I anledning af krigen i Ukraine

I anledning af krigen i Ukraine udtaler Danmarks Kommunistiske Partis landsledelse:

Europa er i krig. Europa behøver fred.
Det er nu, vi skal rejse kravet for fred og nedrustning. Den ukrainske og russiske befolkning er blevet ofre i det storpolitiske magtspil. Dette må standses. Vi må stå fast på fredens vej og ikke bidrage til oprustning og øget eskalering af konflikten.
Fred er at vedkende sig eget ansvar fremfor at lægge skylden på andre. Fred er at søge sandheden fremfor løgnen. Fred er at vise respekt – ikke had.
Danmark har medansvar for den spændingsoptrapning, som har ført Europa ud i krig. Det er en helt anden kurs, der nu skal til.
Regering og Folketing må

  • afvise amerikanske baser på dansk jord;
  • stå fast på EU-forsvarsforbeholdet;
  • stoppe alle planer om et forsvarsforlig med nye tocifrede milliardbeløb til militæret;
  • stoppe alle våbenleverancer til Ukraine;
  • virke for afspænding og international forståelse fremfor spændingsopbygning og krig;
  • bidrage til afvikling af NATO;
  • modvirke EU’s økonomiske blok- og sanktionspolitik.
    I Ukraine må de russiske tropper hjem og Minsk-aftalerne overholdes, så Kiev-styret forpligter sig til at gennemføre en forfatningsændring, der garanterer Donbass-republikkernes autonomi og sikkerhed. Det sidste skal Danmark også arbejde for.
    Hvis EU og NATO-landene, herunder Danmark, fortsat vælger konfrontationens vej, vil det ikke kun ramme Ukraine, men os alle. Europa vil endnu en gang blive lagt i ruiner.
    Det må ikke ske!

Landsledelsen 3. marts 2022