Ledende artikel fra det seneste nummer af Skub (april 2012).

Mens dette skrives, er retssagen mod vor tids måske største politiske massemorder i gang i Oslo. Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker under indtryk af sine i egentligste forstand fascistiske forestillinger om, at vor civilisation er truet af “fremmede” kræfter, indre som ydre. Til disse “fremmede” hørte de 69 unge socialdemokrater på Utøya, som han slagtede; i hans verdensbillede udgjorde de en trussel.
Det er let at kalde Breiviks ideer forskruede, sindssyge, at kalde ham gal og hans gerning en gal mands værk. Det er også for let. Psykiatere og psykologer kan skændes, om han er paranoid eller narcissistisk, og om han er egnet til straf eller trænger til behandling og omsorg, men det berører ikke det væsentlige. Breiviks forestillingsverden er ikke skabt af ham selv, og den er ikke udsprunget af et sygt sind. Den er udsprunget af et sygt samfund, af en syg verden – en verden, der har behov for at opdigte trusler og udpege fjender, for fjendskab og had mellem mennesker.
I anledning af massakren på Utøya skrev forretningsudvalgene for Kommunistisk Parti i Danmark og Danmarks Kommunistiske Parti i en fællesudtalelse den 7. august sidste år: “Tragedien i Norge bør føre til besindelse hos dem, der fortsat driver antikommunistisk agitation”  oppisker til fjendskab mellem mennesker, kunne vi også have skrevet. Og vi konstaterede dengang, at reaktionen var den modsatte: At Utøya blev brugt som undskyldning for at holde ekstra øje med “venstreekstremismen” – altså netop de mennesker, Breivik ville til livs.
Det er nemlig ikke tilfældigt, hvem der udråbes til fjender.
Den Demokratiske Folkerepublik Koreas – mislykkede – opsendelse af en satellit gav anledning til et raseri, der uden overdrivelse kan kaldes frådende, og som gav genlyd helt her ovre på den anden side af Jorden. Den koreanske raket var en trussel, fik vi at vide, Nordkorea truede “verden”, og Japan erklærede at ville skyde raketten ned.
Hvem er det, der truer hvem?
En dansk universitetsprofessor er efter 3-400 forhørstimer hos PET, hvorunder han bl.a. fik frataget livsvigtig medicin (det er det, der andre steder i verden kaldes tortur og brud på menneskerettigheder), blevet anklaget for spionage til fordel for Rusland, der åbenbart nu igen skal til at være vores fjende. Han havde holdt møder med russere fra den russiske ambassade og givet dem navne på nogle studenter. Hemmeligt? Ikke det fjerneste. Men en trussel mod landets sikkerhed – mod vores sikkerhed.
Ville det have interesseret PET, hvis det var den amerikanske ambassade, han havde holdt møder med og fortalt om sine studerende?
Det virker, som om den danske stat og dens allierede er ved at oppiske en ny kold krig mod dem, som alle dage har været vores “fjender”. Det drejer sig ikke om forsvar mod noget som helst. Det drejer sig om at udpege fjender.
Den kriseramte kapitalisme har brug for fjender. Den har brug for følelsen af utryghed, og den har brug for ved passende lejligheder at lade den kolde krig slå om i varm. Det skete i Libyen. Og når det (endnu?) ikke er sket i Syrien, er en del af forklaringen, at vores “fjender” Rusland og Kina åbenbart har lært af deres fadæse, da de i Sikkerhedsrådet gav præsident Sarkozy og emiren af Qatar grønt lys for deres libyske røverkrig.
Der er forskel på norske massemordere, franske præsidenter og PET-agenter. Men deres handlinger tjener samme perverse behov: Behovet for fjender.
Når vi mødes på arbejdernes internationale kampdag, er det andre behov, vi kæmper for: Almindelige menneskers behov for bl.a. venner.
God 1. maj!

Henrik Stamer Hedin
DKP’s formand