår det latente slaveri i familien, som Marx og Engels talte om, så har kvinder i dag i vores del af verden stort set tilkæmpet sig de borgerlige rettigheder: frihed, lighed, og broderskab.
Anderledes forholder det sig imidlertid med de to køns placering i reproduktionen. Den er forskellig. Det er ganske vist ikke politisk korrekt at sætte forskel mellem mænd og kvinder, men der er en lille forskel, som måske kan gøre en stor forskel.
Vi befinder os nu i en mere farefuld situation end nogensinde før i menneskehedens historie. Overlever vi den voksende atomkrigstrussel, venter klimakrisen og et sammenbrud af økosystemet lige om hjørnet, I ved, hvad jeg taler om. Nok så meget som ’fremad-og-opad’ har menneskehed og planet måske derfor i dag brug for en beskyttende mor, en beskyttende livmoder, hvis I tillader. Og måske er det netop det, som kvinderne kan tilbyde.
Vigdis Finnbogadóttir, verdens første kvindelige præsident, valgt i 1980 efter en omfattende kvindestrejke i Reykjavik, siger det med disse ord i Michael Mores seneste film:
”Det er min overbevisning, at hvis verden kan reddes, så vil det være kvinder, der gør det. Og de gør det ikke med krig, de gør det med ord. Når kvinder leder samfundet, søger de freden; de ønsker at redde menneskeheden; redde børnene. Når klodens mænd åbner sig for kvindernes forståelse og lægger den til deres egen, da kan vi få en bedre verden.”
Kan man forestille sig kvinderne sætte sig i spidsen med paroler, der rækker udover frihed, lighed og broderskab? Ja, det kan man faktisk. Det var nemlig præcis sådan, den russiske revolution startede.
Vi højtideligholder den i dag, den 7. november, men det var bare kulminationen, prikken over i’et. Revolutionen startede den 8. marts 1917 på kvindernes internationale kampdag, hvor 100.000 kvinder gik på gaden i Petrograd med krav om fred, brød og jordreformer. Det var verdenskrigens tredje år, og der var nød overalt, uro og strejker. Alle de progressive politiske kræfter støttede op om kvindernes demonstration, og på selve dagen nedlagde arbejderne på det store Putilov-værk arbejdet og gik med.
Regimet, der hverken ville eller kunne imødekomme befolkningens krav, greb i stedet til vold, og snart blev den kæmpestore demonstration spredt af geværsalver og sabelhuggende kosakker. Da soldaterne kom tilbage til kasernen om aftenen, var de rystede over, hvad de havde gjort, og da officererne ville kalde dem til orden, blev officererne skudt. Situationen var nu kommet helt ud af kontrol, og bare en uge senere måtte tsaren abdicere.
Under min forberedelse læste jeg SF’s tidligere formand Holger K. Nielsen udtale til Weekendavisen, at revolutionen var en stor og sørgelig fejltagelse. Som tidligere forsvarsminister kan Holger have ment nedskydningen af officererne, men han mente nok snarere, at det var en fejl af kommunisterne at lave revolutionen.
Men—og det her mener jeg er vigtigt—kommunisterne lavede ikke revolutionen. Den lavede sig selv, som det formentlig altid sker med ægte revolutioner. De opstår spontant, og som regel uventet, når situationen har nået et bristepunkt, ligesom vi så med det arabiske forår.
Lille kat, lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du, jeg er sgu min egen. Bare var det ikke en lille kat, men Benny Andersens russiske bjørn, der var vågnet af sin dvale.
Vild panik! Selv de, der havde talt om revolution i årevis, blev taget på sengen. Hvad skulle man stille op med bjørnen? Regimet og de hvide generaler ville skyde den. Det lykkedes ikke, for arbejderne, soldaterne og bønderne slog ring om dyret. Men hvor skulle bjørnen ledes hen? Det stredes man om fra marts til november.
Bolsjevikkerne var gode marxister, og ifølge marxistisk teori skulle borgerklassen til magten og udvikle produktionen, før samfundet var klar til arbejdernes magtovertagelse. Man støttede derfor oprettelsen af en borgerlig provisorisk regering.
Det var ramt totalt ved siden af skiven, og viser – vigtig lære!—at uden teori går det ganske vist ikke, men den må ikke blive en spændetrøje. Den provisoriske regering hverken ville eller kunne slutte den fred, skaffe det brød eller levere de jordreformer, som befolkningen krævede.
Det var så her, at radioaktive Lenin, netop hjemkommen fra sit eksil i Schweitz i en forseglet togvogn, dog næppe bly-forseglet, trådte ind på den verdenshistoriske scene med sine april-teser. Man kunne ikke forlade sig på den svage russiske borgerklasse, der var tsarens agent snarere end modstander. Man kunne heller ikke vente hundrede år med revolutionen. Den stod jo og larmede lige uden for døren.
Hvis folkestemningen var for, måtte man slå til med parolen ’Al magt til sovjetterne,’ det repræsentative basisdemokrati revolutionen havde udviklet med arbejderråd, soldaterråd og bonderåd. Gjorde man det, ville gnisten forhåbentlig tænde revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande, og en verdensrevolution på den måde sikre revolutionen i Rusland.
Men —og her er endnu en vigtig lære—folkestemningen måtte absolut være for! Det var den ikke i juli, da Første Maskingevær Regiment mistede tålmodigheden og ville vælte den provisoriske regering. Vi har maskingeværerne, lad os gå i gang, sagde de. Nej, vent, sagde bolsjevikkerne. Men soldaterne ventede ikke, fulgt af anarkistiske matroser fra Kronstadt og arbejdere fra Putilov-værket gik de i gang, og bolsjevikkerne var nødt til at følge med.
Men uden tilstrækkelig folkelig opbakning gik det galt. Opstanden blev slået ned med hundredvis af dræbte, repressionen satte ind, mange blev arresteret, og Lenin, glatbarberet og iført paryk og matrostøj, måtte flygte ud i de finske skove.
Det blev befolkningens situation naturligvis ikke bedre af, og snart vendte folkestemningen igen. De fængslede blev lukket ud, og de flygtede kom hjem. Og så i dag for hundrede år siden var situationen endelig moden til at vinke farvel til den provisoriske regering og overdrage magten til sovjetterne.
Det gik også først, som man havde håbet. Der udbrød socialistiske opstande i nabolandene. Der kom opstande i Kiel og Berlin. Fabriksbesættelser med arbejderråd i Norditalien. Der kom socialistiske rådsrepublikker i Ungarn og Bayern, ja, i nogle dage endog i Sønderborg på Als.
Men de røde kunne ikke i længden holde stand mod de hvide og deres frikorps. Efterspillet blev ofte blodigt. Tag Finland som eksempel. Da det hvide frikorps, støttet af tyske tropper og officerer fra Sverige, havde nedkæmpet Den Finske Socialistiske Arbejderrepublik i 1918, fulgte hvid terror, koncentrationslejre og massehenrettelser. 25.000 finner mistede livet.
Kun i Rusland kom man sejrrigt ud af borgerkrig og udenlandsk militærintervention. Der var flere grunde, men en væsentlig var utvivlsomt Lenins parti. Som Occupy Wall Street for nyligt har demonstreret, går det ikke uden organisation og ledelse. Men organisation og ledelse havde Lenins parti med demokratiske centralisme, fælles retning og disciplin. Dette bliver altid udråbt som topstyret ensretning, hvilket kan være svært at forstå for en dansk kommunist, der har deltaget i vedtagelsen af partiprogrammet fra 1976. Topstyret ensretning—diktatur—har også altid været hovedanklagen mod Oktoberrevolutionen.
I forbindelse med statueballaden på Arbejdermuseet, udtalte Mogens Lykketoft og Poul Nyrup, at Lenin havde optrådt »forræderisk mod den demokratiske socialistiske idé«. Det var nemt for dem at mene, der aldrig har haft hårdere modstandere at besejre end Svend Auken. Der var hårdere modstandere den gang i Rusland og også siden.
Nu overlevede man de barske barndomsår. Ja, på trods af rigeligt med Ib Nørlunds solpletter, klarede man en hel menneskealder. Sovjetunionens bortgang som 74-årig kom som et chok for os alle. Totalt uventet, selv for vores modstandere. Der havde været lidt småsygdom og skranten, men alligevel. Forvent det uventede, må være læren, men hvordan gør man det?
Med bortgangen blev det kapitel i klassekampens historiebog lukket, der begyndte med Oktoberrevolutionen. Lukket, men ikke revet ud. Og bogen blev ikke smidt væk. Nye kapitler vil blive skrevet. Det foregår allerede nu. Og selv om jeg nok ikke kommer til at opleve det selv, er jeg personligt overbevist om, at endnu en revolution vil følge. Revolutioner kræver vrede. Vrede er der ikke nu. Men det kommer. Forvent ikke en genopførelse af Oktoberrevolutionen. Også en kommende revolution vil være helt sin egen. Men den vil skrive sig ind i forlængelse af Oktoberrevolutionen, og—med lidt held—drage nytte af Oktoberrevolutionens lære. På den måde vil Oktoberrevolutionen leve langt udover de hundrede år.