Ledende artikel fra Skub januar 2013

Der gik en bølge af forargelse over verden – eller i hvert fald over Europa, eller i hvert fald over Norden – da den norske Nobel-komité besluttede at give Fredsprisen for 2011 til EU. Mange forstod simpelt hen ikke, hvad der foregik inde i hovederne på Nobel-komiteens medlemmer.

Det er nu ellers ikke så svært at gennemskue. For de norske stortingspolitikere, som for deres danske folketingskolleger, er ”verden” først og fremmest den nordatlantiske region, og ”fred” er ikke-krig. Hvis der ikke er krig i regionen omkring Nordatlanten, så er der ”fred i verden”. Så når stormagterne i denne region i stedet for at føre krig mod hinanden, som de har gjort det i århundreder, rotter sig sammen om at hyppe deres kartofler i fællesskab, så bliver denne sammenrotning i Nobel-komiteens øjne et ”fredens projekt”. Det er jo også præcis sådan, EU ser sig selv.

At både det samlede EU og de enkelte (regionale) stormagter, der har skabt og styrer EU efter deres egne interesser, fører den samme aggressive, imperialistiske politik over for resten af verden, som de altid har gjort, interesserer ikke de norske politikere. At Tyskland er aktiv i opsplitningen af Jugoslavien, eller at Frankrig går i krig i Libyen, det rokker jo ikke ved ”freden” mellem Tyskland og Frankrig. Så længe de to kan enes, hvad kan der så være galt i, at EU viser militære muskler – eller arbejder på at blive i stand til det?

Men det var der mange andre, der kunne se noget galt i, og de gav deres mening højlydt til kende – både i diverse medier og på gaden i Oslo, da Fredsprisen blev uddelt.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi her på redaktionen er enige i protesterne. EU (og EF) er en destabiliserende faktor i Europa; jo mere EU styrkes, jo mere bliver unionen en destabiliserende faktor i verden. Og at det netop er norske politikere, der finder på at hædre det ufreds-EU, som det store flertal af nordmænd har vendt sig imod, må betegnes som en provokation. Bevidst var denne provokation næppe; de enfoldige norske politikere fatter givetvis ikke dybden af den krænkelse, de har gjort sig skyldige i.

Det gjorde de i hvert fald ikke på Danmarks Radio. Den ”analyse”, TV-avisen præsenterede, havde som hovedpointe, at Nobel-komiteen havde valgt det ”forkerte tidspunkt”. Ikke den forkerte prismodtager – det forkerte tidspunkt!

Hvornår havde tidspunktet så været rigtigt? Før 1972? Eller forestiller man sig, at vi med tiden vil indse EU’s velsignelser og fortryde vor halsstarrige modstand?

Som et bevis på, at EU er et ”værn for fred”, anfører Nicolai Wammen (der fra sin ungdom som borgmester i Århus huskes for den fremsynede reform, at Århus nu igen skal staves Aarhus – dog ikke med dobbelt u), at EU støtter den syriske ”opposition” – dvs. de oprørsstyrker og hellige krigere, der med våben, penge og mandskab fra USA, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar har påført Syrien krig for at erstatte den verdslige republik med et islamisk kalifat. Fred?
Til EU’s forbrydelser mod freden hører, at unionen har anerkendt denne ”opposition” som det syriske folks ”legitime repræsentant”. Det samme har Danmark gjort. Det er en utilstedelig indblanding i et andet lands inde anliggender. Det er en imperialistisk provokation, der ikke peger mod fred, men mod krig – i dette tilfælde måske endda verdenskrig.

Så lidt gavner EU freden. Så lidt har Nicolai Wammen og andre danske og norske politikere forstået af verdenssituationen. Så lidt har den norske Nobel-komité forstået af EU’s væsen og rolle.