Det 14. Kommunistiske Verdensmøde fandt sted i Beirut i Libanon fra den 22. til den 25. november 2012 under temaet ”Styrkelse af kampen mod den eskalerende imperialistiske aggressivitet, for tilfredsstillelse af folkenes socio-økonomisk-demokratiske rettigheder, for socialismen”. Som tidligere år var DKP repræsenteret ved sin formand, der holdt nedenstående tale.

Af Henrik Stamer Hedin

Imperialismens svar på Oktoberrevolutionens udfordring var en udpræget forsvarsreaktion baseret på den antagelse, at alle kunne blive enige om at stemple socialismen og sovjetstyret som en forbrydelse mod veletablerede og legitime privilegier og frihedsrettigheder, mod selve samfundets grundvold. Den imperialistiske aggression mod Sovjet-Rusland i den såkaldte interventionskrig rettede sig åbenlyst mod den nyetablerede arbejder- og bondemagt og havde til erklæret mål at genindføre det tidligere styre og den private ejendomsret.

Socialismens fremgang i Europa og andre steder i kølvandet på den Anden Verdenskrig fejede dette forsøg på selvretfærdiggørelse fra imperialismens side af bordet og berøvede det ethvert moralsk grundlag. Arbejdere og bønder over hele verden tog socialismen til sig som vor tids retmæssige samfundsformation, og påstanden om, at socialismen var en forbrydelse mod samfundet, kunne ikke længere tages alvorligt. Befrielsen af de tidligere kolonier virkede i samme retning.
Det er et symptom på, i hvilken grad imperialismen har mistet terræn op gennem 50’erne, 60’erne og langt ind i 70’erne, at den nu ikke længere kan tage ejendomsret og privilegier i forsvar åbenlyst og med noget, der ligner moralsk styrke. Den har selvfølgelig stadig sin reaktionære aggressivitet, men den må forklædes som en revolutionær kamp for frihed og demokrati. Virkeligheden er vendt på hovedet: Imperialismen foregiver at forsvare de idealer og værdier, som den i realiteten angriber.

Nu har imperialismen jo altid skjult sig bag et slør af humanisme og idealistiske hensyn – det være sig kristen næstekærlighed, menneskerettigheder eller hvad man nu kunne finde på. Men at den i dag skjuler sig bag angiveligt ”revolutionære” folkemasser, er et relativt nyt fænomen.

Det første fuldt udfoldede eksempel på denne nye strategi var den af USA anstiftede kontrarevolutionære mujahedin-krig mod den afghanske revolution – eller den ”sovjetiske besættelse”, som den blev kaldt. I denne morderkrig trænede CIA terrorister til at påføre Sovjetunionen, hvad man åbent beskrev som et ”sovjetisk Vietnam” – en hævn for det nederlag, USA havde lidt nogle få år tidligere. Disse terrorister var ikke i almindelighed afghanere, men rekrutteret fra den arabiske islamistiske bevægelses yderste højrefløj; de var nemmere at manipulere, fordi de ikke var styret af en legitim national interesse i det land, hvis frihed de hævdede at forsvare, men af tågede religiøse ideer. Som vi alle véd, var denne strategi yderst effektiv, for så vidt som den afghanske revolution blev knust; men som vi også véd, gav den bagslag for den amerikanske imperialisme ved at skabe kræfter som al Qaeda og Taleban, der ikke tøvede med at vende deres våben mod USA selv.

Det kan godt være, dette udfald ikke var uvelkomment for de herskende i USA, for det gav dem påskud til at udløse ”krigen mod terror” og fortsætte krigen i Afghanistan til denne dag, igen under dække af en kamp for frihed og demokrati og imod den selv samme religiøse ekstremisme og terrorisme, som i sin oprindelse havde været et redskab for imperialismen. Keine Hexerei, nur Behändigkeit, som tyskerne siger.
Hvordan dette nu end måtte forholde sig med det, så blev den samme strategi efterfølgende brugt i andre lande, hvor imperialismen, i første række den amerikanske, ønskede at ændre forholdene i egen interesse: I Jugoslavien, i Ukraine og Georgien, hvor den blev forfinet derhen, at imperialismen ikke engang behøvede at indsætte militære styrker for at vælte en regering, den ikke brød sig om; det var også den strategi, der blev fulgt i Irak, i Libyen og nu i Syrien.

Jeg vil godt nævne et punkt, som jeg ikke har tænkt mig at gå nærmere ind på, selv om jeg mener, det er vigtigt. Der er almindelig enighed om, at den amerikanske imperialisme er hovedsynderen bag imperialistisk aggression og har været det i mindst et halvt århundrede. Men siden Irak har USA været tilbageholdende med at engagere sig direkte i militære konflikter; i stedet har de skudt andre magter ind foran sig i en slags dobbelt stedfortræderkrig: Den såkaldte opposition i Syrien, for eksempel, støttes ikke som i Afghanistan åbenlyst af USA i andet end ord, men bevæbnes og finansieres af regionale magter som Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien. Disse magter er mere eller mindre under kontrol af USA, men de er ikke rene marionetter; de har deres egne dagsordener og forfølger interesser, der ikke nødvendigvis falder sammen med USA’s. Tyrkiet stræber for eksempel ganske åbenlyst efter at genrejse, om ikke det osmanniske imperium, så i hvert fald en del af sin tidligere dominerende stilling i det arabiske Mellemøsten, først og fremmest Syrien. Det synes ikke at falde helt i den amerikanske alliancepartners smag, hvilket sandsynligvis er grunden til, at det ikke er lykkedes Tyrkiet at få NATO til at bakke sig op i en åben aggression mod Syrien. Disse indbyrdes forskellige og til dels modstridende interesser betyder, at situationen i Syrien er langt alvorligere, end tilfældet var under krigen mod Libyen eller endda Irak, og rummer potentiale til en verdenskrig.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på dette, og jeg vil heller ikke tale om den modstandskamp, som føres af de nationer, der rammes af disse forklædte aggressionshandlinger. Hvad jeg afslutningsvis vil sige lidt om, er muligheden for og problemerne i at bekæmpe disse imperialistiske aggressionshandlinger indefra i selve den imperialistiske metropol.

Jeg karakteriserede den imperialistiske stedfortræderaggressions forklædningsstrategi som grundlæggende et svaghedstegn, og det er den, men den er også yderst effektiv og gør det meget vanskeligt at rejse en protestbevægelse af betydning på den imperialistiske hjemmefront. Det er ikke som med Vietnam-krigen: Dengang var det – eller blev det meget hurtigt – indlysende for enhver, at et fattigt og relativt lille tredjeverdensland var under angreb af en supermagt. Og selv om stedfortræderkrigsstrategien faktisk opstod i Vietnam med ”vietnamiseringen” af krigen, var den stedfortræder, som aggressoren havde til sin rådighed, nemlig Saigon-regeringen, på ingen måde overbevisende, hverken militært, politisk eller moralsk. Derimod var den vietnamesiske leder Ho Chi Minh respekteret i vide kredse, og den vietnamesiske frihedskamp mod det franske koloniherredømme få år tidligere blev set på med sympati. Af disse grunde voksede en massiv folkelig solidaritetsbevægelse frem næsten af sig selv både i USA og i de fleste af de allierede lande og bidrog afgørende til det amerikanske nederlag i krigen.
Dette er ikke tilfældet i Syrien, for at tage det eksempel, der ligger nærmest for, og det var ikke tilfældet i Libyen. I mit eget land, der deltog i krigen mod Libyen og er medlem af de såkaldte Syriens Venner, tror et stort flertal af befolkningen og endda af venstrefløjen stadig, at krigen mod Libyen ikke var en imperialistisk aggression, men en berettiget og stramt begrænset politiaktion mod én person med måske nogle få medløbere. Mange mener, at det ”internationale samfund” bør vælge en tilsvarende kurs mod Syrien – eller Assad.

I denne situation er det ikke muligt at rejse en bred protestkampagne mod de imperialistiske intriger omkring Syrien. Tværtimod må vi først løse den opgave at forhindre fremvæksten af en ”solidaritetsbevægelse” med det, vi får at vide er en folkelig opstand. I København samler militante islamister allerede penge ind på gaden til støtte for ”den syriske befolkning”, dvs. terroristerne. Den officielle holdning blandt politikere og i de toneangivende medier er på samme linje. Hvad vi må gøre som kommunister, som antiimperialister, er at afsløre løgnene om det enige folk og den isolerede diktator. Dette er vi begyndt på. Sammen med den syriske koloni i Danmark, som udmærket er klar over, hvad der foregår, har Danmarks Kommunistiske Parti taget initiativ til at arrangere en række informationsmøder over hele landet om den virkelige situation i Syrien.

Dette startede for kun tre uger siden, og det er en meget beskeden start. Men opgaven skal ikke undervurderes. Det er en kamp op ad bakke. Reaktionen på vores initiativ var i brede dele af venstrefløjen: ”Hvorfor holder I med Assad?” Vi holder ikke med Assad. Vi holder med verdens folk, med frihed og national uafhængighed og fred, mod imperialismen og den imperialistiske aggressivitet.

Oversat fra engelsk