Skal de danske IS-børn i fangelejrene i det nordøstlige Syrien hjem? Skal deres mødre? Og hvad med fædrene?

Det er næsten velgørende, når den offentlige debat for en gangs skyld vælger sig et andet fokus end corona-ned- og oplukning. Det er velgørende, selv når det drejer sig om et fokus, der gør alt andet end vel – som for eksempel børn i fangelejre. Her er store muligheder for, at såvel gode som mindre gode viljer kan kaste sig ud i dødsforagtende moralske krumspring og flashe enhver tænkelig afart af ædle hensigter og motiver.

Det er den danske stats humanitære pligt at bringe disse børn hjem, mener de fleste, i hvert fald uden for regeringen – ”hjem”, selv om ingen af dem er født i Danmark. Det er derimod deres mødre. Men de skal ikke hjem, forstår vi på statsministeren; de udgør en ”sikkerhedsrisiko”. Vi minder lige om de faktiske forhold: Disse mennesker drog fra Danmark til Syrien for med våben i hånd at bekæmpe den syriske stat. Det var ikke omvendt. Så hvem er en ”sikkerhedsrisiko” for hvem?

For små halvandet år siden var der en sag, der slet ikke ligner den nuværende, for den drejede sig hverken om børn eller mødre, men alligevel er identisk med den. En dansk Syriens-kriger, Ahmed Salem el-Haj, blev overført fra tyrkisk til dansk fængsel og var lige så lidt velkommen som børnene i fangelejrene i dag er det i regeringens øjne. Dengang skrev vi på denne plads bl.a.:

”Han og de andre hellige krigere, der i store skarer drog fra europæiske lande til Syrien for at bekæmpe de vantro, er at ligne med de Frikorps Danmark-frivillige, der tog til Østfronten med det officielle Danmarks tilskyndelse og velsignelse for at bekæmpe den gudløse kommunisme, men ved deres hjemkomst blev modtaget som landsforrædere. Deres eneste (og temmelig hule) forsvar er og var naivitet.

Men de anklager (eller sigtelser eller tiltaler), der er rejst mod el-Haj, er latterlige. Drengestreger og storskrydende trusler – det rækker vel højst til en endefuld eller en bøde. Hans virkelige forbrydelse, den, han burde have været tiltalt for, var den, han selv gav som begrundelse for sin rejse til det forbudne land: Han ville kæmpe mod det syriske regimes overgreb på den syriske befolkning […]. Men i det stykke er han helt på linje med det officielle Danmarks holdning.

Hvorfor er han så uønsket af regeringen?

Det er han på grund af sin største og egentligste forbrydelse: Han tabte. Syrien har med held forsvaret sin suverænitet mod de terrorbander, et sammenrend af imperialister og islamistiske oliesheikher sendte mod landet. Det er deri, han og hans lige ligner Frikorps Danmark.”

Mødrene til de børn, der er i fuld gang med at gå til grunde i fangelejrene i Syrien, har tabt som Salem el-Haj. De er født i Danmark som el-Haj. De er opvokset i Danmark som el-Haj. Det er Danmark, der har gjort dem til det, de er. Så når det officielle Danmark hævder, at de ”har vendt Danmark ryggen”, er det hykleri. Det er at løbe fra det ansvar, som er den danske stats.

Ikke kun børnene, men også mødrene og i nogle tilfælde fædrene, der kæmpede aktivt for Islamisk Stat, er i høj grad den danske stats ansvar. Den har skabt dem. Den har vist dem vejen ved sin fjendtlige propaganda mod Syrien og ved sin krigspolitik i USA’s kølvand.

Den syriske stat har intet ansvar for disse mennesker og ønsker dem ikke. Kurderne i Nordøstsyrien, der holder dem fangne, har intet ansvar for dem og ønsker ikke at beholde dem. Det er ene og alene den danske stat, som har et ansvar, og som hårdnakket nægter at tage dette ansvar på sig. I stedet vælger den at tvære det af på Syrien, på det syriske folk og på de syriske kurdere, der de sidste ti år har lidt under en krig, som Danmark har medskyld i.