I mere end et halvt århundrede har der været ingen eller kun meget sporadiske forbindelser mellem de kommunistiske partier i Danmark og Kina. Det er der nu rådet bod på. Efter at kontakt var etableret til Folkerepublikken Kinas ambassade i København i anledning af generalsekretær Xi Jinpings tale på årets Davos-møde (som så meget andet i denne tid holdt virtuelt), inviterede ambassadøren repræsentanter for DKP til eftermiddagste (kinesisk, selvfølgelig) den 29. april. I mødet, som varede en times tid, deltog fra DKP’s side partiets formand Henrik Stamer Hedin, international sekretær Luis Monteiro, FU-medlem Anker Schjerning, som havde formidlet kontakten, og LL-medlem Niels Rosendal Jensen, fra den kinesiske side ambassadør Feng Tie og to af hans medarbejdere ambassaderåd Yang Xiaorong og 2. sekretær Pan Jiabin. I en atmosfære af vidtgående enighed blev der udvekslet synspunkter og vurderinger af de to partiers historie og aktuelle politik.
Der er også etableret kontakt mellem DKP og Kinas KP’s internationale afdeling i Beijing. Det har foreløbig resulteret i, at DKP er blevet indbudt til at deltage, via en video forbindelse, i to arrangementer i Kina.
14. april deltog Anker Schjerning i en konference med international deltagelse om Kinas Kommunistiske Partis erfaringer gennem dets snart hundredårige virke. KKP blev grundlagt i juli 1921. Konferencen blev holdt i millionbyen Hangzhou i Zhejiang provinsen.
27. maj har Kinas KP indbudt DKP til at deltage i et Verdens Symposium for Marxistiske Politiske Partier, der holdes i Beijing. Henrik Stamer Hedin, Niels Rosendal Jensen, Anker Schjerning og Alex Beckmann deltager i symposiet. 22-årige Alex er medlem af DKP, bor i Nykøbing Falster, er studerende og formand for UngKommunisternes nyoprettede afdeling på Sydhavsøerne. Han er medlem af bestyrelsen i Venskabsforeningen Danmark – DDF Korea (Nordkorea).
International afdeling i Kinas KP har også meddelt, at de vil sende en hilsen til DKP’s kommende 36. kongres i Køge 25. – 26. september. Under mødet hos Kinas ambassadør omtalte Feng Tie muligheden for et kommende DKP delegationsbesøg i Kina, når der helt officielt er etableret partimæssig kontakt.