Spørgsmål til DKP

DKP modtager mange spørgsmål om partiet, om vores holdninger og om den kommunistiske bevægelses historie.

Vi har valgt at gengive en del af spørgsmålene her sammen med de svar, som er blevet sendt til spørgerne.

Har du spørgsmål kan du sende os en besked her.

Spørgsmål til DKP

DKPs rolle under besættelsen

Spørgsmål fra Casper besvaret den 30/4-2007

1) DKPs rolle under besættelsen: Dette falder i to dele. Frem til
tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 var DKP stadig et legalt
parti og virkede som sådan, herunder fortsatte de 6 kommunistiske
folketingsmedlemmer som sådanne. Partiet var som andre underlagt den
tyske censur, hvilket betød, at det var meget begrænset, hvad der kunne
siges og skrives om Tyskland og besættelsen. Samtidig var der
forskellige bestræbelser på at forberede en overgang til illegal
virksomhed, da det stod klart (for mange), at det nok ikke kunne vare
ved.

Ved Tysklands angreb på Sovjetunionen fik det danske politi ordre på at
arrestere omkring 150 navngivne kommunister, men der blev arresteret
mange flere, og de blev på et tidspunkt overgivet til tyskerne og først
interneret i Horserødlejren. Senere blev de sendt i koncentrationslejr.
Nogle få lykkedes det at flygte fra lejren. Det var ’aftalt’ med de
danske myndigheder, at kommunisterne skulle advares, hvis tyskerne
krævede at få dem sendt til Tyskland. Det skete ikke, og de fleste
endte
i koncentrationslejr.

Også de kommunistiske folketingsmedlemmer, der nyder immunitet, blev
arresteret, og folketinget vedtog efterfølgende den såkaldte
kommunistlov, der i ganske få sætninger erklærede enhver kommunistisk
virksomhed for forbudt, og ligesom med de nuværende terrorlove gav den
politiet ubegrænsede muligheder. Bortset måske fra 2 radikale
folketingsmedlemmer stemte hele folketinget for denne lov, som kostede
mange kommunister livet. Det anslås, at ca 10% af partiets medlemmer
mistede livet under besættelsen – de fleste i koncentrationslejr.

Fra juni 1941 var partiet således i illegalitet og var en af
drivkræfterne i det illegale arbejde. Denne indsats gav sig efter
besættelsens ophør udslag i stor sympati og politisk opbakning. Ved det
første valg efter besættelsen fik partiet 18 mandater, og partiet havde
2 ministre i befrielsesregeringen.

Permalink.

En redegørelse for partiets opbygning

Spørgsmål fra Casper besvaret den 30/4-2007

Indtil omkring 1990 var partiets opbygning således: Afdelingerne var grundorganisationerne. De
omfattede et geografisk område, der nogen steder var ret lille ( 5
afdelinger i København NV) og andre steder større (landkommuner). Der
var også arbejdspladsafdelinger (f.eks. på B&W), ligesom der på et
tidspunkt blev lavet en særlig Søafdeling. Afdelingerne funderede som
selvstændige enheder, der planlagde det politiske arbejde i området,
herunder opstilling til kommunevalg. Afdelingerne havde bestyrelser,
gennemførte studiekredse og lavede udadvendte arrangementer. De solgte
Land & Folk og uddelte løbesedler. Over afdelingerne var der
distrikter, der typisk omfattede et amt. Der blev som regel afholdt en årlig
distriktskonference, hvor der blev diskuteret aktuelle emner og valgt
distriktsledelse. Det var også distrikterne, der valgte delegerede til
partiets kongresser. Distrikterne havde således visse ’administrative’
funktioner, men det primære arbejde lå i afdelingerne. På kongresserne,
der afholdtes hvert 3. år (måske hvert 4.), valgtes en centralkomite på
sådan noget som 25 medlemmer samt et antal kandidatmedlemmerne, som
typisk var nye medlemmer, der skulle udvikle sig. Centralkomiteen
valgte så et forretningsudvalg og et sekretariat til at varetage den daglige
funktion. Der var adskillige ansatte i partiet. Der blev også valgt
rejsesekretærer, som tog rundt i landet og hjalp afdelinger og
distrikter, hvis de havde problemer i arbejdet. Der blev også valgt en
kontrolkommission, der skulle se til, at alt gik rigtigt til i partiet,
og hvortil medlemmerne kunne henvende sig, hvis de mente, der var
noget, der gik forkert for sig. Hertil kunne evt. eksklusioner også ankes.

Den sovjetiske partiopbygning var delvis af samme model – eller
omvendt, men på den anden side er det jo den almindelige måde, en organisation
er opbygget på. I Sovjet kaldtes forretningsudvalget for politbureauet -
dvs. det politiske kontor. Det sovjetiske parti havde så også hele
nationalitetsspørgsmålet at tage hensyn til. De forskellige republikker
(i alt 15) og områder (omkring 100) skulle alle repræsenteres og have
deres egen opbygning. Der er også forskel på et forholdsvis lille parti
(5.000 – 10.000 medlemmer) og så et stort parti som det sovjetiske (fra
1 til 5 millioner medlemmer), som samtidig er statsbærende.

Permalink.

Grunden til at jeg kontakter jer er, at jeg er interesseret i at høre om I evt. havde noget tekstmateriale liggende fra tidligere EF og EU afstemninger, som udtrykker DKPs holdning til EF/EU.

Spørgsmål til DKP besvaret den 3/9-2007

Hej Kasper

Vi har desværre ikke noget arkiv. Alt er afleveret til ABA
(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv), hvor det med visse
formaliteter er til at få adgang til. ABA er lagt sammen med
Arbejdermuseet og har lokaler i Rømersgade.

Personligt har jeg heller ikke noget, men min far har sit eget
bibliotek
(Biblioteket på Fuglsbøllevejen). Du kan prøve at spørge ham: Oluf
Unnerup, Fugslbøllevejen 11, 5900 Rudkøbing; tlf. 6251 2966 (bedst
mellem 17 og 19.

Der er selvfølgelig også de ‘almindelige’ biblioteker.

Hvad angår vores holdning, så har vi altid været imod dansk medlemskab
af EF / EU, som vi ser som et redskab for den europæiske storkapitals
interesser. Nedbrydningen af nationalstaterne er et led heri. Vi var
meget aktive i opbygningen af “Folkebvægelsen mod EF”, og denne
hæderkronede bevægelses afmatning afspejler bl.a. afmatningen i den
kommunistiske bevægelse.

Mange hilsner
Birgit Unnerup

Permalink.

Har DKP samme topstyring? (som Sovjetunionens K.P.)

Spørgsmål fra Casper besvaret den 30/4-2007

Ja og nej. Der er kun topstyring i de
kommunistiske partier for så vidt som beslutninger truffet af
kongressen er gældende for alle. På den anden side er det jo sådan, at partier og
foreninger fungerer. Enhver effektiv organisation har en ledelse, der
kan træffe beslutninger, som er gældende for organisationen. I de
kommunistiske partier råder som regel det princip, der kaldes
demokratisk centralisme. Det demokratiske består i, at alle kan lade
deres stemme høre, og alle har stemmeret for så vidt angår valg af
repræsentanter til de øvre ledelser og organer. Disse ledelser og
organer står tilsvarende til ansvar over for medlemmerne og kan
afsættes af disse. Om det udarter til den form for topstyring, hvor de ’menige’
lærer at tie stille og nøjes med at gøre, hvad der bliver sagt (eller
forlader partiet), det er et spørgsmål om omstændigheder og om de
’meniges’ vilje til at lade det blive sådan. Ingen organisationsregler
kan forhindre, at flertallet bliver passive og overlader det hele til
ledelsen. Det ses på mange ’demokratiske’ områder som f.eks. i Danmark,
hvor vi har et folketingsflertal og en regering, der på vigtige områder
er helt ude af trit med befolkningen, men hvor befolkningen troligt
genvælger dem.

For øjeblikket er DKP et lille parti, så der er meget kort vej fra
medlemmer til ledelse, men formelt er landsledelsens beslutninger
gældende. For øjeblikket er DKP opbygget med 8 distrikter og ganske få
aktive afdelinger. Efterhånden som partiet udvikler sig, håber vi at få
flere aktive afdelinger, så disse igen kan blive de aktive
grundorganisationer, som partiets virke skal bygge på.

Permalink.

Har i en liste over materiale, som kan købes i DKPs butik?

Spørgsmål til DKP besvaret den 22/11-2007

Hej Anders

Desværre har vi ikke en samlet liste over, hvad der kan købes i vores butik – og desværre heller ikke alt lagt på hjemmesiden. Så er der en bog eller andet du evt. mangler eller ønsker at købe, er jeg bange for, du er nødt til at maile og spørge os konkret om vi har denne eller denne bog eller hvad det nu måtte være.

Kammeratlig hilsen

Gitte Thomsen, næstformand

Permalink.

Hvad er de tre største idealer i kommunismen?

Spørgsmål til DKP besvaret den 9/12-2006

Der er ikke sådan en top 3 over kommunismens idealer. Og derudover
arbejder kommunister ikke meget med idealer. Hos os er idealist nærmest
et skældsord sådan filosofisk set, fordi det indebærer, at der et eller
andet sted uden for mennesket er nogen/noget, der ved, hvad sandheden
er. Og sådan ser vi ikke på det. Der er ingen guddom eller anden
overhøjhed uden for mennesket og det menneskelige samfund. Sandheden er
ikke noget, der kan læses i en bog eller findes hos præster, konger
eller andre guruer. Vi mennesker må alene og sammen påtage os ansvaret
for det vi tænker, og det, vi gør. Teorier afprøves i praksis og viser
her, om de dur.

Men kommunismens overordnede målsætning er at befri mennesket fra
udbytning og undertrykkelse. Politisk henvender vi os derfor til de
grupper (klasser), der i den konkrete situation lider under udbytning
og undertrykkelse og opfordrer dem til at bekæmpe denne. Udbytningen og
undertrykkelsen i et samfund som vores manifesterer sig primært i det
forhold, at nogen ejer virksomheder og ansætter andre til at arbejde
for sig, hvorefter de i kraft af deres ejerskab tilegner sig den største
del af den værdi, som de arbejdende producerer.

Der er også andre former for undertrykkelse som f.eks. racemæssig eller
kønsmæssig undertrykkelse, men for kommunister er den sociale
undertrykkelse dvs. den ene klasses (kapitalisternes) undertrykkelse
af den anden klasse (arbejderne). Når denne undertrykkelse er fjernet
gennem en revolution (den være sig fredelig, voldelig, parlamentarisk
eller en blanding), så er målsætningen af fastholde den vundne magt og
anvende den til gavn for den eller de klasser, som nu har vundet
magten.
I Sovjet var det f.eks. arbejderne og bønderne. Og med soldaterne (det
var under første verdenskrig, og der var millioner af russiske
soldater, og de var en markant faktor i såvel revolutionen som den efterfølgende
borgerkrig) som næsten en klasse for sig selv, selv om det ikke er en
klasse i egentlig forstand. Derfor hed det også arbejder-, bonde- og
soldatersovjetterne.

Dette fænomen – at fastholde og anvende den vundne magt, hvor den ene
menneskes udbytning af det andet er ophævet – kaldes af kommunister for
socialisme. Socialisme findes i et samfund, hvor den private
ejendomsret til produktionsmidlerne (jord, fabrikker) er erstattet med fælles eller
kollektiv ejendomsret, som kan ytre sig på forskellig måde som f.eks.
statsejendom eller kollektiv ejendom. Typisk er socialisme blevet til i
lande på et lavt udviklingsniveau, og mange kræfter har derfor været
sat ind på den materielle og sociale opbygning: produktion, boligbyggeri,
uddannelse, sundhed osv. I denne fase er det ofte blevet glemt, at
denne opbygning ikke er hele målet, men kun en (nødvendig) forudsætning
for det endelige mål: ligeværdige sociale relationer mellem ligeværdige
mennesker. Dette stade, hvor det herskende princip er det kendte At
yde efter evne og nyde efter behov, hvor det materielle grundlag er i
orden, og hvor der hersker ligeværdige relationer, kaldes kommunisme.
Dertil er ingen nået endnu, og derfor er der ingen kommunistiske
lande. Der er, og der har været flere, socialistiske lande. Når de
kaldes kommunistiske, skyldes det formentlig, at det ofte er
kommunistiske partier, der er regeringsbærende.

Permalink.

Hvad syntet DKP om Viktor Jusjtjenko og hans politik i Ukraine? Hvad syntet DKP om Viktor Jusjtjenko og hans politik i Ukraine? Hvad syntet DKP om Viktor Jusjtjenko og hans politik i Ukraine?

Spørgsmål fra Magnus besvaret den 14/4-2007

Hej Magnus
I alle de tidligere sovjetrepublikker har de vestlige imperialistiske lande været meget aktive med at forsøge at få pro-vestlige politikere til magten, dvs. politikere, der vil give de vestlige firmaer fri adgang til landenes ressourcer. Således også med Justsjenko. Vestligt pres fremtvang et nyt præsident valg, hvor han blev erklæret for vinder med lille flertal. Hans modkandidat – en nationalist, der støtter sig til Rusland, – Janukovitj blev så senere ministerpræsident, dvs. regeringsleder, og med den nuværende skuffelse over Justsjenko og hans folk har han tilsyneladende størst opbakning nu. Derfor har præsidenten dekreteret omvalg til parlamentet. Den nye vestlige demokratiske stil er således, at en afstemning, der går dem imod, erklæres ugyldig, og der skal være omvalg lige til befolkningen vælger det rigtige. Det er lige som ved de danske folkeafstemninger om EU.

Om et lands politik skal være provestlig eller national betyder i dag, at enten skal landet og folket lade sig udbytte af de vestlige koncerner, eller også skal landet og folket forsøge sig med en politik, hvor de nationale interesser står først, dvs. f.eks. sige social velfærd og beskæftigelse. Vi foretrækker det sidste. Både fordi det skal være det enkelte lands egen beslutning, fordi det typisk betyder en mere social politik, og fordi det er en kamp mod den imperialisme, som også er vores fjende.

Mange hilsener

Birgit Unnerup

Permalink.

Hvordan forholdt DKP sig til Stalin?

Spørgsmål fra Casper besvaret den 30/4-2007

DKP havde ikke noget bestemt forhold til Stalin. Han blev naturligvis anerkendt som Sovjets leder,
og nogle partimedlemmer har sikkert deltaget i ’personkulten’, som i sin
form ligger danskere lidt fjernt. Der kan findes udtalelser fra
hilsener, der kan tages som udtryk herfor, men i partiets liv har
Stalin aldrig fungeret som den person eller instans, hvorefter man havde sig
at rette. Det har mere været Lenins funktion, og der er den forskel, at
Lenin var død, inden han fik denne status. Stalins person havde
naturligt stor betydning, da han var leder af det sovjetiske
kommunistparti og Sovjet i den periode, hvor landet blev udviklet til
et industriland med social velfærd; under anden verdenskrig, hvor Sovjet
bar hovedbyrden af krigen (ligesom Rusland gjorde i 1. verdenskrig); i
den efterfølgende succesfulde genopbygning og i opkomsten af ’den
socialistiske verden’ med Østeuropa og Kina. Og den begyndende
afkolonialisering med f.eks. Indiens selvstændighed i 1948. At afskrive
alle disse meget betydningsfulde politiske resultater med henvisning
til – Stalins metoder- giver ingen fornuftig mening. Jeg har i den senere
tid læst en hel del om denne periode og om Stalin og ’stalinisme’. Jeg kan
ikke se andet, end at Stalin var leder i et hårdt land (Rusland var
ikke en demokratisk republik i lange tider inden revolutionen. Det var et
underudviklet land med en stor bondebefolkning, hvor livegenskabet
først blev ophævet i 1908. En forholdsvis moderne, men meget lille industri.
Udbredt analfabetisme. Og en enevældig zar, der i sådan noget som ti år
havde eksperimenteret en ganske lille smule med hårdt styret demokrati.
Under 1. verdenskrig blev Rusland hårdt ramt – millioner af døde,
landbrugsproduktionen reduceret til en tredjedel og
industriproduktionen til halvdelen) i en hård tid (revolution, borgerkrig, udenlandsk
intervention – i alt 17 udenlandske magter havde i alt 200.000 soldater
i krig mod revolutionen – kulakkernes vægring ved at aflevere korn
osv.), og i mange tilfælde var hårde metoder nødvendige for at opnå
resultater. Der er også enighed om, at Stalin ikke var et
’magtmenneske’. Han var ikke interesseret i at få magt, men han fik
den, fordi han var villig til at gøre det nødvendige. Han brugte ikke hårde
metoder, fordi han kunne lide det, men fordi der ikke var andet at
gøre. OG der er enighed om, at efterhånden som situationen blev bedre i
Sovjetunionen, så blev metoderne mindre hårde. Der er tegn på, at
Stalin i sine sidste år var noget paranoid, men i betragtning af hans
erfaringer, så er der måske ikke noget at sige til det.

Permalink.

Hvordan kunne DKP forestille sig Danmark ændret?

Spørgsmål fra Machomads besvaret den /-

Kære Machomads, hvis rigtige navn, jeg ikke kender!


Du har henvendt dig til Danmarks kommunistiske Parti med et spørgsmål om, hvordan DKP kunne forestille sig Danmark ændret.
Det har jeg i vedhæftede artikel gjort mig nogle overvejelser om.

Jeg er medlem af DKP’s landsledelse, men synspunkterne i artiklen stårfor min egen regning og har ikke været genstand for grundig debat i DKP.

De blev sendt til dagbladet Politiken som et kronikforslag, men de fandt ikke nåde for redaktionens benhårde udvælgelsesprocedure.

Måske kan du få glæde af at læse mit bud på mulige veje til revolutionære forandringer af samfundsforholdene.

Kommunistisk håndsrækning til
Johanne, Villy, Helle og Margrethe

”Der er meget stille i oppositionen”, skriver opinionsredaktør Per Michael Jespersen i torsdagens udgave af Politiken. Måske er det også samme Jespersen, måske en anden af Politikens begavede kommentatorer, der tidligere forgæves har efterlyst forslag fra Socialdemokratiet eller andre venstrefløjskræfter til et nyt visionært samfundsprojekt som svar på den krise, som arbejderbevægelsens partier befinder sig i overalt i Europa.

Jeg kan oplyse, at Danmarks kommunistiske Parti allerede har taget et lovende initiativ til overvindelse af dette for venstrefløjen store problem. Det skete på et møde den 16. januar 2010, hvor DKP’s landsledelse besluttede at henvende sig til alle demokratisk og socialt indstillede kredse med et forslag om fælles forberedelse af en konference om demokratiske og socialistiske alternativer til den kapitalistiske globalisering.

Følgende uddrag af henvendelsen peger på de ting, som vi gerne vil sætte til debat:

En bred debat er i gang om veje og midler til fremtidssikring af det danske folks velfærdsgoder.
Diskussionen føres med baggrund i en omfattende samfundskrise, hvor problemerne tårner sig op. Arbejdsløshed, voksende fattigdomsproblemer, store permanente tab af arbejdspladser, eksplosivt voksende statsgæld, konkurser og tvangsauktioner diskuteres i umiddelbar forlængelse af en resultatløs klimakonference. Kæmpeproblemer, som har global karakter og går igen fra land til land.

I den danske samfundsdebat er det næsten et religiøst dogme, at løsning af de store samfundsproblemer afhænger af befolkningens evne til at leve op til den globaliserede kapitalismes barske betingelser for at give virksomhederne i vort land mulighed for at tilkæmpe sig en førerposition i den internationale konkurrence og dermed sikre et stabilt grundlag for fastholdelse af danske arbejdspladser og det danske folks velfærdsgoder. I andre lande foregår den samme udvikling. Store summer flyttes fra staterne til støtte af banker og erhvervsliv.

DKP vil udfordre den kritikløse tyrkertro på dette dogme. Vi tror ikke på gavnligheden af et partnerskab mellem dansk arbejderbevægelse og den fremstormende globaliserede kapitalisme. Vi stiller spørgsmålstegn ved en fremtidig verdensorden domineret af hensynsløs konkurrence mellem store globale privatøkonomiske imperier. Vi er imod en verdensorden med svækkede og gældstyngede nationalstater, der hverken har ressourcer til at løse de truende miljøproblemer eller deres befolkningers behov for de velfærdsgoder, der skal sikre et godt liv for alle. I stedet for en global konkurrenceøkonomi er der brug for internationalt samarbejde og solidaritet. Danmark har brug for en bred samfundsdebat om dette og mange andre store spørgsmål.

Vi foreslår, at der dannes en bredt sammensat gruppe, der kan forberede en landsdækkende konference, hvor kommunister, enhedslistefolk, SF’ere og socialdemokrater, fag¬lige kredse, sociale fora, folk fra kulturlivet, miljø- og ungdomsbevægelser, uafhængige økonomer og mange andre kan mødes til en åben debat, som kan rokke ved de herskende dogmer og give plads for nye ideer og alternativer. En konference, som kan blive startskuddet til en bred folkelig debat i hele landet og forhå-bentlig til en folkelig bevægelse med ambitioner om samfundsændringer i retning af en demokratisk styret økonomi.

Et sådant bredt folkeligt arbejde er efter DKP’s opfattelse en vigtig forudsætning for, at et kommende Folketingsvalg vil føre til en ny regering med et stærkt folkeligt mandat til at gennemføre vigtige demokratiske og sociale reformer. Det kan også bidrage til en ny politisk kultur med enga¬gerede borgere og seriøse politiske diskussioner i stedet for valgkampe domineret af topstyrede partier, der vil sælge deres kandidater og deres budskaber til en rådvild vælgerbefolkning.

I henvendelsen peger vi på, at der i Danmark tidligere har været meget positive erfaringer med en sådan bred debat om store eksistentielle problemer.

Sådanne folkelige bevægelser har før kunnet nå store politiske resultater. Et eksempel var de store fredsbevægelser i 1980’erne, som var en reaktion på den tids eksistenskrise, hvor en atomkrig truede hele menneskeheden med udslettelse.

I Danmark nåede fredsbevægelsen store resultater. Det lykkedes at kombinere fagbevægelsens solidaritet med en bred vifte af græsrodsbevægelser. Der blev demonstreret og afholdt konferencer om udvikling af nye aktivitetsformer. Der var seminarer om nye måder at tænke forsvar og sikkerhed på som alternativ til den tids kaprustning og atomare terrorbalance. Der kom et frugtbart samarbejde mellem den folkelige bevægelse og et politisk flertal i Folketinget. Lad det blive en inspiration for vor tids politiske arbejde.

Som formand for DKP’s fredspolitiske udvalg var jeg dengang en meget aktiv deltager i denne proces og høstede mange værdifulde erfaringer, som siden har præget min tilgang til politik og samfundsforhold.

DKP er i dag et næsten mikroskopisk lille parti med kun 210 medlemmer i hele det danske dronningerige. Vi er nogle ganske få personer, der siden midten af januar har arbejdet intenst med at vinde andre kredse for vores ide, og vi er nået et pænt stykke vej med at vinde opbakning i det ellers så opsplittede danske venstrefløjsmiljø.

Længst er vi kommet ude i provinsen. Lørdag den 6. marts er DKP’s lokalorganisation i Region Sjælland arrangør af en regionskonference i Fødevareforbundet NNF’s hus i Ringsted. Konferencen er åben for alle interesserede politiske kræfter og selvfølgelig også for pressen. I flere henseender er det en bemærkelsesværdig konference. Region Sjælland har taget imod DKP’s indbydelse til at holde en hilsningstale om de problemer og opgaver, som vores region er konfronteret med. Det er formanden for Regionsrådet, Slagelses tidligere borgmester, Steen Bach Nielsen, der holder dette oplæg ved konferencens start. I befrielsessommeren i 1945 holdt udenrigsminister Christmas Møller en tale til DKP’s centralkomite på regeringens vegne, men ellers er der i Danmarkshistorien ingen fortilfælde for, at formanden for en af Danmarks folkevalgte parlamentariske forsamlinger har haft mulighed for at tale til en af kommunisterne arrangeret konference.

PÅ konferencen er der to oplæg om den kapitalistiske globalisering, gældskrisen, afvikling af danske produktionsvirksomheder, krav om lønnedgang og de opgaver, som alt dette stiller for kommunister, socialister, fagbevægelsen og andre folkelige kræfter. Det vil naturligvis sætte sit præg på konferencen, at ejerne af byens store slagteri Danish Crown har stillet de ansatte overfor valget mellem at acceptere 20 % lønnedgang eller produktionens udflytning til Tyskland.

Oplægsholderne er tidl. MF for liste Ø Søren Kolstrup fra Maribo og Lars Langhoff Madsen, der faglig sekretær i Fødevareforbundet NNF’s afdeling for Sjælland og Øerne. Lars bor i Korsør og er medlem af DKP og Enhedslisten.

Efter konferencen i Ringsted vil DKP indbyde de mange, der har meldt positivt tilbage, til at mødes med det formål at få etableret en bredt sammensat arbejdsgruppe til at arbejde videre med den proces, som nu er sat i gang.

Jeg vil personlig møde frem med nogle ideer til, hvordan vi kan komme videre i fællesskab. Mine forslag er inspireret af lignende ideer, som blev fremlagt i 1980’ernes fredsbevægelser. Ideen om en tænkepause, et moratorium eller midlertidigt stop for et ukontrollabelt kapløb, stammer så vidt jeg husker fra nu afdøde senator Edward Kennedy. Dengang var det atomvåbenkapløbet, i dag er det økonomiske konkurrencekapløb, som er kommet helt ud af kontrol. Hvad hjælper den danske regerings målsætning om, at Danmark skal blive nr. 1. Alle andre lande vil selvfølgelig have det samme mål.

Det er præcis ved dette simple, letforståelige faktum, at Johanne, Villy, Helle, Margrethe og gerne også Pia, Løkke og Espersen burde tage deres udgangspunkt.

Politikens erhvervsjournalist Niels Lunde er en særdeles tænksom person, der tidligere har gjort opmærksom på, at det intense kapløb også belaster de øverste ledere i dansk erhvervsliv til det yderste. Nils Smedegaard Andersen og Ditlev Engell kan ikke længere møde til direktørtid. De må være på i alle døgnets 24 timer for at følge med konkurrenterne.

Selv har jeg forsøgt at sammenfatte nogle af tidens store problemer og mulige veje til løsning i følgende erklæring:

——————————————————————————————————————-
Moratorium nu!!
Forslag (stillet af Anker Schjerning, DKP) til en bred folkelig fælles kampagne.

En nådesløs konkurrencekamp er i gang over alt i verden. Alle ruster sig for at komme forrest i ræset og undgå taberens rolle. Virksomheder indskrænker, trimmer og afskediger for at stå sig i kapløbet. Medarbejderne opfordres til at løbe hurtigere. Lønmodtagerne arbejder mere og længere. De efteruddanner sig i fritiden i den indbyrdes konkurrence om de gode jobs. Sælgerne slås om de købedygtige kunders opmærksomhed efter alle markedsføringskunstens regler. Alle underbyder hinanden for at komme ind på markedet.

Kapitalismens verden er inde i en selvødelæggende ond cirkel, hvor de politiske og økonomiske beslutningstagere virker rådvilde og ude af stand til at håndtere de stadig større ubalancer.

Det vilde kapløb producerer stadig flere tabere som samfundenes sociale sikkerhedsnet ikke længere formår at samle op. Forældre har ikke tid til at opdrage deres børn. Der er ikke råd til grundighed og kvalitet. Stater og kommuner må gældsætte sig for at klare de nødvendige samfundsfunktioner. Der er blevet mindre plads til tolerance og rummelighed. Alt for mange er blevet sig selv nok. Kaos og alles kamp mod alle truer forude.

Derfor denne opfordring fra det danske folk til politiske og økonomiske beslutningstagere verden over:

Tag til Davos i Schweiz for at vedtage

Et toårigt globalt moratorium –
uden ekspansive, aggressive konkurrencetiltag på konkurrenternes bekostning

Lad dette indgå i en proces med folkelige debatter verden over

- om demokratiske og socialistiske alternativer til den kapitalistiske globalisering
- en verdensorden uden hensynsløs konkurrence mellem store globale privatøkonomiske imperier
- med bæredygtige nationalstater, der kan bidrage til at løse klima- og miljøproblemerne og tilgodese befolkningernes behov for velfærdsgoder, der kan sikre et godt liv for alle
- samfundsforhold, hvor man værdsætter ærligt arbejde og det almene vel. Hvor man ringeagter økonomisk spekulation, grådighed og jagt efter tomme, luksuriøse statussymboler.
- en nedrustet verden med samarbejde og global solidaritet
- en ny politisk kultur med engagerede borgere og seriøse politiske diskussioner som grundlag for en demokratisk styret økonomi.

——————————————————————————————————————-
Hvorfor nu Davos i Schweiz? Forklaringen er den enkle, at de afgørende beslutninger om at ændre kurs må træffes af verdenskapitalismens egne økonomiske og politiske beslutningstagere, og de mødes jo ofte i den by. Men det kunne også være i Mærsk hovedkvarteret på Esplanaden eller i Bella-centret, at man før eller senere mødes for at imødekomme kravene herom fra en verdensomspændende folkelig bevægelse.

Dengang i 1980’erne var det USA’s og Sovjetunionens ledere som kravet STOP NU primært blev rettet til. Nu er det vor tids beslutningstagere. Dengang krævede vi, at det officielle Danmark gjorde sin indflydelse gældende over præsidenterne i USA og Sovjet. I dag skal vi kræve, at Danmarks regering og dansk erhvervslivs top begynder at tale fornuftens stemme.

Er det en umulig tanke for en kommunist som mig at forestille sig, at den gamle Møller Mærsk kan bringes til at forstå, at det vilde kapløb ikke kan fortsætte? Nej, det var tydeligt, at det smertede ham, at benhård international konkurrence tvang ham til at acceptere lukning af det Lindøværft, som han betragtede som sin fars hjertebarn.

I Polen var det den kommunistiske general Wojciech Jaruzelski, som påtog sig ansvaret for at afvikle de uholdbare magtstrukturer, som han selv var en del af. Det kom ikke til et blodigt opgør mellem folket og det kommunistiske regeringspartis magtapparat. En del af æren herfor tilfalder ovennævnte general.

Findes der folk i dansk erhvervslivs top, som kan se det uholdbare i den nuværende ukontrollable udvikling, og som vil indse nødvendigheden af fredelig afvikling af deres egne privatøkonomiske imperiers ekspansionspolitik? Det ved jeg ikke, men for mig er det ingen umulig tanke.

Under alle omstændigheder er det en skøn drøm at forestille sig de 2 aldrende herrer Møller Mærsk og Jaruzelski som det norske stortings ærede gæster ved overrækkelsen af Alfred Nobels fredspris som belønning for fremsynet vilje til afvikling af egen magt.

I mit hoved går jeg rundt med en fremtidsvision om, at vi ved fælles indsats fra alle gode kræfter i det danske folk kan starte en global folkelig diskussionsproces om en totalrenovering af landenes samfundsstrukturer og af de globale økonomiske strukturer. En intelligent og fredelig omstrukturering over måske 10 år.

Det 19. århundredes revolutioner havde deres udgangspunkt i Frankrig, i det 20. århundrede var Rusland i centrum ved århundredets start og ved dets slutning var det vel i Polen, at de såkaldte fløjlsrevolutioner tog deres udgangspunkt. Kan der mon i det 21. århundrede med udgangspunkt i det danske folks rige demokratiske og sociale traditioner startes en både intelligent og revolutionerende omstrukturering.

På det punkt kunne jeg tænke mig, at vi følger Lars Løkkes opfordring og sikrer, at vort lille land kan iføre sig den gule førertrøje.

Ingen kommunist kan ytre sig i dagens debat uden at skulle forholde sig til den kommunistiske bevægelses historie, og det har jeg forsøgt at gøre med følgende svar til Anders Agensø, et tidligere medlem af Danmarks kommunistiske Ungdom. Svaret står at læse på DKP’s hjemmeside www.dkp.dk

Replik til Anders Agensø

Anders spørger, om DKP vil benægte, at den kommunistiske bevægelse var ansvarlig for millioner af menneskers død, og at DKP var en del af denne bevægelse.
Jeg er medlem af DKP’s landsledelse, men vil alligevel indskrænke mig til kun at svare på mine egne vegne og ikke tage DKP’s øvrige medlemmer til indtægt for mine synspunkter.
Jeg ser den kommunistiske bevægelses historie som en blanding af heltemod og ugerninger, kloge politiske analyser og store fejltagelser, mennesker med uselvisk offervilje og egoistiske karrieremagere, ny banebrydende politisk tænkning og lukket ideologisk selvtilstrækkelighed. Vi har rummet det hele, og vores symboler hammeren og seglet har fremkaldt såvel håb og begejstring som vrede og foragt.
Den kommunistiske bevægelse var og er et barn af flere meget forskellige politiske strømninger:
- Et ungdomsoprør i den socialdemokratiske bevægelse mod dennes ledere og deres medansvar for den første verdenskrigs forbrydelser.
- På godt og på ondt kom Rusland og russiske politiske strømninger til at sætte et meget kraftigt præg på den kommunistiske bevægelse i kraft af den sejrrige revolution i 1917. Den meget læseværdige historiker Moshe Lewin har i sin bog “The Soviet Century” – udgivet i 2005 på det engelske venstrefløjsforlag Verso – redegjort for, hvordan det mere konkret kom til udtryk. Stalin var ifølge Lewin kun til en vis grad inspireret af marxismen og i meget højere grad præget af autoritære tænkemåder og traditioner fra det gamle Rusland. Det kom til at sætte et afgørende præg – ikke kun på kulturen i Sovjetunionens kommunistiske Parti. Hele den kommunistiske bevægelse blev dybt påvirket heraf, også DKP.
I dag er det i bagklogskabens lys let at forarges over, at DKP og andre kommunistiske partier begik den store fejltagelse at overtage elementer af disse reaktionære gammelrussiske tænkemåder, men historiske fakta står ikke til at ændre.
Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den. Jeg har draget den konklusion ikke at forlade den bevægelse, som jeg har været en del af i 47 år, men i stedet arbejde for, at de kolossale mængder gode erfaringer, som vi danske kommunister har høstet, ikke bliver glemt, men fastholdt og givet videre til den ungdom, der skal skabe nye bæredygtige strukturer for fremtidens samfund.
Kommunisterne har ingen grund til at flygte fra deres fortid, fordi vores bevægelse har gjort sig skyldig i store skæbnesvangre fejltagelser. Det er vi jo langt fra de eneste, der har gjort. De socialdemokratiske partier har f.eks. også truffet fejlagtige beslutninger med skæbnesvangre konsekvenser for millioner af mennesker. Deres fejlslagne partnerskab med den globale ekspansive kapitalisme gennem bl.a. EU-politikken har bidraget til at underminere de velfærdsordninger, som er blevet bygget op gennem generationer i Danmark og andre europæiske lande. Det har bidraget til at gøde den politiske jordbund for Dansk Folkeparti og hadet til udlændinge. Men skal medlemmer af Socialdemokratiet af den grund flygte fra den bevægelse, de er en del af. Fra de røde roser eller andre symboler, som tegner deres bevægelse. Nej, de skal som vi andre prøve at lære af deres erfaringer, bygge videre på det positive og gå ind i kampen for nye bæredygtige samfundsstrukturer.

Anker Schjerning
Medlem af DKP’s landsledelse og forretningsudvalg
Brydes Alle 34
4200 Slagelse
Tel 58 52 83 55/ 21 27 58 02

Permalink.

Hvorfor bliver man ved, når man kan se, det ikke går

Spørgsmål til DKP besvaret den 9/12-2006

Det gik jo, og det gik fint. De socialistiske lande brød ikke sammen.
Der skete en kontrarevolution, og vi har vores holdning til,
hvorfor det skete. Når vi bliver ved, så skyldes det det simple faktum,
at det problem, vi vil løse, stadig består og i vor tid forværres.
Udbytning og undertrykkelse har fejret store triumfer i de seneste
snart 20 år, hvor Sovjet ikke har været der til at danne bolværk. Nu er vi
nået så vidt, at selv Danmark går med i krig for at påtvinge lande, der
aldrig har gjort os noget, det udbyttersystem, som vi har. USA og
Europa er ved at genkolonialisere den øvrige verden og med de samme grunde som
den oprindelige kolonialisering: De andre er os underlegne og vilde
barbarer, som vi skal lære kristendom og demokrati – om vi så skal slå
dem ihjel i forsøget. Som Poul Nyrup Rasmussen sagde: ”Vi skal ikke
være bange for at sige, at visse værdier og civilisationer er bedre end
andre. Og det er vore.” Og ”Vi er med USA hele vejen”.

I denne tid er det ikke kommunister og kommunisme, der primært byder
undertrykkelsen (der i vore dage er kendetegnet ved imperialisme)
trods.
Det er vi for svage til. Det er i stedet især de arabiske og muslimske
kræfter i Mellemøsten, og derfor er den danske og vestlige
antikommunisme nu erstattet af antiislamisme. Og hvorfor bliver de nu
ved? Fordi: så længe der er udbyttere og undertrykkere og
besættelsesmagter, så er der modstand. Og en del af modstanden vil have
socialistiske og kommunistiske mål (eller idealer om I vil). Visse
former for islamisme bryder også med udbytning og undertrykkelse, men
det er i en gammel form, mens socialismen bryder klasseundertrykkelsen
på den moderne måde.

Når I snakker om, at det ikke duede, så skal I være opmærksomme på, at
den udvikling af kultur og levestandard for almindelige mennesker, der
blev skabt i de socialistiske lande med Rusland / Sovjet og Kina som de
helt store, var af et omfang og en hurtighed, som var uset i datiden.
Sovjet udviklede sig med stormskridt i 30’erne, hvor Vesten og
kapitalismen var præget af krise og tilbagegang. Man kan måske sige, at
den – altså kapitalismen – ikke duede, men kapitalisterne fortsatte. Så
længe, der er penge at tjene på andre menneskers arbejde, vil der være
folk, der ønsker at tjene dem og herigennem udbytte og undertrykke.

Permalink.

Jeg går i 10. klasse og har fået en opgave at undersøge DKP holdninger. Derfor vil jeg gerne spørge om partiet altid har haft de samme grundholdninger som nu? På forhånd tak for hjælpen. men venlig hilsen Camilla

Spørgsmål til DKP besvaret den 7/2-2007

Hej Camilla
Hvis du spørger på denne meget generelle måde, så er det generelle svar JA. Nogen af grundholdningerne er, at i et kapitalistisk land er den grundlæggende relation mellem mennesker, at nogen udbytter og dermed undertrykker andre. Det giver nogle uheldige fysiske og psykiske resultater, hvorfor vi kommunister ønsker at ændre på dette forhold. Det vil vi gøre ved at erstatte den private ejendomsret til produktionsmidlerne (virksomheder) og erstatte den med fælles ejendom ­ det være sig statsejendom, kollektiv ejendom eller andet. Herved kan der produceres efter behov i stedet for efter profit. Bruges bliver det styrende ­ ikke salget.

De fysiske konsekvenser af kapitalismen er, at en (stor) del af befolkningen er fattig, og at den beskyldes for selv at være skyld i sine egne dårlige forhold som f.eks. arbejdsløshed, selv om det jo er arbejdsgiveren alene, der ansætter (og fyrer) folk. Udover problemerne med dårlig økonomi, skal de fattige og udstødte altså også leve med, at det er deres egen skyld, fordi de ’ikke vil gøre en indsats’, eller fordi de er ’født dumme og dovne’. Denne udstødning og stigmatisering er nødvendig for at forhindre folk i at gøre oprør mod de elendige forhold, og for at kunne udholde at behandle andre mennesker dårligt. Det er straks nemmere, hvis de selv er skyld i det. Eller hvis de hellere vil leve sådan ­ i små, fugtige lejligheder i stedet for en Strandvejsvilla. På samme måde som de folk, vi går i krig med, beskrives som onde og diktatoriske eller som ofre, der skal befries for deres onde og diktatoriske ledere. Ellers kan vi jo ikke holde ud, at vi overfalder og ihjelslår andre folk.

Hele vores psykiske tilstand er præget af denne dualisme-tænkning, hvor der er gode og onde, rigtige og forkerte, og hvor vi hver især håber at kunne komme over på den rigtige side ­ og blive der. Vi kan indimellem synes, det er synd for de andre, men vi vil ikke risikere at skulle dele vilkår med dem. Så vi nyder, at vi er hvide, at vi er mænd (eller uheldigvis kvinder), at vi er rige (eller kan købe en Cola engang imellem) osv. Denne tankegang vil kommunisterne erstatte med mangfoldighed, hvor folk er forskellige, men lige(værdige). Lige er ikke ens. Lige er, at du har lige så meget ret til at have dine meninger, som jeg har ­ uanset hvor uenige vi er. Lige er, at jeg respekterer, at du har lige så gode grunde til at mene det, du mener, som jeg har til at mene det, jeg mener ­ samtidig med at jeg er uenig. Lige er, når vi sammen ejer de virksomheder, der producerer de varer og ydelser, som vi har brug for, og hvor ingen er født til at være konge eller rig. Lige er, når alle har samme mulighed for at gå i en god skole og opnå ledende poster i samfundet, og hvor ingen med penge kan komme ’forrest i køen’.

Hvorfor det er så svært? En klog digter sagde engang: Kommunismen er det enkle, som det er så svært at skabe. Vi forstår det alle sammen instinktivt, men risikoen ved at kæmpe for det, vi finder rigtigt, er ofte meget stor. Og jo større risikoen er, jo færre arbejder med sagen. Lige nu er det meget risikofyldt i verden at være kommunist, og derfor har de kommunistiske synspunkter lidt tilbageslag, mens alle synger med på USA’s melodi for ikke at få tæsk som Irak og Afghanistan og og og

Hvorfor kommunismen ikke er død? Så længe kapitalismens problemer er der og vokser, lige så længe vil mennesker søge alternativer, og en del af alternativerne vil være eller ligne kommunisme, fordi det er en enkel vej ud af miseren. Og som almindelige menneskers frustrationer stiger over de stressede arbejdsvilkår, over nedbrydningen af velfærdsstaten og over ødelæggelsen af miljøet vil kommunismen ­ eller noget der ligner til forveksling ­ være et indlysende bud på en anden vej. Lige som der altid vil være nogen, der foreslår krigen som en løsning. Derfor har kommunisterne også altid været forrest i kampen for freden.

Hvis du vil vide noget mere specifikt, så skriv igen.

Mange hilsener

Birgit Unnerup

Permalink.

Jeg ville høre om I kunne hjælpe mig med en forside af LAND OG FOLK fra 50′erne eller 60′erne?

Spørgsmål fra Sille besvaret den 10/5-2007

Hej Sille

Vi har desværre ikke arkiver. Vores materiale er afleveret til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), og de har vist bl.a. avisen på mikrofilm. Om de også har den ’in natura’ ved jeg ikke. Ellers er der jo afleveringspligt til det kongelige bibliotek, så det kunne også være en mulighed.

Hvis det ikke virker, så må du vende tilbage.

Mange hilsner

Birgit Unnerup

Permalink.

Litteratur om DKP

Spørgsmål fra Casper besvaret den 30/4-2007

Hvis du vil læse noget litteratur, så udgav partiet (i
70’erne?) et hæfte med titlen DKP – organisation og rolle, skrevet af
partisekretær Poul Emanuel. Den må kunne fås på biblioteket. Vi har
desværre ikke noget udbygget partiarkiv, da alle vores arkivalier blev
overgivet til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv omkring 1990.

Permalink.

Statistik over medlemmer i partiet i de sidste 50 år?

Spørgsmål til DKP besvaret den 9/12-2006

Vi har ikke sådanne statistikker, men partiets medlemsantal var størst

lige efter krigen (2. Verdenskrig), hvor kommunisternes indsats i
modstandsbevægelsen og Sovjets hovedansvar for nedkæmpelsen af den
tyske fascisme, gav en hidtil uset popularitet. Jeg tror, jeg har hørt tal på
60.000 medlemmer. I 60’erne, 70’erne og 80’erne har tallet været
svingende, men vist nok jævnt væk mellem 5.000 og 10.000. Det er ikke
til at sige nøjagtigt, da det var en hemmelighed.

Efter den europæiske kontrarevolution omkring 1990 faldt partiets
medlemstal voldsomt, og der skete også en splittelse af partiet, der
senere førte til dannelsen af partiet KPiD. I dag har DKP knap 300
medlemmer.

Mange hilsner

Birgit Unnerup
Sekretariatsleder

Permalink.