Landsledelsens beretning for

Danmarks Kommunistiske Partis virksomhed 2018-21

Den skriftlige beretnings politiske del

1. Den amerikanske imperialisme i en skæbnestund

Kongresperioden har været præget af USA’s déroute som supermagt og de forskydninger, den har medført både i internationale forhold og i amerikansk indenrigspolitik, samt i anden række af de konsekvenser, disse forskydninger har haft i lande, der i årtier har fulgt i USA’s kølvand som allierede eller direkte vasaller. Det er ikke noget nyt fænomen, men har stået på siden 1950; imidlertid er det først i de senere år, det har ændret verden i en grad, så det er blevet bemærket af den brede offentlighed, herunder toneangivende medier. Det er også først nu, man for alvor kan tale om et tidehverv i verdenshistorien.

USA har ført sig frem som ”sejrherre i den kolde krig”, men det er langt hen ad vejen en illusion. Umiddelbart efter 2. verdenskrig fandt omkring halvdelen af den globale produktion sted i USA; i dag er denne andel langt mindre. For at sejre i den kolde krig var USA nødt til at opbygge et system af alliancer, vasalrelationer og venskabelige forbindelser til det meste af den verden, der omgav Sovjetunionen og den socialistiske blok, ja langt ind i denne blok; det lykkedes at drive kiler ind mellem på den ene side Sovjetunionen og på den anden side Kina og andre socialistiske lande. For at nå dette mål var det nødvendigt at støtte og fremhjælpe de afhængiggjorte landes produktion og bringe dem ind i den økonomiske sfære, hvis centrum var USA; i Europa skete det bl.a. ved Marshall-hjælpen og ved at opmuntre til den vesteuropæiske integrationsproces, der i løbet af et lille halvt århundrede endte i den Europæiske Union. I denne proces har USA nødtvungent udsat sin egen industri for til dels illoyal konkurrence fra samarbejdspartnerne, samtidig med at USA selv i stigende omfang har koncentreret sin sværindustri omkring våbenproduktion og dermed sammenhørende brancher (fly, rumfart). Store dele af den ellers så totalt dominerende amerikanske industri (især automobilindustrien) blev udkonkurreret eller kørt ud på et sidespor; følgen var en afindustrialisering af de traditionelle industriområder i USA og en deklassering af store dele af amerikansk arbejderklasse samtidig med, at det betalingsbalanceunderskud, som også var en forudsætning for USA’s supermagtsstatus, voksede og voksede. Det førte igen til et nationalpopulistisk oprør i den arbejderklasse, der så sin tilværelse falde i ruiner om ørerne på sig – i visse tilfælde helt bogstaveligt. Den politiske inkarnation af dette oprør blev Donald Trump, der i 2016 valgtes til præsident, og den splittelse af den herskende klasse, der hermed kom til udtryk, har bragt USA i en tilstand af almindelig opløsning med borgerkrigslignende gadekampe og stormløb mod Kongressen.

Der er andre faktorer i denne udvikling, således fremkomsten af en sort ”middelklasse”, der på det seneste bl.a. har manifesteret sig i Black Lives Matter-bevægelsen. Dette har bidraget til splittelsen i det amerikanske samfund.

Den informationsteknologiske revolution, der havde sit udspring i USA, er også ved at gå uden om den amerikanske økonomi. Den amerikanske tech-industri bliver i stigende grad detroniseret og fortrængt af først og fremmest kinesiske konkurrenter. Både af denne grund, og fordi Kina efter Sovjetunionens fald er den dominerende socialistiske magt og den vigtigste trussel mod USA’s verdensherredømme, har Trump rigtigt indset, at USA’s farligste modstander i dag er den Kinesiske Folkerepublik. Det har i denne kongresperiode ført til en ny koldkrigskonstellation, hvor det i første række er Kina og USA, der står over for hinanden. Konfrontationen i Europa er rykket i baggrunden, og det har ført til overvejelser i europæiske magtcirkler om det fremtidige forhold mellem Europa og USA.

Disse forskydninger i den geostrategiske vægtning har ikke forhindret, at ”den kolde krig” over for Rusland er videreført af både USA og EU og endda skærpet siden Putins magtovertagelse. Dæmonisering af Rusland og bestræbelser på ved sanktionspolitik at skaffe sig indflydelse på interne russiske forhold er fortsat et problem. Trods den tilsyneladende åbning over for Rusland (og over for den Demokratiske Folkerepublik Korea) var det tydeligt, at heller ikke Donald Trump var indstillet på at give reelle indrømmelser, så hvad der lignede positive forsøg, løb ud i sandet.

Det nylige magtskifte i USA betød en genoptagelse af koldkrigskonfrontationen med Rusland og Korea sammen med en videreførelse af konfrontationslinjen over for Kina. Men én ting er sikkert: Joe Biden kan ikke rokke ved de økonomiske og sociologiske kendsgerninger, der ligger til grund for ændringerne i amerikansk politik og i USA’s stilling i verden.

Disse problemstillinger er gentagne gange behandlet på lederplads i Skub, se listen nederst i beretningen. Det bliver en opgave for kongressen og den kommende landsledelse at evaluere og ajourføre denne analyse og bestemme, hvordan kommunisterne og deres parti bør reagere på udviklingen.

2. Valget til EU-parlamentet

Det er ikke kun USA og det amerikanske verdensherredømme, der har været i krise i kongresperioden; også EU er ramt af opløsningstendenser i kraft af den britiske udmeldelse, ”Brexit”. Det er lykkedes EU i nogen grad at mane denne krise i jorden ved at forhale og sabotere den britiske udtræden, så der gik op mod fem år, inden den vilje, der kom klart til udtryk ved folkeafstemningen i 2016, blev omsat i politisk praksis. Heri fik EU støtte af den britiske regering, som indtil Boris Johnsons tiltræden bestod af Brexit-modstandere, og af en Labour-opposition, der til trods for, at ledelsen af partiet var blevet overtaget af den EU-kritiske venstrefløj, i parlamentsdebatterne kom til fremstå som den afgørende bremse på Brexit-processen. Det forventelige resultat blev det valgnederlag og den konservative valgsejr, som gjorde Johnson til premierminister.

Da så Brexit-processen langt om længe kom i gang, trådte EU-bureaukratiet i karakter og sørgede for med omstændelige toldprocedurer og dokumentationskrav at underbygge en massiv propagandakampagne om, hvor katastrofal uafhængigheden af EU ville blive for Storbritannien, og at når briterne først fik at se, hvad uafhængigheden indebar, ville de fortryde. Denne kampagne har til formål at lamme modstandskræfterne rundt om i medlemslandene, og det er langt hen ad vejen lykkedes.

I denne situation fandt valget til EU-parlamentet i 2019 sted. Der var på forhånd stor optimisme i den danske modstanderlejr; både Brexit-ånden og det forhold, at der med den britiske udtræden ville blive et mandat ekstra til Danmark, skabte i forbindelse med Junibevægelsens kollaps ti år før en forventning om fremgang for Folkebevægelsen mod EU, måske til to mandater.

Disse forhåbninger blev gjort til skamme, da Enhedslisten besluttede selv at stille op til EU-valget i konkurrence med Folkebevægelsen ud fra en forestilling om, at en erklæret socialistisk modstanderliste ville tiltrække venstrefløjsvælgere, som stod fremmede for det tværpolitiske miljø i Folkebevægelsen, og på den måde sikre modstanderfløjen det ekstra mandat. Kommunisterne havde fra starten ved EF-afstemningen i 1972 indset og påpeget det illusoriske i den slags forestillinger, og vi havde derfor også, en tid lang med held, modarbejdet Enhedslistens beslutning om egenopstilling. I sidste ende lykkedes det imidlertid ikke at hindre splittelsen, og følgen blev, at Folkebevægelsen i stedet for den forventede fremgang mistede sit ene mandat – til stor jubel blandt EU-tilhængerne, der nu mente at kunne erklære den danske EU-modstand for død.

At valget til EU-parlamentet fik dette ulykkelige udfald, skyldtes i høj grad, at det faldt sammen med folketingsvalget, hvor klimaet stod øverst på dagsordenen, og at Folkebevægelsen – i modsætning til Enhedslisten – ikke havde en klimapolitik.

En af den kommende kongresperiodes udfordringer for kommunisterne bliver at bringe EU-modstanden i Danmark tilbage på sporet. Herom handler et følgende afsnit i denne beretning.

3. Den indenrigspolitiske situation

Folketingsvalget i 2019 var præget af klimadiskussionen, som brede dele af befolkningen, herunder ungdommen, havde sat på dagsorden. Det lykkedes at komme af med den borgerligt-liberale regering, og en socialdemokratisk mindretalsregering blev dannet med støtte fra RV, SF og EL.  Forhandlinger mellem disse partier forud for regeringsdannelsen mundede ud i et regeringsgrundlag (”forståelsespapir”) med ambitiøse mål på områder som klima, miljø og social lighed.

Det er dog tvivlsomt, om den nye socialdemokratiske regering ønsker at ændre afgørende på samfundsforholdene; i praksis kommer regeringen til at gennemføre visse dele af den økonomiske politik og finanspolitikken med højrefløjen, retspolitikken og udlændingepolitikken med højrefløjen og klima-, miljø- og socialpolitikken med sit parlamentariske grundlag.

Men året 2020-21 blev præget af noget helt andet, nemlig corona-pandemien. Regeringens reaktion var en hidtil uset centralisering af den udøvende magt i Danmark. Med statsministeren som hovedaktør gennemførtes en vidtgående nedlukning af en lang række væsentlige samfundsfunktioner. Dette havde i begyndelsen opbakning fra det samlede Folketing, men skete til dels under tilsidesættelse af såvel fagministres autoritet som sundhedsmyndighedernes anbefalinger og under ophøjet foragt for eksisterende lovgivning. De økonomiske og menneskelige konsekvenser kan vel endnu knap overskues. Politisk har statsministerens magtfuldkommenhed fået den hidtidige enighed mellem folketingspartierne til at knage, og i lighed med andre lande, hvor nedlukningen har været mindst lige så brutal, er der opstået en betydelig folkelig modstand, som igen er blevet mødt med en straffejustits uden fortilfælde i efterkrigstidens danmarkshistorie.

En tilsvarende stivnakket magtfuldkommenhed har statsministeren og regeringen udvist i forhold til de danske kvinder og børn, der tilbageholdes i syrisk-kurdiske fangelejre, fordi deres mænd og fædre har kæmpet for Islamisk Stat. Regeringen har totalt fornægtet, at den ved sin fjendtlige politik over for Syrien selv har vist disse mennesker vejen, og at deres terrorisme ikke retter sig mod Danmark, men mod Syrien og andre dele af Mellemøsten og Centralasien. Denne holdning har regeringen på det seneste måttet opbløde under pres fra støttepartierne.

4. Kampen mod ghettoloven

Den 5. oktober 2020 var det 10 år siden, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ved folketingets åbningstale introducerede regeringens ghettostrategi og dermed gjorde Danmark til det eneste vestlige land, der opererede med en statslig ghettoliste.

De almennyttige boligbebyggelser fik betegnelsen ”ghettoer”, ”huller i danmarkskortet”, ”stenørkner uden forbindelse til det omgivende samfund” og ”steder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende”. Beboerne blev stemplet som ”kriminelle”, ”uuddannede”. Og værst: Store dele kom fra lande, som ikke havde såkaldt vestlig kultur – underforstået muslimske lande. Det blev introduktionen til det, der senere skulle blive til ”ghettopakken”.

Loven blev vedtaget af alle partier i Folketinget med undtagelse af Alternativet, Enhedslisten og de Radikale. Med denne lov blev det pludselig lovligt at forskelsbehandle folk, hvis de bor alment. Hvis for eksempel en ung fra en ”ghetto” begår kriminalitet, er straffen hårdere, end hvis han ikke boede i en ”ghetto”. Hvis en familie ikke ønsker sit spædbarn passet i institution, men hjemme, så straffes man økonomisk. Og værst: Beboerne er ikke beskyttet af lejeloven, men kan sættes ud, selv om de betaler deres husleje og i alle forhold overholder husordenen.

Det har fra start af været svært at mobilisere modstanden mod denne dybt diskriminerende lov. Selv tillidsfolk fra andre almene boliger, som ikke var ramt af ghettoloven, var det svært, for ikke at sige umuligt, at få mobiliseret mod loven. Som eksempel kan nævnes, at organisationsbestyrelsen i Bo.vita, som består af beboervalgte fra andre af Bo.vitas bebyggelser, i stort tal stemte for, at halvdelen af Mjølnerparkens boliger skulle sælges til private investorer. Kun Mjølnerparkens beboere er ikke blevet hørt.

Den egentlige modstand opstod blandt beboere bosat i almene boliger, der var stemplet som ghettoer. Bevægelsen fik navnet Almen Modstand og er en såkaldt flad bevægelse, hvilket betyder, at den ikke har nogen egentlig ledelse. Hvilket naturligvis er en svaghed.

I juni 2020 startede Almen Modstand en underskriftindsamling på et borgerforslag om, at Folketinget ophæver lov 38, vedtaget den 22. november 2018, som tvinger almene boligforeninger til nedrivning og salg af almene boliger. Det så i lang tid ud til, at det blev svært at opnå de 50.000 underskrifter, som var nødvendig for at få et borgerforslag behandlet i Folketinget. Først kort før fristen udløb nåede man op på mere end 52.000, der støttede kravet. Borgerforslaget kom derfor også til behandling i Folketinget, men blev stemt ned af Socialdemokratiet, SF og de fleste borgerlige ved andenbehandlingen den 1. juni 2021.

Hvis det skal lykkes at få fjernet denne lov, som er blevet fordømt af Amnesty International, FN’s menneskeretsorganisation og Mellemfolkeligt Samvirke, skal vi have mobiliseret boligforeningerne, fagforeningerne og kommunale tillidsfolk, som kan øve indflydelse ikke mindst på Socialdemokratiet og SF. Det kan ske ved, at vi alle steder, i vores fagforeninger, boligorganisation eller hvor vi ellers har mulighed derfor, fortæller om lovens konsekvenser, ikke mindst for dem der bor alment, men for den almene bolig som helhed. Og at vi stiller forslag og udtalelser, som vender sig mod loven og kræver den ophævet.

5. Hvorhen, Enhedsliste?

Den sekteriske forestilling om en erklæret socialistisk EU-modstanderlistes potentiale havde Enhedslisten overtaget fra VS, der førte samme linje op til EF-afstemningen i 1972, og den er det vigtigste eksempel på, hvordan VS-ideologi og VS-værdier med tiden helt har taget magten i den Enhedsliste, der begyndte som et samarbejdsprojekt med kommunisterne i en central position.

Enhedslisten har i dag næsten 10.000 medlemmer. På trods af en del udmeldelser har medlemstallet i kraft af et tilsvarende antal indmeldelser ikke forandret sig synderligt. Men på trods af en stor medlemsskare har Enhedslisten store problemer med aktivering af medlemmer, hvilket skaber mangel på demokratiske debatter samtidig med, at det vanskeliggør grundlæggende politisk skoling og mobilisering af befolkningen til kritik af systemet såvel som til dagsaktuelle kampe. Men hvorfor formår man ikke at engagere endnu flere i organisationens aktiviteter eller debatter? Forklaringen skal i høj grad findes i den politiske linje i Enhedslisten. I særdeleshed har Enhedslisten vanskeligt ved at engagere den danske arbejderklasse i det politiske arbejde i både parti og fagbevægelse. Dette resulterer ofte i, at man har vanskeligt ved at formulere en systemkritik, der beskæftiger sig med klassesamfundets problemer og dermed opstilling af et samlet socialistisk alternativ til samfundsindretningen. Det samme problem er med til at trække Enhedslisten i retning af en mere rendyrket parlamentarisk linje, hvor politiske spørgsmål og forandringer udelukkende skabes i Folketinget, byråd og regionsråd. Den synergi mellem bevægelsesarbejde og det parlamentariske arbejde, som DKP gennem størstedelen af sin historie dygtigt forsøgte at skabe, er mange steder i Enhedslistens selvopfattelse forsvundet. Uden det samfundsforandrende potentiale, der ligger i et helhjertet enhedsarbejde i bevægelserne, kan Enhedslisten ikke skabe det politiske pres, der skal til for at skabe grundlæggende forandringer. På den måde går man i stedet ind på det samme systembevarende grundlag, der hersker på resten af den politiske venstrefløj, som den repræsenteres ved SF og Socialdemokratiet.

Allerede den erklæring om Det kommunistiske partis strategi, som Landspartikonferencen i forbindelse med 100-årsjubilæet i 2019 vedtog, rummer en kritik af Enhedslistens virke og politik og forbeholder sig vores ret til initiativer desangående.

6. Folkebevægelsen mod EU i krise

Nogle måneder efter valget til EU-parlamentet i 2019 holdt Folkebevægelsen mod EU landsmøde,

hvor årsagerne til valgnederlaget blev diskuteret og en ny årsplan for 2020 vedtaget, ”Større, stærkere, bredere og yngre”.

Valgnederlaget efterlod en bevægelse i dyb krise, politisk, organisatorisk og med store økonomiske problemer, selv om bevægelsen undervejs i valgkampen fik flere medlemmer og landsmødet i 2019 var et af de største i bevægelsens nyere tid.

Den vedtagne årsplan er et politisk svagt dokument med selvfølgeligheder om, at bevægelsen skal blive større, stærkere, bredere og yngre. Ingen kan være uenig i disse udsagn, men det er mål, bevægelsen har haft stort set siden sin fødsel, og mål, der kontinuerligt er blevet arbejdet med at nå, indtil videre uden større succes. Årsplanen manglede i høj grad konkrete ideer til, hvorledes hensigtserklæringerne kunne føres ud i livet.

Årsplanen og ikke mindst debatten om den på landsmødet afdækkede i øvrigt kimen til en splittelse i bevægelsen, en afstandtagen til bevægelsens idegrundlag, der slår fast, at bevægelsen arbejder på et antiracistisk grundlag.

Tiden siden landsmødet i efteråret 2019 er naturligvis præget af ikke blot coronarestiktionerne, der har besværliggjort det udadvendte arbejde, men også den dårlige økonomi, bevægelsen stod med efter valgnederlaget. Men det største problem, Folkebevægelsen har, er landsledelsens manglende evne til at udforme nyt idegrundlag, at finde et fælles tværpolitisk ståsted, således at målet om en politisk bredere bevægelse kan nås.

Der er følgelig al mulig grund til at bekymre sig om Folkebevægelsens videre skæbne – om bevægelsen kan overvinde de sekteriske tendenser, der p.t. er fremherskende i bevægelsens landsledelse.

Afgørende for bevægelsens fremtid bliver Folkebevægelsens landsmøde i oktober 2021.

DKP’s holdning er klar: Vi ønsker, at Danmark træder ud af EU, og samarbejder med alle, der har det samme mål.

7. Klimadebatten

På 35. kongres i 2018 drøftede DKP et langt dokument vedrørende en kommunistisk klimapolitik fra Hovedstadens distrikt, som blev vedtaget som inspirationspapir– læs det på vores hjemmeside, www.dkp.dk.

Inspirationspapiret indeholdt små og store tiltag og fremhævede nødvendigheden af at skabe en bred samfundsmæssig koalition for at finde løsninger på de globale klimaproblemer, baseret på bæredygtighed og grøn omstilling. Papiret påpeger bl.a., at det er en vigtig opgave for DKP at bidrage til at give denne koalition retning og insistere på marxistiske pointer, herunder relevante ændringer i samfundets kapitalistiske produktionsforhold. Landsledelsen har i denne kongresperiode flere gange drøftet inspirationspapiret, men kunne ikke enes om en endelig kommunistisk klima- og miljøpolitik, og en del af ledelsen kritiserede papirets form og indhold for i høj grad at have karakter af en populærvidenskabelig artikel og for at se bort fra synspunkter fremsat af eksperter uden for FN’s IPCC-panel; samt for en tendens til at individualisere løsninger på klimaproblemerne og ikke inddrage freds- og sikkerhedsspørgsmål i dem, herunder behovet for nødvendige samfundsmæssige ændringer. Dog var der enighed om, at inspirationspapiret kan bruges som udgangspunkt for en fortsat debat i partiet. Vi kan som kommunister ikke gå ind for ”grøn kapitalisme”, hvis formål er at skabe større profit og fortsat udbytning. Kapitalismen kan ikke løse klimaproblemerne. Kommunisterne mener, at der skal en systemændring til, en revolution, hvor der ikke tænkes i profit, men i en fælles fremtid for menneskeheden.

Den mundtlige beretning

Landsledelsens beretning for Danmarks Kommunistiske Partis virke i de tre år siden 35. kongres har stået i DKP-nyt juni, og den ligger også i jeres mapper. Så jeg skal ikke sige så meget om, hvad vi har bedrevet i de tre år. Men siden vi skrev den beretning, er der jo sket ting og sager – ikke så lidt endda. Og det begynder i den allerførste sætning i beretningen, hvor vi taler om USA’s déroute som supermagt. Den analyse er blevet bekræftet – og det med trommer og trompeter og flyvende faner.

Nederlaget i Afghanistan og ikke mindst den kaotiske flugt fra Kabul har klædt den amerikanske imperialisme af i verdens øjne. ”Han har jo ikke noget tøj på,” sagde den lille dreng. Og med ét råbte de alle sammen: ”Han har ikke noget tøj på!” Nu kunne alle pludselig se det, de indtil da havde lukket øjnene for: Onkel Sam havde ikke noget tøj på. Her stod det mægtige USA, det stærke, solidariske NATO, hele den imperialistiske verden så nøgne og afklædte, som Gud – eller var det Fanden? – havde skabt dem. Væk var troværdigheden som magtfaktor og beskytter af allierede og vasaller. Nu gjaldt det: Halen mellem benene og redde sig, hvo som kan.

Det var en flugt fra et projekt, som havde kostet USA og NATO-landene tre billioner dollars. Det var en flugt fra et projekt, hvis udsigtsløshed, brutalitet og råddenskab regeringerne havde kendt til i årevis, men holdt skjult for offentligheden – skjult under klæder, der ikke var, hvad de gav sig ud for.

Nederlaget har givet anledning til grublerier og samvittighedskvaler, som den slags altid gør det: Hvad gjorde vi forkert? Kunne det være gået anderledes? Blev vi svigtet af vores store allierede? Svigtede vi selv? Alt til ingen nytte. Eventyret er slut, som alle imperialistiske eventyr slutter: I nederlag og vanære.

Omvendt har den Kinesiske Folkerepublik i de senere år øget sin troværdighed og man kan næsten sige gået fra sejr til sejr. Sat op mod imperialismens nederlag falder det i øjnene endnu mere end før, og den imperialistiske déroute kan kun styrke Kinas stilling. Et af de mest succesfulde flagskibe i Kinas Bælte- og Vej-initiativ er samarbejdet med Pakistan om udviklingen af den økonomiske korridor mellem de to lande – et åbenlyst modstykke til USA’s og NATO’s katastrofale tyveårsprojekt i nabolandet Afghanistan.

Pakistan lægger vægt på, at der dannes en inkluderende regering i Afghanistan, som i samarbejde med regionale partnere kan stabilisere landet, fremme en fredelig udvikling og forbedre levevilkårene i landet – noget som Kina, Pakistan, Rusland og Iran gerne vil bistå Afghanistan med, og som Danmark også bør engagere sig i snarest muligt, hvis det da ikke allerede er for sent.

Der er sket en anden ting på de tre måneder, som er af nok så stor betydning for de globale magtkonstellationer, selv om den måske ser ud af mindre. Jeg taler om Aukus-alliancen mellem de tre vigtigste af klodens engelsktalende lande, USA, Storbritannien og Australien. Det siges ikke højt, hvem alliancen er rettet imod, men alle er klar over det: Den er rettet mod Kina. Det er den angelsaksiske imperialisme, der har rottet sig sammen mod det land, som i dag med eller mod sin vilje har fået tildelt førerrollen i den socialistiske front.

Det har været synligt i hvert fald siden Obama og tydeligt siden Trump: Det atlantiske rum og Europa er ikke længere i den amerikanske imperialismes fokus, som de var det under den kolde krig. Man kan til en vis grad sige det samme om Mellemøsten, og det er nok også en del af baggrunden for USA’s med vasalstaters flugt fra Afghanistan. Dér hvor kampen står i dag eller forventes at komme til at stå fremover – det er omkring Stillehavet. Det er inddæmningen af Kina, det drejer sig om.

Det har den bivirkning, at USA og EU fjerner sig fra hinanden. Det er også en ting, der har været på vej længe. To store imperialistiske magtblokke kan ikke i længden være allierede med hinanden; det ligger i imperialismens natur, at de må komme i konflikt før eller senere. Konflikt er måske så meget sagt endnu, men de driver fra hinanden – selv om der ikke er mange, der bryder sig om at sige det højt.

Det betyder også, at der viser sig sprækker i EU. Det var Frankrig, det i første række gik ud over, da Australien som led i Aukus-alliancen løb fra en aftale om at købe franske U-både for i stedet at købe amerikanske atomdrevne, der kan ligge på havet i månedsvis. Hvorfor har det isolerede Australien brug for U-både, der kan ligge på havet – og under havet – i månedsvis? Kina.

I Frankrig er de rasende. Men der er ikke mange andre EU-lande, der for alvor vil bakke dem op. De vil nødig råbe alt for højt om det; men de véd godt, og det bliver også sagt, at den europæiske imperialisme ikke længere kan dække sig bag den amerikanske.

Det sætter den danske regering i en mere end almindeligt svær kattepine. For Danmark har nu i et halvt århundrede forfulgt en strategi, hvor man forsøger at ride på to heste: EU og NATO, dvs. USA. Derfor søgte Mette Frederiksen for et par dage siden i New York at tale splittelsen ned. På det allerseneste har vi også hørt forsvarsminister Trine Bramsen forsøge at puste nyt liv i den nordiske forsvarspagt, som ellers blev opgivet for et halvt århundrede siden. Dilemmaet er tydeligt.

Betyder det så, at vi skal til at se EU i en positiv rolle, sådan som f.eks. SF forestiller sig det? Næppe. EU er og bliver den europæiske imperialisme samlet under tysk førerskab – tysk, selv om de i Paris gerne så, det var fransk. Men tysk eller fransk – vi skal se at komme ud!

Den positive, den progressive spiller i det store globale magtspil i dag er Kina. Måske vil Kina blive i stand til at holde imperialismen i skak, som Sovjetunionen gjorde det i fyrre år. Og måske vil Kina som Sovjetunionen kunne sætte den nye dagsorden: Socialismens dagsorden i det 21. århundrede.

Så meget større er det også, hvad vi nævner kort i beretningen, at Danmarks Kommunistiske Parti og Kinas Kommunistiske Parti har genoprettet de partimæssige forbindelser. De havde ellers ligget døde i det halve århundrede, jeg har talt om flere gange. Vi var repræsenteret ved formanden på det globale videotopmøde, som Kinas Kommunistiske Parti afholdt i begyndelsen af juli måned. Og vi ser frem til en udbygning af kontakterne i den kommende tid.

Beretningen indeholder et afsnit om Ungkommunisterne. Siden det blev skrevet, har Ungkommunisterne haft fremgang og besluttet at skifte navn og samle den historiske fane op igen, som de selv udtrykker det. Måske vil de senere selv fortælle os mere om det. Det nye Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, er talstærkt til stede her i dag. De skal være velkomne. Samarbejdet med det nye DKU er også en ting, vi ser frem til.

Her står vi altså i dag: Imperialismen på tilbagetog. En ny socialistisk offensiv er i gang. Ungdommen er med os igen, som den har været det før i Danmarks Kommunistiske Partis hundrede år. Det er tre styrkepositioner, og dem skal vi bygge videre på. Det starter i dag.

Enstemmigt vedtaget