8. Fuld ligestilling for kvinderne
Kvindernes frie og lige stilling vil altid være en målestok for et samfunds reelle demokrati.
I Danmark er kvinden såvel i produktionsliv som i samfundsliv en afgørende faktor. Hun bidrager væsentlig ved tilblivelsen af de samfundsskabte værdier og i samfundets administration.

Alligevel fremstår kvinderne i vort land som en undertrykt og socialt dårligt stillet gruppe, selv om de udgør mere end halvdelen af befolkningen.
Allerede fra de tidligste år er der tendens til at udskille og nedvurdere kvindekønnet, og såvel i de erhvervsfaglige som i de højere uddannelser er kvinderne stærkt underrepræsenteret, Derimod er kvinderne overrepræsenteret i servicefag og handels- og kontorfag, samt inden for de industrigrene, der først og fremmest anvender ufaglært arbejdskraft. Mange mellemuddannelser er typiske kvindefag med dårlige lønvilkår.
Trods formelle vedtagelser om ligeløn er princippet om lige løn for lige arbejde ikke gennemført. Kvinderne udgør den største del af lavtlønsgruppen. Kvinderne hører derfor til den store gruppe af arbejdere, der rammes af dårlig levestandard, tidlig nedslidning, højt sygefravær og tidligt ophør på arbejdsmarkedet.
Kvinderne rammes traditionelt først og hårdest af arbejdsløshed. Den ringe samfundsmæssige omsorg for mor og barn med virker til at vanskeliggøre kvindens stilling på arbejdsmarkedet, da hun tvinges til fravær på grund af svangerskab, fødsel, typiske kvindesygdomme og ved pasning af syge børn.
Samfundets, arbejdsgivernes og lovgivningsmagtens generelle holdning til kvinderne som underuddannet, dårligt lønnet arbejdskraftreserve bidrager i familielivet til at fastholde kvinden i dobbeltrollen som erhvervsarbejdende og husmor. Det stiller sig i afgørende grad i vejen for hendes muligheder for indsats i politik og samfundsliv. Den hjemmearbejdende kvinde fastholdes ofte i en personlig og samfundsmæssig isolation, der hæmmer hendes udvikling, hendes frie udfoldelse og mulighed for virksomhed på lige fod med manden. En underlødig presse og pornoindustrien skaber en ideologisk basis for fastholdelse af kvindens undertrykkelse.
Alt dette må der gøres op med for at skabe virkeligt demokratiske forhold for kvinderne. Det er en afgørende opgave for et demokrati, som opstår af kampen mod storkapitalen. Den er også en kamp for kvindernes rettigheder, og kvindernes medvirken i den er en nødvendighed. Derfor skal det antimonopolistiske demokrati på alle samfundslivets områder gennemføre en aktiv, demokratisk kvindepolitik. Det skal også sikre bedre betingelser for den offentlige debat om kvindernes ligestilling, så den kan føres frem til at overvinde de indgroede fordomme, som hindrer fuld ligestilling mellem kønnene.
Erfaringerne fra de socialistiske lande viser klart, at jo stærkere kvindernes økonomiske og demokratiske basis er, des lettere løses de personlige og familiemæssige ligestillingsproblemer.
En aktiv demokratisk kvindepolitik skal omfatte:
Øget indsats for kvindernes uddannelse, begyndende allerede før folkeskolen. Hertil hører en ændring af børnebogs- og skolebogsmaterialets traditionelle kønsrolleprægede karakter samt forbedret uddannelsesstøtte.
Forstærket indsats for at kvinderne organiserer sig og deltager aktivt i fagligt og samfundspolitisk arbejde.
Gennemførelse af princippet lige løn for lige arbejde og fælles aktiv indsats mod lavtlønsproblemet samt lige adgang til arbejde og avancement.
Udbygning af daginstitutionsområdet, således at tilbuddet dækker befolkningens behov, og dermed skaber betingelser for kvindernes ligestillede deltagelse i samfundslivet.
Omfattende lovgivning til sikring af kvindens stilling ved svangerskab og fødsel. Der skal være 26 ugers barselhvile, sikkerhed mod afskedigelse på grund af svangerskab og sygdom, 100 pct. erstatning ved tab af indtægt under svangerskab, og mænd og kvinders ligeret til lønnet fravær fra arbejdspladsen på grund af børns pasning under sygdom. Muligheder for abort under betryggende forhold sikres. Retten til moderskab fastslås, således at ingen tvinges til abort af sociale omstændigheder.
Alle rester af kvindediskrimination i lovgivningen må udryddes. Dog må den direkte beskyttelseslovgivning, der findes inden for familie- og privatret, bevares, idet beskyttelse af en diskrimineret gruppe ikke kan afskaffes, før årsagerne hertil er fjernet.

9. Et demokratisk uddannelsessystem – et behov for folket
En demokratisk uddannelse har til opgave at sikre, at den viden, erfaring og videnskabelige indsigt, som menneskeheden gennem sin udvikling har formet og samlet, videregives til de nye generationer. Med vor tids videnseksplosion bliver uddannelsesproblemerne særligt påtrængende for samfundet og den enkelte. For et land som vort, der er uden større råstofkilder, spiller det uddannelsesmæssige og videnskabelige niveau en afgørende rolle.
Der gennemføres en undervisningsreform, der ud fra en virkelig humanistisk og demokratisk målsætning kombinerer den nødvendige alsidige videnstilegnelse med udviklingen af de skabende sider ved personligheden.
Undervisning og opdragelse skal fremme forståelsen for fred mellem folkene og aktivt tage afstand fra diskrimination af arbejderklassen, af racer eller andre undertrykte og udbyttede grupper. Der må skabes forudsætninger for, at de kommende generationer kan frigøre sig fra de vrangforestillinger, som hindrer det arbejdende og skabende folk i at forstå deres virkelige stilling og muligheder.
Den opvoksende generation sikres udfoldelsesmuligheder og beskæftigelse ved, at uddannelsen, som er gratis, gives et tidssvarende indhold. De voksne generationer sikres muligheder for at mestre den tekniske og videnskabelige udvikling ved, at uddannelsen gives en tidssvarende struktur, således at uddannelsen kan foregå hele livet.
Planlægning og udbygning af hele uddannelsessystemet skal varetages af et demokratisk sammensat centralråd, hvori indgår fagbevægelse og forældreorganisationer, lærer- og elevorganisationer. Undervisningsplanerne gøres til genstand for en stadig bred og åben offentlig debat, og der sikres plads for lokal indflydelse på stof- og metodevalg. De fornødne lærebøger og andre materialer udgives på et statsforlag, der administreres af centralrådet.
For at sikre lige adgang til al uddannelse og øge uddannelsen for den enkelte, overgås til en 12-årig polyteknisk enhedsskole. Gennem en førskole, der integreres i hele uddannelsessystemet, og som børnehaverne er rammen om, forberedes børnene til skolen. Førskolen skal, som et supplement til opdragelsen i hjemmet, give alle børn lige udviklingsmuligheder og sikre det enkelte barns alsidige udvikling.
Enhedsskolens formål er at sikre børnene og de unge en alsidig personlighedsudvikling, at give eleverne viden og indsigt i naturens og samfundets udviklingslove, at udvikle deres evner, personlige dømmekraft og sociale ansvarsfølelse, samt gøre dem bevidst, at deres energi og evner skal anvendes i menneskehedens tjeneste.
Undervisningen skal have et videnskabeligt indhold. Skolen gør virkeligheden og den arbejdende befolknings problemer til genstand for elevernes aktive studium og fremmer forståelsen for sammenhængen mellem enhedsskolens fag, hvor beherskelse af det enkelte fag er forudsætningen for arbejdet med problemerne, der rækker ud over de enkelte fags rammer.
Undervisningen skal have et polyteknisk, almendannende sigte. Eleverne får indsigt i vor tids teknisk-videnskabelige produktionsformer. Der sikres en naturlig vekselvirkning mellem teori og praksis. Eleverne gives viden om de forskellige fags og erhvervsområders stilling og udvikling.
For at sikre, at eleverne opnår de kundskaber og færdigheder, der kræves i undervisningsplanerne, kontrolleres undervisningen ved, at der hele skoleforløbet igennem løbende foretages prøver.
Et råd, sammensat af forældre, lærere, elever, servicepersonale og kommunale folkevalgte, er skolens Øverste lokale myndighed og sikrer, at undervisning og opdragelse sker i overensstemmelse med enhedsskolens formål. Forældre sikres reelle muligheder for at følge skolens daglige arbejde. Forældreråd oprettes ved alle skoler.
Elevråd lovfæstes og oprettes på alle skoler. Elevrådsarbejdet anerkendes som et vigtigt led i den demokratiske opdragelse ved, at det indgår i undervisningen. Gennem anerkendelse af elevorganisationerne og disses deltagelse i undervisningens tilrettelægning udvikles hos eleverne forståelse for organisationens og sammenholdets betydning, og de opdrages til deltagere i et aktivt demokrati.

De videregående faglige og teoretiske uddannelser demokratiseres gennem sikring af lige adgang efter enhedsskolen, eller gennem en årrækkes praktisk arbejde på det område, hvor videreuddannelse søges. Undervisningen er på alle trin gratis.
Den sociale skævhed afhjælpes gennem en statslig uddannelsesstøtte, der dækker de faktiske leveomkostninger. Den geografiske skævhed afhjælpes ved at opbygge uddannelsescentre i alle landsdele. Den kønsmæssige skævhed afhjælpes bl.a. gennem oprettelse af de nødvendige børneinstitutioner i tilknytning til uddannelsescentrene.
Gennem en samlet reorganisering af de videregående uddannelser og oprettelse af uddannelsescentre skabes et smidigt og sammenhængende system. Herved sikres bedre betingelser for samarbejde på tværs af adskilte fag, samt udvikling af nye fag. Beslægtede fag samles i forskellige fagområder.
Uddannelsernes varighed bestemmes udelukkende af faglige og videnskabelige krav.
Al videregående undervisning og studium har levende forbindelse til den forskning, der uafbrudt udvider vor erkendelse, og de studerende deltager i forskningsprægede aktiviteter fra den tidligste studietid.
I tilknytning til uddannelsescentrene udbygges grundlaget for omskoling, efter- og videreuddannelse. Det stigende behov for voksenuddannelse fordrer, at alle færdiguddannede sikres muligheder for regelmæssigt at udbygge og revidere deres uddannelse gennem genoptagelse af studiet. Tilsvarende muligheder sikres voksne uden tidligere færdiguddannelse.

De videregående erhvervsfaglige uddannelser bringes i samklang med den samfundsmæssige udvikling. Gennem undervisning i almene fag gives lærlingene indsigt i samfundets og i den tekniske og videnskabelige udvikling, samt i fagbevægelsens organisationer og arbejde. Gennem en indføring i de generelle arbejdsprocesser gives den enkelte bedre grundlag for valg af beskæftigelse. Gennem en bred vekselvirkning mellem værkstedsundervisning på fagskoler og praktikophold sikres et højt fagligt niveau.
Praktikophold fastlægges gennem kontakt mellem fagskole og virksomhed. Fagbevægelsens og lærlingenes organisationer får direkte indflydelse på uddannelsens tilrettelægning og styring og sikres uhindret adgang til at kontrollere praktikstederne. På virksomheder med flere lærlinge vælges uddannelsestalsmænd.
Det videnskabelige niveau i de videregående teoretiske uddannelser sikres. Tidligere skarpt adskilte teoretisk og praktisk orienterede uddannelser forbindes gennem basisuddannelser, der omfatter de enkelte fagområders fælles elementer.
I basisuddannelserne opnår de studerende en bred indføring i fagområdernes teorier og metoder og lærer videnskabelig arbejdsform. De studerende erhverver et grundlæggende kendskab til love og teorier for den samfundsmæssige udvikling og til videnskabernes samfundsmæssige betydning.
De nuværende mellemuddannelser tilføres teoretiske og forskningsmæssige impulser.
Længerevarende videnskabelige uddannelser, til samfundsmæssige og pædagogiske funktioner, sikres en bedre tilknytning til deres praktiske anvendelse. Forståelsen for videnskabens samfundsmæssige betydning fremmes under studiet af det enkelte fags videnskabelige teorier og indhøstede erfaringer. Sideløbende med, at der gennem hele uddannelsesforløbet opnås en stadig udvidet indsigt i behandlingen af videnskabelige problemer, udvikles evnen til at formidle viden.
Den egentlige forskeruddannelse, som foregår i nær tilknytning til de længerevarende videnskabelige uddannelser, må udvides. Antallet af forskeruddannelsesstillinger forøges, samtidig med at den nødvendige videnskabelige vejledning forbedres. Forskeruddannelsen knyttes tæt til internationalt arbejdende videnskabelige centre.
Ved læreanstalterne har de studerende direkte medindflydelse på tilrettelægning, indhold og forløb af undervisning og prøver. Lærernes, de studerendes og det teknisk-administrative personales demokratiske indflydelse på uddannelsesinstitutionernes virke og funktion udbygges i en grad, som tillader en stadig forbedring af forskningsmulighederne og uddannelsernes kvalitet. De studerendes organisationer anerkendes og sikres derved direkte forhandlingsret over for statsadministrationen.

10. Forskning til gavn for folket
I vor tid bliver forbindelsen mellem videnskabelig indsigt og samfundsmæssig produktion stadig snævrere. Videnskabens udvikling åbner uanede muligheder for tilfredsstillelse af menneskenes sociale og kulturelle behov. Men den kapitalistiske produktions private karakter stiller sig i vejen. Når magten hos de monopoler, der har inddraget forskningen i selve deres produktionsgrundlag, bliver brudt, åbnes veje til frigørelse af videnskab og forskning og sikring af en demokratisk forskningsstruktur.
En demokratisk forskningsstruktur må skabe frugtbar vekselvirkning mellem grundforskning, dvs. den forskning, der er rettet mod opnåelse af grundlæggende viden, og målforskning, dvs. den forskning, som er rettet mod løsning at foreskrevne praktiske opgaver. Under de nuværende forhold indsnævres rammerne for grundforskningen, mens monopolerne fremmer en målforskning, der er bestemt af deres kortsigtede profitinteresser.
Grundforskningen er afgørende for samfundslivets tekniske og kulturelle udvikling og må derfor udbygges.
– Alle videnskabelige medarbejderes ret til at drive grundforskning ved de videregående uddannelser fastslås.
– Forskningsrådene skal stimulere grundforskningsvirksomheden.
– Forskerrekrutteringen udvides.
Målforskningen frigøres fra de snævre monopolinteresser gennem nationalisering af de monopoler, hvis produktion hviler på forskning. Som det første trin i denne udvikling sikres:
– Fuld offentlighed omkring administrationen af statslige midler til den private erhvervsforskning.
– Kortlægning af erhvervsforskningens indre forhold med henblik på overgang til samfundsmæssig ledelse.
Ophævelse af modsætningen mellem offentlig og privat forskning vil betyde, at der kan udvikles en samlet forskning i forbindelse med de mange sider af den offentlige sektors sociale, administrative og kulturelle virksomhed.
Gennem demokratisering af den samlede forskningsstruktur sikres forskerne og forskningsinstitutionerne frihed til at formulere deres teoretiske og metodemæssige problemer. De vælger forskningsområder og projekter. I forskningsrådene sikres uddannelses- og forskningsinstitutionerne øget indflydelse, ligesom den arbejdende befolknings organisationer må indgå med vægt i det centrale råd for forskningen.
En demokratisk forskningsstruktur skaber grundlaget for iværksættelse af en samlet forskningsplanlægning. En alsidig og rationel forskningsudvikling, baseret på vekselvirkning mellem grundforskning og målforskning, vil, styrke Danmarks nationale stilling på forskningens område. Den samfundsmæssige ledelse af forskningen vil betyde, at man frit vil kunne udvikle internationale forskningsrelationer efter gensidighedens principper.

11. Kulturel udfoldelse
Kulturen og dens udvikling er resultatet af utallige menneskers indsats. Den samler i sig håndens og åndens skabende arbejde gennem tiderne. Den er menneskenes middel til at tilegne sig verden, til at beherske naturen, og til at udvikle deres indbyrdes forbindelser. I klassesamfundet er kulturen derfor både genstand for og middel i klassekampen, og den fornyer sig bestandig ved, at ny viden og formåen overvinder gamle fordomme og falske forestillinger.
Gennem menneskets frigørelse fra klassesamfundets bånd vil nyskabende tænkning og kunst bane vej for et rigere liv.
Demokratiseringen af kulturlivet og kulturudviklingens frihed er derfor et uadskilleligt led i kampen for at ændre de herskende ejendomsforhold. Også på kulturens områder er produktionsmidlerne monopoliserede og styret af profit. De offentligt understøttede kulturinstitutioner rammes økonomisk under de krisetilstande, som monopolherredømmet har skabt for kulturlivet.
En demokratisk kulturpolitik må sikre betingelserne for, at landets kulturliv fremmes – såvel udnyttelsen af fortidens frembringelser som den nyskabende virksomhed. Kulturlivet må befries fra økonomisk afhængighed af monopolmagten for at kunne udvikle og forny sig i overensstemmelse med de bedste demokratiske kulturtraditioner i det danske samfund.
Folkelige bevægelser som højskoler, folkeuniversiteter og oplysningsforbund spiller en særlig rolle i dansk kulturliv. Sammen med disse må vore offentlige kulturinstitutioner som biblioteker, museer og teatre styrkes, for at kulturlivet kan tage vor tids udfordringer op og indgå selvstændigt i et berigende internationalt samarbejde.
Udviklingen har givet massemedierne en fremtrædende stilling i befolkningens kulturelle liv.
Gennem indflydelse i radiorådet må demokratiske partier, fagbevægelsen og andre folkelige organisationer sikre, at Danmarks Radio som offentlig kulturinstitution spiller en aktiv rolle for udfoldelsen af samfundets demokratiske liv. Udvidede demokratiske ledelsesformer må skabe reel frihed for DRs medarbejdere til at tilrettelægge en programproduktion i tættere kontakt med befolkningens liv og en sandfærdig nyhedsformidling.
Produktion og distribution af lokale TV-programmer skal tjene de regionale områders særlige kulturelle og demokratiske interesser, og ansvaret for ledelsen påhviler folkevalgte råd i samarbejde med Danmarks Radio.
Monopolernes magt over pressen må brydes. En frigørelse fra storkapitalens økonomiske og politiske kontrol med dagspressen vil skabe grundlag for nye ejendoms- og ledelsesformer, samt sikre medarbejdernes faglige og demokratiske rettigheder. Der skal derved sikres en fri politisk meningsbrydning og en nyhedsformidling, som imødekommer den arbejdende befolknings krav om sand information om de afgørende begivenheder i verdens og det danske samfunds udvikling.
Monopoliseringen indenfor de privatejede kulturproduktionsmidler som filmselskaber, bogforlag og -klubber, grammofon- og kassettebåndsselskaber må ophæves og erstattes af kooperative eller samfundsmæssige ejendomsforhold.
Statslige afgifter som hæmmer den kulturelle aktivitet, fjernes.
Alle professionelle kunstnere, som individuelt eller kollektivt deltager i skabende arbejde, sikres social tryghed og indflydelse på deres arbejdes endelige form og anvendelse.
Under det offentlige livs demokratiske udviklingsproces må kunstudøvelsen indenfor alle kulturlivets områder spille en stadig mere gennemgribende rolle. Kunsten må i stigende grad integreres i hverdagslivet, i boligarkitekturen, på arbejdspladser, institutioner og skoler.
Bibliotekernes fundamentale betydning for alle uddannelser og for en berigende fritid for alle aldersgrupper udvikles gennem vederlagsfrit udlån af bøger, plader, m.m., alsidighed i samlingerne og fri adgang på tidspunkter, hvor de arbejdende har mulighed for at komme.
Museernes udbygning og kulturformidling fremmes. Dette gælder ikke kun vore største museer med deres nationale betydning, men også landets mange mindre, men lokalt forbundne egns- og kulturhistoriske museer.
Både på landsplan og lokalt må der for teater-, film- og musiklivet skabes de nødvendige økonomiske muligheder for at kunne opfylde befolkningens kulturelle behov, herunder ikke mindst børnenes og ungdommens.
Grundlaget for kulturcentres og -huses virksomhed forbedres. Oprettelse af kulturkomiteer i fagforeninger og på arbejdspladser støttes.
Amatørbevægelserties betydning for landets kulturelle liv anerkendes gennem øget støtte. Der skabes økonomiske og arbejdsmæssige betingelser for, at menneskers individuelt eller kollektivt, overalt i landet og på alle områder kan få praktiske muligheder for at udvikle deres evner til intellektuel og skabende udfoldelse.

12. Aktive fritidsmuligheder for alle
For at sikre en bedre tilværelse bliver en meningsfyldt udnyttelse af fritiden et stadigt mere fremtrædende behov. Fritiden skal ikke bare tjene til at genskabe evnen til fornyet arbejdsindsats. Der må sikres alsidige muligheder for at bruge den til kulturel og sundhedsmæssig udvikling til gavn for den enkeltes personlighed.

Eksisterende indskrænkninger i befolkningens muligheder for sportslig, kulturel og sundhedsmæssig udvikling må ophæves. Kommerciel spekulation i befolkningens, specielt ungdommens, fritidsinteresser må forhindres, og de nødvendige midler stilles til rådighed af statslige og kommunale myndigheder.
Der udarbejdes en ny fritidslov, der omfatter alle former for fritidsaktiviteter, herunder undervisning i fritiden, klubarbejde, ferie, rekreation, idébestemt, sportsligt og kulturelt arbejde.
Til sikring af styring og planlægning af fritidsudfoldelsen oprettes et centralt fritidsråd, bestående af sportslige, kulturelle, faglige og politiske organisationer. I kommuner bidrager lokale fritidsråd til udbygning og styring af lokalområdets samlede fritidspolitik. I byer og bydele oprettes offentlige kultur- og fritidscentre, som medvirker til sikring af et bredt udbud af udfoldelses- og samkvemsmuligheder for alle befolkningsgrupper og aldersklasser.
Der foretages en stærk udbygning af alle former for fritidsanlæg, sports- og idrætsanlæg, ungdomshuse, pensionistcentre, klubber, feriehuse og fritidscentre.

Alle garanteres ret til fysisk udvikling gennem mulighed for idrætsudøvelse og til kulturel udvikling gennem gratis fritidsundervisning, både i form af suppleringskurser og videreuddannelse.
Der sikres muligheder for uddannelse af kvalificerede lærere, ledere, trænere og instruktører, ligesom bevillinger til organisationernes egen lederuddannelse og kursusvirksomhed øges.

13. Ungdommen – samfundets fremtid

I udviklingen af et levende demokrati må ungdommen spille en særlig rolle som en aktiv og initiativrig kraft. Ungdommens udfoldelse er af betydning for hele samfundets udvikling og skal derfor særlig støttes og udvikles.
Det sker gennem de fastslåede garantier for ret til arbejde, uddannelse og fritid. Endvidere gennem ret til medbestemmelse på alle samfundslivets områder, både på dem, der specielt angår ungdommen, såvel som i statslige, amtslige og kommunale anliggender, ved nedsættelse af valgrets- og valgbarhedsalderen og ved tildeling og løsning af særlige projekter i planlægning, forskning og produktion, til gavn for hele samfundet.
Ved udbygning af de fornødne børneinstitutioner, kollegier og boliger sikres den enkelte og de unge familier ret til at leve en selvstændig tilværelse. Alle diskriminerende bestemmelser for ungdommen i love, overenskomster og aftaler vil være ulovlige under den nye demokratiske udvikling.
For de lovområder, der specielt angår ungdommen, oprettes koordinerende organer, hvori ungdommens og områdets faglige repræsentanter sikres indflydelse.
Til varetagelse af ungdommens samlede interesser i opdragelsen, uddannelsen, arbejdet og i fritiden dannes et særligt ungdomsministerium, hvis arbejde baseres på en ungdomslov, der fastslår ungdommens rettigheder, forpligtelser og muligheder til at varetage sine interesser.
For at fremme den internationale forståelse og solidaritet ydes særlig støtte til organisationernes internationale virksomhed.

Demokratisering af samfundet og garanti for folkets frihed

1. Virkelig medbestemmelse.
2. Garantier for folkets frihedsrettigheder.
3. En ny demokratisk forfatning.
4. Lokalt selvstyre.
5. Demokratisering af statsapparatet.

En bedre tilværelse for det arbejdende folk kan kun sikres, når folket bestandig har indflydelse på de beslutninger, der træffes, og på deres gennemførelse. Kun gennem den aktive udnyttelse af nye, udvidede og garanterede demokratiske rettigheder kan monopolernes magt brydes. Der må gennemføres en dybtgående demokratisering af samfundet, der må bygge på folkesuveræniteten som sin højeste lov – ikke blot i ord, men i handling.

1. Virkelig medbestemmelse
Det er ikke demokrati, når der ved valg gives løfter for at samle stemmer, mens der bagefter handles uden hensyn til, hvad der blev lovet. Der må sikres folket løbende kontrol med og indsigt i gennemførelsen af løfter og programmer. Mere betydningsfulde love, såvel som planerne for den økonomiske politik, må lægges ud til folkediskussioner – til begrundelse og korrigering. En tilsvarende levendegørelse af demokratiet må gennemføres på det lokale plan.

Først og fremmest skal der i produktionslivet sikres de arbejdende mulighed for at øve indflydelse på og gribe ind i foretagendernes drift. Dette kan sikres ved lov i de nationaliserede eller offentlige virksomheder, som vil omfatte nøglestillingerne i det økonomiske liv. Men også på privatejede og kooperative virksomheder skal de faglige organisationers indflydelse øges, så arbejderne kan tilkæmpe sig samme rettigheder som på de nationaliserede virksomheder.

Der skal oprettes bedriftsråd valgt blandt arbejdere og funktionærer på alle virksomheder af en vis størrelse. Når rådene får fuld oplysning om de økonomiske forhold og virksomhedernes drift, kan de sammen med de faglige organisationer komme til at spille en helt ny rolle på arbejdspladserne. De skal vide, hvem der ejer virksomheden, have fuld indsigt i regnskaberne, indflydelse på investeringer, ordregivning og -tagning, prisfastsættelse, ansættelse af arbejdsledere o.lign. Alle ansøgninger om eksportkreditter, egnsudviklingsstøtte m.v. skal ligeledes godkendes af bedriftsråd og fagforening.
Det kræver også, at fagbevægelsen står frit og uafhængigt. Snærende bånd som arbejdsret, forligsmandslov, hovedaftale m.v. fjernes. Alle nødvendige aftaler med arbejdsgiverne kan indføjes i de løbende overenskomster. Fagbevægelsen kan kun løse sine opgaver på grundlag af klart medlemsdemokrati.
Det må tilstræbes at få oprettet faglige organer, der forener alle på en arbejdsplads til én beskæftigelses- og lønmæssig enhed, der koordinerer aktiviteterne inden for bestemte faglige områder og forhandler fælles overenskomster. Fagbevægelsen skal fortsat være en enhedsorganisation for alle arbejdere uanset øvrige anskuelser.
Fagbevægelsen og det arbejdende folks øvrige organisationer må have medbestemmelse og indflydelse på tilrettelæggelsen af landets økonomiske politik og spille en voksende rolle i samfundets demokratiske liv.

2.Garantier for folkets frihedsrettigheder
Et nyt demokrati må udvide den personlige frihed og folkets kollektive frihedsrettigheder og skal yde garantier for, at de ikke forbliver formelle. Bestemmelserne, som giver adgang til administrativ og tidsubestemt frihedsberøvelse, må ophæves.
Den personlige frihed kræver sikring af privatlivets fred mod udspionering, aflytning og brevcensur. Tanke- og ytringsfrihed må fastslås som medborgerlige rettigheder.
Trosfrihed må sikres, og kirken må adskilles fra staten.
Krigspropaganda og fascistisk virksomhed må ligesom raceforfølgelse og diskrimination efter nation eller race erklæres som en forbrydelse.
Strejkefrihed er lønarbejdernes ukrænkelige ret og den eneste effektive modvægt mod privat ejendomsret til produktionsmidlerne og mod bureaukratiske overgreb og formynderi i offentlige virksomheder.
Retten til information må ligge til grund for den demokratiske meningsdannelse. Massemedierne, specielt radio og TV, må under demokratisk kontrol, ligesom pressens frihed må sikres mod afhængighed af og indgreb fra pengemagten. Pressens regnskaber må stå under offentlighedens kontrol.
Der sikres frihed for dannelse af partier, som respekterer landets grundlov. Partierne og andre folkelige organisationer sikres adgang til massemedierne såvel som møderet og forsamlingsfrihed. Partierne er pligtige til at foreligge offentligt regnskab. Politiske valg foregår efter forholdstalsprincippet og med 18-års valgret.

3. En ny demokratisk forfatning
En ny, demokratisk orden må bygge på en grundlov, som udvider og garanterer folkets demokratiske rettigheder. Dertil hører:
Et frit valgt folketing, som er garanteret og forpligtet til uafhængighed af al privat pengemagt, er landets bestemmende og lovgivende organ. Regeringen udpeges af folketinget. Folketinget sikres ret til og mulighed for kontrol med gennemførelsen af dets beslutninger. De valgte til folketinget skal være ansvarlige over for deres vælgere i henhold til det program, de er valgt på.
Kongedømmet afskaffes som et levn fra fortiden. Danmark gøres til en demokratisk republik.
Forfatningen fastslår folkets fundamentale frihedsrettigheder, som ydermere må omfatte retten til arbejde, retten til uddannelse, retten til bolig og retten til social sikring såvel som lighed over for loven uden hensyn til køn, race og nationalitet.

4. Lokalt selvstyre
Den samfundsmæssige planlægning og administration stiller krav om samarbejde mellem større enheder end de hidtidige amts- og primærkommuner, som vil blive en bremse for den planmæssighed, der er behov for i et demokratisk samfund. Derfor vil en opdeling i større regioner, hvor landsdelenes fælles interesser kan samordnes, være en nødvendighed. De skal både sikre den fælles målsætning i alle landsdele, og at udviklingen sker under hensyntagen til befolkningens lokale behov.
Nærdemokrati i kommunerne forudsætter, at borgerne i videst mulig udstrækning inddrages i den kommunale planlægning.
Inden for rammerne af den fælles planlægning må det kommunale selvstyre udvikles og sikres reelt indhold. De kommunale enheders forvaltning af samfundets love må foregå under fuldstændig folkelig kontrol.
For at garantere, at kommunerne virkelig arbejder ud fra befolkningens ønsker og behov, må ingen udelukkes fra valg på grund af arbejdsforhold eller Økonomi. Kommunale råd må have en sådan størrelse, at rådenes enkelte medlemmer får reel mulighed for at holde kontakt med befolkningen og for at få sagernes behandling oplyst og kontrolleret.
For at sikre befolkningen indflydelse på kommunernes virksomhed, skal der sørges for, at befolkningen under forskellige former inddrages i administrationen. Dens foreninger, organisationer og grupperinger skal kunne få kendskab til og orientering om kommunale planer, såvel som om grundlaget for afgørelser. Dette kan bl.a. ske gennem oprettelse af lokalråd, der skal kunne gribe ind i enhver sag på et tidspunkt, hvor afgørelsen endnu ikke er truffet.

5. Demokratisering af statsapparatet
Statsapparatet må grundlæggende omformes, så det kan tjene som redskab for folket og dets demokratiske beslutninger, som det er en forpligtelse for embedsmændene at gennemføre loyalt og aktivt. Statsapparatets struktur og sammensætning må være bestemt af dette hensyn. Demokratisk kontrol må gribe ind mod tendenser til bureaukratisk udartning.
Militæret må snarest afvikles. Så længe der endnu findes militære styrker og organer, må deres uforbeholdne loyalitet over for den demokratiske orden sikres. De må ikke kunne stilles under fremmed magts kommando, ikke kunne anvendes til politimæssige formål og ikke forvandles til en hvervet hær. Værnepligtige må sikres demokratiske rettigheder under tjenesten.
Politi og anden offentlig magt har som opgave at sikre udøvelsen af folkets personlige og kollektive friheder. Det må fornyes og ændres i sin sammensætning og struktur, så det står sikkert i folkets tjeneste.
Retsvæsenet skal gøres til en garanti for overholdelsen af folkets demokratiske rettigheder og den offentlige sikkerhed. Det må ikke være afsondret fra folket og dets virkelige liv. Dets uafhængighed må sikres, bl.a. gennem demokratiske valg af nævninge og domsmænd samt gennem adskillelse af politi og domsmagt.
Forsvarernes uafhængighed garanteres.
Kriminalforsorgen må ændres fuldstændigt. Dens formål må være at opnå lovovertræderes resocialisering og genindtræden i arbejds- og samfundslivet. Der må arbejdes henimod, at dom til frihedsberøvelse bliver undtagelsen til fordel for andre sanktioner, som kan gennemføres samtidig med, at den dømte forbliver indenfor samfundets almindelige rammer. Lovovertrædere må såvidt muligt fortsætte i normalt arbejde og sådan, at arbejdspladsen og dens organisationer kan virke kontrollerende, støttende og opdragende.
Statsapparatet må ændres, så det kan varetage nye demokratiske funktioner til sikring af gennemførelsen af folketingets og andre demokratiske organers beslutninger.

En demokratisk økonomisk politik

1. Demokratisk nationalisering.
2. Demokratisk planlægning.
3. Bekæmpelse af inflation og betalingsbalanceunderskud.
4. Samfundsledelse af udenrigshandelen.
5. Demokratisk skattepolitik.
6. Offentlige besparelser.
7. En fremtid for det danske landbrug.
8. En ny fiskeripolitik.
9. Sikring for selvstændige næringsdrivende.
10.En national og demokratisk energipolitik.

Fremgang for et antimonopolistisk demokrati er først og fremmest afhængigt af, at det forstår at føre en ny og demokratisk økonomisk politik, der løser opgaver til gavn for folket, som storkapitalen og dens politik har stillet sig i vejen for.
En demokratisk økonomisk politik må tage sigte på at udnytte de teknisk-videnskabelige landvindinger til at udvide produktionen, sikre en mere retfærdig fordeling og efterkomme befolkningens behov.
Det kan kun sikres, når den demokratiske stat vinder magt til at gribe bestemmende ind i samfundsøkonomien. Derfor må storkapitalens nøglepositioner overtages af samfundet, ikke blot gennem simpel statsovertagelse men gennem demokratisk nationalisering.

1. Demokratisk nationalisering
Demokratisk nationalisering betyder samfundsovertagelse samt demokratisk styring.
Samfundsovertagelserne må have et sådant omfang, at den nationaliserede sektor får tilstrækkelig vægt i samfundsøkonomien til at bestemme dens udviklingslinjer. Den må derfor omfatte:

Banker, kreditinstitutioner og forsikringsselskaber, hvorved der gives mulighed for at lede investerings- og kreditpolitikken;
energisektoren og vigtigere råstofkilder, som er afgørende i forsyningspolitikken;
de store monopoler, som direkte og indirekte behersker afgørende dele af produktion og handel, bl.a. byggematerialeindustri, værftsindustri, skibsfart, medicinalindustri og storforetagender indenfor levnedsmiddelindustrien;
større virksomheder, som indgår i multinationale koncerner, der optræder imod det danske folks interesser.
Den demokratiske styring skal sikre, at de nationaliserede foretagender virkelig tilrettelægger deres virksomhed i overensstemmelse med samfundets interesser og ikke bliver led i en statsmonopolisme. Det kan ikke sikres alene gennem centrale organers direktiver, men kun gennem aktiv deltagelse og kontrol af arbejdernes og personalets valgte repræsentanter, som ud over deres eget kendskab til driften skal have adgang til alle oplysninger om den.

2. Demokratisk planlægning
Støttet på en sådan nationaliseret sektor foruden på forskellige former for kooperation mellem de offentlige og andre erhvervsgrene kan økonomien ledes inden for rammerne af en samfundsøkonomisk plan, som fastlægges ved politisk beslutning af folkerepræsentationen. Den vil være fundamentalt forskellig fra de »helhedsplaner«, hvorunder storkapitalens politik er drevet. Den vil være en sammenfatning af produktions- og investerings- programmer og af målsætninger på den økonomiske politiks område, som modsvarer befolkningens behov, og som er udformet med aktiv medvirken af arbejderne og bedriftsrådene og efter offentlig diskussion. Planen giver også rammer for medvirken fra den bestående private sektor af erhvervslivet. Planens overholdelse må følges af nye demokratiske planlægningsorganer.

3. Bekæmpelse af inflation og betalingsbalanceunderskud
Storkapitalens talsmænd skyder ofte skylden for ustabiliteten i deres system på inflationen og underskuddet på betalingsbalancen. Men dette er netop følger af statsmonopolismens system. Med demokratisk kontrol over afgørende økonomiske magtpositioner skabes der betingelser for virkeligt at imødegå disse onder. Det sker først og fremmest gennem den samlede Økonomiske politik.
Umiddelbart kan der sættes ind imod udslag af monopolernes profitjag, som særligt øger betalingsunderskuddet. Dertil hører samfundsmæssigt urimelige investeringer, som væsentligt har til opgave at sikre skattefordele. En af de største kilder til underskuddet stammer fra belåning af arbejdsfrie værdistigninger på jord og fast ejendom.
Jordspekulationen bidrager samtidig til skabelse af inflation. Dette kan bremses ved, at der indføres effektivt forbud mod belåning af inflationsgevinster og samfundsskabte værdistigninger på jord og ejendom. Den virkelige løsning er, at al jord overtages af samfundet mod rimelig erstatning efter samfundsmæssig vurdering af værdien.
Jorden skal på lånebasis stilles til rådighed for dem, der skal bruge den, enten det er til landbrug, boligbyggeri, erhvervsvirksomhed eller rekreative formål.
En stærk, demokratisk styret sektor gør det endvidere muligt at begrænse markedskonjunkturernes indflydelse, således at en mere effektiv priskontrol og indgreb mod prisstigningerne kan sættes igennem, bl.a. støttet på demokratiske forbrugerråds aktivitet.

4. Samfundsledelse af udenrigshandelen
Danmark er i høj grad afhængig af en omfattende samhandel med udlandet. En planmæssig økonomisk politik forudsætter derfor også en samfundsmæssig ledelse af udenrigshandelen. Mangelen på importkontrol har i høj grad uddybet følgerne af den kapitalistiske krise for Danmark.
Handelspolitikken må aktiviseres med henblik på udnyttelse af muligheder for handel til alle sider og med alle, som vil handle med os på lige fod og i gensidig interesse. Det gælder ikke mindst handelen med de krisefri socialistiske lande og med udviklingslandene.
En samfundsledet udenrigshandel er også forudsætningen for at kunne hævde en selvstændig stilling over for de multinationale koncerners pression og mod afpresning fra overnationale organer som EF, NATO, Det internationale Energiagentur og Verdensbanken. Den samfundsmæssige kontrol må også omfatte kapitalbevægelser. Der må indføres strenge straffebestemmelser, indbefattet konfiskation af ejendom, over for kapitalejere, som søger at sabotere de demokratiske foranstaltninger gennem kapitalflugt.

5. Demokratisk skattepolitik
Der må gennemføres en demokratisk skattereform, der sikrer, at al indkomst – kursgevinster, spekulationsgevinster m.v. – inddrages under en progressiv beskatning. Bekæmpelse af skattesnyderi skal skærpes, selskabsskatten skal forhøjes, og skatten af arbejdsfri indtægter skal være højere end skatten af lønindtægter.
Momsen og andre former for forbrugsskatter på nødvendige varer må afskaffes.
Urimelige skattefordele som adgangen til ekstraordinære afskrivninger m.v. skal fjernes. Alle fradragsordninger afskaffes fra selvangivelsen. For de nuværende parcelhusejere skal det ske gennem en aftrapning over en årrække, så boligforholdene ikke kommer til at øve indflydelse på skattens størrelse. Fradragsreglerne giver kun tilsyneladende fordele til almindelige lønarbejdere, men begunstiger velhaverne. Deres afskaffelse ledsages af bestemmelser om, at den del af en familieindtægt, der er nødvendig til sikring af rimelige levevilkår, holdes fri for skat.
Gennem en sådan demokratisk skattereform vil skattetrykket kunne flyttes over på dem, der er i stand til at bære det.

6. Offentlige besparelser
Den demokratiske kontrol med samfundsøkonomien skal også sikre, at der ikke ødes midler til unyttig og overflødig administration. Skattemyndighederne må koncentrere arbejdet om beskatning af de sorte penge og de fiktive omkostninger. Forenkling af skattesystemet og opgivelse af småligt posekiggeri over for modtagere af sociale ydelser vil kunne føre til store besparelser.
Ved at afskaffe militæret kan der frigøres store ressourcer:
arbejdskraft til produktiv virksomhed, jord til landbrug og til rekreative formål, bygninger til ungdomshuse, administration o.lign. Ved at udmelde Danmark af EF kan der ligeledes frigøres
midler og bureaukratiet kan beskæres.
Ved en effektiv planlægning og en løbende udbygning af de kollektive goder undgås de lapperier og kortvarige ordninger, som nu præger kapitalismen.

7. En fremtid for det danske landbrug
Det arbejdende landbrug skal have livs- og arbejdsbetingelser, der er i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet. Samtidig skal landets befolkning sikres gode og billige fødevarer.
Det er uforsvarligt at lade grundspekulationen bankerne, levnedsmiddelkoncernerne og andre dele af storkapitalen afgøre landbrugets fremtid. Samtidig med støtten til familiebrugene må der arbejdes frem mod en ny landbrugsstruktur, der baseres på det bredest mulige samarbejde mellem brugene indbyrdes og mellem landbrugets og industriens arbejdere.
En demokratisk landbrugspolitik må omfatte:
Jorden skal frigøres fra al spekulation gennem nationalisering. Arbejdende landmands ret til produktiv brug af landbrugsjorden fastslås i loven. De sikres retten til på rimelige og varige vilkår at forpagte jorden af staten.
Der må gennemføres en jordfordeling, der sigter mod en mere jævn fordeling brugene imellem. Storgodserne overgår til samfundseje og bruges til avlsstationer for frø, elitekvæg o.a. stamdyr eller omdannes til kooperativer, der virker som inspiration til dannelse af flere andelsbrug.
Samarbejde mellem landmændene må stimuleres og deres arbejdsbyrde lettes ved, at landbrugets foreninger organiserer en husbondafløsning, der finansieres af det offentlige.
Staten må ansætte konsulenter, der samarbejder i grupper, så alle driftsproblemer i det enkelte brug og i samarbejdende brug dækkes.
Landbrugets terminsydelser beskæres betydeligt gennem jordens nationalisering. For at forhindre renteåger må staten yde de nødvendige lån som billige, langfristede kreditter til landbrugets modernisering.
Maskinfællesskaber, andelsstalde og fælleslandbrug, kooperative indkøbs- og salgsorganisationer får særlige økonomiske og retslige fordele som et led i strukturændringer frem mod fællesdrift i landbruget.
Der må føres en markeds- og prispolitik, der sikrer landbruget en afsætning til priser, der giver det arbejdende landbrug en rimelig løn for sit arbejde. Der må gennemføres effektive kontrolforanstaltninger og indgreb over for de store fødevarekoncerners avancer og profitter i omsætningsleddene. På samme måde må landbrugets omkostninger nedsættes gennem indgreb mod priser og avancer med hensyn til maskiner, gødning, foderstoffer m.m.
Private forpagtningskontrakter, produktions-, indkøbs- og salgskontrakter underkastes særlig beskyttelse, der hindrer urimelige afhængighedsforhold samt monopoldannelser med urimelige omkostninger og avancer i omkostningsleddene til følge.
EFs landbrugsordninger lægger stadig strammere bånd på dansk landbrug. I stedet for at løse problemerne fører de til destruktion af fødemidler. Frigørelse fra EF er en forudsætning for at sikre landbrugets fremtid.

8. En ny fiskeripolitik
Partsfiskere og arbejdende kutterejere må sikres rimelige eksistensvilkår. Derfor har de krav på mindstepriser, der reguleres i takt med fiskeriets omkostningsudvikling. Mindstepriserne må sikres uden at gribe til destruktion af fisk. For at sænke omkostningerne må kutterejerne sikres statslån til lav rente. Alle former for fælles fiskeri, fælles indkøb af råvarer og tjenesteydelser, fælles forarbejdning, fælles lagring og salg må stimuleres. Engroshandelens profitter må beskæres mest muligt.
Partsfiskernes forhold må sikres gennem overenskomstmæssige aftaler om garanteret mindsteløn, ferieordning, uddannelse, bedre arbejderbeskyttelse og anden social sikring svarende til risikoen ved arbejdet.
Fiskeriet må lukkes for trusseredernes spekulation gennem en licensordning, der fastlægger retten til at drive erhvervsfiskeri.
Fiskerigrænserne må udvides og fastlægges efter internationale aftaler. Der bør træffes rimelige aftaler om fiskeriets begrænsning og omfang, om yngelpleje, forureningsbekæmpelse og andre midler til at øge havenes fiskeriproduktion. Staten må foretage en systematisk yngelpleje og omplantning, så fiskebanker og havets ressourcer udnyttes bedst muligt. Dette forudsætter også, at danske farvande ikke forurenes med gift og affald. Fiskerne har krav på fuld erstatning for ødelagt grej på grund af forurening.

9. Sikring for selvstændige næringsdrivende
En antimonopolistisk politik retter sig ikke imod de selvstændige, mindre næringsdrivende indenfor handel, håndværk og industri. Den respekterer tværtimod deres ejendom, hvor den er en frugt af egen arbejdsindsats og sparsommelighed. Den værdsætter betydningen af deres virksomhed for at sikre forsyninger og andre tjenester til befolkningen og for at fremhjælpe den samfundsmæssige produktion.
Nationalisering af bankerne og de store monopoler ophæver den trussel, som derfra udgår mod de små foretagender. De nationaliserede banker vil være forpligtede til at yde dem billige lån til etablering og drift, som kan bidrage til, at befolkningens behov efterkommes.
De næringsdrivendes tilværelse vil blive sikret, dels gennem den demokratiske skatte- og huslejepolitik, dels gennem det sociale sikringssystem.
Den demokratiske stat vil støtte udviklingen af et samarbejde mellem de enkelte småforetagender og mellem dem og de nationaliserede virksomheder. Den vil inddrage dem i planlægningen og byudviklingen, og derved sikre deres tilførsler og afsætning. Den vil organisere teknisk hjælp og konsulentvirksomhed.

10. En national og demokratisk energipolitik
Energipolitikken skal som formål have at sikre befolkningen en billig energiforsyning, både hvad angår livsfornødenheder som lys, varme, elektriske hjælpemidler, transport og produktion og til fremstilling af nye forbrugsvarer, som dækker nye menneskelige behov. Den skal samtidig forhindre spild og forurening.
En bedre udnyttelse af naturens energikilder er afgørende for en samfundsøkonomi, der skal kunne tilfredsstille de menneskelige behov og gøre arbejdet både lettere og mere produktivt.
De multinationale kapitalistiske monopoler bruger deres kontrol over energiforsyningen som et afgørende middel til at skaffe sig ekstraprofitter og bevare deres magt over samfundene. Derfor er nationalisering af energisektoren et hovedkrav for en demokratisk økonomisk politik.
Navnlig for Danmark, der mangler afgørende naturlige energikilder, er det vigtigt at udbygge alsidige forbindelser for energileverancer og udbygge en bred energibasis. Den ensidige afhængighed af olien og af oliemonopolerne har vist sine skadelige virkninger.
Alternative energikilder til kul og olie må udforskes og udnyttes – herunder naturgas, solenergi og vindkraft.
Med atomenergien er der opdaget en ny energikilde, som åbner perspektiver for en grundlæggende ændring af klodens energiproblemer og for sikring af energirigelighed. Under kapitalismen er den i første række udnyttet til militære ødelæggelsesformål, og hovedfaren ved atomenergien er fortsat den uhyre oplagring af sprængklare kernevåben. Udnyttet til fredelige formål har atomenergien den fordel, at den kræver meget mindre brændsels- og affaldsmængder, så luftforureningen bliver ubetydelig. Til gengæld er affaldet på grund af sin radioaktivitet farligere, og hele kraftproduktionen må omgærdes med omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger. Disse kan og må ikke overlades til kapitalistiske monopoler, som ofte misligholder dem af profithensyn.
Det må derfor være en betingelse for atomkraftproduktionen, at den fra første færd er nationaliseret og sættes under streng, samfundsmæssig og demokratisk kontrol under deltagelse af demokratisk valgte repræsentanter for befolkningen og sagkundskab, som er uafhængig af monopolerne. En af kommercielle hensyn eller EF-pres forceret oprettelse af atomværker må forhindres, men det er af samfundsøkonomisk interesse at tilegne sig produktionserfaring på dette område i Danmark. Gennem samarbejde med den socialistiske verden kan Danmark sikre sig mod at blive manipuleret af de kapitalistiske monopoler på atomkraftområdet.
Oprettelse af atomkraftværker kan kun foregå efter folketingsbeslutning. Principbeslutning underkastes folkeafstemning.
På demokratisk grundlag bør der oprettes en national energistyrelse, der leder den nationaliserede energisektor efter en energipolitisk plan.
På alle afgørende områder indenfor energisektoren, herunder i givet fald a-kraftværker, skal der oprettes demokratiske styringsråd, omfattende repræsentation for det ansatte personale og deres organisationer og for uafhængig sagkundskab. De skal have reale magtbeføjelser og om nødvendigt kunne standse driften.

En selvstændig udenrigspolitik for fred og samarbejde

Et nyt demokrati i Danmark kræver også et nyt forhold til omverdenen. Den antimonopolistiske kamp er også en kamp for et selvstændigt Danmark.
En demokratisk dansk udenrigspolitik må bygge på principperne om suverænitet og ligeberettiget samarbejde. Danmark må kræve respekt for sine suveræne rettigheder, ligesom det respekterer andre landes. Danmark er indstillet på udvikling og udvidelse af alsidigt samarbejde med andre lande, på grundlag af ligeberettigelse og til gensidig gavn.
Danmarks nationale interesser byder det derfor aktivt at gå ind for at støtte alle bestræbelser på at sikre, at den fredelige sameksistens principper bliver grundlaget for de internationale forbindelser.
Danmark må derfor være frigjort fra blokke – såvel fra militære som NATO som fra lukkede økonomiske blokdannelser som EF eller Energiagenturet. Så længe landet endnu er bundet til sådanne blokke, må det modsætte sig alle skridt til yderligere binding og tiltage sig ret til selvstændig handlefrihed i sin nationale interesse.
Danmarks sikkerhed må opnås med politiske midler. For landets selvstændighed er militæret derfor overflødigt, i værste fald – som NATO-perioden har vist – direkte skadeligt.
Danmark må erklære sig som neutral stat og forlange stormagtsgarantier for sin neutralitet og suverænitet.
Danmark må aktivt støtte de Forenede Nationer som redskab for internationalt samarbejde på grundlag af FNs pagt.
Danmark må aktivt fremme afspænding og fredssikring af hele Europa. Det grundlag, som er lagt af konferencen for europæisk sikkerhed og samarbejde, må udbygges til et system af kollektiv sikkerhed, der ophæver blokkene. Vejen kan gå gennem oprettelse af permanente organer til fremme af økonomisk, teknisk-videnskabeligt og kulturelt samarbejde, som bringer folkene nærmere hinanden.
Danmark må vise selvstændigt initiativ til fremme af forhandlingerne om afrustning i Europa og i verdensmålestok.
Danmark må udvide og udbygge sine handelsmæssige og andre økonomiske forbindelser til alle sider og på ligeberettigelsens grund – i særdeleshed med socialismens krisefri markeder og direkte med de nye råstofproducerende stater – uden om multinationale monopolers og nykolonialismens kontrol.
Danmark må vise solidaritet med imperialismens ofre, med folk og lande, som udsættes for imperialistisk aggression eller for fascistisk undertrykkelse.
Danmark må fremme det nordiske samarbejde med henblik på at gøre Norden til en neutral, fredssikret og atomvåbenfri zone, der holder de nordiske lande fri af imperialistiske manipulationer og udvikler de økonomiske og kulturelle forbindelser. Norden må blive en faktor for fred og internationalt samarbejde.
Det er en selvfølgelig forpligtelse, at der fra Danmark ydes hjælp til lande, som er holdt i tilbageståenhed under århundreders imperialistisk undertrykkelse. Det gælder ikke alene over for hungersnød og naturkatastrofer, som i disse lande rammer særlig hårdt. Danmark må også efterkomme ønsker om støtte til udviklingen af den materielle basis, som fremsættes af lande og folk, som i selvstændighed og med planmæssighed fører deres udvikling frem. »U-landshjælp« må ikke blive en støtte til nykolonialistisk udbytning, men må ydes i fuld respekt for landenes suverænitet. Den må ydes gennem samfundets institutioner og ikke gøres til redskab for private foretagenders profitjagt. Danmark må internationalt gå ind for udformningen af et nyt grundlag for forbindelserne mellem mere og mindre industrielt udviklede lande.

Grønland
Det demokratiske Danmark må alsidigt støtte de kræfter i det grønlandske folk, der mere og mere bevidst kræver selvstyre som en overgang til selvstændighed. Det må styrke Grønlands muligheder for selv at forme sin fremtid og dets ret til at udnytte sine naturlige råstoffer til gavn for sin egen arbejdende befolkning. Det grønlandske folk må kunne udvikle sin kultur i pagt med nutiden, men forbundet med dets egne traditioner, og kunne opretholde og videreudvikle grønlandsk sprog og litteratur.
Grønland er rigt på råstoffer og har naturlige muligheder for at sikre en progressiv udvikling. Men landets rigdomme er ikke kommet grønlænderne til gode. Et par hundrede års kolonistyre har holdt landet nede på et underudviklet stade. Ganske vist blev Grønland ved grundlovsændringen i 1953 formelt gjort til en del af Danmark. Men for grønlænderne betød det først og fremmest, at landet blev lagt åbent for dansk og udenlandsk kapitals profitjagt. Programmet for landets udvikling og store danske investeringer for at forvandle Grønland til et moderne samfund virker i praksis som en statsmonopolistisk foranstaltning, der letter danske og udenlandske koncerners adgang til at berige sig på landets naturrigdomme.
Dette stiller et virkeligt demokratisk Danmark overfor en uafviselig pligt til i Grønland at føre en investeringspolitik, der fremmer en ikke-kapitalistisk udvikling, der peger frem mod socialismen.
Det kræver, at der foruden ophjælpningen af en national grønlandsk økonomi, arbejdes målbevidst på at uddanne grønlændere til at beklæde de ledende stillinger, som er nødvendige i et moderne samfund. Det gælder fra folkeskolens lærerkræfter til uddannelse af teknikere, der kan organisere og lede anlægsarbejder og produktion, såvel som folk til administration, forskning, videnskab og kultur. Så vidt muligt skal sådanne uddannelser foregå i Grønland i snæver forbindelse med den grønlandske virkelighed og det grønlandske folk.
Det er en selvfølgelig demokratisk pligt straks at fjerne enhver forskelsbehandling, som f.eks. fødestedskriteriet. I Grønland bør kun grønlændere og fastboende danskere have ret til at vælge grønlandske folketingsmedlemmer eller medlemmer af landsrådet og grønlandske kommunalbestyrelser.
Grønlands naturlige råstoffer, energikilder, handel og andre områder, der udgør det materielle grundlag for det grønlandske folks eksistens og kultur, skal ikke overlades til multinationale, danske eller egne kapitalisters udbytning. Koncessioner, som hen over hovedet på det grønlandske folk er givet til fremmede, må gives tilbage til grønlænderne selv. USAs og andres militære baser i Grønland skal nedlægges.

Færøerne
Det færøske folk må sikres ret til fuldt nationalt selvstyre, og det må anerkendes, at spørgsmål angående Færøernes statslige stilling kun kan løses i overensstemmelse med det færøske folks ønsker. Kun på dette grundlag kan et forbund mellem de to folk eksistere.
Et demokratisk Danmark må gøre op med alt dansk formynderi i forholdet til Færøerne, bl.a. således, at Lagtingets beslutninger, om at NATO skal ud af Færøerne, træder i kraft, og at Færøerne – uanset dansk handelspolitik – får ret til at bestemme fiskerigrænsen og råde for udnyttelsen af søterritoriets undergrund.
Et demokratisk Danmark må ligeledes sikre overholdelse af Færøernes beslutning om at forblive udenfor EF og overhovedet deres selvstændige mulighed for at holde sig fri af imperialismens blokke.
Der må ydes støtte til det færøske folks materielle og kulturelle udvikling på nationalt grundlag, og så det selv får mulighed for at fremme en antimonopolistisk udvikling på Færøerne.

*

Der kan skabes sådanne forhold i Danmark. Samfundet råder over tilstrækkelige hjælpekilder dertil. Det drejer sig om at få dem brugt rigtigt.
Det er et spørgsmål om magten i samfundet. Storkapitalens herredømme fører uvægerligt til den nød, frygt og meningsløshed, som vi kender i dag. Der sker kun en ændring gennem en folkelig kamp, der gør de mange til en magt.
Men varig fremgang for folket kræver, at det arbejdende folk ændrer selve grundlaget for samfundet til et socialistisk samfund.